Kig bukkene ud: Jagten på råbukke starter i princippet før sæsonstart

Rekognoscering i reviret forud for jagten skærper ikke kun forventningens glæde forud for den kommende sæson

Lad op til bukkejagten ved at kigge bukke ud

I de fleste tilfælde har man skuet dem i bast om vinteren og kender på baggrund heraf således bukkene i reviret. Men det er dog først, når de har fejet, at man rigtigt kan tage bestik af hovedprydelsen.

“Kigge bukke ud”, kaldes det, når man rekognoscerer i reviret forud for premieren på bukkejagten. Og det er altid en spændende oplevelse, der er fuld af overraskelser, idet rekognoscering byder på synet af såvel ungbukke, som har fået et år mere på bagen som på synet af både ukendte bukke og gamle kendinge, som ikke blev høstet året før. Enten fordi man ikke havde held til at få dem for riflen, eller fordi man ønskede at se, om de ville sætte stærkere op, hvis de fik et år mere på bagen.

“Høj – over dobbelt ørehøjde …”

Hestehavebukken var en midaldrende kending, der tilmed var så let genkendelig, som nogen buk overhovedet kunne blive: Høj – over dobbelt ørehøjde, hvilket vil sige mellem 25 og cirka 27 centimeter – og kraftig fra rosenkransene op til forsprosserne og iøjnefaldende tyndere og lidt “flagrende” fra forsprosserne og opefter til henholdsvis topsprosserne og bagsprosserne.

Godsets skytte og jeg spottede den fra bil en aften først i april. Den stod på Fodermestervejen sammen med en rå, vel sagtens yndlingsråen og en smalrå samt en et-årig gaffelbuk i bast.

Den var utvivlsomt dens afkom fra året forinden, og som med usvigelig sikkerhed stod til forvisning, før de nye lam skulle sættes i den følgende måned. Men hin aften var familieidyllen endnu intakt.

Hestehavebukken var som året før seksender og et stort kraftigt dyr i sin bedste alder mellem fire og fem år, men nok nærmere fem end fire år. Halsen var kraftig og kroppen stor, og som det er typisk for bukke på det alderstrin, nærmest firkantet.

I hele fremtoningen var bukken en typisk repræsentant for sin aldersgruppe i den østlige ende af reviret, hvor det var mere reglen end undtagelsen, at bukke i denne aldersklasse vejede mellem 20 og 22 kilo i opbrækket stand, mens de vejede et par kilo mindre i skoven nogle kilometer borte i vestlig retning.

Et overraskende syn

Basten på den ene stang var allerede fejet af. På den anden stang hang en lang strimmel bast løst ned fra stangens øverste del. Det kunne falde af når som helst, når bukken fejede på træer og buske i sit territorium, der stødte op til ikke færre end fire andre territoriehævdende bukkes enemærker.

Dette fristede ofte én eller flere af dem til at aflægge visit i en eller flere af de andre bukkes territorier med det resultat, at det ofte kom til uoverensstemmelser, hvorunder den indtrængende, uvelkomne buk blev sat på porten, efter at have mærket modstanderens opsats forskellige steder på kroppen.

Mørket var ved at falde på, da vi skuede Hestehavebukken ved afslutningen på rekognosceringen, hvor vi medregnet denne og den rå, smalrå og etårige buk, den sås sammen med, havde spottet 36 stykker råvildt, heraf fem store bukke. Et helt godt resultat, men man kan dog aldrig på forhånd vide, hvad rekognosceringen byder på, idet råvildts udgang afhænger meget af vejret.

Er det koldt og blæsende, er det så godt som sikkert, at man i det åbne land, hvor vinden står på, ikke får ret mange stykker råvildt at se. Chancen er betydeligt større inde i skoven og i skovkanter med læ samt på aftener med lunt vejr og solskin.

På vores aftenrekognosceringer det år svingede antallet af råvildt, der gik ind på nethinden mellem seks og 39 stykker. Blandt revirets godt en snes ældre, kendte territoriehævdende bukke var der på vores aftenture nogle få gengangere, men vi fik også nogle overraskelser, der blev engangsoplevelser.

Parkbukken

En af de mere unikke af slagsen fik vi en aften, hvor vi havde held til at spotte Parkbukken, eller rettere den buk, som havde den vestlige del af parken som sit territorium. Den stod under et af parkens store træer, og da vi havde nærlæst den med håndkikkerten, var vi begge klar over, at her stod en af revirets ubetinget stærkeste bukke med endog særdeles kraftige stænger. Vi var begge overbevist om, at den var i medaljeklasse og i sin allerbedste alder mellem fire og seks år.

Vi fik lov til at skue bukken i cirka fem minutter, før den sivede tilbage til parkens ungskov, der snart opslugte den. Men den havde sat noget i gang, nemlig håbet om, at enten min spanske jagtven, Rafael, eller jeg kunne være heldig at få den for riflen, når vi 16. maj tog hul på jagten på stedets stærke hovedprydelser.

Et er imidlertid at skue specifikke bukke på rekognosceringer, noget andet at jage dem, når bukkejagten går ind. Nogle gange vil man kun få held til at afsjæle et par af de bukke, der er blevet spottet forud for bukkejagten, mens andre af de der gik ind på nethinden, brillerer ved fravær, ja, nærmest opleves, som om de har gravet sig ned.

Til gengæld har man også oplevet at få andre bukke, som ikke blev set på rekognosceringer forud for bukkejagten, for riflen, som man godt vidste, måtte stå i en remise eller en mindre skov, man ikke kom så meget i, men end ikke havde fået bare et flygtigt glimt af, før den som den store og uventede overraskelse bød sig til på en pyrsch, som berigede jagten og gav et klart vink om, at jagtens veje er uransagelige og fuld af overraskelser.

Tænder forventningens glæde …

Både Hestehavebukken og Parkbukken blev nedlagt. Jeg fik Hestehavebukken for 21. maj det år, vi havde spottet den først i april. Den essede på en hvidtjørn i skovkanten ud til Kofolden, og da jeg skød på cirka 120 meters afstand, reagerede den ved at springe over skovhegnet, en grøft og det elektriske hegn ind i Kofolden, hvor den med lav hovedføring løb en halv snes meter. Her efter sprang den over det elektriske hegn for at komme tilbage til skoven, men forendte, da den “svævede” i luften.

Parkbukken blev nedlagt af min spanske jagtven nogle år senere. Det skete også en morgen. Ikke i parken, bukkens hjemmebane, men derimod i fjendeland, Hestehavebukkens domæne. Her essede den intetanende om, hvad der ventede, og det den morgen ikke skulle blive den, der var kløgtigst, men min gode jagtven, der var oven ud begejstret for, at Parkbukken den morgen havde valgt at henlægge fourageringen til fjendeland, som den skulle ud over offentlig vej for at komme til og fra.

“Lykkes det ikke, så kommer der året efter en ny sæson …”

Selv om det altså ikke er givet, at man i bukkejagten får bukke for riflen, som er skuet på rekognoscering, så tjener den alligevel et formål, idet man dels vil spotte den eller nogle af de bukke, der står i reviret, og man således får en idé om, hvordan både unge, midaldrende og ældre bukke har udviklet sig og nu tager sig ud.

Ligeså væsentligt er det, at bukke der spottes ved rekognoscering, tænder forventningens glæde, idet man jo håber på at få den eller de gode bukke, man har skuet, for riflen i bukkejagten. Lykkes det ikke, så kommer der året efter en ny sæson, hvor forventningens glæde igen bliver tændt. Og hvem ved? Måske lykkes det så at trække længste strå.

Under alle omstændigheder er rekognoscering – kigge bukke ud – en elementær disciplin, og det er nu, hvor foråret synes at være nået til Danmark, du bør aflægge visit i reviret, bevæbnet med håndkikkert og fra 16. maj og to måneder frem med både håndkikkert og våben.
Knæk og bræk

LÆS mere på netnatur.dk/RIFFELJAGT