En af Per Kauffmanns allerbedste jagtberetninger, hvor han beretter om vildsvinejagt i sommernatten
Vildsvinejagt i sommernatten
– en beretning om svensk natjagt fra en tid, hvor man jagtede uden andre hjælpemidler end en almindelig lysstærk kikkert og sigtekikkert, Artiklen blev første gang anvendt i “Jagtbogen” i 2010.
”Get me out into the night”, synger Michael Jackson sagte fra højttaleren, da jeg svinger bilen ned ad grusvejen til Sørens idyllisk beliggende gård ved Knislinge i Sverige.
Jacksons strofe er næppe henvendt på vildsvinejagt, men ikke desto mindre er det netop det, jeg håber, at Søren vil gøre i dag: tage mig ud i natten. Ikke blot fordi det er vidunderligt at være ude om natten, men også fordi det er på det tidspunkt, man har mulighed for at støde ind i et vildsvin. Og det er jo netop de svin, der er grunden til, at jeg har tilbragt en varm junidag i bilen ned gennem Jylland, hen over Fyn, på tværs af Sjælland og over vores fælles bro til det forjættede land, Sverige.
Forjættet, fordi de har vildsvin og oven i købet flere og flere af dem.
Læs mere om jagt på VILDSVIN
Af ligegyldige årsager er jeg lidt sent på den, for Søren har sagt, at jeg skal være ude klokken 22, og det er den meget snart.
– Take me out into the night, er jeg derfor ved at sige som det første, da Søren tager imod uden for stuehuset.
Heldigvis besinder jeg mig og præsenterer mig i stedet. Søren inviterer inden for til en hurtig kop kaffe og en orientering om, hvad jeg bør og ikke bør de næste seks-syv timer.
En dansk svensker eller en svensk dansker?
Det går nemt med at forstå Sørens sprog, hvilket nok hænger sammen med, at han er pæredansk.
28 af sine 52 år har han tilbragt hinsidan som skytte.
Det startede ellers herhjemme, da Søren var skytteelev på Lykkesholm Gods, Lekkende, Frijsenborg,
Lindholm og Bognæs samt elev på Kalø. De kendte steder kunne dog ikke holde ham hjemme,
og dagen efter at han var udlært som skytte, satte han sig i et fly til Zimbabwe med det mål at uddanne sig til ”white hunter” og bygge sin tilværelse på den grundsten.
Efter seks måneder rejste han til Canada og USA med henblik på at sælge jagter i Zimbabwe til det købestærke publikum på det kontinent, for der er ingen fremtid for en professionel jæger uden kunder.
I den periode, hvor Søren var i USA, kom der imidlertid andre boller på suppen i Zimbabwe, så man nu skulle være i landet i syv år for at få licens som professionel hunter, og
det ødelagde den drøm.
I stedet fik Søren mulighed for at blive skytte på det store gods, Wanås, og her har han været siden. Der er ingen planer om at ”Get me out into the night”, synger Michael Jacksonsagte fra højttaleren, da jeg svinger bilen nedad grusvejen til Sørens idyllisk beliggende gård ved Knislinge i Sverige. Jacksons strofe er næppe henvendt på vildsvinejagt, men ikke desto mindre er det netop det, jeg håber, at Søren vil gøre i dag: tage mig ud i natten.
– Der er lidt bedre plads herovre, siger han og fortsætter, – jagten bliver drevet knap så
kommercielt, og der er en helt anderledes indstilling til naturen og jagten herovre end i Danmark”.
Snaphanerne
Godset Wanås har en historie, som strækker sig over et halvt millennium. Den oprindelige borg blev opført sent i 1400 tallet og spillede en central rolle i krigene mellem Danmark og Sverige i den efterfølgende urolige periode. Således holdt snaphanerne møder under den mere end 500 år gamle eg i parken, og en del af dem blev i øvrigt hængt fra selvsamme træ.
Slottet fik sit nuværende udseende ved en større ombygning i 1708 og er nu privatbolig for familien Wachtmeister.
Jordbruget er økologisk og baseret på 450 malkekøer, der hele sommeren går ude. 700 tons mælk
sendes til Bornholms Andelsmejeri og bruges til produktion af den berømte ost, ”Wanås Ädal”.
Resten af mælken distribueres til skoler og butikker i hele Sydsverige.
Mælkeproduktionen forsøges kombineret med en enestående jagt på de 5.600 hektar, som Søren Åmand Hansen forvalter. Der er stor fokus på vådområderne, og der er de seneste år etableret et større antal nye på godset. Adskillige lavtliggende skovområder er inddæmmet og oversvømmet for at skabe baggrund for en afskydning på 3.500 ænder hvert år. Er man interesseret i en fortræffelig andejagt, er Søren den rigtige at kontakte.
Et svineparadis
Ud over ænderne er Wanås Gods i særklasse, når det gælder vildsvin, for kombinationen af vådområder, gammel skov og store marker er det helt rigtige miljø for vildsvin. Hvert år skydes der 250-300 svin i området, og især i de gode oldenår er der smæk for skillingen med et stort og levedygtigt tillæg.
Søren har kun undtagelsesvis jægere, som kommer for at skyde vildsvin på pürsch eller anstand om natten, da han i stedet fokuserer på at arrangere tre store drivjagter årligt, hver gang med cirka 30 skytter. Det tilstræbes at paraden når op på 30 vildsvin, men ofte bliver der skudt det dobbelte i løbet af den dag, jagten afholdes.
Drivjagt på vildsvin er lidt usædvanligt i Sverige, for det kræver både mange svin, en kombination af skov og store sammenhængende arealer samt en stor organisation. Og svin er der nok af, hvilket jeg snart skal erfare. Søren når dog lige at fortælle, at forleden var der 40 vildsvin ved kostaldene. De har lært sig at komme fra skoven via en kvægtunnel, og er frække nok til at gå ind i stalden og spise køernes foder.
Nu skal vi altså ud Det bliver mørkere og mørkere udenfor, og vi kan ikke trække den længere. Det er nu, det sker. Søren tager mig med ud til en ærtemark, der ligger op til skoven. Afgrøden på den store mark er 10-20 centimeter høj, hvilket er perfekt både for grisene og for mig, for det giver mulighed for at se, om der skulle være smågrise med soen. Kutlinger, som de kaldes her i landet. Ellers er der frit slag, forklarer Søren og udpeger et åbent tårn en kilometer borte.
– Du følger bare markkanten uden at træde for meget i ærterne, siger han.
– Du kan skyde fra tårnet eller pürsche de svin, der kommer ud for at æde, det er din egen afgørelse. Men vi kan ikke køre med bilen i ærterne, så det vil være en god ide at skyde et lille svin og gerne ikke helt ude ved skellet til naboen, for du skal slæbe svinet op til bilen.
Den tid, den sorg tænker jeg straks uvidende om, hvad der venter.
Jeg hanker op i den tunge rygsæk og vandrer lystigt af sted i det svindende lys. Det er midsommer
i Sverige, og vejret er helt fantastisk. Lunt, let overskyet og med en stille brise bagfra. Hist og her er
der lidt tågedannelse. En stund senere entrer jeg det åbne tårn.
Betegnelsen tårn er måske lidt overdrevet, for det er næppe mere end to meter højt, men til gengæld placeret helt perfekt i et hjørne af marken. Ret til venstre for mig er der en 300 meter lang skovkant ned til naboskellet og bag mig den skovkant, jeg fulgte herhen. 270 graders udsyn til åben mark foran mig og mod højre udgør mit liv denne nat. 150 meter foran mig er der et vandløb, som danner skel til en bygmark.
Lige på og hårdt Jeg sætter mig forsigtigt på det frønnede siddebræt og får rygsækken placeret i hjørnet. Kigger lige en gang ud over den store mark gennem kikkerten for at se, om der allerede er noget vildt ude, hvilket ikke er tilfældet. Vanen tro måler jeg lige et par afstande op med afstandsmåleren.
Knap hundrede meter til den lille bunke jord derude, 207 til det solitære træ bagude, 157 til det store træ, hvis grene hænger ud over ærterne, og knap 150 til vandløbet. Lægger afstandsmåleren væk og tager termokanden frem. Nu er det tid til at læne sig tilbage, håbe rækværket holder og nyde en kop kaffe og den lune, begyndende nat. Mine øjne glider hen over marken mod venstre, og så får jeg den varme kaffe galt i halsen.
Der står tre sorte pletter derude, og de var der garanteret ikke før. Hurtigt får jeg kikkerten op, og det er ganske rigtigt vildsvin. For seven da, her er min store chance. Afstanden er perfekt til et hurtigt skud, måske kun 150 meter. Der er stadig lys nok til, at det kan lade sig gøre, kan jeg konstatere, da trådkorset hviler urørligt på den forreste gris.
Hvor ville det være nemt, men hvor er det bare ikke sådan, det skal ske. Jeg skal ned til dem, i indgreb med dem, for situationen kalder på en spændende pürsch. For det første fordi det er på den måde, at den altafgørende intensitet indfinder sig. For det andet fordi jeg pinedød skal sikre mig, at de ikke har kutlinger med sig.
Jeg har vinden ind direkte bagfra, så jeg skal nu krybe de 150 meter frem til vandløbet, dreje 90 grader mod venstre og følge vegetationen langs åen frem til en fornuftig skydeafstand.
Skovskideren
Skydestokken ligger uheldigt placeret i bilen, så det bliver et skud fra skovskiderstilling og derfor maksimalt 30-40 meter. Desværre har grisene også lidt travlt med at komme over til vandløbet, kan jeg se, mens jeg bevæger mig hurtigt frem i foroverbøjet stilling. Jeg når derover først, men da jeg begynder at bevæge mig op mod de tre store svin, er den første tæt ved at være i skjul i buskene på vandløbets skulder. Hundrede meter fra grisene når nummer to i skjul, og den sidste er borte, netop inden jeg er i position. Hvis de er gået over åen, er jeg slået hjem, for der kommer jeg ikke over. Måske byggen frister mere end ærterne.
Jeg bliver siddende en stund i håbet om, at de kommer op mod mig, men marken forbliver tom. Langsomt følger jeg mit eget spor tilbage til tårnet, påpasselig med ikke at træde på for mange af de små ærteplanter, som nu snart er indhyllet i buldermørke.
Så er kaffen kold, men jeg skænker mig en ny og nyder en mundfuld. Torden og lynild, de tre svin er ikke gået over åen, men er nu på vej op mod det sted, jeg forlod for få minutter siden. Store utålmodige torsk. Der er ikke andet at gøre end at holde øje med dem, for sekunder senere når de frem til mit spor, og så er de da for alvor borte.
En halv kop kaffe senere får jeg øje på endnu tre svin, nogenlunde hvor jeg så den første gruppe til at begynde med. Det ser ud til, at der stadig vil være kaffe på kanden, når det bliver morgen, hvis det fortsætter i det her tempo. De tre sorte pletter er netop kommet ud af skoven, men ser ud til at være travlt optaget af ærterne. Jeg er hurtigt nede på jorden og går direkte op mod dem i sidevind.
Jævnligt tager jeg et check med kikkerten for at lede efter kutlinger, men kan ikke få øje på nogen. Halvtreds meter fra dem tager jeg det sidste kontrolkig. Der er ingen ko på isen, ingen kutlinger i farvandet og ingen grund til andet end at skyde en af dem.
Hvorfor altid ti meter mere?
Ti meter mere vil jeg dog have, for nu kan jeg mærke, at jeg lever. Blodet ruller hurtigt, og det prikker overalt i kroppen. Det er almindeligvis fedt at være i live, alternativet taget i betragtning.
Alligevel leder vi alle efter de situationer, hvor man virkelig mærker det i sig, livet. Og det gør jeg nu, lige præcis her i det skånske mørke. Ti meter mere vil jeg have, men det får jeg ikke. Fem bliver det til, inden det siger VUF derude, og sekunder senere er jeg alene på marken. De så mig garanteret ikke, for jeg har den mørke skov i baggrunden.
De hørte mig garanteret ikke, for jeg har ikke sat foden forkert endnu. Men en snert vind må de have fået, for en skovkant er altid uberegnelig, når vinden er svag. Inden jeg begiver mig tilbage til kaffen for at slikke mine sår, tager jeg dog lige et check på marken længere ude. To store, sorte prikker lyser op langt ude, endnu to i bygmarken, og hundrede meter fra mig er der fem grise i skovkanten. 15 svin har jeg nu set, og det før jeg har drukket en hel kop kaffe.
I løbet af nul komma fem har jeg taget 50 meter på de fem. Afgrøden er lidt højere, hvor de står, så jeg er ikke sikker på, om der er smågrise med. Så kommer endnu et svin fra skoven, som bevæger sig ud mod de andre. Ærterne langs skovkanten er ikke store, så det er tydeligt, at den er alene. Den stopper for at
æde, mens jeg langsomt får mine ti meter.
Snellens indvirkning på sindet
Langs skovkanten er der et ståltrådshegn og da jeg er lige ud for en hegnspæl, beslutter jeg mig for at søge støtte. Samtidig med at mit vildsvin når frem til de andre fem, er jeg på plads, får den lille røde plet i sigtekikkerten på bringen af svinet og stikker snellen. Ikke fordi det er nødvendigt, og da slet ikke på den afstand. Jeg stikker snellen, alene fordi jeg nyder det.
Det uhørlige klik er jo netop kulminationen på måneders forventning til denne stille nat, der øjeblikket senere forvandles til et inferno af larm. Først fra min riffel, splitsekunder senere fra fem svin, der larmende går i skoven. Så kan jeg høre mit bytte slå med benene derude og går hurtigt fremad mod stedet, for at være klar til at skyde igen, skulle det være nødvendigt. Så bliver der stille, men til gengæld kan jeg nu se en gris, der langsomt og besværet bevæger sig mod skoven.
Et hurtigt opfølgningsskud er nødvendigt, og denne gang bliver den liggende, hvor den faldt. Det er et halvandet år gammelt svin, fjoling også kaldet, og desværre af hunkøn. Udgangshullet fra det første skud sidder lidt for langt tilbage, så den har stået lidt mere spidst, end jeg kunne se i mørket, men det andet skud er perfekt. Godt at jeg var så tæt på, da den kom på benene igen.
Nu er der god tid til at omfavne livet og drikke en kop kaffe, bortset fra at termokanden står ved tårnet. Jeg nyder derfor først synet at det vildsvin, der ligger på valen, kun 20 meter fra naboskellet og derfor længst væk fra bilen, som er parkeret mindst en kilometer borte.
Endelig en kaffepause uden afbrydelser
Senere går jeg tilbage til tårnet, hælder den kolde kaffe ud på ny og starter på en frisk. Det er nu direkte lummert, og en stund sidder jeg i skjorteærmer og sveder af efter den varmegivende episode.
Chancen for at der kommer flere svin ud af skoven til venstre er ringe, da min fært må stå tydeligt hele vejen ned. Jeg koncentrerer mig derfor om området ud mod vandløbet og skråt bagud. Intet at se. Jeg bliver siddende en times tid, mens det blæser noget op og bliver køligt. Det er helt mørkt nu, og jeg rigger lydløst lyset på riflen til. Mange af de store godser i Sverige har dispensation fra den svenske naturstyrelse til at bruge lys om natten til jagt på vildsvin. En sådan har Wanås også, foreløbig frem til foråret 2013, hvor forsøget så skal evalueres.
Senere går jeg tilbage til grisen for at brække den og begynde den lange tur med svinet på slæb.
Jeg kan ikke bruge min bæresele, dertil er hun alt for tung. I stedet tager jeg mit bælte af og får det sat fast rundt om snuden. Og så går det derudad, ganske langsomt. fem meter, ti meter, 20 meter og pause. Lårene syrer til, men hvor jeg nyder det.
Når man står over for en stor opgave, er det ofte en fordel at dele den op i bidder og sætte sig et delmål. Således også denne gang. Næste stop ved det træ 30 meter borte, så ved den skæve hegnspæl, så ved… og pludselig er jeg tilbage ved tårnet med kun tre fjerdedele af ruten tilbage.
En kop kaffe og en smøg, holde øje med marken mod højre og bagud og så på den igen.
De næste par hundrede meter deles igen op i små bidder, inden jeg går tilbage efter rygsækken og riflen.
Så et par hundrede meter igen og tilbage efter rygsækken. Tiden går meget hurtigere, når man er beskæftiget, og da jeg skød fjolingen lige før midnat, er der nu allerede gået tre timer med at trække svinet ud, samtidig med at jeg har holdt øjnene åbne for flere svin på marken. Det fejrer jeg med en lidt større kaffepause, inden jeg tager et stykke mere.
Den brogede keiler
Hundrede meter før jeg er fremme ved bilen, kommer så pludselig fire svin til syne på ærtemarken.
De er på vej op mod mig for at komme hjem i skovens skygge, og da det næsten er helt lyst nu, bringer jeg mig hurtigt i skjul i den yderste række træer. Herfra kan jeg avancere ret hurtigt et stykke fremad og komme ud i noget højt græs. Jeg krænger rygsækken af og gør klar til at bruge den som støtte.
Jeg når tilmed at flytte lidt af det høje græs, mens de fire svin er nede i en lavning og derved ikke kan se mig. Så dukker først ryggene op og senere resten af dem. Der er tre sorte dyr ude mod venstre, tilsyneladende alle søer, men den gris, der fanger min opmærksomhed, er den plettede.
Den er lidt mindre end de andre og har lette træk af hangris over sig. Det er ikke nogen stor keiler, eller rettere galt, måske oven i købet kun endnu en fjoling. Men det er jo også perfekt. Endnu bedre er det, at han er maksimalt 50 meter fra bilen. Jeg koncentrerer mig så om ham, mens jeg tænker på Sørens ord. Sagde han, at jeg kun måtte skyde et svin, eller nævnte han ikke noget om det? På den anden side er det jo ved at være lang tid siden, jeg skød den sidste, så det går nok.
Den hvide elg
Men hvad vil han mene om, at jeg skyder en plettet. Bliver han glad for at blive en fejlfarvet keiler kvit, eller vil han opfatte den som en sjælden raritet i stil med den hvide elg, som en anden dansker skød i Norge. Fik han ikke hele landet på nakken på grund af den sag?
Jeg beslutter at holde fast i min første tanke, nemlig at skyde svinet. Han står i en lavning og æder løs, nu med bagdelen til mig.
Jeg gør klar, men må vente et godt stykke tid, før han drejer sig. Åh, hvilken lykke at stikke den snelle igen. Ud ad øjenkrogen kan jeg se de tre søer nærme sig, og de er nu ikke mere end 40 meter fra mig.
Blodet ruller, og skuddet runger. Den lille keiler bliver, hvor han er, men sparker voldsomt med benene. Jeg har en ny patron i kammeret og er klar, mens de tre søer står og kigger over mod hans aparte opførsel. Så går de tættere på ham og står bare og stirrer.
Alle tre har bredsiden til og giver mig en god mulighed for at bekræfte, at det rent faktisk er søer. Snart efter har de set nok og tager flugten ud over ærtemarken. Fred være med dem, for nu kan jeg gå frem mod den brogede gris, der ganske rigtigt er en keiler.
Knap en centimeter tand pryder forenden og en ordentlig bunke velsmagende kød den modsatte ende. Jeg lader ham ligge, og henter i stedet den første gris derhen og bakker bilen til, inden jeg brækker ham. Heldigvis har jeg to store plastbaljer med i bagagerummet, så jeg ikke får svinet bilen til med svin. Det største problem er at få baljer med indhold op i bilen, men hvor der er vilje, er der vej.
Det var voldsomt
Jeg tørner ind klokken fem, sover dårligt i fire timer og går så i gang med at partere de to svin. Inden længe skal jeg videre, så det haster med at få kødet frosset ned.
– Det var voldsomt, siger Søren, da jeg senere besøger ham igen for at afregne. Jeg kan ikke helt afkode, om det er fordi, to er for mange, eller fordi to er meget. Men han glæder sig på mine vegne og kan fortælle, at der er en del brogede grise i området, så han kommer ikke til at savne den plettede orne i avlen.
Vi kører en tur i området for at se de nye vandhuller og vandområder, og Søren giver sig tid til at
vise mig både natur og stalde, inden det er tid for mig at køre videre.
Ved et tilfælde får jeg skubbet Cd’en med ham Jackson ind, og nu er han i gang med den meget smukke ballade: The Lady in My Life. ”There will be no darkness tonight”, indleder han sangen med.
Man skulle næsten tro, at Michael Jackson var vildsvinejæger i det skjulte, så meget han synger om natlige ting. Men jeg håber, han har ret, for i aften skal jeg jage svenske svin på Karsholms Gods lidt længere østpå. ”There will be no darkness tonight”. Nej, det kan man håbe på.
