– Vandrende vildt i store flokke og sammenhæng mellem indsats og udbytte. Renjagt er riffeljagt for trækjægere, hævdes det i Jagtbogen Europa Rundt
Af Netnaturshop.dk
Europa Rundt, Jagtbog af Michael Sand
– Eftersom vi ikke kan spotte rener på fjeldet, må vi finde dem i skoven, sagde Jon Kristian og smed den store rygsæk over skulderen. Jagten kunne begynde. Jeg lagde mig i slipvinden af den langbenede renjæger og fulgte ham skridt for skridt.
Desværre havde vi ikke været i stand til at spotte dyr fra de afmærkede tjekpoints langs grusvejen, der i medgørlige kurver smøg sig over fjeldet.
– Det kan blive vanskeligt at finde dyrene i skoven. Oversigten er dårlig, og vi må vi bruge ørerne, da den knirkende lyd fra renernes haseled kan afsløre dem, fortalte min norske guide, mens vi gjorde holdt og lod kikkerten vandre over de store højmoser og lavtbevoksede fjeldsider, som vi kunne ane på den anden side af skoven.
– Der er dyr, sagde Jon Kristian og pegede mod en vissenfarvet myr, langt, langt ude. De store dyr faldt i ét med miljøet, og kun når de eksponerede sig med myren som lys baggrund, sprang de så at sige ud af omgivelserne.
– Er der bukke i flokken, spurgte jeg.
– Jeg ved det ikke. På afstand kan man sjældent se gevirerne særlig tydeligt. Jager man storbuk, er det bedst at se efter dyr med hvidt skæg, da dette er karakteristisk for de gamle bukke. Selv på afstand ses dette tydeligt.
Renerne var vel et par kilometer eller tre fra os og havde sat kursen mod fjeldskråningen, der gled små 1.300 meter op i himmelrummet. Selv om afstanden var stor, virkede det indlysende at gøre forsøget med dyrene på det næsten bare fjeld. Også selv om min guide fortalte, at det ville medføre en lang og hurtig march i uvejsomt terræn for blot at holde trit med de evigt vandrende dyr.
