En ugleset, ubuden gæst blev fotograferet af DOF’s ugleekspert og senere anholdt af politiet og sigtet for flere tyverier fra private hjem 

af Jan Skriver, dof.dk

Et vildtkamera, der skulle have fotograferet og dokumenteret hjemmelivet hos et par store hornugler i Sønderjylland, førte til afsløringen og anholdelsen af en ung indbrudstyv, der har huseret i Sønderborg en tid.

Kameraet, et Spypoint vildtkamera, var i en kort prøveperiode sat op nær et fuglebræt på terrassen hos ornitologen og ugleeksperten Klaus Dichmann, der havde fået det stillet til rådighed af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i fugleovervågningens tjeneste.

Det var ikke tiltænkt luskende og listende indbrudstyve, men store hornugler som formentlig var udsat for faunakriminalitet i ynglesæsonen 2011.

– Hornuglerne fik sandsynligvis stjålet deres unger, og vildtkameraet skal sættes op ved uglernes redested, så vi kan afsløre, hvis fuglene forstyrres og røves igen, siger Klaus Dichmann.

Men før kameraet kom ud i den vilde natur, ville Klaus Dichmann lige tjekke, om det fungerede, så han satte det op nær fuglebrættet på sin terrasse, hvorpå han var væk et par dage.

Da han kom hjem søndag aften, havde der været indbrud, og han ringede straks til politiet, som rykkede ud og i første omgang blot kunne konstatere, at alt var rodet igennem i hjemmet.

Så var det, at Klaus Dichmann kom i tanke om vildtkameraet på terrassen. Det blev straks tjekket, og billederne var afslørende. De viste, hvordan tyven slog til lørdag før midnat.

Indbrudstyven viste sig at være en af politiets såkaldt gamle kendinge, selv om der var tale om en kun 16-årig ung mand.

Optagelserne fra Dansk Ornitologisk Forenings Spypoint vildtkamera blev brugt som bevis, da den unge mand blev fremstillet i retten.

Han indrømmede, at indbrudstyven på optagelserne godt nok lignede ham til forveksling, men det var altså ikke ham, bedyrede han, og nægtede pure alt kendskab til indbruddet og sin debut som filmstjerne i en skurkerolle.

Snart vil vildtkameraet blive sat til at fungere i fugleovervågningens tjeneste, når det placeres med udsigt til store hornugler på en sønderjysk ynglelokalitet.

Og Klaus Dichmann har investeret i øget sikkerhed, der vil kunne afsløre lyssky gerninger.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version