Alle apporterende jagthunde skal kunne apportere fra vand, men hvor effektive de bliver afhænger af flere ting – ikke mindst hundeejerens prioritering
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Alle apporterende jagthunde skal kunne apportere fra vand. Under jagt sker det af og til, at et stykke vildt falder i en sø eller et vandhul. Derfor må hunden naturligvis være i stand til at hente fuglen og bringe den i land.
Heldigvis elsker de fleste jagthunderacer at arbejde i vand, men det forudsætter, at de på et tidligt tidspunkt er blevet introduceret til vand. Selv racen gammel dansk hønsehund, der fra naturens side ikke er den store vandhund, kan ende med at blive en glad og effektiv vandapportør, hvis dens ejer tager opgaven alvorligt og bygger passionen op trin for trin.
Omvendt findes racer og linjer, som kendetegnes ved en umættelig passion for vandarbejdet. Disse kan være dus med vand allerede første gang de opholder sig i elementet. Men uanset anlæg er det vigtigt at understrege, at der skal gøres en prægningsindsats.
Tilvænning til vand
I reglen er det bedst at vænne hunden til vand på det tidspunkt af året, hvor vandtemperaturen er nogenlunde tålelig.
En lun sommerdag ved stranden er f.eks. et godt sted at introducere hvalpen til vand. Dog forudsat at man finder roligt vand uden dønninger og bølger. Stille dage eller dage med fralandsvind er absolut at foretrække. På sådanne rolige kyststrækninger kan hvalpen soppe rundt uden at få andet end våde poter.
På dybt vand
Efterhånden som selvtilliden stiger, vil den bevæge sig længere og længere ud. Navnlig i de tilfælde, hvor dens ejer iklæder sig waders eller smider bukserne og animerer hunden med ud på lidt dybere vand. Men så snart man kan se, at hunden begynder at blive ængstelig, vender man omkring og går tilbage mod strandbredden. Derved erfarer hunden, at den selv styrer forløbet. Den kan jo altid vende omkring.
Ved på den måde hele tiden at bevæge sig på kanten af hundens grænse, flyttes denne centimeter for centimeter. Til sidst er hunden så lang ude, at vandet løber hen over ryggen på den, og den mister forbindelsen til bunden. Den svømmer med andre ord.
Uvant med den underlige fornemmelse vil den måske straks vende omkring og søge bundforbindelsen igen. Undgår man at lave et stort nummer ud af præstationen og blot taler roligt og opmuntrende til hunden, vil den snart komme igen. Og inden man går hjem, har hunden haft sin første positive oplevelse med vandarbejdet.
Skulle hunden være lidt mere tilbageholdende, må man evt. gennemføre den nævnte tilvænning over flere dage. Hundens første oplevelse med opholdet i vandet skal være så positiv og udramatisk som overhovedet muligt.
I den forbindelse kan et par vandglade hunde være med til at vise vejen. Er hunden allerede glad for at apportere, kan man ligeledes anvende dummyer til at få hunden ud i vandet. Dog skal man kende sin hund godt, så man ikke risikerer at kaste dummyen et sted, hvor hunden ikke tør hente den. Dette vil skade hele hundens opfattelse af apportdressuren, og sker det, må man altid selv gå ud og hente emnet, samtidig med at man animerer hunden til at følge med.
Det gælder i øvrigt i alle lignede situationer.
Et apportemne må aldrig opgives under træningen, og sker det, at hunden mister inspirationen, inden den finder emnet, må man forsøge at snyde den, således at den kan gå ud af situationen med en positiv opfattelse.
Nederlag hører ikke træningsperioden til, og er dummyen faldet et sted, hvor den ikke kan findes, må man uden at hunden ser det, liste endnu en eller flere ud i området, således at hundens tro på egne evner opretholdes og styrkes gang for gang. Dette gælder ikke mindst under apportering fra vand.
Vandskræk
Langt de fleste hunde vil blive glade for at arbejde i vand, hvis de modtager den rette stimulering, mens de er unge og modtagelige for indtryk. Ældre hunde, der aldrig har oplevet glæden ved at opholde sig i vand, kan derimod udvikle aversion mod at få våde poter. Når sådanne hunde skal vænnes til vand er det – ligesom med hvalpen – vigtigt, at tilvænning sker i hundens eget tempo. At tvinge hunden i vand er den sikre vej til udvikling af vandskræk, selv om der sikkert er hundeejere, som har fået en brugbar vandapportør ud af anvendelse af denne metode. Dette står dog ikke mål med de hunde, der er ødelagt ved brug af tvang.
Passionen for vand kan svinge meget fra race til race og fra individ til individ. Nogle hunde er næsten lige så vanskelige at få i vandet, som andre er at få op igen. Da de fleste apportører skal kunne anvendes til andejagt og andre former for jagt, hvor vildtet falder i vand og sump, er det meget vigtigt, at man er opmærksom på at få hunden gjort helt dus med det våde og sumpede element.
Et eksempel
Jeg havde en gang en bretontæve. En gudsbenådet jagtlyst drev den gennem krat og sump. Men når det gjaldt apportering fra vand, var det så som så med begejstringen.
Vel svømmede den ud efter de ænder, der faldt i søer og andre steder. Dirigerbar var den også. Men gnisten for ænder og andejagt manglende, og selv om jeg er af den overbevisning, at jeg gjorde en stor og ihærdig indsats for at få vandarbejdet op i femte gear, lykkedes det mig aldrig helt.
På et tidspunkt fik tæven hvalpe, og jeg beholdt en hanhund, som jeg fra første øjeblik syntes særlig godt om. Men denne gang var jeg indstillet på at få den vandapportør, som jeg ikke havde i den første hund. Hunden apporterede næsten daglig ænder og alene den øgede opmærksomhed gav åbenbart pote. Hvalpen fik samme passion for andejagt og apportering i vand, som tæven havde for jagt på fasan og agerhøns.
Da hvalpen var 7-8 måneder, var vi to, der gik en tur med bøssen. Hvalpen var vænnet til skud og var med for blot at snuse lidt til jagtens stemning. Et par gråænder lettede fra en sø, som et gennemstrømmende vandløb holdt delvist fri for is. Begge ænder faldt, da de fløj over til min kammerat, som gik på søens modsatte side. Den ene and gik ned i nyisen, og inden jeg nåede at gribe ind, var unghunden sprunget i søen. Og mens nyisen sprang for brystet af den, kæmpede den sig ud efter andrikken, som den bragte til land i fin og rutineret stil.
Det var dens første apportering, og selv om episoden ikke ligefrem gik efter bogen, indikerer den alligevel, at førerens prioritering kan spille en afgørende rolle.
I øvrigt blev hundens passion for andejagt senere ganske stor, og blev der sagt søg apport og peget mod søens dynd, søgte den ufortrødent, indtil anden var fundet. Den krævede kun en opfordring, og den skulle kaldes op, hvis den efter 15-20 minutters arbejde endnu ikke havde fundet anden.
