Tysk jagtterrier er ikke for begyndere, og man bør ikke overveje at anskaffe sig en tysk jagtterrier udelukkende som familiehund
Tysk jagtterrier
Af Redaktionen
Der er her tale om en modig, hårdfør, robust og krævende jagthund, som vanskeligt vil kunne tilpasse sig et liv udelukkende som selskabshund.
Den er omgængelig i familien, hvor den ofte knytter sig mest til en bestemt person. Tysk jagtterrier er vagtsom og ret forbeholden over for fremmede og kan være noget stridbar i omgangen med andre hunde. Racen kræver en hel del hundeerfaring.
Tysk jagtterrier har brug for aktivitet
Jagtinstinktet er meget stærkt og er rettet mod al slags jagt på al slags vildt. Det er en terrier, der arbejder selvstændigt, hurtigt og højlydt over og under jorden, såvel som i vand. Den er utrættelig og bevæger sig gerne ud på meget stor afstand af sin fører under drev.
Den er en udpræget arbejdshund, som skal bruges efter sin hensigt. Den kan ganske enkelt ikke fungere uden jagtlige udfordringer og mulighed for at leve et frit hundeliv med masser af motion.
Pels og pleje
Pelsen kan være ru eller glat. I begge tilfælde er dækpelsen tyk, grov og tilliggende med tæt og isolerende underuld.
Den ruhårede pels skal være så strid, at den knapt nok behøver trimning. En jævnlig tur med en børste er ofte nok til at fjerne løse hår og give plads for nye.
Indlæring
Racens medfødte skarphed nødvendiggør en tidlig socialisering og hertil en ubøjelig konsekvent opdragelse.
Træningen må dog samtidig være venlig, da hårde metoder kun vil medvirke til at provokere hunden yderligere.
Varier både belønninger og træningsmiljøet.
Historien bag racen
I 1920’erne påbegyndte nogle aktive tyske jægere et opdræt af terriere, der skulle være orienteret udelukkende mod hundenes jagtlige evner.
Ønsket var faktisk meget mere end blot en terrier til gravjagt. Den skulle også kunne bruges til jagt på vildsvin, være drivende og apporterende jagthund samt fungere som vildtsporhund.
Grundlaget for dette arbejde var flere engelske terrierracer, formodentlig tilsat nogle dråber pinscher og tysk bracke.
Den grundlæggende basis for avlen er stadig racens evne og lyst til at arbejde – og den er stor.
Dimensioner
Mellem 33 og 40 centimeter i højden for begge køn. Vægtmæssigt mellem 7,5 og 10 kilo.
Farvevariationer
Farverne spænder fra helt sort, mørkebrun eller meleret sortgrå med rødgule skarpt afgrænsede aftegninger.
Oprindelsesland
Tyskland.
Internationalt racenavn
Deutscher Jagdterrier.
FCI-gruppe
Gruppe 3 – Terriere
Specialklub
Kilde: DKK