Ligner UK´s forbud mod import af en lang række afrikanske jagttrofæer tankegang fra kolonitiden og vil forbuddet brede sig til EU? Det ser Henning Kørvel nærmere på
Trofæimportforbud ligner tankegang fra kolonitiden
Skydning af løven Cecil i Zimbabwe i 2015, da den gik ud af en nationalpark, udløste en hysterisk reaktion. Hysteriet vil ingen ende tage, fordi Underhuset i England på den baggrund har vedtaget en lov imod import af afrikanske jagttrofæer. Loven skal endelig vedtages af Overhuset og have kongelig godkendelse, før den kan træde i kraft. Afrikanere protesterer, men er ikke blevet hørt. Det gode ved sagen er, at UK ikke er en stor importør af afrikanske jagtrofæer, for det amerikanske marked er meget større. Frygten er imidlertid, at importforbuddet kan brede sig til EU, og det må håbes, at de europæiske jægeres organ, FACE, er oppe på mærkerne, hvis det skulle ske.
Tekst: Henning Kørvel
Selv om briterne ikke er store importører af jagttrofæer fra Afrika, men det er amerikanere der dominerer billedet, så har Underhuset på trods af direkte løgne, overdrivelser og rå følelser vedtaget at ville forbyde import af hovedsagelig afrikanske jagttrofæer til UK. Afrikanerne er dog ikke blevet spurgt om deres mening.
Loven er en udløber af, at løven Cecil i Zimbabwe blev skudt i 2015, da den gik uden for en nationalpark. Loven har bred støtte i den britiske befolkning, og regeringen fastholder i strid med kendsgerningerne, at loven vil forbedre beskyttelsen af truede arter.
I lighed med Brexit bygger loven imidlertid på overdrivelser og direkte løgne, og man ignorerede råd fra førende bevaringsforskere og afrikanske regeringer og lokalsamfund. De kritiske røster påpegede, at indkomsten fra udenlandske trofæjægere i mange regioner giver fattige landdistrikter et økonomisk incitament til at bo tæt på farligt dyreliv, og deres levesteder således bevares.
”Selv om jeg er sikker på, at de parlamentsmedlemmer der støttede lovforslaget, mente det godt og følte, at de reagerede på synspunkter fra mange mennesker i Storbritannien, er lovforslaget farligt
Det kan få alvorlige konsekvenser for lande i Afrika, der bevarer dyrenes levesteder og størstedelen af dyrelivet, som er i spil til turisme og jagt.
Ingen af delene kan alene finansiere bevaringsbehovene i lande som Botswana, Namibia, Zimbabwe og Tanzania”, siger Keith Somerville, professor ved Durrell Institute of Conservation and Ecology ved Universitetet i Kent til Conservation Frontline.
”Og det skal huskes, at der i Afrika er flere dyrelivshabitater til jagt, som er beskyttet imod krybskytteri, end der er nationalparker og reservater. Hvis du får jagtindustrien til at kollapse eller den forbydes uden et bæredygtigt og lokalt støttet alternativ, vil levesteder får vilde dyr gå tabt”.
Hans synspunkter støttes af Amy Dickman, der er bevaringsbiolog og seniorforsker i Wild Cat Conservation ved Universitetet i Oxford.
Uden jagt vil arealer blive opdyrket
”Hvor kontraintuitivt der end synes at være, vil generelle trofæimportforbud sandsynligvis underminere vitalt bevaringsarbejde, herunder beskyttelse af ikoniske arter”, siger hun.
Afrikanske stemmer bliver desværre ikke hørt, når det gælder forvaltningen af Afrikas dyreliv.
”I de fleste områder er der ingen andre levedygtige dyrelivsbaserede indtægter til rådighed end fra jagt, og forbud imod jagt vil hindre effektiv forvaltning. Hvad værre er, vil det øge sandsynligheden for, at arealer omdannes til landbrug og husdyrhold, fordi bevarelsen af naturlige levesteder for dyrelivet medfører store omkostninger for lokalbefolkningen og ikke giver nogen meningsfuld økonomisk fordel”.
En af konsekvenserne af forbuddet mod trofæimport kan meget vel være færre levesteder og færre ikoniske arter som løver og elefanter. Og mens trofæjagt, hvis den forvaltes dårligt, kan påvirke lokalbefolkningen negativt, skubber den næppe nogen arter af vilde dyr til udryddelse, da jagtmålene generelt er udtag af ældre ikke-ynglende hanner. I tilfældet næsehorn ses trofæjagt bredt som en aktivitet, der tilskynder private ejere, som nu er vogtere af størstedelen af Sydafrikas næsehornsbestand.
”Kampagner for at forbyde trofæjagt præsenterer aktiviteten som en stor trussel imod overlevelsen af nogle af de mest elskede dyr på kloden, navnlig løver. Men fortællingen om udryddelse, der drives af trofæjægere i dag, er falsk. Rødlistedata fra International Union for the Conservation of Nature (IUCN) viser, at trofæjagt ikke driver en enkelt art til udryddelse, siger Amy Dickman.
Nogle indlæg på sociale medier antyder endog, at trofæjagt ødelægger planeten.
Men det handlede egentlig ikke om bevarelse eller fakta for den sags skyld. Det handlede om rå følelser. Mens forbuddet gælder for tusindvis af arter, og ikke kun er begrænset til import af afrikanske jagttrofæer, talte det til en voksende middelklasseforagt uden for Afrika for jagt i Afrika.
Verdens fattigste kontinent er det sidste store tilflugtssted for megafauna på planeten, og Disney har skabt idealiserede billeder af Afrikas dyreliv – en romantik, der helt sikkert ville blive knust, hvis et britisk forstadsbarn blev truet, mens han legede uden for deres hus med angreb fra et stort truende dyr.
Men på en eller anden måde er afrikanere, der lever sammen med farlige dyr for mange vesterlændinge simpelthen den naturlige orden fra gamle Tarzanfilm. Eller de ser afrikansk dyreliv uden mennesker, hvilket mere eller mindre er tilfældet i mange beskyttede områder takket være tvangsfjernelser i kolonitiden.
I den sidste ende skal den britiske lov om forbud mod import af afrikanske jagttrofæer vedtages i House of Lords (Overhuset). Stadigvæk udspringer den dog af skydningen af løven, Cecil i Zimbabwe i 2015 af den amerikanske tandlæge Walther Palmer. Dette udløste udbredt forargelse, og den amerikanske tvvært og komiker Jimmy Kimmel fældede faktisk tårer for Cecil. Reaktionen i Afrika stod i skarp kontrast til vestlige reaktioner, for i Afrika græder folk ikke over, at store katte der kan dræbe mennesker, bliver skudt.
Ingen afrikanere græder over skudte løver
Et par dage efter Kimmels følelsesmæssige udbrud skrev Goodwell Nzou, en zimbabwisk ph.d-studerende, en svidende kronik i The New York Times med titlen ”I Zimbabwe græder vi ikke for løver”. Han skrev, at den amerikanske harme over hændelsen havde fremprovokeret den skarpeste kulturelle modsætning, han havde oplevet i løbet af sine fem års studier i USA.
”Forstod alle de mennesker, der skrev under på underskriftindsamlingen, at løver faktisk dræber mennesker? At den snak om, at Cecil var elsket eller lokal favorit, var mediehykleri. Blev Jimmy Kimmel kvalt, fordi Cecil blev skudt, eller fordi han for vekslede ham med Simba fra Løvernes Konge, spurgte Nzou? Vi zimbabwere står tilbage og ryster på hovedet og undrer os over, hvorfor amerikanere bekymrer sig mere over afrikanske dyr end om afrikanske mennesker.
Nzou modtog dødstrusler på grund af sin kronik, fordi han vovede at udfordre fortællingen om Cecil, der tilfældigvis var vandret ud af sin nationalpark og udgjorde en trussel mod mennesker, familier og kvæg.
Rapporter om, at Cecil blev lokket ud, er tvivlsomme, men er blevet sandhedens evangelium i dyrerettighedsfortællinger. Nzou stod dog ikke alene. Afdøde Edna Molewa, Sydafrikas tidligere miljøminister, der var tilhænger af jagt, ikke mindst fordi hun indså jagtens økonomiske og bevaringsmæssige fordele, men i 2016 fik racistiske overgreb på hende til at skrive under på Twitter imod skydningen af Cecil.
Problemet med kampagner, udløst af Cecil, og som førte til den britiske lovgivning imod trofæimport, er alt det opspind, der alene har til formål at fremme dagsordenen imod trofæjagt, hvilket vil ske på bekostning af afrikanere og kontinentets dyreliv, hvilket er fantastisk.
Underhuset besluttede sig for det, og derfor blev ørerne lukket for de mange beviser fra eksperter på området på, at trofæjagt har bidraget til bevarelse af Afrikas dyreliv. Det forholdsvis rige dyreliv i Tanzania, hvor jagt er tilladt i modsætning til Kenya, hvor jagt har været forbudt siden 1977, angiveligt fordi Prins Bernhard af Holland betalte et stort millionbeløb til præsident Kenyatta.
Også Sydafrika skal fremhæves, for her finder man Afrikas højeste antal afrikanske dyr, der ejes af private farmere, og hvor jagt genererer store beløb til lokale samfund, ansatte og til de lokale leverandører, som leverer varer og tjenesteydelser til jagtindustrien.
En god gang dobbeltmoral
Lovgivningen i UK er endvidere udtryk for dobbeltmoral, der taler til det mystiske greb, som afrikansk dyreliv har på det 21. århundredes urbane britiske fantasi. Forbuddet skal gøre det forbudt for englændere at importere jagttrofæer fra Afrika, men britiske jægere kan frit jage råvildt og kronvildt og andet vildt i Skotland og andre steder i Storbritannien og montere trofæerne på vægge eller eksportere dem til andre lande.
I Storbritannien findes der nemlig ingen ”Ced the Red” til at repræsentere kronhjorte. Der er forholdsvis lidt harme over skydningen af sådanne dyr på britisk jord. De berømtheder, der sluttede sig til denne vogn, virker forbavsende uvidende om, hvad den kongelige familie foretager sig på Balmoral Castle i Skotland. Har de mon aldrig set ”The Crown”? Men Walt Disney har endnu ikke lavet en film, der giver et navn til en kronhjort.
”Hykleriet er helt utroligt. Man kan fortsætte trofæjagt i Skotland og Wales, importere og eksportere, hvad man vil, og så forhindrer man samtidig Afrika i at gøre det samme. Det lugter af kolonial tankegang, der fortæller Afrika, hvad de skal gøre på bekostning af samfund og levesteder”, siger Paul Stones, professionel jæger i ekskutivkomiteen for Professionel Hunting and Conservation (CPHC).
I den sidste ende vil importforbuddet i UK, hvis det altså vedtages af House of Lords og sidst får kongelig godkendelse, ikke have stor indvirkning på den afrikanske jagtindustri, fordi britiske jægere udgør en relativ lille procentdel af markedet. De store penge i denne branche kommer fra Texas og i det hele taget det øvrige USA, som ubetinget er det største marked for jagt i Afrika.
Der er imidlertid bekymring for, at den britiske lovgivning vil kunne bredes ud til EU, og det vil kunne tage endnu en bid af en industri, der alen i Sydafrika i 2018 bidrog med mere end 341 millioner USD til den sydafrikanske økonomi, samtidig med at den understøttede mere end 17.000 jobs. Det må så håbes, at de europæiske jægeres forum, FACE, er vågen og oppe på mærkerne.
