Det skulle være ganske vist. Der er tun i Kattegat og en dansk lystfisker fangede næsten 30 – på én dag, på flue og ganske tæt ved kysten …

Af Redaktionen

“Pak bilen og kør til Bua nord for Varberg i svenske Halland. Fiskeriet er godt fra båd, men det kan også lade sig gøre fra land”.

Sådan lyder det fra Fisk og Fri, som varsler stor artikel om det nye fiskeeventyr, der har set dagens lys i Kattegat.

Øresund har tidligere været kendt for fiskeri efter den blåfinnede kæmpetun. Men dette fiskeeventyr toppede i 1950’erne og pludselig var eventyret slut. Forskerne diskuterer stadig hvorfor de pludselig forsvandt men peger på overfiskning af både tun og deres byttefisk som makrel og sild som mulige årsager.

Den nye tun, der nu optræder i Kattegat, er dog en helt anden variant. Der er tale om bonito eller rygstribet pelamide.

En af dem der har haft held til at fange tun i Kattegat er Oliver Bernát, der til dagligt arbejder i Jagt- og Fiskerimagasinet i København. Det skriver Sportsfiskeren.dk, der oplyser, at Oliver Bernát fandt fiskene tæt på kysten, hvor han fra sin flydering havde held med at fange dem på fluestangen.

På én dag landede han næsten 30 fisk . Den største vejede knap 2 kilo.

Bonitoen minder om makrellen, men er lidt større og fighter hårdere, lyder det.

Spørgsmålet er om den lille tun er fortroppen på et nyt fiskeeventyr med blåfinnede tun i Kattegat og Øresund. Blåfinnet tun fanges af og til af grønlandske erhversfiskere. Noget der har sat gang i spekulationerne om kæmpetunens tilbagevenden.

Brian MacKenzies fra DTU Aqua siger til Videnskab.dk:

“Det er i hvert fald et godt tegn, at tunens leveområde ser ud til at udvide sig, og at de er blevet set så langt nordpå. Men det er svært at forudsige, om det også vil betyde, at de kommer tilbage til Kattegat og andre danske farvande. Vi ved jo stadig ikke, hvad der i sin tid fik dem til at forsvinde”

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version