– Landenes fuglerapporter giver misfortolkelige og forkerte data. Sådan lyder det fra Jack Hansen, der mener, at fredninger sker på forkerte grundlag
Tekst og foto: Jack Hansen, øvrigt er kildeangivet 20.01.2023
Hetzen mod jægerne er uberettiget.
Hvad siges internationalt om jagtens betydning for fugle og natur?
At hænge andre ud – som DOF gør det.
En kæmpe øretæve til økonomien.
Svære arbejdsvilkår i Vildtforvaltningsrådet.
Jagten og udsætning af vildt.
Fredning af fugle på tynd glatis.
– alt som jeg læser og opfatter dette og efter min mening:
Hetzen mod jægerne er uberettiget
Jagten, Naturkrisen, Naturbeskyttelse og fredninger er et sammenhængende og foranderligt forløb, som må vurderes samlet – og hér startes med jagten:
Selv om jagten må siges at være alment accepteret i samfundet, som følge af de positive ting som jagten medfører, f.eks. betydelige sociale, kulturelle, økonomiske og miljømæssige fordele (alt i henhold til fugledirektivet) – er der alligevel nogen som til stadighed prøver at rokke dette billede ud af synsfelt og tilsyneladende kun fokuserer på egne interesser og følelser.
Én af de bedste korte illustrationer af dette fremgår af et notat jeg så:
”For arter i tilbagegang gælder, at enhver skudt fugl medfører hurtigere tilbagegang end, hvis arten ikke var jagtbar”.
Sådan skal dét bare siges. – Dette er én af de få korte sætninger jeg har set, hvor afsenderen og budskabet er lige så tydelig som modtageren. – Dette var i forbindelse med fredning af Taffelanden.
Jo, selvfølgelig – men hvis alle efterlevede en så radikal, forenklet og konfrontatorisk holdning som denne i andre sammenhænge, ville meget se radikalt anderledes ud i verden end nu.
Forfatteren af denne tilsyneladende evigt gyldige sætning ser jo ud til at have ret, men er det nu også rigtigt? – For at en sådan sætning bliver relevant, må det da forudsættes at det så hjælper at ikke skyde fuglen, og at dette kan påvises. – Kan det tænkes at der er andre faktorer der gør sig gældende og som kan ændre dette udsagn?
Jeg har nemlig et andet udsagn: ”For ikke reelt truede arter i fremgang og i tilbagegang og med et utilstrækkeligt antal optimale ynglesteder (som nu) gælder, at enhver skudt fugl ved bæredygtig jagt forøger bestandens generelle kondition, gener og trivelighed, samt formindsker dødelighed – hvilket er bestandsfremmende”.
– for hvad hjælper det at ikke skyde fuglen, når den ikke har noget optimalt sted at yngle, hvilket jo er erklæret årsagen til arters tilbagegang? Ved at skyde fuglen, der således er i overskud i forhold til tilgængelige optimale ynglesteder, undgår man at den må vælge et af de mange suboptimale ynglesteder og måske i nærheden af et Havørnepar eller et minkområde. Hér får ungerne (også ved omlagte kuld) ringere livsstart, større dødelighed og ringere kondition, og (værst af alt) senere via forringede viderebragte gener forringes den resterende bestands kondition, givende utrivelighed, større modtagelighed for sygdomme, større dødelighed og hermed bestandsfald.
Dette er ment som en lidt munter og lidt spøgefuld start hér i venners lag, men den er alligevel sand og relevant – idet det ikke er jagten der er problemet for de hér omtalte fuglebestande, men derimod fuglenes mangel på optimale yngleområder. – Dette bekræftes af Birdlife og af flere andre, samt i videnskabelige rapporter og i dommedagsprofetier.
For vi ved jo, at udryddelse af fugle helt generelt er drevet af tab af habitat, og ikke drevet af jægerne. Det er slået fast af bl.a. Birdlife, at den vigtigste løsning for den største andel af truede arter, er effektivt at bevare og genoprette de kritiske steder, som fugle er afhængige af.
Birdlife mener det nemlig fastlagt, at landbruget er den førende trussel i verden mod fuglearter, der påvirker mindst 73 procent af de truede arter (Link) og dertil kommer, at klimaændringer allerede har en væsentlig indvirkning, der påvirker 34 procent af de truede arter. – Hvordan landenes fiskeri påvirker hav- dykænder er jeg ikke helt klar over.
Videnskaben jo også for længst påpeget årsagerne til de gennem tiderne sete nedgange i vildtbestandene – årsager som jo frikender jægerne i at være hovedmistænkte i dét faktum, at visse vildtbestande er faldet og at andre vildtbestande er forsvundet.
Dette underbygges i en videnskabelig udtalelse fra Aalborg Universitet allerede i 2011 (Baggrund for regulering af ræv – 2011), lydende:
”I den videnskabelige litteratur er der en bred enighed om, at det generelt er ændringer i landbrugsdriften og dræning af vådområder, der er hovedansvarlig for de tilbagegange, der er i vildtbestande og bestande af fugle i vådområder. Ændringen i landbrugsdriften har først og fremmest påvirket fødetilgængeligheden for en lang række arter, mens dræning af vådområder har skabt færre egnede yngleområder for eng- og kystfugle”.
Og flere andre videnskabelige udtalelser bekræfter, at det ikke på nogen måde er påvist at jægerne har, eller har haft indflydelse på f.eks. ændernes bestandsstørrelser. Se disse på: Netnatur.dk/det-rene-pip.
Det er altså ikke jægerne eller lignende naturbrugere som ødelægger fuglenes optimale ynglesteder, rastepladser og fourageringssteder – og bl.a. derfor er hetzen mod jægerne uberettiget.
Og endeligt kan siges, at jagtens legitimitet jo er anerkendt i selveste fugledirektivet og habitatdirektivet, som en form for bæredygtig anvendelse, også i Natura 2000 områder. – Jagt anerkendes i disse direktiver altså som en aktivitet, der giver betydelige sociale, kulturelle, økonomiske og miljømæssige fordele – og dette vil jo sige at ingen jagt, eller stærkt reduceret jagt må anerkendes som det omvendte/modsatte.
– Og så lige et par ord om mine LANGE læserbreve. – Jo, som læserbreve er de lange, men en del af mine læserbreve er også tiltænkt andre, f.eks. de bestandsforvaltende myndigheder m.fl. – og jeg finder det rimeligt at læserne kan se den fulde ordlyd til dem. Med hensyn til det lange, er der jo også virkeligt mange ting at snakke om – og for at undgå at jeg bare fremkommer med postulater om enkelte løsrevne dele, forsøger jeg at forklare og illustrere tingene og medtage det hele der hører til konteksten, og dette tager jo plads – og det er ikke til skade. – Derudover gør jeg meget i at finde og vise videnskabeligt baseret dokumentation for at underbygge mit skrevne, hvilket jo også fylder. – Og atter engang: man kan nok ikke gøre for meget for at redde vores jagt, som virkeligt er under pres – også selv om dette pres faktisk er urimelig, og opskruet af vores ”nye” opfattelse af klima- og naturkrisen, samt af visse organisationer.
Hvad siges internationalt om jagtens betydning for fugle og natur?
Jeg synes faktisk at den danske jagtstand er ufattelig stille omkring de tiltag der er i gang med at reducere eller stoppe jagten. Man gør heller ikke meget for at hente udenlandske informationer, og videreformidle disse, til fremme af jagtens bevarelse. Det virker som om, at vi danske jægere tror at vi står alene – men der er organisationer der holder øje med udviklingen på jagtområdet, og gransker på rapporter mv., f.eks. FACE:
FACE blev grundlagt i 1977 og repræsenterer Europas 7 millioner jægeres interesser som en international nonprofit- og ikke-statslig organisation (INGO). Dette gør FACE til det største demokratiske repræsentative organ for jægere i verden og sandsynligvis én af de største europæiske civilsamfundsorganisationer.
FACE består af nationale jægersammenslutninger – heriblandt Danmarks Jægerforbund – fra 37 europæiske lande. FACE har også 7 associerede medlemmer og har sit sekretariat i Bruxelles.
FACE opretholder princippet om bæredygtig anvendelse og har været medlem af Den Internationale Union for Bevarelse af Naturen (IUCN) siden 1987. FACE samarbejder med sine partnere om en række jagtrelaterede spørgsmål, lige fra internationale bevaringsaftaler til lokale implementeringsspørgsmål, og har til formål at opretholde jagten i hele Europa.
FACE – European Federation for Hunting and Conservation (www.face.eu) sammenfatter situationen 2013-2018 som følger (Se rapporten: Is_Hunting_a_threat_to_Nature-1.pdf ):
FACE har omhyggeligt vurderet de data, som medlemsstaterne har leveret for perioden 2013-2018 for at skabe klarhed over, hvilke højtrangerede pres der påvirker fuglearter (især dem opført under fugledirektivets bilag II (jagtbar) og store kødædere i Europa:
- FACE vurderede omhyggeligt medlemsstaternes rapporter til Europa-Kommissionen om gennemførelsen af naturdirektiverne for perioden 2013-2018.
- Jagt tegner sig for en ekstrem lav andel af rapporterede højtstående belastninger på levesteder og arter, der er opført under Fugle- og habitatdirektiver.
- Halvdelen af de fuglearter, for hvilke der var indberettet jagt som en højtstående belastning, er arter med god EU- status og tendenser.
- Habitattab på grund af landbrug og urbanisering er det vigtigste pres på fugle.
- De mest signifikante belastninger rapporteret for store kødædere er virkningen af infrastruktur og ulovlige drab.
- Mens Europas natur er under flere pres, er jægere nøgleaktører i bevarelsen af både fugle og store kødædende dyr.
* Samlet udgør jagt kun 2,59 % af alle højt rangerende belastninger rapporteret for alle fuglearter, som vist i diagrammet herunder:
Medlemslandenes indberetning af belastninger (pres) på fugle:
Kilde: FACE (Link). – Jeg har omdannet dette diagram til dansk, ud fra Face´s diagram. -Kategorien “Udnyttelse af arter” samler 27 belastninger, herunder ulovligt drab, bifangst, pres på hav- og ferskvand fra akvakultur og jagt.
* De fleste rapporter fra medlemsstaterne om jagt som et højt rangerende pres på fugle blev rapporteret for fuglearter, som ikke er jagtbare (dvs. fugle opført under fugledirektivets bilag I eller fugle uden for bilag). Kun 35 % af disse rapporter blev rapporteret for jagtbare arter.
Den højeste andel af rapportering af jagt som et højt rangerende pres for fuglearter findes hos overvintrende fugle og i trækperioder. Hér var den vigtigste ‘aktivitet’ rapporteret som et højtstående pres ‘ulovlig skydning/drab’ som tegner sig for 7,8 % af alle indberetninger, og ‘jagt’ som tegner sig for 6,7 %.
Men af disse 6,7 % er omkring halvdelen af de arter, for hvilke der er rapporteret jagt som et højt rangerende pres, arter, der viser god EU-status- og tendenser. Det er vigtigt at tilføje, at EU’s vejledning om rapportering specificerer at den ”Højtstående belastning” er usandsynligt for disse arter, og det er derfor fortsat meget tvivlsomt, om de skal blive indberettet. – Dette er logisk vejledning, da højtstående belastning defineres som belastninger, der har en vigtig direkte eller umiddelbar indflydelse på enten populationsstørrelse eller artsfordeling på medlemsstatsniveau (dvs. markant fald). Det er derfor bizart, at jagt er blevet rapporteret som et højtstående pres for sådanne stigende populationer. – Dette understreger vigtigheden af og behovet for at give begrundelser for sådanne rapporter, hvilket er valgfrit i rapporteringsformaterne.
Desuden er de arter, for hvilke der oftest blev indberettet jagt, dem med god EU-bestandsstatus og trends. Overraskende nok er den art, som der blev mest rapporteret om jagt på, grågåsen, som har en sikker EU-status og stigende avl- og overvintringstendenser i EU. I lyset af dens tendenser og status, er det usandsynligt, at jagt repræsenterer et pres for arten.
FACE´s Konklusioner:
Jagt bliver ofte forkert fremstillet som et stort pres på naturen uden omhyggelig vurdering af dataene. Som påvist af medlemsstaterne i deres indberetning af pres og trusler i henhold til naturdirektiverne (der dækker perioden 2013 – 2018), er det klart, at jagt ikke er et væsentligt pres på Europas biodiversitet. Alt i alt tegner det sig kun for 0,66 % af alle rapporterede tryk/belastninger (for større rovdyr og fugle).
Mens jagtudtag er en del af jagtaktiviteten, er dette ofte marginalt sammenlignet med bestandsstørrelser, som påvist i udbyttestatistikker, og jægere iværksætter helårs-aktioner for bevaring. FACE´s biodiversitetsmanifest viser en lang række handlinger udført af jægere, som gavner biodiversiteten på tværs af Europa. En lang række andre aktioner til gavn for fuglearter udføres af jægere, herunder Invasive Alien Artsforvaltning (IAS) for at øge vandfugles reproduktive succes.
Mine kommentarer til dette:
Dette var så ordene (marts 2022) fra den internationale interesseorganisation FACE, som er jægernes stemme i Europa, og som aktivt repræsenterer interesser, værdier og behov hos Europas nationale jagtforeninger, der består af 7 millioner medlemmer.
Jeg synes at det er vigtigt at vi danske jægere retter blikket længere ud i det internationale vedrørende jagt, og at vi ser på hvad der skrives hér – dette kan nemlig afsløre mange ting og sager. DOF refererer jo konstant til det internationale, og vi jægere burde gøre det samme, bl.a. for at registrere om hvorvidt vores uforståelige fredninger af f.eks. Taffelanden, Fløjlsanden og Havlitten ikke blot repræsenterer en panikhandling i tilslutning på vores ”nye” skrækscenarier for ”Biodiversitets- og naturkrisen”.
F.eks. finder jeg det meget forkert og forrykkende for opfattelse af jagtens betydning for bestandene, at der er lande der rapporterer jagt som en højt rangerende belastning for fuglearter der har god EU- status og tendenser. – Dette fordi højt rangerende belastning defineres som belastninger der har en vigtig direkte eller umiddelbar indflydelse på enten populationsstørrelse eller artsfordeling på medlemsstatsniveau (dvs. markant fald) – og da dette ikke er tilfældet for fugle med god EU- status og tendenser, skal jagt naturligvis ikke medregnes som højt rangerende belastning for disse. – Dette også ifølge EU’s vejledning om rapportering som specificerer: at den ”Højt rangerede belastning” er usandsynlig for disse arter med god EU- status og tendenser.
– Og når man medregner belastning hos ca. halvdelen af fuglene, som pr. definition ikke er belastede – viser det generelle billede af belastning hos alle fugle jo for store procenter, hvilket naturligvis og efter alt at dømme kan medføre fredninger på et forkert grundlag.
Denne fortælling fra FACE giver jo også et perspektiv til den danske jagt og fredningen af f.eks. Taffelanden:
Ved det nærmest minimale jagtudbytte hos Taffelanden i Danmark, er en fredning urimelig – da jagtudbyttet kun i 2020 udgør 0,34 % af flyway- bestanden (697×100/200.000) – og i 2014 udgør 0,2 % (606×100/300.000).
* Dvs. at den danske afskydning af Taffelænder var betydeligt mindre end FACE´s beregnede 2,59 % hos alle Europas fugle (2013-2018), samt mindre end FACE´s beregninger af, at jagten på fugle og større rovdyr i alt udgør 0,66 % af alle tryk/belastninger. – Se mere om dette i et senere læserbrev: ”Hvorfor blev Taffelanden fredet?” på: netnatur.dk/tag/jack-hansen.
* Dette kan også sammenholdes med en Undersøgelse, foretaget i december-februar over fire jagtsæsoner i det meget populære jagtområde Evros- deltaet i Grækenland, med mange jægere og mange overvintrende vandfugle, kom frem til at 1,3 % af vandfuglebestanden blev nedlagt, – men sådanne forhold har vi jo slet ikke i Danmark vedrørende Taffelanden – hvor danske jægere skød max. 0,34 % af den antagede Flyway- bestand af Taffeland, før den blev fredet.
Min konklusion:
Det eneste man kan komme frem til hér, er vel:
* Det lyder noget uforståeligt, at der i de fleste landes rapporter i Europa registreres høj jagtlig belastning på ikke jagtbare fuglearter, og at kun 35 % af disse rapporter blev rapporteret for jagtbare arter. – Er det virkeligt så vanskeligt at få Europas lande til at rapportere logisk og rigtigt, og er dette forhold i virkeligheden af stor betydning for vurderinger af jagtlig bæredygtighed og fredninger?
* At jagt kun udgør en marginalt lille belastning af fuglebestande – og langt, langt mindre end jagten oftest får skyld for.
* At den hidtidige danske jagt på dykænder, f.eks. Taffelanden, belastede bestanden langt mindre (0,34 %) end jagt- belastningsgennemsnittet for fugle i Europa (2,59 %).
* At fredning af f.eks. Taffelanden ikke var berettiget, når man samtidigt medvurderer øvrige videnskabelige rapporter og udtalelser om Taffelanden. – Se mere om dette i et senere læserbrev: ”Hvorfor blev Taffelanden fredet?” på: netnatur.dk/tag/jack-hansen.
* At nordiske jægere bør opsøge og læne os meget mere op ad hvad bl.a. Europas kæmpe jagtorganisation FACE fremkommer med, i deres analyser af jagt og medlemslandenes rapporteringer – helt ligesom DOF formentlig gør det hos Wetlands og AEWA, og foroverbøjet og med blikket rettet stift mod DJ i Vildtforvaltningsrådet fremholder dette.
* At hetzen mod jægerne er uberettiget – og burde indstilles, således at der kan fokuseres på, og tages fat i de ting som virkeligt betyder noget for naturen. – At der vælges de lette løsninger: fredning af fugle, for at sende signaler til- og vise flag overfor internationale aftaler, afhjælper på ingen måde hverken de reelt ikke truede fugle eller naturkrisen. Det må anses at være en elendig strategi, når trusler mod fugle skal fjernes, at vælge at fjerne eller reducere én af de mindste trusler mod fuglene, som er jagten. – Dette ligner mere: ”at så har vi da gjort noget”.
Bjergænder i Island ved Laugarvatn, 9.06.2003. – Jeg har i Island registreret flugtafstand hos Bjergænder på ca. 130–200 meter i helt øde, uforstyrrede områder – hvilket ikke ligner DOF´s postulater om, at jægerne gør fugles flugtafstande 10 gange større, hvilket i dette tilfælde ville være 1,3-2,0 km (altså ude af syne hos begge parter).
At hænge andre ud – som DOF gør det.
Det må altså være indlysende, at jægerne ikke kan lastes for naturkrisen, der har skabt fald i både jagtbare og ikke jagtbare fugle, da naturkrisen er til stede af helt andre årsager. – Ligeså klart fremstår det også, at danskernes jagtudbytte hos f.eks. Europæiske andetrækfugle er så lille i forhold til bestande og de anførte påståede fald i disse fuglebestande, og at jagten faktisk er uundværlig for mange fuglearter og for biodiversiteten. Samtidigt holder jagten gang i mange samfundsnyttige ting, jobs osv.
Ud fra dette er det fuldstændigt urimeligt, hvis nogle interessegrupper hænger andre interessegrupper ud, som jeg synes det kan ses på DOF´s hjemmeside, under DOF´s ønskeliste til jagtpolitik og DOF´s sigtelinjer – hvor jægerne efter min opfattelse direkte udråbes som naturskadere, og jeg kan kun se tre ord for dette: uetisk, ufint og forkert.
OK med at en organisation tilser sine medlemmers interesser og manifesterer sin position, men dette er uanstændig overdrivelse fra en dygtig organisation, som jeg opfatter det.
Jeg har svært ved at forstå, at de venlige mennesker man møder ude i fugletårnene, måske er medlemmer i en organisation som skriver så grimt på deres hjemmeside. Tonen mod jagten på hjemmesiden ligger et sted mellem ufin og gadedrenget, og budskabet befinder sig på grænsen mellem lige før uanstændighed og efter – alt som jeg ser dette.
DOF må jo have nogle indlysende grunde til ikke at hænge f.eks. landbruget og fiskeriet ud, på samme måde som de hænger jægerne ud – må vi høre hvad disse grunde er?
Er det fordi DOF mener at landbruget og fiskeriet skader fuglebestandene mindre end jægerne gør det? – Dette mener vore universiteter jo ikke, og heller ikke Birdlife og AEWA – ligesom dette heller ikke fremgår af fugledirektivet, som anerkender jagten – og er DOF virkelig uenig med fugledirektivet heri?
Jeg vil gerne pege på, hvor pænt, nuanceret, fattet og troværdigt ”Det dyreetiske råd” engang skrev om jagt i en flot skreven udtalelse på: Udtalelse (detdyreetiskeraad.dk), i publikationen – dette kunne måske andre og jeg selv lære noget af.
DOF taler meget om etik, men jeg kan ikke se etikken i at samfundet og naturen direkte bliver skadet og at mange mennesker kommer slemt i klemme udover jægerne, dersom DOF´s jagtpolitik og sigtelinjer gennemføres. Se: Netnatur.dk/det-rene-pip.
Jeg kan heller ikke se etikken i, at f.eks. en tradition som strand- og havjagt (så lille og ubetydelig for andearterne denne er i dag), helt skal forsvinde som følge af hetz, super ringe argumenter, ikke dokumenterede påstande som modsiges af videnskabelige udtalelser – og ingen beviser overhovedet på at denne jagtform skader naturen. – Det virker også ret urimeligt og utaknemmeligt, at et land ikke kan høste et, vil jeg kalde det, minimalt jagtudbytte, når landet stiller så store Ramsar,- og fuglebeskyttelsesområder til rådighed for millioner af trækkende kyst- og havfugle, år efter år. – Se også senere læserbrev: ”Kampen om naturkrisen og naturbeskyttelse” på: netnatur.dk/tag/jack-hansen.
DOF har en taktik, når fredninger skal indføres, ved at love: ”Når arterne på et tidspunkt forhåbentlig atter kommer i gunstig bevaringsstatus, kan jagtfredningen eventuelt revurderes, hvis der ikke er risiko for, at jagt atter vil bringe arterne i ugunstig bevaringsstatus”. – Men historien har vel ikke budt på mange genindførte jagttider, og det vil nok falde DOF ekstremt vanskeligt og modbydeligt at genindføre en jagttid på en fredet fugl – der siges nemlig: ”kan jagtfredningen eventuelt revurderes”, og dét siger alt, kommende fra DOF.
Det skal dog i ovennævnte forbindelse understreges, at vi slet ikke kan undvære f.eks. DOF´s og DN´s nyttige og naturbevarende og internationale funktioner – men disse skal være afpasset landets størrelse, kulturen (som også er traditioner), det sociale og økonomien samt de miljømæssige og naturforvaltningsmæssige muligheder i et lille land.
* DOF bedes hermed igen om at revidere alle sine ønsker, sigtelinjer og krav, til et for alle rimeligt niveau – og/eller dokumentere alle sine påstande sande på videnskabeligt plan, og sine ønsker og krav berettigede – også berettigede i forhold til afledte konsekvenser for samfundet, hvilket synes helt glemt.
* DOF bedes hermed igen om, overfor samfundet, at udrede og dokumentere den samlede effekt/konsekvens (socialt, kulturelt, økonomisk og miljømæssigt), af de kombinerede ønsker i DOF´s ønskeliste til jagtpolitikken og DOF´s naturpolitiske sigtelinjer – således at jægerne, alle de andre interessegrupper og især samfundet har mulighed for at tage stilling til ønskerne og veje konsekvenserne.
* Hvis ikke, vil jeg hermed igen venligst bede DOF om at fjerne sin hetz og sine ikke videnskabeligt underbyggede argumenter mod jægerne fra DOF´s hjemmeside.
Lidt filosofi:
Jeg synes altid at man skal have dette med sig i baghovedet, når der tales jagt og ikke jagt – uanset hvem man er:
* Jagt kan naturligvis give anledning til nogle principielle betænkeligheder, hvilket må accepteres – fuldstændig ligesom med så mange andre ting og sager i samfundet.
* Mennesker er en del af naturen og påvirker den naturligvis – ligesom andre levende skabninger gør det med deres levevis.
* Mennesket høster jo af alt der kan høstes af hvor det er muligt og bæredygtigt, og hvorfor skulle dette være anderledes med jagten og med f.eks. sportsfiskeri?
* Det er jo mennesket, som må beklæde rollen som naturforvaltere, hvorfor f.eks. også manipulation af bestandsstørrelser og bestandssammensætning må accepteres i forlængelse af og på lige fod med så megen anden indgriben i naturens orden.
* Erhvervsinteresser indgår i, og blandes generelt med de fleste andre ting og interesser, hvorfor interessen jagt næppe bør/kan blive en undtagelse.
* Der vil formentlig altid være uoverensstemmelser mellem jagtmodstandere og jægere, men uoverensstemmelser findes i stort set alle forhold, på alle områder og alle steder, uden at den ene part elimineres.
* Mange forskellige interessegrupper findes jo i samfundet og er berettigede, bevist af at de eksisterer.
Ud fra ovenstående, må man vel synes, at nogen ikke rigtigt kan tillade sig at hænge andre ud som det ses – og kan jeg ikke have ret i:
* At de fleste dyreelskere og f.eks. Det dyreetiske råd og Dyrenes beskyttelse hellere ser f.eks. en and skudt på et kort øjeblik ude i dens natur og derefter spist, end at andens plads skal erstattes af f.eks. en høne født og opvokset i bur! – Bedre dyrevelfærd, ikke?
Det er da givet, at klimaproblematikken og naturkrisen må og skal løses, selv om det ikke bliver enkelt og ligetil – men klimaproblematikken og naturkrisen, i forhold til jagt og naturbeskyttelse, er enkel og ligetilfor Danmark:
* Kan vi ikke nok få slået fast nu? – indtil det modsatte er bevist:
* At dét at frede ikke reelt truede og ret talrige fugle, ikke giver målelig effekt på nogen måder, og at dette ikke vil rette op på den naturkrise vi er i, skabt af bl.a. klimamæssige ændringer, landbrug og industri – og som længe har været erklæret årsag til tab af fugle, men samtidigt har skabt vores velfærd.
* At dét at frede områder og at beskytte dem strengt imod al anden brug, ikke giver målelig effekt på nogen måder, i forhold til dimensionerne af den naturkrise vi er i, skabt af bl.a. klimamæssige ændringer, landbrug og industri – under samtidig bevarelse af vores velfærd (skabt og vedligeholdt af primært landbrug, industri og fiskeri).
* At det først er når vi har styr på at landbrug, industri og fiskeri mv. ikke skader klima og natur, at vi opnår tilstrækkelige varig generel tilbagekomst af naturen, hvilket automatisk vil give den ønskede biodiversitet. – Biodiversiteten kan ikke opbygges/genetableres nedefra, med en klimakrise/naturkrise hængende over sig, som stadig påvirker negativt. – Dog kan lokal genopbygning af biodiversitet naturligvis være udsættende for udryddelse af reelt truede fuglearter og øvrig biodiversitet, indtil vi får styr på de ting der skader naturen. – Men alt i alt må siges, at trods stigende anerkendelse og voksende indsats mod biodiversitetskrisen er det usandsynligt, at der ville komme en snarlig forbedring af biodiversiteten, en forbedring som først er målelig efter mange år.
* Ved besvarelse af et par spørgsmål kan forhold omkring jagten nemt afklares:
- Kan f.eks. DOF, DN eller andre dokumentere, at jagt i Danmark skader naturen måleligt eller nævneværdigt, også i forhold til vores nuværende klima/naturkrise. – Fremlæg venligst tilstrækkelige videnskabelige beviser for dette.
- Er der i det hele taget nogen fugleart som den danske jagt alene, helt klart videnskabeligt dokumenteret, har sendt på Rødlisten, er ved at sende på Rødlistens tungere kategorier eller har udryddet?
- Kan f.eks. DOF, DN eller andre dokumentere, at etablering af flere strengt beskyttede områder (uden jagt og alle andre aktiviteter), måleligt eller nævneværdigt vil rette op på vores nuværende klima/naturkrise, som landbrug, industri og fiskeri vedligeholder. – Fremlæg venligst tilstrækkelige videnskabelige beviser for dette.
- Kan Danmark undvære jægernes biotopforbedringer, biotop- og vildtpleje som jægerne gratis yder samt vildtregulering, eller dén vildt- og naturovervågning og naturformidling som er forbundet med jægerne? – Fremlæg venligst sandsynlige tilstrækkelige dokumentationer for dette, med samtidig besvarelse af hvem der overtager og finansierer disse aktiviteter, dersom jagten reduceres eller forsvinder.
- Kan nogen garantere, at eksisterende biotoper som jægerne har etableret og vedligeholder ikke bliver op- pløjet, hvis jægernes antal reduceres eller helt forsvinder –hvilket vil blive en massakre på alt vildt og biodiversitet?
- Kan nogen dokumentere den samlede effekt på hele vort samfund, dersom DOF´s ønsker til jagtpolitikken, DOF´s sigtelinjer og DOF´s og DN´s mål for naturfredning gennemføres? – Dette hvad angår det sociale, kulturelle, økonomien og det miljømæssige.
- Er der ret mange som ikke synes, at det er bedre at en jæger skyder f.eks. en and, et uventet og kort øjeblik i andens naturlige element i frihed – end at anden flyver videre og skal have en stedfortrædende høne, klækket og opvokset i bur eller i store hønsesale, for at ende med aflivning, hængende skulder ved skulder med andre fugle, der alle kan se tilbage på et kort og sølle liv?
Selv om der ikke fremkommer de ovenfor ønskede svar, skal det dog betones, at både DOF og DN er uundværlige, idet det jo stadigvæk gælder om at varetage hensyn til fugle og biotoper samt sikre diversitet så godt som vi nu formår under igangværende naturkrise – og hertil kommer naturligvis DOF´s og DN´s yderst vigtige og store specifikke detailviden samt koordination med det internationale.
Hvad sker der så, hvis jagten stoppes eller reduceres?
Altså hvis alle DOF´s ønsker og sigtelinjer gennemføres.
DOF´s politik omkring jagt og vildtforvaltning og DOF´s naturpolitiske sigtelinjer lægger op til mere eller mindre stop for al jagt – men konsekvenserne af dette er mange, som det fremgår af: Netnatur.dk/det-rene-pip, hvor der detaljeret kan ses de konkrete følger, som stop for, eller reducering af jagt vil påføre et væld af mennesker, lokale jobs, organisationer, godser, landbrug m.fl.
Jægerne er ikke en passiv part i vores naturkrise, men faktisk en aktiv, igangværende del af afhjælpningen af denne – og dette ønsker DOF øjensynligt at afvikle.
At stoppe eller reducere jagten vil bl.a. medføre, at jægernes biotopforbedringer reduceres eller forsvinder – til skade for biodiversiteten alle de steder, hvor en god del af 180.000 jægere lægger meget energi, tid og penge på at skabe bedre forhold for alt jagtbart og ikke jagtbart vildt, insekter og planter. – At jægerne måske gør dette med også et andet mål i sigte (jagten), er fuldstændig ligegyldigt.
Der foreligger stærke beviser for, at jægere yder et afgørende bidrag til genopretning af levesteder, beskyttede områder, overvågning af arter og meget mere, se: FACE Biodiversitetsmanifest (biodiversitymanifesto.com).
Vi taler om en katastrofe for vildt og natur, når landbruget pløjer alle de af jægerne etablerede biotopforbedringer op, hvis jagten reduceres eller stoppes. – De eventuelt kommende krav til flere brakmarker, flere naturnationalparker og Fondes jordopkøb vil slet ikke kunne erstatte jægernes arbejde og pleje af naturen samt opsyn/overvågning.
Et bortfald af jægernes biotopforbedringer og naturpleje vil være langt større og langt mere betydende, end f.eks. de biotopforbedringer der kan skabes i 12 nye nationale naturparker og DOF´s pleje af egne 20-21 reservater, samt i kommende opkøb af Fonde. – Se min mening om Fonde i et senere læserbrev: ”Kampen om naturkrisen” på: netnatur.dk/tag/jack-hansen.
Ved DOF´s ønske om reducering af jagt, vil dyrevelfærden forringes betydeligt, da flere kg kød til spisebordet vil komme fra i fangenskab fødte og holdte dyr. – Heller ikke vedrørende dette, kan DOF´s etik synes særlig homogen – for se hvor mange flere opdrættede høns der skal til, for at erstatte jægernes jagtudbytte på: Netnatur.dk/det-rene-pip.
Dette hænger jo også rigtigt dårligt sammen med at DOF synes, at det er synd for falkonerernes holdte fugle, som man ellers nok må sige har det tusind gange bedre end f.eks. burhøns og madhøns. – Nok ingen fugle har det bedre end falkonerernes fugle, som elskes, beskyttes og plejes af deres ejere, tilses af dyrlæger og de får lov til at gøre det samme som deres fritlevende kolleger og under kontrollerede forhold, også delvist gældende for byttedyrene.
En kæmpe øretæve til økonomien
Hvis jagt reduceres eller helt forsvinder: – Man har estimeret at jægere hvert år bruger mere end 16 billioner euros i Europa. Der er ikke nogen total beregning for de Nordiske lande, men der er ingen tvivl om at der er tale om enorme summer. (Link).
Svære arbejdsvilkår i Vildtforvaltningsrådet
Vildtforvaltningsrådet (VFR) består af repræsentanter fra: Landbrug & Fødevarer (L&F), Danmarks Jægerforbund (DJ), Dansk Skovforening (DS), Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Dyrenes Beskyttelse (DB) og Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Friluftsrådet.
En jæger der ser flere og flere fugle og områder fredet, kan måske få dén opfattelse, at den jagtlige del af Vildtforvaltningsrådets (VFR) simpelt hen må blive ”rendt over ende” af DOF´s mange akademiske opstillinger og DOF´s og andre organisationers uigennemskuelige optællingsrytteri og estimatberegninger samt listige, slørede, sammenflettede og nærmest progressive jagtpolitik og sigtelinjer?
Og hvor DOF let og tilbagelænet kan referere til sin fugleviden og true med storebrødrene Wetlands International og AEWA, som jo nok også er fugleelskere så det basker – men hvor deres (AEWA´s) største interesse ikke synes at ligge i Danmarks fugle (når man ser deres aktiviteter mv.), men derimod i de sidste 8 papegøjer i Afrika.
DOF kan i VFR brillere med (men har måske også mulighed for at misbruge) sin store specialviden om fugle og fremture med alverdens internationale aftaler og principper, samtidigt med at DN kan fremholde internationale habitatskrav, som jeg i øvrigt mener at Danmark opfylder rigtigt pænt i forhold til mulighedernes rammer (se senere).
Dette synes jeg ikke ligner lige vilkår i VFR, eller et sundt grundlag for samarbejde, som må kunne være præget ekstremt af DOF´s meget udtalte og uhæmmede beskyttertrang overfor fugle og DN´s ønsker og visioner om strenge fredninger – disse ting imod DJ´s ønsker om at bevare jagten under bæredygtig jagt under samtidig vildtpleje, biotopforbedringer og anbefaling af adaptiv jagtlig forvaltning.
Man kan sige, at man i VFR har sat interessegrupper sammen, som dér skal kæmpe om deres og andres eksistenser – men man skal i kampens hede huske, at resultater herfra vil kunne påvirke meget i samfundet både direkte eller indirekte, hvorfor man må kunne forvente, at et sådan Vildtforvaltningsråd har hensigtsmæssige arbejdsvilkår og herved mulighed for at levere en rimelig vare.
Det er fint og naturligt at VFR består af interessenter, men det kan bestemt se ud til at der i rådet mangler noget tungt og neutralt fra et universitet, eller fra Miljøministeriet.
– Dette bl.a. med henblik på at undgå de eventuelle helt utilstedelige samarbejdsformer såsom: ”gentleman agreement”, ”køkkenbordsaftaler”, ”borgfredsaftaler”, påtvungne kompromisaftaler eller hvad man nu kalder disse – som alle er en absolut uacceptabel samarbejdsform i et råd, hvor slutresultatet skal ende hensigtsmæssigt for dyr, fugle, habitater og samfundet, og hvor mange andre end jægere og ornitologer er, eller bliver involveret i trufne beslutninger i VFR – via VFR´s anbefalinger til Miljøministeriet, og som Regeringen siden lovgiver ud fra.
Jeg mener at VFR under sit arbejde fortsat skal medvurdere:
- Om de internationale anbefalinger om fredning af fugle baserer sig på det rigtige grundlag – et grundlag som burde være fuldt belyst og synligt for alle, og som burde gennemgås nøje og verificeres af bl.a. DCE. –Det er helt urimeligt, at et Råd skal håndtere og afgøre sådanne ting, uden at DCE og andre har været inde over emnet, med en vurdering (validering) af det internationale fredningskrav.
- At DCE og andre universiteter er de største autoriteter i Danmark, angående det biologiske og vedrørende bestandsudvikling samt vedrørende bæredygtighed indenfor jagt.
- At Danmark er forpligtet af vandfugleaftalen (The African-Eurasian Migratory Waterbird Agreement (AEWA)) – men kun i det omfang der ikke er taget forbehold fra enten EU’s eller dansk side – alt med skelen til at Danmark leverer forholdsvis mange levesteder, overvintringssteder og rastepladser for millioner af internationale fugle.
- At alle Rødlisterne ikke er juridisk bindende for landene, men vejledende og anbefalende, og at Rødlisterne håndhæves forskelligt i landene grundet nationale forhold.
- At der kan være særlige forhold i de enkelte medlemslande med hensyn til arternes bevaringsstatus og kulturelle forskelle i holdningen til jagt i praksis, hvilket kan betyde at der kan være forskel på, hvilke arter der kan jages, uanset at fugledirektivets regler er de samme.
- At traditioner er en del af det kulturelle, og at de ikke blot skal afskaffes pr. princip.
Jeg tror at situationen i VFR må kunne være uholdbar, og hér er der i hvert fald ét stærkt forstyrrende element som burde fjernes, af hensyn til samarbejdet i, og resultaterne fra VFR:
Jagten og udsætning af vildt.
Uanset hvordan man fører pennen, er ”den kommercielle jagt”, med udsætning af vildt, helt uundværlig i Danmark – for både lodsejere, jægere og rigtigt mange andre. Faktisk er der rigtig meget kapital, mange arbejdspladser og øvrig beskæftigelse inde i dette billede. DOF burde derfor for længst have dæmpet sine aggressive reaktioner på dette punkt, men emnet er jo, som jeg ser det, selvfølgelig herligt belejligt i DOF´s krig mod jægerne.
Kommerciel jagt findes jo også i udlandet, f.eks. kronvildtjagt i Polen og antilopejagt i Afrika. I disse store lande har de bare været så heldige, at det helt rigtige vildt findes dér i så tilpas rigelige mængder, at man kan styre jagtforvaltningen hensigtsmæssigt, uden udsætninger. Også i Afrika havde tingene nok set anderledes ud, uden den kommercielle jagt.
Den uundværlige. – Én af Danmarks stolte danske fugle – elsket af næsten alle, og helt uundværlig for jagten, som også er uundværlig. – Da man aldrig behøver at fortælle nogen hvad den hedder, må den være én af de mest karakteristiske fugle i Danmark.
Hver eneste gang en jæger skyder en fasan, forbedrer han dyrevelfærden i fødevarebranchen, og før han skyder denne, har han deltaget i biotopforbedringer som kommer alt vildt, insekter, padder osv. (altså Biodiversiteten) til gode.
Alle jægere der skyder fasaner har jagttegn, og en del penge herfra lander i vildtforskning.
Fasanjagt skaber mange jobs og beskæftigelse i samfundet, og bidrager med nok ret nødvendige og uundværlige indtægter på godser og i landbruget.
* Jamen – kan det være bedre, når vi lige får afklaret dét med antal udsatte fugle, hvilket vel kan gøres med et snuptag?
Den eneste måde Danmark kan bevare jagten på, er at udsætte fugle – ligesom der sker udsætning af fisk og ligesom landbrugets ”udsætning” af afgrøder og skovbrugets ”udsætning” af nyplantning. – Der dyrkes altså ”udsætning” overalt med henblik på høst, blot på forskellige måder og med forskellige ord.
Selv DOF er jo kommerciel i deres mere forretningsmæssige dele ved jordopkøb og opfordringer til testamenteringer mv. – Men fælles for jagt og DOF er, at vores virke ikke udelukkende er med henblik på fortjeneste, men derimod at skabe en fortjeneste der muliggør vores interesser, og som følge af disse interesser skabes en masse sideløbende positive og samfundsnyttige ting.
Henning Kørvels forslag:
Fra at have været lidt betænkelig ved Henning Kørvels forslag om at splitte udsætningen af fasaner op i to dele, må jeg sige at idéen nu har sat sig. Efter at have læst netnatur.dk/split-udsaetning-op/ sad jeg faktisk nikkende og tænkte – jo selvfølgelig, glimrende idé for alle, og hatten af for nytænkning.
Det er sådan tænkning og sådanne forslag der kommer til at løse kæmpeproblemet med, at der både foregår ”almindelig jagt” og mere ”kommerciel jagt”, da dette problem må og skal løses. – Det eneste jeg dog kan være lidt i tvivl om er, om hvorvidt landbrugsloven kan/vil påtage sig en rolle i dette.
Som kun en strøtanke: – kunne det tænkes at Miljøministeriet blot trak den ”kommercielle jagt” på udsatte fugle (over 100) ud af Vildtforvaltningsrådet (VFR) begrundet i, at denne del dels forstyrrer og obstruerer arbejdet væsentligt i VFR, til skade for den generelle vildtforvaltning, dels at ”kommerciel jagt” er væsentlig forskellig fra traditionel jagt.
– I stedet kunne måske etableres et VFR 2, som kunne bestå af Landbrug & Fødevarer (L&F), Dansk Skovforening (DS) og Dyrenes Beskyttelse (DB), Friluftsrådet og DJ – som skulle varetage området udsatte fugle. – På denne måde var denne del af jagten fortsat inde under Miljøministeriet (med alt hvad dertil hører), og direkte inde under jagtloven, og med de helt rigtige aktører i rådet – og ingen kunne herved føle sig snydt.
DOF er ikke en nødvendig deltager i rådet VFR 2, idet DOF´s nytte i rådet ville være stærkt begrænset, fordi DOF ikke på andre måder interesserer sig for fasaner, fasaner er ikke fælles trækfugle og er næsten ikke anerkendt af DOF som en dansk fugl. – DOF ville få meget mere tid til at værne om truede arter, hvilket må være DOF´s målsætning – og DOF ville ikke skulle bekymre sig om at fasaner og gråænder blev udryddet i Danmark. Med hensyn til udsætning af gråænder, har DOF jo stadig indflydelse på de vilde gråænder og alle de øvrige andearter i VFR. – Udsætning af agerhøns kan måske diskuteres.
Fasaner er ikke påvist at skade naturen, og heller ikke hverken Wetlands International eller AEWA(Vandfugleaftalen) ser ud til at interessere sig særligt meget for f.eks. fasaner.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) er heller ikke nødvendig i rådet VFR 2, da opdræt og udsætning ikke har ret meget at gøre med naturfredninger, som nok skal komme af sig selv andet sted fra, da dette vedrører habitater under internationale konventioner, aftaler og rutiner – og fordi jægerne utvivlsomt vil sørge for biotoppleje for de udsatte fugle, hvilket jo også kommer alt andet vildt og biodiversitet til hjælp samt forhindrer at levesteder for dyr og fugle blot bliver op- pløjet.
Men alt dette ved Henning Kørvel givetvis meget mere om end jeg, også vedrørende om hvad der kan lade sig gøre på baggrund af historikkens, lad os kalde det, vingesus. – En viden og indsigt man kun kan beundre.
Ved Siriuspatruljen i Nordøstgrønland, 2.07.2008. – Edderfuglene lå på reder tæt op ad hundegårdene, for at undgå fjeldrævene, moskusokser og isbjørne. – En gang imellem snuppede en slædehund en edderfugl som fløj lavt hen over hundegårdene.
Fredning af fugle på tynd glatis
I forbindelse med fredning af fugle i Danmark har det altid været sådan, at jagten på en fugl skal være bæredygtig for at fortsætte. – Dette er de sidste mange år fuldstændigt overtrumfet af internationale krav som går på, at en fælles Europabestand (altså en fælles trækfuglebestand) ikke må være faldende, og at verdensbestanden ikke må kunne blive udryddet på lang sigt. – Den manglende biodiversitet synes nu at accelerere dette.
– Men ærligt talt, en Taffelandebestand på 1,9-2,2 millioner (link), kan ikke anses for at være i fare for at blive udryddet på lang sigt, i hvert fald ikke med dén bestandsudvikling der har været hos Taffelanden. – Og at Havlittens 7 mio. individer skulle være i fare for at blive udryddet må også være spekulationer, og under alle omstændigheder er det ikke jagten som vil kunne komme til at udrydde bestandene, men derimod manglende levesteder. – Disse manglende levesteder og ynglesteder gøres der, efter alt at dømme, ikke nok ud af for de fuglebestande som påstås at være faldende – hvorfor ikke? – Fordi den lette løsning vælges: at frede fuglene.
Nogen på nettet har anket gevaldigt over, at DCE ikke inddrager selveste FN´s Verdensmål i deres faglige indstillinger til Vildtforvaltningsrådet, i fm. fredning af andefugle. – Men dette mener jeg heller ikke at DCE skal, når DCE bliver spurgt om bestandstekniske og biologiske emner i Danmark. DCE skal naturligvis ikke inddrage politiske ting i sådanne spørgsmål, da dette er politikernes opgave. – Jeg er lige ved at sige, at dersom alle landene havde bearbejdet bestandstekniske og biologiske spørgsmål rigtigt i Universiteterne, ligesom i Danmark, havde mange ting nok foregået rigtigere.
Det kan også forekomme noget forvrænget, at sidestille en ikke fredet fugl med at et land ikke overholder FN´s Verdensmål for biodiversitet – hvor der er så meget andet og meget større og meget mere betydende områder at tage fat på: f.eks. hvad hjælper det at frede anden, når andens problem nr. 1 er manglende optimale ynglehabitater. – Der er nok nogen der har indset, at det er uhyre besværligt og langt dyrere at forbedre ynglehabitaterne og genskabe fourageringsstederne, end blot at frede fuglene. Men dette giver altså kun en stakåndet frist og lidt fred hér og dér, da verdens fuglebestande formentlig vil falde konstant så længe ynglehabitater og fourageringssteder forringes.
Da både ynglehabitater og fourageringssteder for de herbivore (overvejende planteædere) andefugle har noget at gøre med bundvegetation i søer og kystområder – kan man forsigtigt stille spørgsmålet: hvilke lande har egentlig mulighed for, og kapacitet til at ændre sådanne ting, og hvordan? – Det samme med de mere carnivore andefugle, som må flytte med de måske faldende animalske fødemængder forårsaget af klimaændringer, havstrømsændringer mm.
Som det ses, ville man altså ikke overholde FN´s Verdensmål ved blot at frede en ikke direkte truet fugl, og at det er helt andre tiltag der skal til. – At starte med, eller kun overholde og efterleve de minimale ting i FN´s Verdensmål (såsom fredning af en andefugl på vandet), i forhold til naturkrisens omfang og manglende ynglebiotoper, er netop: at ikke respektere de fælles mål i FN´s Verdensmål nummer 15.5, der i øvrigt vel handler om at beskytte “Livet på land”, og er meget overordnet i sin ordlyd: ”Der skal tages omgående og væsentlig handling for at begrænse forringelse af naturlige levesteder, stoppe tab af biodiversitet og, inden 2020, beskytte og forhindre udryddelse af truede arter”. – Den specifikke behandling af fredning af fugle udmøntes jo i Rødlisterne, som jo er ikke juridisk bindende for landene, men vejledende og anbefalende. – Store ord er det, at inden 2020 forhindre udryddelser af truede arter, og de samme store ord ses nu indlejret i vores nye hotte udtryk: ”Biodiversitet”.
Og hvad er de øvrige landes fremdrift i dette? Kan man ikke få noget dokumentation heraf? – Burde dette ikke rapporteres, ligesom der fra landene rapporteres fugleoptællinger og leveres rapporter om belastningsniveauer hos fuglene, til det internationale, og som på basis heraf vurderer bestandsudvikling og herudfra anbefaler fredninger?
Når vores regering eller en minister lover at dansk lovgivning vurderes i forhold til verdensmålene, så er det vel præcist dét der sker, når der nedsættes et Vildtforvaltningsråd og når DCE bedes om bestandsbiologiske rapporter, som vurderes og vægtes af et ministerium og af regeringen. – Dette kan bestemt betragtes som at indarbejde Verdensmålene i det daglige lovgivningsarbejde, da dét at indarbejde noget jo ikke er synonymt med at vælge alle internationale anbefalinger én til én.
Skarpe politiske spørgsmål – og svar:
Med reference til ovenstående, kan man ved at læse nedenstående, få god og vældig nyttig indsigt i mange ting. Hér fremgår det lovmæssige omkring jagt og fredning, samt sammenkædningen til internationale aftaler via flere gode spørgsmål og lige så gode svar (åbn Link, og se alle spørgsmål):
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg Den 27. november 2019 Christiansborg 1240 København K Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 90 (MOF alm. del), stillet den 29. oktober 2019 efter ønske fra Anne Valentina Berthelsen (SF).
Spørgsmål nr. 90 ”Vil ministeren fremsende et notat, der redegør for regeringens holdning til jagt på rødlistede arter og arter i yngletiden og besvarer følgende spørgsmål:
Som nævnt, er det Rødlisterne som danner baggrund for fredninger af fugle, og et interessant notat er dette (Link), hvor det fremgår: ”Hverken den globale rødliste, EU rødliste eller den danske rødliste har juridisk status i Danmark, og der er således i lovgivningen ingen specifik beskyttelse rettet mod rødlistede arter. Der er dog et vist sammenfald med arter som er beskyttet direkte eller indirekte i lovgivningen.”
Dersom Danmark blot skal følge og efterleve alle de nærmest utroligt mange ”biodiversiske” krav og ønsker fra international side – hvad skal vi så bruge vore Ministerier, Universiteter, Vildtforvaltningsråd, DOF og DN til? – Og til stadighed er det et lands lovgivning der gælder – en lovgivning der naturligvis tager hensyn til mange nationale ting, som ikke alle kan afgøres principielt udefra – af det internationale.
* For Dansk jagt sker fastsættelse af jagttider på baggrund af lovens formål: ”Der fastsættes kun jagttid for en art, hvis det vurderes, at jagt på den pågældende art vil være bæredygtig og ikke vil skade den samlede bestandsudvikling for arten”. – Og i Danmark blev det jo netop vurderet af DCE, at vi havde bæredygtig jagt på Taffelanden, og mon ikke at DCE også vurderede på ”den samlede bestandsudvikling”, da DCE ikke anbefalede Taffelanden fredet, og når DCE er bekendt med ordlyden i det kursive (altså loven og dens formål) ovenfor?
Jeg betvivler ikke at DCE er blevet bedt om at vurdere jagtens bæredygtighed i landet, på en sådan måde at lovens formål (se ovenfor) opfyldes, og jeg er sikker på at DCE har gjort dette. – Og hvordan kan så VFR underkende dette og indstille Taffelanden fredet?
Hvordan kan politikerne underkende DCE´s bestandsvurdering, og herved faktisk lade DOF som talerør for det internationale overtage eller overrule DCE´s rolle, virkefelt og ekspertviden, i arenaen VFR?
Der ses i nutidens tidsskrifter mange dommedagsprofetier omkring fugle samt dystre udsigter for biodiversiteten, og DOF lægger sig selvfølgeligt lige i kølvandet heri, og udnytter dette til fulde for at få fredet flest fugle og deres levesteder i Danmark. – Men så vidt jeg kan se, er det dog hovedsageligt fuglearter i de sydlige himmelstrøg, hvor man virkeligt kan tale om kritisk truede fugle, og som er mere eller mindre stationære, se: Birdlife – Species Dashboard.
* Med reference til dommedagsprofetier: ”At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante – og dyrearternes risiko for at uddø”. – Jamen alle fugle og dyr er da i risiko for at uddø, men når én af de mest talrige andefugle (Havlitten) bliver fredet – hvorfor freder man så ikke alle dyr og fugle? – Så store ændringer i Havlitbestandens størrelse eller store nedgange i levesteder er der vel næppe tale om, når landene har forpligtelser og aftaler at overholde vedrørende dette! – Overholder alle landene ikke disse forpligtelser og aftaler som de skal, og kan dette dokumenteres? I givet fald, hvad gør man ved dette, udover den lette, men kortsigtede løsning at frede fugle?
Hvis man, som jeg nu har gjort, analyserer hvad og hvilket fredninger af vore andetrækfugle baserer sig på – bliver man nok noget usikker på, om det hele går rigtigt til, med den megen usikkerhed der vitterligt er til stede, f.eks. hvad angår fugleoptællinger og estimatberegninger, samt de mange divergerende udtalelser om bestandsudvikling og bestandsstørrelser, samt forskellige oplysninger om antal optalte fugle mv. man tydeligt kan læse flere steder, også hos DOF og Birdlife.
Ligeledes er der de forskellige landes rapporteringer, som danner grundlag for vurdering af jagtens bæredygtighed – og hvor det ser ud til at landene ikke rapporterer ens og regelret i forhold til definitioner omkring belastning af fuglearter (se tidligere).
Min opfattelse er at man, med alle de usikkerheder og ikke entydige trender der foreligger, har valgt at håndtere dette på dén måde: ”at så freder vi bare fuglene principielt”, i påberåbelse af forsigtighedshensyn og ud fra internationale ønsker. – Men kan man nu være sikker på, at også alle de andre lande freder fuglene, og at alle andre lande i det hele taget oplyser fugleoptællinger hvert år, og dette ud fra ensartede metoder og nationale estimater af totalbestande mv.? – For uden dette bliver Europæiske bestandsestimater og vurderinger af bestandsudviklinger ikke korrekte og retvisende. – Dette burde der granskes nøjere i.
Intet sted kan man finde forevist forståeligt eller illustreret på hvilket Europæisk grundlag f.eks. en andetrækfugl i NØ/NV Europa ønskes fredet på, og disse fredninger sker helt uden forudgående øget opmærksomhed og handling, samt uden forudgående hverken internationale eller nationale artsspecifikke handlingsplaner (artsforvaltningsplaner) – hvilket da må være forkert. – Dette burde der granskes nøjere i.
Alt dette vil jeg påvise og forklare i et senere læserbrev, se: ”Hvorfor blev Taffelanden fredet?” på: netnatur.dk/tag/jack-hansen.
Fredningen af Taffelanden:
Helt overordnet for Taffelanden, set ud fra bl.a. Wetlands International´s bestandsopgørelse hos Taffelanden i: ”Portal for vandfuglepopulationer”:
Se nærmere analyse, som gennemgår det videnskabelige grundlag der forelå forud for fredningen af Taffelanden på: ”Hvorfor blev Taffelanden fredet?” på: netnatur.dk/tag/jack-hansen.
Troldænder, Bjergænder og Hvinand ved Bogø. – Taffelanden er væk, eller dykket! – Ved fugleoptællinger af fouragerende dykænder skal man være opmærksom på, at en hel del fugle kan være neddykket.
Hér stod jeg på en mole ca. 25 meter fra fuglene, og hvor kun den nærmeste bjergand hun reagerede på min tilstedeværelse. – Dette ligner heller ikke DOF´s postulater om at jægerne har forøget dykændernes flugtafstande 10 gange.
F.eks. Taffelanden blev fredet fra og med jagtsæsonen 2020/21, se Netnatur.dk/dce-har-ikke-anbefalet-fredning-af-havlit-floejlsand-og-taffeland:
Første tanke vedrørende Taffelanden var vel, at det er svært at anse en verdensbestand på 1,9-2,2 millioner Taffelænder for udrydningstruet, og på hvor lang sigt tales der om? Truslen er end ikke udpeget eller konkretiseret, men hviler på fornemmelser af verdenstrend. – Havlitten (én af verdens mest talrige andearter), som på verdensplan tæller ca. 7 millioner fugle, blev også fredet, hvilket vel må anses ”at være meget tidligt ude”.
Taffelanden blev fredet på dét grundlag, at man anså at den nationale NØ/NV Europabestand var faldet fra 300.000 i 2013 til 200.000 i 2019 – hvoraf den fælles flyway- bestand i NØ/NV Europa udgjorde ca. 150.000 Taffelænder. Iht. Wildfowl & Wetlands Trust i 2017, blev bestanden anslået til ca. 250.000.
Wetlands International koordinerer landenes optællinger. – Går man ind på siden: ”Portal for vandfuglepopulationer” i Videnbase: ”Få adgang til portalen”, under Taffeland (Aythya ferina) i NØ/NV Europa (man kan desværre ikke linke direkte til aktuelle sted) – har man godt nok meget svært ved (i noter) at aflæse bestandsstørrelser – at se hvilke år der tales om, altså hvilke år der hører til hvad – at forstå hvorfor der vælges forskellige optællinger – at opfatte om der er tale om flyway- bestande eller blot bestande – og hvorfor tales der ikke om de samme lande i 2007-2011 og i 2014-2018?:
F.eks. for perioden 2007-2011 opgøres bestanden til 200.000, og det oplyses i note: at iht. Birdlife International 2015 blev optalt 229.088 – 273.541 Taffelænder i IE, UK, NO, SE, FI, LU, BE, NL, DK, DE, PL og EE. – IWC- optællingerne var omkring 127.000-160.000 mellem 2011 og 2015 (Wetlands International 2017) og summen (nok oversættelsesknas) af de 5- årige optællinger var 200.927 – hvorfor 200.000 blev valgt.
For perioden 2014 og 2018 opgøres bestanden til 150.000, og det oplyses i note: at Birdlife International anslog overvintringsbestanden til 220.000-270.000 i BE, BY, CZ, DE, DK, EE, FR, IE, LU, NL, PL, SE og GB. – Det oplyses i noten, at det højeste antal IWC- tal mellem 2014 og 2018 var 147.615 – og efter en mærkelig forklaring i noten (nok oversættelsesknas) fastlægges bestanden til IWC- tallet 150.000. (Ikke samme lande?).
* Stort set alt ovenfor er efter min (måske ringe) opfattelsesevne uklart – skal det ikke være de samme lande man sammenligner optællinger i, og hvad er meningen med at vise Birdlife International optællinger og anslået overvintringsbestand (som er nogenlunde ens i de to perioder) – for derefter at vælge væsentligt lavere IWC- tal? – Der tales om bestande og overvintringsbestande. – Jeg synes heller ikke at angivne referencer passer med de valgte perioder. – Der optræder andre antal forskellige steder på nettet.
* Har man virkeligt styr på alt dette hér i Vildtforvaltningsrådet, som rådgiver og anbefaler Miljøministeriet fredninger og jagttider – anbefalinger som der oftest vedtages lovgivning om? – Også Miljøministeriet skal jo kunne vurdere validiteten i Vildtforvaltningsrådets anbefalinger, for at kunne lovgive.
– Samtidigt med dette, skal Vildtforvaltningsrådet nødvendigvis også have helt styr på fugleoptællinger, og validiteten heri, udført af flere forskellige instanser og organisationer og kende effekten af ændrede optællingsmetoder m.m. – for at kunne vurdere bestandsudvikling mv. og for at kunne råde (indstille til) Miljøministeriet.
– Og netop dette grundlag, som jo skal ende med en vurdering af sandsynlig bestandsudvikling over en vis periode, må være yderst vanskeligt at bedømme på grund af bl.a. forskellige estimeringsmetoder, manglende artsspecifikke modeller eller manglende nationale og internationale handlingsplaner og manglende nationale bestandsestimater baseret på nok forskellige rumlige modeller – samt med en måske nagende tvivl om: hvorvidt alle landene meddeler optællinger til Wetlands International og hvert år – og om dette sker efter helt ensartede metoder, modeller og på samme årstider – og om der skydes mange fugle stadigvæk i andre lande.
Ovenstående tvivl synes jeg også at man kan spore forsigtigt udtrykt i flere af DCE´s rapporter, bl.a. i: ”Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark”, side 41.
Også Taffelandens ynglebestand i Danmark blev vurderet ud fra et usædvanligt lille optællingsgrundlag – ved fredning kunne heller intet entydigt siges om vor ynglebestand, som dog blev vurderet stabil.
* Bliver grundlag for fredninger virkelig rigtige, på sådant beskrevet grundlag?
Jeg synes, at det er meget forkert at frede en fugl, uden at ovennævnte er på plads og afklaret – med mindre at en sådan akut fredning påvises helt entydigt nødvendigt – og ikke kun af princip for at tækkes internationale, ikke juridisk bindende aftaler, som man så det med f.eks. Taffelanden.
Er det således, at der er lande der ikke meddeler Wetlands International om optællinger af fugle og nationale bestandsestimater? – Efterlever alle lande fredningskravet, og i hvilket omfang gør de ikke? – Hvordan går det med landenes forbedringer af ynglepladser og levesteder – er der dokumenteret fremdrift i dette?
Og kan man regne med landenes fugleoptællinger, da der har været metodeskift i optællingerne (indførsel af transekt- optællinger fra fly), – og når fugleoptællinger (punktoptællinger fra land) er behæftet med mange usikkerhedsfaktorer? – Bruger alle lande de samme optællingsmetoder, i de samme år og på samme årstider, og bruger alle lande de samme estimeringsmetoder og rumlige modelleringer til udregning af totaler?
Alt dette skal alle lande jo kunne stå inde for – og dette skal være synligt, tydeligt belyst for alle og være velbegrundet på et validt grundlag – og dette mener jeg ikke er dén situation vi har, og hvilket har ledt til fredninger af ænder i Danmark på usagligt og meget usikkert grundlag, som heller ikke er valideret af den danske videnskab.
Se mere herom på: ”Hvorfor blev Taffelanden fredet?” på: netnatur.dk/tag/jack-hansen.
Altså:
JAGTEN KAN IKKE UNDVÆRES.
Landenes fuglerapporter giver misfortolkelige og forkerte data.
Fredninger sker på forkerte grundlag.