Knapt 200 år skulle der gå, før ulven atter var at finde i den danske fauna. Den første bekræftede ulv blev fundet død i Thy i 2012. Siden er der observeret ulve mange steder og også hvalpe

Af Redaktionen

Før 2012 er det efterfølgende kommet frem, at der faktisk har været adskillige observationer, som taler for, at ulven også tidligere har gæstet Danmark. Disse observationer er dog aldrig blevet officielt bekræftede.

Ulven (Canis lupus) er Europas næststørste rovdyr på land. Kun den brune bjørn er større end ulven. Mange af de store rovdyr er i fremgang i Europa, hvilket primært skyldes fredning af dyrene i hele EU.

De seneste år er rovdyr som ulv, brun bjørn og los derfor blevet mindre sjældne i Europa.

Ulvens levevis

Ulve lever som regel et kobbel, der består af en han- og en hunulv og hvalpene fra de seneste to år.

I Tyskland består et gennemsnitskobbel af otte ulve fordelt på 3 generationer. I Nordamerika kan der være op til 15 ulve i et kobbel. Størrelsen af koblet afhænger af adgangen til føde og adgang til et tilpas stort territorium.

Kun få ulve lever inden for det samme territorium.

Når ulvene er udvoksede, forlader de koblet. For hannernes vedkommende sker det, når de er godt et år gamle.

De unge hanner forlader koblet for at finde en mage og et nyt territorium. Hunner bliver ofte i koblet til de er kønsmodne for at hjælpe forældrene med at passe det nye kuld. Hanulve parrer sig ikke med deres eget afkom.

I Europa parrer ulve sig som regel i februar og marts måned, og de føder i gennemsnit fire til seks hvalpe i april eller maj måned. Antallet af hvalpe afhænger af fødemængden i koblets territorium.

“Ulvekoblets territorium er afhængig af mængden af og adgangen til føde.”

Ulvens krav til føde betyder, at der kun lever få ulve inden for det samme territorium, som de forsvarer over for andre ulve. Ulvekoblets territorium er afhængig af mængden og adgangen til føde.

Ifølge DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, varierer ulves leveområder i det østlige Polen på mellem 100 til 300 kvadratkilometer. Hvis fødegrundlaget, der primært består af råvildt og kronvildt, er mindre, vil territoriet være tilsvarende større.

Selvom et ulvekobbel kan have et stort territorium, så bevæger de sig oftest primært rundt i et område på omkring 11-23 kvadratkilometer.

Fødevalg

Ulves valg af føde er blevet nøje undersøgt i Tyskland, hvor man har lavet analyser af 1.900 indsamlede ekskrementer fra ulve.

Analyserne af ekskrementerne viste ikke overraskende, at ulve overvejende er kødædere, der primært lever af råvildt og kronvildt.

LÆS OGSÅ: SE BEKRÆFTEDE OBSERVATIONER AF ULV

Undersøgelserne fra Tyskland viste, at ulve også æder vildsvin, harer, kaniner, fugle, fisk og småpattedyr som rotter, mus, mosegrise og endda rovdyr som eksempelvis ræv, mink, mår og mårhund.

En ulv kan gå i mange dage uden at spise, men den kan til gengæld nemt fortære helt op til 20 kilo kød i løbet af et døgn, hvis den har dræbt et stort bytte som et rådyr eller et krondyr.

FØLG ULVENE MED ULVEAPP: SE NÆRMERE HER

Ulve jager som oftest helt unge, ældre, syge eller svagelige rådyr og krondyr.

På denne måde luger ulve ud i vildtbestandene, så kun de stærkeste dyr overlever. Ulve spiser også gerne ådsler, påkørte dyr og andre rovdyrs byttedyr.

Ulve kan også finde på at dræbe husdyr som for eksempel får, lam, geder eller kalve. Tyske undersøgelser viser, at husdyr dog udgør en meget lille andel af ulvens fødevalg (i alt 0,6 procent). Der er yderst få kendte eksempler på, at ulve har angrebet større husdyr som heste, køer og æsler.

Illustrationen viser, hvad tyske ulve typisk æder. Man kan forvente en lignende fordeling af byttedyr i Danmark bortset fra vildsvin, som kun findes sporadisk i den danske natur.

Ulvens specielle kendetegn

Ulven holder som regel sin hale lavt i modsætning til hunde, der ofte holder halen højt.

En ulvs halespids er altid sort.

Ulve holder ofte hovedet sænket, når de løber.

Ulvens ører er kortere og bredere end en stor hunds, og dens øjne er skrå og gule.

I vinterhalvåret har den en kraftig vinterpels. Sommerpelsen er mere tynd og kan give ulven et “forhutlet” udseende.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version