Weimaraner er nok den ældste stående jagthunderace og er i dag udbredt over det meste af verden

Af Redaktionen

En weimaraner er en alsidig og energisk jagthund, som godt kan tilpasse sig livet i en familie med meget udendørsaktivitet.

Med tilstrækkelig motion – og hermed menes bl.a. at løbe frit hver dag – og meningsfyldt beskæftigelse er den rolig og afslappet indendørs. Den er venlig mod alle den kender, men kan godt være noget forbeholden og også vagtsom over for fremmede og især over for andre hunde.

Aktivitetsniveauet

Racen er sikker på sporet, skarp over for rovvildtet og god til at søge, tage stand og apportere nedlagt vildt.

Den har bevaret sine karaktertræk fra de drivende jagthunde og fristes let til at gå sine egne veje, selv om den ellers holder god kontakt med sin fører.

Den har behov for en tidlig socialisering med andre mennesker og hunde samt en erfaren fører/ejer, der er indstillet på at give den både en venlig, konsekvent opdragelse gennem et godt socialt liv.

Pels og pleje

Der forekommer to varianter. Den korthårede pels er kraftig, tæt og glat tilliggende, lidt længere end hos mange andre korthårede racer.

Den langhårede variant er blød og glat eller let bølget. Begge typer har kun ganske lidt underuld. De kræver kun en jævnlig gennembørstning.

Indlæring

Det er et kraftfuldt muskelbundt, som behøver vedholdende træning i grundlæggende lydighed. Træn i korte og tempofyldte sekvenser med skiftende motiveringer.

Benyt gerne apportering og sporsøg som særlig belønning for kontakt og samarbejde.

Oprindelse

Der er talrige teorier om denne races oprindelse. Det står dog fast, at den allerede i den første tredjedel af 1800-tallet blev holdt som drivende jagthund ved hoffet i Weimar.

Weimaraner er formentligt den ældste tyske stående jagthund, uden indblanding af andre racer.

Senere i århundredet krydsede man disse hunde med stående hønsehunde og avlede videre med disse krydsninger.

”Det grå spøgelse” – som den af og til kaldes – er nok den eneste af de tyske hønsehunde, der har fundet udbredelse over det meste af verden.

Den ses som udstillingshund og har også været forsøgt som tjenestehund for politi og militær.

Dimensioner

Hanner måler omkring 59 til 70 centimeter i højden. Tæver noget mindre,  57 til 65 centimeter. Vægten ligger mellem 25 og 40 kilo.

Farvevarianter

Ensfarvet sølv eller grålig.

Oprindelsesland

Tyskland.

Internationalt racenavn

Weimaraner.

FCI-Gruppe

Gruppe 7 – Stående jagthunde

Specialklub

Dansk Weimaraner Klub

Kilde: DKK
 
 
Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version