Ulvedybet er en af Nordjyllands bedste fuglelokaliteter om vinteren med flokke af rastende svaner, gæs, ænder og skalleslugere

Af Joy Klein, dof.dk

Ulvedybet er en inddæmmet arm af Limfjorden, der er afskåret fra Gjøl Bredning af et dige. Det består af en lavvandet brakvandssø med nogle små øer og holme og med en meget stor rørskov. Søen er omgivet af enge med flere små søer og moser.

Området Ulvedybet/Nibe Bredning er af international betydning for de tre svanearter knopsvane, sangsvane og pibesvane. Svanerne ankommer sent efterår og fouragerer på markerne nord for Ulvedybet vinteren igennem.

Større flokke af gæs og ænder benytter området og holder til både i Ulvedybet og ude på Limfjorden. Af gåsearter ses kortnæbbet gås, grågås, canadagås og knortegås og af ænder især pibeand, krikand, gråand og hvinand.

Blishøne kan også optræde i større flokke. Både lille og stor skallesluger er regelmæssige gæster, små flokke af storspove fouragerer her om vinteren og fiskehejre er her hele året rundt. Med held kan man se snespurve på dæmningen.

Musvåge er i området hele året igennem og om vinteren ses blå kærhøg med jævne mellemrum samt også fjeldvåge af og til.

Ulvedybet - absolut et besøg værd
Skestorke og en lange række andre fuglearter kan opleves fra eks. den dæmning, der forbinder Øland med Gjøl.

Sådan kommer du dertil

Ulvedybet ligger syd for A11 mellem Åbybro og Brovst og kan nås fra Gjøl eller fra Hammershøj. Man kan parkere i den østlige ende af dæmningen ved Bjerget, der er en lille bakke, hvorfra der er en fin udsigt over området.

I vestenden af dæmningen er der et fugletårn, hvor man kommer tæt på de fugle, der holder til i det lavvandede område i det sydvestlige hjørne af søen.

Man kan også komme ud til et pumpehus ved at køre på nogle grusveje nord for Ulvedybet. Herfra er der god udsigt over rørskoven og der er mulighed for at se blå kærhøg gå til overnatning.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version