Horsens Kommune får 36,8 mio. kr. til historisk stort vandløbsprojekt, som skal genskabe Gudenåen og genoprette naturen i området ved Vestbirksøerne

Til foråret tager Horsens Kommune efter planen fat på ét af Danmarks største vandløbsprojekter i tæt samarbejde med Naturstyrelsen.

Horsens Kommune har netop fået tilsagn om, at Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen med medfinansiering fra EU støtter det omfattende vandløbsrestaureringsprojekt med 36,8 mio. kroner, hvilket betyder, at finansieringen af projektet, nu er på plads.

Læs mere i pressemeddelelsen fra Horsens Kommune 

Fra opstemning til en å i fri bevægelse

Formålet med projektet er at genskabe Gudenåens forløb, så ca. 9 km af vandløbsstrækningen omkring Vestbirk Vandkraftværk og Vestbirksøerne, som hovedsagelig ejes af Naturstyrelsen, kommer så tæt på sit oprindelige forløb som muligt. Dette vil blive til gavn for både vandkvaliteten og dyre- og plantelivet i Gudenåen og i området ved søerne.

– Med projektet genskabes en af de mest spektakulære vandløbsstrækninger i landet. Når Gudenåen skal genoprettes, bliver den nuværende spærredæmning i den nordlige ende af Bredvad Sø fjernet, fordi den fungerer som en barriere i Gudenåen. Det betyder også, at Vestbirk Vandkraftværk lukker for strømproduktionen, når vandløbsprojektet bliver gennemført, fordi der ikke længere vil komme strømmende vand til værket, siger driftsleder Per Kristensen fra Naturstyrelsen.

Vestbirk Vandkraftværk åbnede i 1924, da spærredæmningen blev lavet, og man derved kunne udnytte de 10 meters fald på strækningen og drive kraftværket. Nu genskabes i stedet et naturligt fald i vandløbet, og det er helt unikt i Danmark, da der ikke er andre steder i landet, hvor der er så stort et fald med så stor en vandføring på en relativ kort strækning.

Fra Gudenå til en ”Gudenflod”

Inden for projektområdet vil Gudenåen udarte sig til at blive en ”Gudenflod”. De tusindvis af besøgende ved turistattraktionen Den Genfundne Bro, vil fremover få en ekstra spektakulær oplevelse, når man efter projektets gennemførelse besøger broen og Gudenåen under den.

– Hvor der i dag passerer godt 1.000 liter vand i sekundet vil der fremover komme til at passere op til det 10-dobbelte ved de helt store afstrømninger, forklarer Per Kristensen.

Dette er broen og fundamenterne dimensioneret til, da broen blev bygget før vandkraftværket. Og den gang kom al Gudenåens vand under broen – akkurat som det kommer til igen.

Forbedring af vandmiljøet

Genopretningen af Gudenåen vil på sigt gavne naturen i området og forbedre Gudenåen og søernes værdi som levested for et alsidigt dyre- og planteliv. Det naturlige fald som genskabes vil sammen med fjernelsen af spærredæmningen betyde, at der igen kommer kontinuitet i vandløbet og dermed særligt gode vilkår for, at fisk fremover kan svømme frit og længere op i Gudenåsystemet for at yngle.

Vestbirksøerne vil fremadrettet heller ikke modtage det næringsrige vand fra Gudenåen, der indeholder en del fosfor og kvælstof. Det vil give bedre vandkvalitet i søerne og gøre vandet mere klart, fordi algevæksten bliver mindre.

Yderligere information

  • Anlægsarbejdet forventes at gå i gang til foråret og vil efter den nuværende tidsplan vare frem til udgangen af 2025.
  • Hele projektet bunder i Vandrammedirektivet fra EU og statens vandområdeplaner.
  • Projektet er fuldt finansieret af Fiskeristyrelsen med medfinansiering fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond.
  • Naturstyrelsen ejer Vestbirk Vandkraftværk, Vestbirksøerne, Banestien mellem Horsens og Silkeborg og Den Genfundne Bro, som samlet udgør størstedelen af projektområdet. Naturstyrelsen arbejder på at finde en løsning for den fremtidige anvendelse og det fremtidige ejerskab af de historiske bygninger som udgør Vestbirk Vandkraftværk.

Kontaktperson fra Naturstyrelsen: driftsleder Per Kristensen, tlf. 20701211

Mere info om projektet kan fås på Horsens Kommunes hjemmeside, som løbende opdateres:

Horsens Kommunes hjemmeside om projektet

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version