En hvalp er programmeret til, at det er den, som må indordne sig under de givne regler. Ikke omvendt. Det skal man som hundeejer forsøge at udnytte bedst muligt
Af Michael Sand
Den dag, man henter hvalpen hos opdrætteren, bør man således være klar over, at hvalpens prægningsfase er forbi. Hvalpen bærer allerede en genetisk såvel som miljømæssige arv.
Fremover vil det være op til hvalpekøberen at skabe det bedst tænkelige ud af den helt igennem unikke råvare. Ifølge teorien vil hvalpen fra den niende- til slutningen af den 12. uge være i tilpasningsfasen.
Under naturlige forhold påbegynder hvalpen nu sin tilpasning som medlem af hundeflokken. Hvalpen er med andre ord programmeret til, at det er den, som må indordne sig under de givne regler. Ikke omvendt.
Situationen for en jagthund er dog, at den skal kunne begå sig i både hundes- og menneskers sociale systemer. Man må gøre sig klart, at denne tilpasning begynder i samme øjeblik, den ankommer til hjemmet.
Vanens magt er jo som bekendt stor. Og gode såvel som dårlige vaner har det med at grundfæste sig forbavsende tidligt i hvalpens liv. Derfor må familien træffe visse beslutninger allerede inden hvalpen ankommer.
Hvem har ansvaret for at give hunden mad og vand? Hvor skal den fodres og opholde sig, når den er alene? Og hvor kan den søge hen, når den blot ønsker at være sig selv? Og endelig: Hvem skal lufte hvalpen, når den har leget, sovet, spist eller drukket?
Indøvning af gode vaner anses nemlig for at være den eneste reelle mulighed, man har for at gøre hvalpen renlig. Hvis man overvejer at overlade ansvaret til børn, kræver det, at man i sagens natur kan stole på børnenes evner til at håndtere opgaven.
Men flere eksempler tyder på, at navnlig mindre børn og hunde ikke altid udgør den rosenrøde cocktail, som vi forestiller os. Uheldige eksempler med både mishandlede hunde og skambidte børn er set.
Som forældre må man føle sig tryg ved børnenes forståelse for, at legen foregår under gensidig respekt. Indtil da bør samkvemmet foregå under opsyn.
Børns omgang med hvalpen må naturligvis ikke være uden grænser. Navnlig ikke i tilpasningsfasen, hvor hundens forestilling om dens position i flokken grundfæstes. Men hverken tilpasning eller den senere indlæring og dressur hæmmes af børns omgang med hunden, og normalt er det forkert at lægge skylden på børn og deres leg med hunden, såfremt der opstår vanskeligheder eller problemer under skolingen af hunden.
Leg med mennesker er tværtimod fordelagtig for hundens sociale og mentale udvikling, og den lærer hurtigt at skelne mellem børn og fører. Vigtigt er det dog, at der er klare regler for, hvordan børnene leger med hunden.
En forudsætning for den effektive tilpasning er, at reglerne i hjemmet er enkle og konsekvente. Man må gøre det klart, at det hvalpen må, må den altid.
Det den ikke må, må den aldrig. Enhver blød mellemvare er bandlyst.
Ønsker man, at den voksne hund skal sove i sengen, tigge ved bordet og hoppe op ad fremmede, vil den hvalp, der lærer dette fra begyndelsen, ikke senere glemme sin barnelærdom.
Har man andre ideer om den voksne hunds opførsel, vil det være i familiens og hundens interesse, at man fra første dag forsigtigt fører hvalpen ind i de regler, som skal gælde for den voksne hund.
Den samme venlige konsekvens anvendes i vores forsøg på at lære hvalpen vores sprog. En hund kan kun lære ganske få ord. Når det derimod gælder betoninger, er indlæringen nærmest grænseløs. Men det må absolut anbefales, at man er yderst varsom med sit sprogbrug. Navnet anvendes kun, når man ønsker fysisk og positiv kontakt med hvalpen. Hvalpens navn anvendes aldrig til at skælde med.
Udtrykkene ja og nej må hvalpen lære med det samme, da disse spiller en uvurderlig rolle i tilpasningsfasen. Navnlig nej, som hvalpen lærer samtidig med at den gives et lille rusk i nakkeskindet. Efterfølgende vil man alene med et skarpt udtryk for nej kunne vise hvalpen til rette i de nye omgivelser.
Ordene for ja og nej erstattes ikke af andre ord, men anvendes resten af hundens liv. Ved bevidst kun at anvende et begrænset ordforråd vil man ofte opleve, at hunden bliver mere opmærksom.
Den forstår jo tydeligt, hvad vi siger, og dermed er der skabt basis for en mere velfungerende kommunikation, såfremt vi tilsvarende gør et ihærdigt forsøg på at forstå hundens lyde, mimik og kropssprog.
Er reglerne konsekvente, vil hvalpen snart lære, hvordan den skal opfører sig i hjemmet, haven eller bilen.
Den har jo et medfødt behov for at blive vist til rette, og derfor spiller denne irettesættelse en væsentlig rolle i dens udviklingsforløb.
Bliver hvalpen ikke vist til rette, vil man efterfølgende skulle gribe til mere håndfaste metoder, hvilket aldrig kan blive så effektivt som hundens spontane behov for at underkaste sig og samarbejde med sin fører.
