Læserbrev om buejagt, riffeljagt og dyreetik

Læserbrev ser nærmere på buejagt og riffeljagt ud fra et dyreetisk perspektiv

Læserbrev om buejagt, riffeljagt og dyreetik

Tekst, foto og tabel af Jack Hansen

RIFFEL OG BUE – dyreetisk set.

Buejægernes svar på rejst kritik rejser tvivl.

Buejægernes glæde er forståelig – men.

De 10 parametre for riflens og buens effektivitet ved større hjortearter.

Sammenfatning.

Det overordnede brogede billede.
– alt som jeg læser og opfatter dette, beregner dette og efter min mening og erfaring:

Buejægernes glæde er forståelig – men

I Netnatur.dk/fadb-fastholder-konklusion/ – ses en Pressemeddelelse, i hvilken Foreningen af Danske buejægere  FADB meddeler, at de efter den rejste kritik har kigget på sagen igen – og kommer frem til at buejagt på større hjorte er etisk og dyreværnsmæssig forsvarlig.

Det fremgår af Pressemeddelelsen at ”Kritikken gik på, at dyr skudt med bue og pil har en længere flugtafstand end dyr skudt med riffel, før de forender”. – Men dette er nok meget kort fortalt, og det ser ud til, at buejægernes svar på kritik efterlader nogle vigtige og ubesvarede svar på kritikken – og der konkluderes ud fra, og refereres til, de forkerte undersøgelser. – Dette rejser tvivl, når man samtidigt ser forkerte påstande.

Kritikken skulle bl.a. være fremført af hr. Peter Mollerup fra Dyrenes venner. I denne forbindelse betragter jeg, som riffeljæger, også mig selv som Dyrenes ven – og jeg vil ikke i status af jæger se mig hæmmet af ikke at kunne udtale mig om dyreværnsmæssige forhold, som jeg ved også riffeljægerne og buejægerne investerer meget i, og tager store hensyn til – ligesom Danmarks Jægerforbund (DJ), som har arbejdet meget og effektivt med at reducere anskydninger.

LÆS mere om BUEJAGT og RIFFELJAGT

Kronhjort i Nordsjælland. – Vægt ca. 200 kg. Blodvolumen ca. 16 liter. – Han mister nok bevidstheden efter tab af ca. 5 liter blod. – Han dør nok efter tab af ca. 6,4 liter blod.

Jeg forstår buejægernes glæde over at buejagt på de større hjorte nu er lovlig, og har principielt intet imod buejagt – og det er fint at FADB lytter til, og forsøger at besvare fremført kritik, har opdateret sit undervisningsmateriale, og endda har udgivet en lærebog.

Dette kunne vidne om ansvarlighed, og dette tager jeg hatten af for. – Dette var så det meste af rosen, idet der dog senere kommer mere!

Men nu ses en Pressemeddelelse, der helt forkert og unødvendigt, som jeg læser den, konkluderer at buejagt er mere effektiv end riffeljagt på 2 af de vigtigste parametre: flugtdistance og anskydningsprocent, og at buejagt er mere skånsom over for de større hjorte end riffeljagt. – Dette synes jeg ikke, at en riffeljæger kan sidde overhørig.

Og dette finder jeg noget unødvendigt og udfordrende, når nu buejagt på de større hjortearter er blevet tilladt i Danmark. – Det drejer sig ikke om buejagt contra riffeljagt, men om at de større hjortearter dør hurtigst muligt under jagt – altså det dyreetiske.

– Der refereres i Pressemeddelelsen gentagent til udvalgte resultater i finske undersøgelser af en anden hjorteart – undersøgelser der af flere andre årsager ikke kan sammenlignes med den danske 4-5 års undersøgelsesperiode, sammenfattet af Aarhus Universitet i den tekniske rapport TR257.

 Og hvad sagde denne danske rapport TR257 (Effektiviteten ved buejagt) i sin hovedkonklusion side 24? – det er dén (der iht. DCE skal læses i sammenhæng med TR218) der gælder, og den sagde i kortfattet hovedtræk i citater:

”De indsamlede data fra danske buejægere fra forsøgsperioden 2018-2022 sandsynliggør, at flugtafstanden for hjortedyr påskudt under buejagt er længere end ved riffeljagt”.

”Også data fra schweissregisteret peger i retning af, at sporlængder ved eftersøg af dyr påskudt med bue er længere end for påskud med riffel.

”Begge forhold understøttes af en patofysiologiske analyse (retsmedicinsk udtalelse) baseret på en vurdering, der sammenligner pilens og riffelprojektilets terminalballistik”.

”Sandsynligheden for en positiv eftersøgning er mindre ved buejagt end ved riffeljagt”.

”Omfanget af anskydninger (sårede dyr, der ikke genfindes) er i materialet for buejagt opgjort til 8-9 %.” Der foreligger ikke et tilsvarende brugbart grundlag for sammenligning af risikoen for anskydning under riffeljagt” (side 5). – Dog ses på rapportens side 17 en anden historie vedr. anskydningsfrekvens, se senere.

”Der synes at være en tendens til, at rutinerede buejægere anskyder færre dyr end ikke rutinerede”.

”Den største forskel imellem bue- og riffeljagt ses ved træfpunkter uden for hjerte-lungeregionen, hvor eftersøgninger i forbindelse med buejagt kompliceres i form af større sporlængde og mindsket sandsynlighed for at finde dyret”.

”Det sandsynliggøres, at en jagtpil potentielt udløser mindre smerte end et riffelprojektil. – Overfladiske sår ved utilsigtede træfpunkter med jagtpile har muligvis større sandsynlighed for at heles end tilsvarende sår forårsaget af riffelammunition”.

”Der foreligger ikke undersøgelser, der på en videnskabelig sikker måde afklarer buejagtens effektivitet hverken absolut eller i sammenligning med andre jagtformer”.

Men trods dette, kan det altså nu læses i Pressemeddelelsen fra FADB, at flugtafstanden under buejagt er kortere end flugtafstande under riffeljagt iht. finske undersøgelser – og samtidigt refereres der til, at der ifølge de finske undersøgelser heller ikke er forskel i anskydningsfrekvensen, igen med en marginal fordel for buejagt. – Det fremføres også, at riffelkuglen påfører de påskudte dyr mere smerte end piletræffet.

Dette finder jeg direkte forkert, og ikke fair overfor riffeljægerne – som nu pludseligt (endda i en Pressemeddelelse) er rykket ned som nr. 2 på skalaen for etik, effektivitet og dyreværnsmæssighed under jagtudøvelse.  Et fantastisk og enestående comeback af en våbentype fra oldtiden, må man sige – og som med et pennestrøg i en Pressemeddelelse, og også delvist i en Artikel i Ekstrabladet, nu er erklæret bedre end dagens jagtriffel, på tre af de mest omtalte parametre: flugtdistancer, anskydningsfrekvens og det dyreværnsmæssige – og endda på basis af finske undersøgelser.

Denne nedrykning (fra jægerkollegaer), i skalaen for overholdelse af etik, dyreværnsmæssighed og effektivitet, er jeg, som riffeljæger, slet ikke tilfreds med og hér nødt til at reagere på – Vi riffeljægere skal ikke tilskrives dette, uden videre.

Flugtdistancer

Hvis man ser på Pressemeddelelsens postulat: ”Den finske undersøgelse når frem til, at der ikke er forskel på flugtafstanden når riffeljagt og buejagt sammenlignes, med en marginal fordel for buejagt”. – Igen refereres til de finske undersøgelser vedr. whitetail, selv om vi i 4-5 år har været i gang med vores egne undersøgelser, som skulle danne grundlag for, om hvor vidt buejagt på bl.a. den dobbelt så store kronhjort må skydes med bue og pil.

I den tekniske rapport TR257 fra Aarhus Universitet skrives i konklusionen:

”De indsamlede data fra danske buejægere fra forsøgsperioden 2018-2022 sandsynliggør, at flugtafstanden for hjortedyr påskudt under buejagt er længere end ved riffeljagt”.

– For riffeljagt: Gennemsnitlige flugtdistancer for større hjorte: I henhold til udenlandske store undersøgelser i forbindelse med overgang til blyfri riffelpatroner: mellem 14 meter for dyr der flygtede (i én undersøgelse) og 24 – 34 meter gennemsnitligt i 2 andre undersøgelse (Link).

– For buejagt: De danske undersøgelser (TR257, side 14) sagde: 72,7 meter i gennemsnitlig flugtdistance for hjorte hos kronvildt og dåvildt – for kronvildt (iht. franske undersøgelser TR218 side 21) ca. 89 meter – og for dåvildt ca. 78 meter.

* I de danske undersøgelser (TR257 side 12) blev fokuseret på gennemsnitlig flugtafstand for buejagt på: 52,7 meter, for de 3 større hjortearter med vidt forskellige skudstyrker, givende vidt forskellige flugtdistancer, hvorfor de 52,7 meter ikke kan betragtes retvisende.

* Denne registrerede danske flugtdistance på 52,7 meter i gennemsnit, som også indeholdt ca. 29 % kronhjorte på op til 200 kg, ser også forkert og uforklarlig lille ud i værdi – i forhold til de finske undersøgelsers foreløbige resultater (Link) for gennemsnitlige flugtdistance på 55,31 meter, for kun de mindre whitetail der vejer op til 80 kg. – Hvad er forklaringen på dette?

* Disse 52,7 – 72,7 – 78/89 meter for bueskudt kronhjort/dåhjort kan sammenlignes med riffelskudtes mellem 14 meter og 24 – 34 meter i gennemsnitlige flugtdistancer.

Gennemsnitlige flugtdistancer hænger naturligvis sammen med hvor mange hjorte der falder i træffet:

– For riffeljagt: Andelen af større hjorte der falder i riffelskuddet er mellem 37 – 48 % (i henhold til store udenlandske undersøgelser i forbindelse med overgang til blyfri riffelpatroner).

– For buejagt: Andelen af større hjorte der falder i piletræffet er 5-6 % i træffet (15 hjorte ud af 260 registrerede bueskudte hjorte, ud af 282 påskudte). (Tabel 4 i TR257 side 12).

Som det ses ovenfor er der ikke hold i pressemeddelelsens påstand om at bueskudte større hjorte har kortere flugtdistancer end riffelskudte. – Og der ses uforklarlige forskelle på flugtdistancer, mellem de danske og de finske undersøgelsers flugtdistancer.

Anskydningsfrekvens

Man kan dernæst se på pressemeddelelsens postulat: ”Samtidig når den finske undersøgelse frem til, at der heller ikke er forskel i anskydningsfrekvensen, igen med en marginal fordel for buejagt”. – Dette er et andet eksempel på ét af de punkter, som FADB´s svar på kritikken efterlader tvivlsomt svar på – og hvor de finske undersøgelser fremhæves og træder i stedet for de danske, som er gældende, og som kom frem til noget andet:

I den tekniske rapport TR257 fra Aarhus Universitet anføres i konklusion:

”Omfanget af anskydninger (sårede dyr, der ikke genfindes) er i materialet for buejagt opgjort til 8-9 %. Der foreligger ikke et tilsvarende brugbart grundlag for sammenligning af risikoen for anskydning under riffeljagt” (TR257 side 5).

– Dog ses på rapportens side 17 en anden historie vedr. anskydningsfrekvens, som ikke ligner FADB´s Pressemeddelelse som sagde: ”Kanstruprapporterne foretager ikke sammenligning af anskydningsfrekvensen” – men dette må man dog sige, at TR257 udreder og sammenligner således:

Anskydningsfrekvens: Iht. TR257 side 17 (inkl. råvildt): ”Der var i forbindelse med 20.064 eftersøgninger konstateret sikre tegn på træf, og i 5.208 (26 %) af disse tilfælde blev dyret ikke fundet. For 785 eftersøgninger af bueskudte dyr, hvor der var sikre tegn på træf, blev 288 (37 %) ikke fundet, hvilket peger i retning af en større anskydningsfrekvens end gennemsnittet for begge våben”.

– Betragtet på denne måde, og med det forholdsvis lille antal bueskudte hjorte, peges der hér ovenfor i retning af: at der er (37-26) = 10-11 % point større anskydningsfrekvens ved buejagt på hjorte, end ved riffeljagt på hjorte (inkl. råvildt).

For riffeljagt: Betragtes anskydningsprocenten derimod som: Antal ikke fundne eftersøgte dyr i % af de skudte 3 store hjortearter for perioden 2018-2022: Så har riffeljagten en anskydningsprocent på 9,7 %(7.933x100/81.658, i 15.373 eftersøgninger), se TR257, Tabel 5 og 6. – (Hvor alle ikke fundne hjorte ikke nødvendigvis er sårede).

– Denne metode friholder anskydningsprocenten for usikre vurderinger af sikre tegn på træf (sårede dyr), da det fremgår af TR257, at der ved kontroleftersøgninger findes forholdsvis mange hjorte ved buejagt, som man ikke havde regnet med at finde i kontroleftersøgningerne. Dvs. at vurdering af sårede hjorte er særdeles usikker, hvilket også ses i det følgende herunder – hvorfor dette ikke bør indgå i beregning af anskydningsprocenten.

– Nærmere forklaring af de 9,7 % ovenfor: Af Tabel 6 i TR257 fremgår, at der for riffeljagt er 7.440 positive eftersøgninger af større hjorte, og i Tabel 5 ses at der er foretaget 15.373 eftersøgninger – dvs. at 7.933(15.373 – 7.440) dyr ikke blev fundet. – Den 4- årige periodes antal riffelskudte større hjorte var 81.658 (iht. udbyttestatistik, se senere Tabel 1).

For buejagt, beregnet på samme måde som ovenfor: Anskydningsprocent på 18,4 % (52x100/282, i 103 eftersøgninger) – (Ikke alle er nødvendigvis sårede/anskudte).

– Nærmere forklaring af de 18,4 % ovenfor: Af Tabel 6 i TR257 fremgår, at der for buejagt er 51 positive eftersøgninger hos større hjorte, og i Tabel 5 ses at der er foretaget 103 eftersøgninger – dvs. at 52 (103 – 51) dyr ikke blev fundet, ud af 282 bueskudte hjorte.

I forbindelse med anskydning beregnet ved ovenfor viste metode må siges, at nok langtfra alle ikke fundne dyr er anskudte, og at der er sket forbiskud. Men denne metode friholder beregninger for uligevægt fra riffeljægernes vurderede antal sårede dyr, og buejægernes vurderede antal sårede dyr, som det ses herunder fremgår særdeles usikker og forskellig. – At indregne en usikker, vilkårsbetinget differentieret variabel i beregning af et nøgletal, giver ”støj” i resultater og ”skæve” sammenligninger.

Det ses nemlig vedrørende kontroleftersøgninger: Under riffeljægernes kontroleftersøgninger (hvor schweisshundeføreren bliver tilkaldt, uden at rekvirenten har kunnet konstatere tegn på anskydning, men for en sikkerheds skyld), bliver fundet 6,2 % af alle riffelskudte (5.079 x100/81.658) i den 4- årige periode. Se TR257 side 15. – De 81.658 er antal riffelskudt kronvildt, dåvildt og sikavildt i perioden 2018/19 til 2021/22 (iht. udbyttestatistik, se senere Tabel 1).

For buejagt: bliver under kontroleftersøgninger fundet: 21,3 % (60 fundne hjorte i % af 282 skudte). – Dette understøtter ikke, at pilen giver et godt grundlag for at vurdere et træf.

* Under buejægernes 19 % kontroleftersøgninger af alle bueeftersøgninger findes altså 21,3 % af alle bueskudte hjorte – og under riffeljægernes 46,5 % kontroleftersøgninger af alle riffeleftersøgningerne findes altså 6,2 % af alle riffelskudte hjorte.

* Jo færre hjorte der findes under kontroleftersøgningerne, jo bedre – da man under kontroleftersøgning ikke forventer at dyret er såret, og ikke har registreret tegn på anskydning.

Med direkte relation til anskydningsfrekvens, ses i TR257 side 17: ”at riffelskud resulterer i højere sandsynlighed for positive eftersøgninger end bueskud”. – Dette vil sige, at der er lavere sandsynlighed for at finde eftersøgte bueskudte hjorte, hvilket peger i retning mod at måske flere med bue påskudte hjorte efterlades anskudte.

* Som det ses ovenfor er der heller ikke hold i Pressemeddelelsens påstand om, at der under buejagt er mindre anskydningsfrekvens, end under riffeljagt. – Det er de danske undersøgelser, på basis af de danske buejægeres indberetninger som er gældende, og ikke udenlandske undersøgelser af én mindre hjorteart i et helt andet undersøgelses-setup.

Kronhind i Nordsjælland 2023. – I baggrunden ses Danmarks mest uundværlige fugl.

* Grundet ovenfor viste data, finder jeg altså FADB´s Pressemeddelelse noget unødvendigt udfordrende i sin ordlyd og forkerte i sine udtalelser, når Miljøministeriet (MST), på basis af Vildtforvaltningsrådets (VFR) anbefaling, nu har lovliggjort buejagt på større hjorte, på baggrund af bekostede danske undersøgelser – og jeg synes at det havde været mere rimeligt og relevant, at FADB i sin Pressemeddelelse havde holdt sig til at fortælle mere om, hvordan deres undervisningsmateriale var blevet forbedret – som svar på kritikken.

* Det synes heller ikke helt fair overfor Miljøministeriets store indsats, at der i Pressemeddelelsen refereres gentagent til de finske undersøgelser, som i en lang periode har svævet spøgelsesagtigt, usynlige og utilgængelige. – Og når det danske Miljøministerium igangsætter prøveperiode, fulgt op af heller ikke billige tekniske rapporter TR218 og TR257 fra et dansk universitet, er det vel dette der gælder – som der skal snakkes om – og som alle vi jægere og ikke jægere bør være glade for og taknemmelige over.

– Og dette især, når de finske og de danske undersøgelser ikke kan sammenlignes – bl.a., men bestemt ikke kun, fordi de danske undersøgelser rummer skudte kronhjorte i andel ca. 29 % og de foreløbige finske undersøgelser (som jeg har set) alene omhandler whitetail, og hvor kronhjorten er 2,5 gange større (vægtmæssigt) end whitetail.

Den finske undersøgelse har heller ikke været set, vurderet og bearbejdet af et dansk universitet eller af Vildtforvaltningsrådet, idet der fremgår af TR257 side 23 at: ”Den er ikke publiceret og der foreligger ikke præcis information om, hvornår den forventes publiceret”.

Den finske undersøgelse (Link), nok visende de foreløbige resultater), og kommende fra buejægerne selv, gælder altså whitetail, som med sine op til ca. 80 kg slet ikke kan sammenlignes med kronhjorte, som vejer op til ca. 200 kg, og som derfor helt ubestrideligt er langt mere skudstærke – givende meget længere forblødningsperiode, flugtdistancer, sporlængder, større anskydningsrisiko, flere schweisshundeeftersøgninger, vanskeligere eftersøgninger og længere ”Tid fra træf til bevidstløshed” osv.

De finske undersøgelser ser, i deres påvisninger af flugtafstande, helt bort fra de hjorte som falder i træffet – og som giver det bedste resultat angående flugtafstande, og flugtafstande er internationalt anerkendt som et vigtigt udtryk for effektivitet. – Dette svarer til, at man til en skoleeksamen ser bort fra alle de rigtigt løste opgaver, og kun bedømmer på resten – og hvor alle de bedste elever dumper.

* Kan man dog ikke snart blive enige om, at flugtdistancen 0 meter er den optimale og den bedste flugtafstand – på alle måder, under alle vilkår og for alle? – Og at flugtdistancen 0 meter giver hjorten den kortest mulige periode, som den evt. kan lide i, og være angst og stresset i? – Og at en flugtdistance på 0 meter giver den hurtigste mulighed for at aflive et eventuelt ikke dødt påskudt dyr? – Og at flugtdistance 0 meter giver de bedste muligheder for at finde dyret? – Og at en flugtdistance på 0 meter ikke nødvendiggør tilkald af schweisshund, hvilket jo forlænger den mulige lidelsestid for dyret.

Flugtdistancen 0 meter, er altså dén flugtdistance der bedst muligt overholder etik og dyreværnsmæssighed – og bag flugtdistancen 0 meter ligger det mest effektive våben.

– Derved ikke sagt at bue og pil ikke er effektiv nok, for dette har jo både Vildtforvaltningsrådet og Miljøministeriet fundet at buen og pilen er – og det er jo dét der tæller og må respekteres, om man kan forstå det, lide det, eller ej. – Man må i denne forbindelse ikke overse, at der kan sidde meget dygtige og vidende mennesker i både Vildtforvaltningsrådet og i Miljøministeriet – personer der må have et væsentligt overblik og som givetvis har adgang til flere informationer og detaljerede data, end os andre.

Det fremgår i Pressemeddelelsen: ”I Finland har man samtidigt og sideløbende indsamlet data for både buejagt og riffeljagt, og har dermed sikret, at dataindsamlingen for begge jagtformer er foretaget med ens kriterier”.

 – Dette kan gerne være, men dette har jo intet at gøre med Danmarks Miljøministeries igangsatte prøveperiode og igangsatte videnskabelige bearbejdning, ligesom vi i Danmark også har kriterier og data, der kan sammenlignes med resultater og data fra flere endda meget store udenlandske undersøgelser, i forbindelse med nylige overgang fra bly til blyfri riffelpatroner – og mon ikke at disse store, meget vigtige og afgørende undersøgelser har arbejdet med de rigtige, sikrede og ens kriterier.

Det fremgår også i Pressemeddelelsen: ”Dernæst er databehandlingen forskellig” i de danske undersøgelser i forhold til de finske.

– Og netop derfor kan disse ikke sammenlignes, og netop derfor bør de finske undersøgelsesresultater selvfølgelig ikke trækkes ind over, og desavouere eller forvirre vores danske videnskabelige bearbejdning og evaluering.

For at kunne inddrage f.eks. de finske undersøgelser i dansk afgørelse omkring tilladelse til bueskydning af større hjortearter – må man sikre sig at hjortearten er den samme, at kriterierne er enslydende, indberetningerne er de samme, og at databehandlingen er den samme som i de danske undersøgelser og evalueringer – hvilket i Danmark alt sammen har været en stor indsats for 104 buejægere der skød 282 større hjorte i perioden 2018 – 2022 (og hvor én bueskytte indberettede 40 påskudte hjorte).

– Alt i alt en stor indsats fra et Ministerium, fra Vildtforvaltningsrådet og fra Aarhus Universitet, der ikke bør undermineres, og som vi jægere og ikke jægere bør være meget tilfredse med gennemførsel af. – Miljøministeriet kunne sagtens have sagt stop for yderligere undersøgelser i 2021, på grund af forbløffende mangelfuld indberetning (af den ene eller den anden grund) fra buejægerne.

Vi alle bør være meget stolte af, at Danmark og Miljøministeriet har gjort en så stor og gentaget indsats, for at forsøge at klarlægge det etiske og dyreværnsmæssige, for selv et lille antal hjorte – og under meget vanskelige vilkår og med stor indsats for at få indsamlet materiale fra buejægernes indberetninger, og med dobbeltarbejde i at evaluere disse.

Dåhjorte i Nordsjælland. – Vægt ca. 80 kg.: Blodvolumen ca. 6,4 liter. – Han mister nok bevidstheden efter tab af ca. 2 liter blod. – Han dør nok efter tab af ca. 2,6 liter blod.

Sporlængder:

Det fremgår også i Pressemeddelelsen: ”og derudover er schweisshundenes sporlængder ved eftersøgning af hjortevildt ramt i hjerte-/lunge- samt maveregion sammenlignet (Kanstrup-rapporten 2022, TR257). – Jamen, hvad viste resultaterne så hér? – var sporlængderne lige lange for riffeljagt og buejagt? F.eks. dette er ét af de punkter der fremtrækkes i pressemeddelelsen, men som FADB´s svar på kritikken efterlader svar på, og giver tvivl om.

Netop sporlængder er iht. TR257 vigtige, udtrykt i: ”at sporlængden er den parameter, der danner det bedste grundlag for en sammenlignende analyse af eftersøgning af vildt skudt med riffel versus bue i forhold til at vurdere effektiviteten”.

Af TR257 kan udledes følgende:

– Af periodens 39.153 med riffelskudte kronvildt var antal positive eftersøgninger op til 3.000 meters sporlængde: 4.374 (11,2 %). Af disse blev 3.182 hjorte fundet indenfor en sporlængde på 600 meter, dvs. ca. 73 % – og 1.752: ca. 40 % blev fundet indenfor sporlængde 200 meter.

– Af periodens 81 med bue skudt kronvildt var antal positive eftersøgninger op til 3.000 meters sporlængde: 8 (9,9 %). Af disse blev 5 hjorte fundet indenfor en sporlængde på 600 meter, dvs. ca. 63 % – og 2: ca. 25 %blev fundet indenfor sporlængde 200 meter.

– Af periodens 40.296 med riffel skudt dåvildt var antal positive eftersøgninger, op til 3.000 meters sporlængde: 2.475 (6,1 %). Af disse blev 1.837 hjorte fundet indenfor en sporlængde på 600 meter, dvs. ca. 74 % – og 982: ca. 40 % blev fundet indenfor sporlængde 200 meter.

– Af periodens 194 med bue skudt dåvildt var antal positive eftersøgninger, op til 3.000 meters sporlængde: 43 (22,2 %). Af disse blev 31 hjorte fundet indenfor en sporlængde på 600 meter, dvs. ca. 72 % – og 11: ca. 26 % blev fundet indenfor sporlængde 200 meter.

– Af periodens 2.209 med riffel skudt sikavildt var antal positive eftersøgninger, op til 3.000 meters sporlængde: 270 (12,2 %). – Af disse blev 245 hjorte fundet indenfor en sporlængde på 600 meter, dvs. ca. 91 % – og 119: ca. 44 % blev fundet indenfor sporlængde 200 meter.

– Af periodens 7 med bue skudt sikavildt var antal positive eftersøgninger, op til 3.000 meters sporlængde: 0(iht. TR257, Tabel 6).

* Det fremgår altså ovenfor, at der findes flere riffelskudte større hjorte end bueskudte større hjorte, under schweisshundeeftersøgninger i sporlængdeintervallet 0-600 meter, og væsentligt flere i sporlængdeintervallet 0-200 meter. – Og iht. TR257 side 16, er dette mere udtalt ved råvildt, hvilket jo ikke lyder godt, da der skydes mange flere rådyr.

* Dette vil jo sige, at de 36,52 % af bueskudte større hjorte der eftersøges af schweisshunde (se senere Tabel 1) har længere sporlængder, end de 18,83 % af riffelskudte hjorte der eftersøges af schweisshunde – altså længere: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, og dermed høj sandsynlig mulighed for længere lidelsestid, angst og stress for ca. dobbelt så mange bueskudte hjorte som riffelskudte (forholdsvist), der eftersøges af schweisshunde.

Skudafstande:

FADB´s Pressemeddelelse kommer ikke ind på skudafstande, som givetvis kan have direkte indvirkning på både flugtdistancer, sporlængder, schweisshundeeftersøgninger og anskydninger m.m.? – De danske undersøgelser viste (i TR257 side 12, Figur 2), at 107 hjorte i prøveperioden 2018-2022 blev skudt med bue på afstand 20-40 meter, hvilket er ca. 43 % af de 250 registrerede hjorte (ud af 288 påskudte), som blev skudt på op til dobbelt skudafstande end FADB anbefaler: max. 20 meter (Link).

Af TR218 side 21 fremgår vedr. franske undersøgelser: ”Studiet indikerede en ligefrem proportional sammenhæng mellem skudafstand og flugtafstand” – dette gjorde de danske undersøgelser i forbindelse med buejagt tilsyneladende ikke – men at der må være en klar sammenhæng mellem skudafstand og flugtafstand bør naturligvis ikke betvivles. Det kan heller ikke betvivles: at jo større skudafstand, jo større mulighed for anskydning samt for rekvirering af schweisshundeeftersøgning – hvilket jo ikke ligefrem forkorter den påskudte hjorts sandsynlige tidsperiode med lidelse. Og dette gælder både riffeljagt og buejagt.

* Skudafstande er altså særdeles vigtige, da disse kan afgøre træfpunkter, flugtafstande, sporlængder og anskydningsprocent samt ”Tid fra træf til bevidstløshed”.

– Man må så håbe, at der strammes op på netop skudafstande, i FADB´s opdaterede undervisningsmateriale og i den nye lærebog (kloge tiltag) – idet man måske kan forvente, at der fremover vil tilkomme mange nye buejægere, med mindre eller slet ingen jagtlig erfaring i almindelighed, eller erfaring i hjortejagt i særdeleshed.

Jægernes erfaring:

I denne forbindelse kan refereres til TR257 side 24: ”Der synes at være en tendens til, at rutinerede buejægere anskyder færre dyr end ikke rutinerede”.

– Nok de fleste riffeljægere har oparbejdet jagtlig erfaring over lang tid, nogle fra barnsben og andre også fra skydepram gennem ungdommen, via haglbøssejagt og med mange jagter på bagen, hvorimod en jæger der starter sit jagtforløb som buejæger kan komme ud og skyde de største dyr i Danmark, uden jagterfaring, med det vanskeligste og mest krævende våben at jage med, under de allersværeste jagtlige forhold – og uden at have skudt f.eks. en eneste due eller hare.

* Jægernes erfaring er altså vigtig vedrørende træfpunkter, flugtafstande, sporlængder og anskydningsprocent – idet der dog findes en endnu bedre målbar parameter:

Tid fra træf til bevidstløshed:

 ”Tid fra træf til bevidstløshed” må anses at være den absolut bedste parameter for et jagtvåbens effektivitet og dyreværnsmæssig forsvarlighed – og dette bliver understøttet af følgende:

Af TR257 side 22 ses: ”Det er intuitivt og generelt anerkendt, at tidsrummet fra et dyr træffes af et skud, til det dør, er bestemmende for den dyreværnsmæssige forsvarlighed af en aflivning (drab), idet længden af dette tidsrum opfattes som proportional med omfanget af den smerte og stresspåvirkning, som aflivningen potentielt påfører dyret. Jo tættere længden af dette tidsrum er på 0 (øjeblikkelig effekt), desto mere forsvarligt. Det er i mange sammenhænge anerkendt, at tidspunktet for bevidstløshed i denne forståelse kan stå i stedet for dødstidspunktet”. (Smith m.fl. 2022)”.

”Der foreligger ikke undersøgelser, der på en videnskabelig sikker måde afklarer buejagtens effektivitet hverken absolut eller i sammenligning med andre jagtformer”, TR257 side 24.

Aarhus Universitet har udtalt: ”Data fra buejægerne mangler desuden et udtryk for tid til bevidstløshed/død (som ikke nødvendigvis afspejles i flugtafstanden, der er en central variabel i materialet). En sikring af data til evaluering af tid til bevidstløshed/død skønnes at være væsentligt for at sikre et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag for buejagt”.

* En sådan udtalelse fra et universitet kan ikke imødekommes eller erstattes af andre tiltag, end dét der skrives, og hvilket kan nås endnu:

”En sikring af data til evaluering af tid til bevidstløshed/død er væsentligt for et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag”.

Etik og dyreværnsmæssig forsvarlighed er helt bundet op på, hvor hurtigt et påskudt dyr mister bevidstheden – altså i hvor lang tid dyret har mulighed for at føle smerte, angst og stress – og er dette udsagn sandt, kan en jagtforms etik og dyreværnsmæssige forhold næsten alene afklares ved at finde: ”Tid fra træf til bevidstløshed”.

Denne tidsperiode er bestemt af følgende: Hvis dyret efter træf ikke falder straks – flygter dyret oftest i max. hastighed for derefter at nedsætte hastigheden, gå videre eller stoppe op, for herefter at sætte sig eller falde, for herefter at besvime efter en ukendt periode som følge af Hæmoragisk shock, Hypovolæmisk shock, Kardiogent shock eller Septisk shock – og herefter dør dyret efter en ukendt periode.

Falder dyret straks i træffet, som følge af træf i centralnervesystemet (CNS) med kugle, besvimer dyret af omgående Cerebralt shock i faldet. – Se også: Netnatur.dk/hvad-sker-der-ved-kugletraef-og-piletraef/.

Kronhjort i Nordsjælland 21.09.2012.

Et irrationelt rationale:

Det ses i Pressemeddelelsen: ”I Finland har man ud fra rationalet, at dyr truffet i centralnervesystemet lammes øjeblikkeligt uden nødvendigvis at være dødeligt ramt og uden mulighed for at analysere tid til bevidstløshed eller død, fravalgt resultater, hvor dyret faldt på stedet”.

– Men hér må det vel være sådan, at man da har størst mulighed for at analysere tid fra træf til bevidstløshed eller død, hos lige netop dét dyr der lammet faldt på stedet. Og hvor ses så de ovenfor omtalte analyser af tid til bevidstløshed eller død for de hjorte der flygtede, og ofte ud af synsfelt? – De findes nemlig ikke, og igen refereres til de finske undersøgelser. – Heller ikke hér ses balance i Pressemeddelelsens rationale.

* Og det er lige præcis dét der mangler: ”Tid fra træf til bevidstløshed” – hvilket har været efterspurgt længe af videnskaben, af mange forfattere, i høringer og også i rapporterne TR218 og TR257 fra Aarhus universitet.

– Man kan i øvrigt heller ikke sammenligne en hjort truffet med pil i centralnervesystemet, med en hjort truffet med kugle i centralnervesystemet. – Dette fordi pilen (i allerbedste fald, og hvis pilen ikke tamponerer) sandsynligvis kun vil overskære rygmargenen og give lammelse syd for/under træfpunktet (uden øjeblikkelig bevidstløshed), hvorimod en kugles temporære kavitet, sammen med trykforplantning, lydbølgeforplantning, knoglesplinter og evt. kuglefragmenter vil medføre langt større rygmarvsskade, større forblødning, træf af flere organer og bevidstløshed i knaldet – hvilket er hurtigt dødeligt hver gang, og vel at bemærke i bevidstløs/smertefri tilstand.

Og så et spørgsmål: I hvor mange lande (og hvilke) må der skydes sikavildt, dåvildt og kronvildt med bue og pil? – Iht. FADB´s hjemmeside er der 18 lande, hvor buejagt er tilladt, men dette gælder jo ikke sikavildt, dåvildt, kronvildt og lignende hjortearter.

Det betones i Pressemeddelelsen, at: ”Der er ikke kun tale om 1 rapport, men 2 rapporter” – men dette er sandelig en ringe reklame (hvis ment sådan), fordi der på ingen måde er tale om to rapporter som understøtter hinanden, eller kan sammenlignes. – Fremkomst af nr. 2 rapport skete som følge af dels forlængelse af prøveperiode, og nok snarere på grund af manglende indberetninger fra buejægerne (beskrevet i TR257) – idet der i første rapport TR218 (for perioden 2018 – 2021) var registreret 140 skudte hjorte af 57 buejægere, og året efter var registreret 282 skudte hjorte i perioden 2018 – 2022 af 104 buejægere. – Hér manglede tilsyneladende stadig oplysninger for ca. 11 % af forsøgsperiodens nedlagte dyr – hvilket kan give et vist mørketal. – En del indberetninger må altså være foretaget ud fra hukommelse år tilbage.

Den første rapport TR218 var meget kontant i sine negative bemærkninger angående det indsamlede grundlag, og denne rapport kunne bestemt ikke stå alene som baggrund for at tillade buejagt på de større hjorte. Og derfor fremkom rapport nr. 2, og i denne udeblev så de negative udtalelser om det af buejægerne indberettede materiale, men resultaterne for effektivitet blev ikke bedre i rapport nr. 2 (TR257), end i rapport nr. 1 (TR218).

Rapport nr. 2, TR257 var nu så forsigtig i sine udtalelser og sammenligninger mellem buejagt og riffeljagt, og fremviste hovedsageligt tabeller, som man virkeligt skulle regne meget videre på, for at kunne se resultater, og for at opfatte hvad rapporten egentlig sagde på visse områder. – Rapporten gav (helt naturligt) store muligheder for ”at plukke i teksten”, ud fra hvad man ville høre/fremhæve, idet der dog i prosa også fandtes en hel del udmeldinger, der ikke kunne tages fejl af. – Analyse krydset på tværs af rapportens tabeller kunne vise mange ting – se senere under ”De 10 parametre for effektivitet”.

Det fremgår i Pressemeddelelsen: ”I Foreningen af Danske Buejægere (FADB) lytter vi til kritikken, og har allerede da Kanstrup-rapporterne blev udgivet forholdt os seriøst og sagligt til det resultat, og sammenholdt det med de øvrige resultater i undersøgelsen, således der konkluderes ud fra et samlet billede og ikke et enkelt parameter. Vi har efter den rejste kritik kigget på sagen igen.”

– Al respekt for dette, men i Pressemeddelelsen fokuseres jo netop på enkelte parametre, f.eks.: ”at flugtafstanden under buejagt er kortere (dog marginalt), end flugtafstande under riffeljagt” (hvilket jo ikke er sandt). – Og igen refereres til den finske undersøgelse vedr. whitetail (som ikke er sammenlignelig med kronhjorte, som de danske undersøgelser også indeholdt 29 % af) – og hvor man derfor så nogle andre og, set med buejægerøjne, bedre resultater end i den danske undersøgelse – frembragt også af en anden måde at fortolke indsamlede data på, samt en negligering af den bedste flugtdistance 0 meter.

Der findes 10 parametre for et jagtvåbens effektivitet, og det er helt korrekt og godt set, når FADB udmelder: ”at der skal konkluderes ud fra et samlet billede” – og derfor må der konkluderes på alle 10 parametre. – Se de 10 parametre senere i dette læserbrev.

Sikahjort i Nordsjælland. – Hvis vægt ca. 42 kg.: Blodvolumen ca. 3,4 liter. – Han mister nok bevidstheden efter tab af ca. 1,1 liter blod. – Han dør nok efter tab af ca. 1,4 liter blod.

Mindre smerte hos bueskudte hjorte:

I Pressemeddelelsen ses: ”Kanstrup-rapporten 2022 (TR257) konkluderer også, at pileskud formentlig giver mindre smertepåvirkning end riffelskud, og at dyr strejfskudt med pil, har større overlevelseschance, end dyr strejfskudt med kugle”.

– Men dét TR257 skriver er noget andet: ”Det sandsynliggøres, at en jagtpil potentielt (betyder: som har mulighed for at blive til virkelighed) udløser mindre smerte end et riffelprojektil. – Overfladiske sår ved utilsigtede træfpunkter med jagtpile har muligvis større sandsynlighed for at heles end tilsvarende sår forårsaget af riffelammunition”.

Og dette er at tage noget til indtægt, der ikke er videnskabeligt dokumenteret, eller blot sandsynliggjort. Der foreligger ingen undersøgelser af smertepåvirkning hos skudte hjorte, og der er i materialet kun betragtet på hjorte skudt i vitale områder (Hjerte/lungeregion), og alt baserer sig på retsmedicin, hvor offeret er dødt – og ikke de jagtlige situationer, der også indeholder træf i dyrenes ikke vitale dele, og som derfor i langt højere grad end retsmedicin omhandler: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, som altså er og bliver en periode dyrene højst sandsynligt kan lide i – og vi kender i dag ikke denne periode, som egentlig var planlagt undersøgt i prøveperioden 2018-2020, men dette blev ikke til noget.

– Dette formentlig fordi man antog at denne parameter, ville man kun finde ud af ved bekostelig klinisk orienteret metodologi, laboratorieforsøg, blodprøver, obduktioner, evt. måleinstrumenter på levende hjorte, måling af smertehæmmende hormoner osv.

Men dette er næppe rigtigt, da ”Tid til bevidstløshed/død” meget enkelt og simpelt kan afklares ved at foretage kontrollerede forsøg i hjortefarme/Dyrehaven, med påskydning af kronhjort og dåvildt med bue og pil (med observatører, filmhold og dronekameraer med målfiksering, evt. dyrlægeovervåget osv.) – hvilket må være økonomisk overkommeligt – og lige så dyrevenligt og etisk forsvarligt i farmene eller i Dyrehaven, som udenfor (hvis ikke mere). – Underligt at dette ikke allerede er sket, f.eks. i internationalt samarbejde.

– Endvidere er de smertehæmmende hormoner (kendt som meget effektive) slet ikke inddraget i betragtningerne vedrørende smertepåvirkning. – I henhold til amerikanske militærlæger, kan f.eks. et knivstik i mange (men ikke i alle tilfælde) være særdeles smertefuldt – hvilket de allerfleste mennesker nok også forestiller sig og fornemmer.

– Mon ikke de fleste kan blive enige om, at det nok gør ondt at blive skudt, og at dette skaber angst og stress – og at det afgørende så bliver, hvor hurtigt det påskudte dyr mister bevidstheden, og herved ikke føler smerte, angst og stress – eller hvor mange smertehæmmende hormoner der udskilles ved træf?

Og det er præcist som det skrives i TR257 side 21: ”Baseret på retsmedicinsk litteratur og egne undersøgelser kan man ikke dokumentere en afgørende forskel mellem de to våben hvad angår overlevelsestid og smerte” – dvs. at retsmedicin ikke kan afklare eller afgøre noget fyldestgørende omkring overlevelsestid og smerte i jagtlige situationer, og heller ikke for de dyr der træffes i ikke vitale dele, og heller ikke for de anskudte dyr, og dyr der sidder længere tid i sårleje inden de mister bevidstheden, eller bliver fundet og aflivet.

Af TR218 side 17 fremgik: ”Schmidt (2021) konkluderede på baggrund af en litteratursøgning (herunder også tysk litteratur), at der ikke foreligger et tilstrækkeligt sikkert videnskabeligt grundlag for at konkludere på buejagts effektivitet og dyreværnsmæssige perspektiver” – hvilket nok ikke er ændret året efter, i 2022, hvor der i konklusionen side 24 i TR257 fastholdes: ”Der foreligger ikke undersøgelser, der på en videnskabelig sikker måde afklarer buejagtens effektivitet hverken absolut eller i sammenligning med andre jagtformer”.

Med hensyn til: ”at dyr strejfskudt med pil, har større overlevelseschance, end dyr strejfskudt med kugle” – synes jeg at det er et minimalt argument at anvende, for hvor mange påskudte hjorte vedrører dette? – Og ingen vælger vel jagtvåben, ud fra hvilket våben der er bedst ved strejfskud!

Overlevelsestid:

Det fremføres i Pressemeddelelsen: ”Overlevelsestiden efter pileskud må antages at være marginalt forøget i forhold til riffelskud, da der ikke opstår læsioner fra den temporære kavitet, som ved riffelskud. Pileskud må antages at påføre mindre smerte end et riffelskud med efterfølgende overtryk i de omliggende organer.”

– Men overlevelsestiden kendes jo netop ikke, så hvor kommer nævnte antagelse fra? For de ca. 94 % af bueskudte hjorte der forlader skudstedet efter påskydning, er der nok ikke mange buejægere som har haft mulighed for at måle/vurdere overlevelsestiden, og det samme for riffeljægerne. – En sådan antagelse herom vil derfor være lige så god eller ringe, som et rent gæt – og gæt og antagelser samt potentielle og mulige ting anvendes uhyre sjældent som beslutningsgrundlag. – At med rette kalde noget ”marginalt”, kræver ret præcis udmåling – og da ingen kender overlevelsestid, kan ingen heller kalde en forskel herpå, som ingen kender, for marginal.

– Hertil må også siges, at det jo netop er det omtalte omgående overtryk, i form af voldsom hydrostatisk trykpåvirkning og lydbølgeforplantningen, sammen med optimal forblødning fra den temporære kavitet, bensplinter fra knogletræf og evt. fragmenterende kugle, som giver flere skudbaner – som får den riffelskudte hjort til at miste bevidstheden, og dermed ikke føle smerte. – Således er det netop det omtalte riffelskuds overtryk der (udover at dette ofte fører til bevidstløshed) sikrer kortere flugtafstande, og flere ”fald i knaldet” – hvilket højst sandsynligt kun vil kunne gøre den mulige lidelsestid kortere.

– Og dette udtrykker sig jo i forholdet/parameteren: ”Hvor mange påskudte hjorte der falder i træffet”, hvilket for riffelskudte større hjorte er 37 – 48 % – og for bueskudte større hjorte er 5-6 % (15 hjorte ud af 260 registrerede bueskudte hjorte, ud af 282 påskudte).

Vedr. temporær kavitet, se: Netnatur.dk/hvad-sker-der-ved-kugletraef-og-piletraef/.

* Som det ses ovenfor er der heller ikke hold i Pressemeddelelsens antagelse om, at der under buejagt er en marginal forøgelse af overlevelsestiden under buejagt, i forhold til riffeljagt – fordi overlevelsestid slet ikke kendes. – Ligeledes er det netop det nævnte overtryk og lydbølgeeffekt i de omliggende organer, som sikrer hurtigere bevidstløshed.

Danmarks hjortearter – den lille og de tre større.

Jeg er enig med FADB´s udmelding: ”således at der konkluderes ud fra et samlet billede og ikke et enkelt parameter”.

– Dette er nemlig helt rigtigt, og derfor må der konkluderes på alle de 10 parametre for effektivitet, som kan opstilles. – Se disse senere i dette læserbrev.

Nok til at bedømme et jagtvåbens effektivitet, vurderer jeg dog at være: ”Tid fra træf til bevidstløshed” og anskydningsfrekvensen – med samtidig skelen til de øvrige 9 parametre, idet resultater i alle 10 parametre jo ikke nødvendigvis behøver at være ens for riffeljagt og buejagt, hvilket heller ikke er muligt med to så forskellige våben som bue og riffel, og med så helt åbenlyse fundamentale forskelle i egenskaber og virkemåde.

Men man må tillægge det en vis betydning, at buejægerne i deres Pressemeddelelse viser vilje til at lytte til kritik, og også at gøre tiltag for at imødekomme kritikken (tiltag som dog ikke er oplyst i Pressemeddelelsen) – og således at det efterfølgende (De 10 parametre for effektivitet) på et tidspunkt måske bliver mere af historisk art.

Jeg tror nemlig at buejægernes nøgletal, som ses herunder, (som jeg læser dem i TR257) kan forbedres betydeligt ved alene at nedsætte skudafstande til de anbefalede 20 meter – sammen med FADB´s omtalte andre formentlig effektive opdateringer af undervisningsmateriale samt ny lærebog – hvilket er rigtigt gode og kloge tiltag.

– Dernæst kan buejagtens effektivitet kun blive bedre ved, at der til alle hjorte anvendes 4- bladede pile, i stedet for 3- bladede samt tungere pile (minimumskrav er nu 33 gram til større hjortearter), ligesom brug af de kraftigste buer og tungere pile nok vil modvirke tamponerende pile, og pile som ”drejer af” ved træf mod kraftige knogler, hvilket jo er et reelt problem for buejagtens effektivitet. – Dette må vel være en logisk tankerække.

– At der i prøveperioden er registreret brug af lovlige buer og pile, betyder jo ikke, at kraftigere (mere skærende og tungere) grej ikke er bedre, og mere effektivt. – Mange riffeljægere anvender jo også patroner med egenskaber der overgår det lovmæssige til de forskellige hjortearter – og et begreb som ”overkill” eller kødødelæggelse bør efter min mening slet ikke overvejes, ved skudafgivelse til levende væsener.

I henhold til TR218 side 13: ”Data har ikke været genstand for statistisk analyse, men materialet viste en tendens til, at 3-bladede pile gav længere gennemsnitsflugtafstand end 4-bladede” – og det kunne vel være et godt dyreværnsmæssigt afsæt for at indføre krav om brug af 4- bladede pile, da det fremgår af TR257 side 11, at ca. 70 % (196×100/282) af afskudte pile var 3- bladede. – Anvendelse af ca. 228 % flere mere effektive og også tungere pile, må da kunne forbedre buejagtens effektivitet – ud fra sund fornuft.

Dette understøttes måske også af forholdet: Det fremgår i TR257 side 17, at der ikke blev fundet gennemskudt pil ved 35 % bueskudte dyr, og om 35 % af skudte hjorte så havde tamponerende pile, fremgår ikke – men hvis dette er tilfældet, er dette en høj procentdel af skudte hjorte, hvor forblødningstiden forlænges ganske betydeligt. – Afblødning til terræn mindskes også herved, givende flere tilkald af schweisshund, længere sporlængder og laverer succesrate for positive eftersøgninger (eftersøgninger hvor dyret findes).

* Da FADB´s Pressemeddelelse altså nu fastslår, at buejagt faktisk er mere effektiv end riffeljagt indenfor 3 væsentlige parametre for effektivitet og etik: flugtdistance, anskydningsfrekvens og dyreværnsmæssighed – må jeg som riffeljæger som sagt tænke over om dette er korrekt, og overveje om dette også er tilfældet i de andre 7 kendte parametre for etik, dyreværnsmæssighed og effektivitet. – Herunder ses hvad jeg i denne forbindelse kom frem til, da jeg analyserede TR257´s tabeller – og alt som jeg opfattede og beregnede dette på det foreliggende grundlag.

Det vil nok fremgå i det følgende, at jeg har læst og analyseret Aarhus Universitets tekniske rapporter TR218 og TR257 anderledes end andre – men uanset dette, er jeg stadig af dén mening, at et jagtvåbens effektivitet kun kan afklares ved, at i forsøg finde: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, da selv fortsat indberetningspligt fremover for buejægerne, af mange årsager, ikke kan forventes at give mere viden end vi har nu.

– Dette fremgår også af TR257 side 23: ”Det vurderes ikke, at indsamling af yderligere data fra buejagt i Danmark baseret på den samme metodik, som har været anvendt i forsøgsordningen fra 2018-2022, vil give et sikrere fagligt grundlag for en beslutning om buejagt på de store arter af hjortevildt”.

Bag dette ligger formentlig udtalelsen fra Aarhus Universitet: ”En sikring af data til evaluering af tid til bevidstløshed/død er væsentligt for et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag”.

Efterfølgende vises alene for at underbygge min påstand om, at riffeljagt på større hjortearter ikke er mindre effektiv og mindre skånsom, end buejagt – som jeg mener det fremholdt af buejægernes Pressemeddelelse, og også i en Artikel i Ekstrabladet (se senere) – og hvilket jeg som sagt finder helt unødvendigt udfordrende overfor riffeljægerne, når buejagt på de større hjortearter nu er tilladt.

Når nu buejægerne tilsyneladende stadigvæk er så opsatte på at vise verden, at buejagt er mere effektivt og skånsomt end riffeljagt – synes jeg at disse data må frem til kontrol:

De 10 parametre for riflens og buens effektivitet ved større hjorte:

1. Gennemsnitlige flugtdistancer for større hjorte skudt med riffel er markant kortere, end gennemsnitlige flugtdistancer for større hjorte skudt med bue og pil – som fremvist tidligere i dette læserbrev.
2. Andelen af større hjorte der falder i riffelskuddet er ekstremt højere, end andelen af større hjorte der falder i piletræffet – som fremvist tidligere i dette læserbrev.
3. Rekvireringer af schweisshundeeftersøgninger under riffeljagt er langt færre, end rekvireringer af schweisshundeeftersøgninger under buejagt, som det ses af denne Tabel 1:

Tabel 1. Min opdeling af antal skudte rådyr og større hjortearter i perioden på 4 år, opdelt i dyr skudt med riffel og dyr skudt med bue og pil. – Rekvirerede eftersøgninger i antal og procentuelt for hjortearter, skudt med riffel og bue og pil – alt iht. TR257, hvor antal i tabeller er valgt. – Antal skudte hjortearter i alt, i den betragtede periode, er hentet fra de årlige vildtudbytterapporter.

4. Under schweisshundeeftersøgninger genfindes for riffeljagten 9,1 % (7.440×100/81.658) af alle skudte større hjorte. (Tabel 6 i TR257 side 16 og Tabel 1 ovenfor). – For buejagt genfindes 18,1 % (51×100/282) af alle skudte større hjorte under schweisshundeeftersøgninger. (Tabel 6 i TR257 side 16 og Tabel 1 ovenfor).

* Jo færre påskudte hjorte der findes under schweisshundeeftersøgninger (imod at jægeren selv finder hjorten) – jo bedre.

5. Gennemsnitlige sporlængder ved schweisshundeeftersøgninger af større hjorte skudt med riffel er op til væsentligt kortere, end sporlængder ved buejagt – som fremvist tidligere i dette læserbrev. (Sporlængde er dén strækning schweisshunden tilbagelægger).
6. Lettere eftersøgninger af hjorte skudt med riffel, end hjorte skudt med bue og pil, iht. udtalelser fra flertallet af adspurgte schweisshundeførere. – Det syntes at være en erfaring fra eftersøgninger af bueskudte hjorte, ”at påskudte dyr bør gives mere tid i sårlejet” – hvilket jo er lig med længere ”Tid fra træf til bevidstløshed”, gældende også for en ukendt andel af 36,52 % af bueskudte større hjorte (103 eftersøgninger i % af 282 skudte).

– I denne forbindelse kan man læse bueskytters anbefalinger til hinanden på nettet, hvor man anbefaler at afvente opsøgning af hjortene i 6-12 timer ved ensidigt lungetræf (hvilket jeg dog tvivler på er sandt), og ved et dobbelt lungeskud anbefales at afvente 30-90 minutter, og erfarne buejægere anbefaler først at opsøge et mave/tarmskudt dyr efter op til 12 timer – gælder dette stadig, hvad jeg ikke kan tro? – Er dette derimod aktuelt og sandt, vil overlevelsestiden for bueskudte hjorte være betydeligt længere, end overlevelsestiden for riffelskudte hjorte – og en sådan tvivl bør vel ryddes af vejen, og dette er ikke kun sagt af mig, men også af Aarhus Universitet og af flere andre.

7. Eftersøgninger der lykkes (positive eftersøgninger) ved riffeljagt, er for kronvildt ca. 51 % af antal eftersøgninger (4.630×100/9.132) – for dåvildt ca. 45 % af antal eftersøgninger (2.538×100/5.694) – og for sikavildt ca. 50 % af antal eftersøgninger (272×100/547). – Se TR257, Tabel 6 side 16, og Tabel 1 ovenfor. – Gennemsnit: ca. 48 % (7.440×100/15.373).

For buejagt: Der findes ca. 36 % kronvildt af antal eftersøgninger (8×100/22). – Der findes ca. 56 % dåvildt af antal eftersøgninger (43×100/77). – Der findes 0 % sikavildt af antal eftersøgninger (0x100/4). – Gennemsnit: ca. 49 % (51×100/103).

* Positive eftersøgninger for riffelskudt kronvildt (51 %) ligger 3 procentpoint over gennemsnittet (48 %) for alle 3 riffelskudte hjortearter. – Positive eftersøgninger for bueskudt kronvildt (36 %) ligger 13 procentpoint under gennemsnittet (49 %) for alle 3 bueskudte hjortearter. – Dvs. 16 procentpoint i forskel fra riffel til bue, vedr. kronvildt.

Igen skal medtænkes, at ikke alle eftersøgte dyr behøver at være anskudte.

8. Anskydningsfrekvens er højere ved buejagt end ved riffeljagt – se tidligere.
9. Riffeljægernes kontroleftersøgninger hos alle hjortearter (inkl. råvildt) udgør (17.091×100/36.791) 46,5 %af alle riffeleftersøgningerne. – Se TR257 side 15 og Tabel 5 side 15.

For buejagten udgør kontroleftersøgningerne (183×100/960) 19 % af alle bueeftersøgninger, inkl. råvildt.

Hvad procenterne var vedrørende de 3 større hjortearter fremgik ikke i TR257.

10. Under riffeljægernes kontroleftersøgninger (hvor schweisshundeføreren bliver tilkaldt, uden at rekvirenten har kunnet konstatere tegn på anskydning, men for en sikkerheds skyld), bliver fundet 6,2 % af alle riffelskudte (5.079 x100/81.658) i den 4- årige periode. Se TR257 side 15 og Tabel 1 ovenfor.

For buejagt bliver under kontroleftersøgninger fundet: 21,3 % (60 fundne hjorte i % af 282 skudte). – Dette understøtter ikke, at pilen giver et godt grundlag for at vurdere et træf.

* Under buejægernes 19 % kontroleftersøgninger af alle bueeftersøgninger findes altså 21,3 % af alle bueskudte hjorte – og under riffeljægernes 46,5 % kontroleftersøgninger af alle riffeleftersøgningerne findes altså 6,2 % af alle riffelskudte hjorte. – I denne forskel kunne måske tamponerende pile (pile der bliver i dyret) spille en rolle.

* Jo færre hjorte der findes under kontroleftersøgningerne, jo bedre – da man under kontroleftersøgning ikke forventer at dyret er såret, og ikke har registreret tegn på anskydning.

Ud over de 10 parametre for effektivitet, kan også ses på:

– Hvor mange af de riffelskudte hjorte der er i live når de genfindes, ved jeg ikke med sikkerhed. – Iht. TR257, side 13 var ca. 12 % stadig i live (266-235 =31 bueskudte hjorte ud af 266 fundne). – Andet sted ses at 9 bueskudte hjorte ud af 26 eftersøgte hjorte måtte aflives, dvs. ca. 35 %, i schweisshunde- eftersøgninger.

– Hvad dette er for riffeljagten ved jeg ikke, men hos buejagten sås en meget lille forskel i retning af 7,9 meter i gennemsnitlig flugtafstand fra et optimalt piletræf i vitale dele, til gennemsnitlige flugtafstand ved alle træf (uanset træfpunkt, altså inkl. dyr truffet i ikke vitale dele). – Dette udregnet som forskellen mellem: TR257, side 14 ses at gennemsnitlig flugtdistance er på 64,8 meter for piletræf i hjerte/lunge- regionen for kronhjort og dåhjort – og den på samme side anførte gennemsnitlige flugtdistance for kronhjort/dåhjort på 72,7 meter.

Læs mere på netnatur.dk/BUEJAGT

Sammenfatning:

I en Pressemeddelelse fra FADB (Svar på kritik) kan læses, at buejagt er mere effektiv end riffeljagt, hvad angår flugtdistancer og anskydningsfrekvens på trods af, at danske undersøgelsesresultater fastslår det modsatte iht. dansk videnskabelig rapport TR257, i hvilken buejægernes egne indberetninger er bearbejdet. – Der blev atter henvist gentagent til finske undersøgelser vedr. whitetail, som slet ikke kan anvendes / er relevante af mange årsager. – Udokumenteret påstand, i form af antagelser og potentielle/mulige sandsynligheder, ses vedrørende at pilen skulle være mere skånsom end riffelkuglen.

De fremviste 10 parametre for riffeljagtens og buejagtens effektivitet taler for sig selv – og disse, som er ud fra mine beregninger på foreliggende data, bør kontrolleres/efterregnes.

Om 5 år skal buejagten, i henhold til planer, evalueres igen, på basis af at buejægerne fortsat skal indberette – men jeg er af samme opfattelse som Aarhus Universitet: at yderligere indsamling af materiale ikke vil tilvejebringe et sikrere fagligt grundlag for evaluering af buejagtens effektivitet.

Derfor mener jeg, at vi om 5 år har skudt større hjorte med bue og pil i 9 år – uden at kende den utvivlsomt bedste, allervigtigste og længe efterspurgte parameter for et jagtvåbens effektivitet: ”Tid fra træf til bevidstløshed” – og dette burde vi ændre på snarest muligt, for at konsolidere trufne beslutning, og sikre mod senere opstået tvivl og ballade.

Det kan synes uforklarligt og ulogisk, at der ikke stilles lovkrav om anvendelse af de mere effektive 4- bladede og tungere pile – når nu den overståede 4- årige prøveperiode påviste, at buejagt ikke er ligeså effektiv som riffeljagt, og når formentlig de fleste (eller mange) nystartede buejægere i en årrække vil være urutinerede og uerfarne med hjortejagt – som de nu skal udøve med det sværeste jagtvåben, under de sværeste jagtlige forhold og på de største dyr vi har, hvilket alt sammen kræver netop stor erfaring – og kraftigst mulige våben kan vel kun være hensigtsmæssige og forbedre effektiviteten.

Og ikke mindst er det sådan at:

Vildtforvaltningsrådet og Miljøministeriet har vurderet buejagt på de større hjortearter etisk og dyreværnsmæssigt forsvarligt – og dette må respekteres.

Vi bør alle være glade for, stolte over og trygge ved, at Miljøministeriet har bestræbt sig på, øjensynligt under vanskelige vilkår, at varetage dyreværnsmæssige hensyn for selv et forholdsvis lille antal større hjorte. – Vildtforvaltningsrådet og Miljøministeriet er jo de professionelle, må antages at have overblikket, og har givetvis adgang til flere og mere detaljerede informationer og data, end os andre.

Således, og ud fra dén betragtning, respekterer naturligvis også jeg beslutningen om at tillade buejagt på de større hjortearter, fra 1. jan. 2024.

** Men riffeljægerne ligger altså ikke nu på en andenplads/sidsteplads, hvad angår overholdelse af etik og det dyreværnsmæssige, ved jagt på de større hjorte – og heller ikke angående effektivitet – som forklaret og påvist hér (som jeg ser og beregner dette) – og alt foranlediget og fremkaldt af FADB´s Pressemeddelelse.

Tilsvarende ses en Artikel i Ekstrabladet (Link) fra den 27. dec. 2023, som efter min mening er en helt unødvendigt provokerende artikel, og også denne artikel fra buejægerne kunne mest af alt ligne en nedgradering af riffeljagten (jægerkollegaer) – og artiklen giver efter mit skøn et forskruet, romantiseret billede af buejagten, og med selvmodsigende og tvivlsomme fremførte påstande. – Det hele drejer sig ikke om buejagt vs. riffeljagt, og heller ikke om romantiske ideer om tilbage til naturen/fortiden, eller om (helt tætte) nærkampe med dyr – og det drejer sig ikke om at rekruttere flere buejægere – men derimod om at dyr dræbes hurtigst muligt under jagt, hvilket jeg har forstået at de buejægere jeg har mødt, er enige i.

Blot ét eksempel på et, i min optik, forbavsende udsagn i Ekstrabladets artikel: – ”Med en riffel kan man sidde på 200 meters afstand og skyde dyr, som aldrig opdager, hvad der sker”.

* Jamen, skál dyret da opdage hvad der sker? Er det ikke bedre at dyret ikke opdager hvad der sker? – En bueskudt hjort der flygter f.eks. 100 meter, har nok opdaget hvad der sker. – Undersøgelser viser, at riffeljægernes gennemsnitlige skudafstand er omkring 60 meter, og rigtigt mange riffelskudte hjorte (ca. 23 % Link) nedlægges på under 20 meter, som faktisk er FADB´s anbefalede max. skudafstand med bue og pil, som dog ikke overholdes.

– Og man kunne blive ved med at kommentere det ene ejendommelige udsagn og postulat efter det andet (efter min mening), i nævnte Artikel fra buejægerne i Ekstrabladet.

Det overordnede brogede billede.

Nu skal man jo altid se en sag fra flere sider og forsøge at danne sig et indtryk af forløbet.

Buejægerne ser det fra deres side, og har måske forståeligt nok, gennem hele promoveringssiden, fremhævet ”de gode ting” vedrørende buejagt – og har måttet ty til udenlandsk (den finske) undersøgelse, selv om denne ikke er relevant. – ”De gode ting” for buejægerne har været af en sådan art, som ikke har kunnet påvises videnskabeligt, f.eks. at det sandsynligvis, antageligt, potentielt eller formentlig er mere skånsomt at skyde hjorte med pil, end med riffel, og hvor mere faktuelle, akurate data, samt den mere videnskabelige måde at beskrive dette på, ikke påviser dette – eller påviser det modsatte.

Vejen til buejægernes succes har tilsyneladende været tidlig massiv påvirkning af Vildtforvaltningsrådet med netop ”den finske undersøgelse”, som Vildtforvaltningsrådet burde have kasseret – i afventning på de relevante danske videnskabelige rapporter fra Aarhus Universitet. – Dog ved man jo ikke, i hvilket omfang Vildtforvaltningsrådet har anvendt de finske undersøgelser i deres afgørelse og anbefaling til Miljøministeriet.

Men for en almindelig læser, en jæger, en dyreven eller en dyrebeskytter, kan det være yderst vanskeligt, at se TR257 som et overbevisende grundlag at tillade buejagt på større hjorte på. – Analyserer man på tværs af TR257´s tabeller, bliver dette yderligere vanskeligt.

DCE har gjort alt for, at deres rapport TR257 ikke ”antyder, lægger op til, eller træffer den politiske beslutning”, og overlader dette helt korrekt til beslutning andet sted – men desværre åbner dette op for misforståelser og misfortolkninger samt ”plukning” af udsagn.

Nogle har også betvivlet, at indsamlede oplysninger fra en interessegruppe som ønsker at opnå noget, kan danne validt grundlag for en beslutning der skal afgøre om interessegruppens ønsker skal opnås eller ikke. – Selv Aarhus Universitet har påpeget dette forhold i TR218 side 15, efter 3 års prøveperiode: ”Jægerne er ikke nødvendigvis uvildige i forhold til en evt. videreførelse af buejagt på de store arter af hjortevildt, hvilket kan tænkes at påvirke oplevelsen af skuddet og indrapporteringen. Der er desuden ingen sikkerhed for, at der er indrapporteret oplysninger om alle påskydninger af de store arter i forsøgsperioden, selvom dette er påbudt. Dette stiller spørgsmålstegn ved, om datasættet er repræsentativt for buejagt i Danmark”.

Andre har nok måske undret sig over, at Dyrenes beskyttelse, som sidder i Vildtforvaltningsrådet, var enige i at indstille buejagt på større hjortearter gjort permanent – og Dyrenes venner, DOSO og Det dyreetiske råd, som ikke sidder i Vildtforvaltningsrådet, ikke anbefaler buejagt på de større hjortearter.

Men hvad sagde Vildtforvaltningsrådet, som har anbefalet buejagt på større hjorte tilladt permanent? – I medierne ses et stillet spørgsmål om buejagt besvaret af Dyrenes beskyttelse (en del af Vildtforvaltningsrådet), hvor dette svar (uddrag) fremgik:

”Den faglige baggrund for Vildtforvaltningsrådets indstilling er bl.a. en rapport fra DCE, som når frem til, at der ikke er væsentlig forskel på riffel- og buejagt på større hjortevildt. – Tiden fra dyret træffes til det mister bevidstheden er en smule længere ved buejagt, mens det omvendt er mindre smertefuldt for dyret at blive truffet af en pil”.

I denne udtalelse ser man, at der ikke går lang tid, før dét som en Teknisk rapport egentlig sagde, bliver oversat og markedsført i et mere overbevisende, skråsikkert og hensigtsbetonet ordvalg – med henblik på at blive de facto standard og senere reference.

Vedrørende svaret: ”.. en rapport fra DCE, som når frem til, at der ikke er væsentlig forskel på riffel- og buejagt på større hjortevildt.” – Dette kan hverken læses eller udledes af rapporten fra DCE (TR257), da rapporten på flere af de erklærede vigtigste parametre viser og beskriver op til væsentlige forskelle på riffeljagt og buejagt. – DCE´s rapport og resultatvisninger når altså ikke frem til dette og skriver ikke disse ord, men det er således Dyrenes beskyttelse eller Vildtforvaltningsrådet, som har fortolket dette sådan.

Derimod udtaler DCE i rapporten: ”Der foreligger ikke undersøgelser, der på en videnskabelig sikker måde afklarer buejagtens effektivitet hverken absolut eller i sammenligning med andre jagtformer”. – Dette er klar tale, som ikke er til at misfortolke.

Intet sted i DCE- rapporten TR257 anføres, at: ”Tiden fra dyret træffes til det mister bevidstheden er en smule længere ved buejagt” – og dette ville også være yderst mærkeligt, da ”Tid fra træf til bevidstløshed” aldrig er undersøgt, og i det foreliggende materiale fremgår derfor ingen data herom.

Således er det et postulat og direkte urigtigt at fremføre, at: ”Tid fra træf til bevidstløshed er en smule længere ved buejagt” – især når det helt tydeligt af Aarhus Universitet udtales: ”Data fra buejægerne mangler desuden et udtryk for tid til bevidstløshed/død (som ikke nødvendigvis afspejles i flugtafstanden, der er en central variabel i materialet). En sikring af data til evaluering af tid til bevidstløshed/død skønnes at være væsentligt for at sikre et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag for buejagt”. – Dette er også klar tale, som ikke er til at misfortolke, og som ikke kan erstattes af andet, som f.eks. fortsat indberetning af buejægerne i de kommende år.

Og et lignende postulat ses i Dyrenes beskyttelses svar: ”mens det omvendt er mindre smertefuldt for dyret at blive truffet af en pil”. – Hvilket der ikke stod i TR257, men derimod blev skrevet: ”Det sandsynliggøres, at en jagtpil potentielt udløser mindre smerte end et riffelprojektil”, hvilket er noget ganske andet, da ”potentiel” betyder: ”som har mulighed for at blive til virkelighed”. – Der findes ingen dokumenterbar grund til at antage, at et piletræf ikke udløser smerte, og især ikke ved lange flugtafstande, ved lange sporlængder, ved anskydninger og under lange ventetider for hjorte i sårleje inden de findes. – Retsmedicin kan ikke give et retvisende billede af jagtlige situationer og ”Tid fra træf til bevidstløshed”.

– Og det er præcist som det skrives i TR257 side 21: ”Baseret på retsmedicinsk litteratur og egne undersøgelser kan man ikke dokumentere en afgørende forskel mellem de to våben hvad angår overlevelsestid og smerte” – dette læst rigtigt siger: at retsmedicin ikke kan afklare eller afgøre noget fyldestgørende omkring overlevelsestid og smerte i jagtlige situationer, og heller ikke for de dyr der træffes i ikke vitale dele, og heller ikke for de anskudte dyr, eller for dyr der sidder lang tid i sårleje inden opsøgning – og netop dette gør jo ”Tid fra træf til bevidstløshed” særdeles betydende og vigtig, og næsten altafgørende, vedrørende etik, dyreværnsmæssighed og effektivitet, under jagt på hjorte.

Man må kunne fastslå: at hvis buejagten har længere flugtdistancer, længere sporlængder, større anskydningsfrekvens, flere schweisshundeeftersøgninger, sværere eftersøgninger, flere hjorte der findes under kontroleftersøgninger, flere påskudte hjorte der skal gives mere tid i sårlejet inden opsøgning, færre positive eftersøgninger og mindre andel af hjorte der falder i træffet – er alt dette forbundet med, og taler i retning mod længere: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, vi ved bare ikke hvor meget længere og om det er væsentligt og afgørende længere, hvilket er forkert. – Og alt dette, og hvor også flugtdistancer mv. vil fremkomme, kan afklares ved at finde denne parameter for effektivitet, etik og dyreværnsmæssighed i simple, dokumenterende overvågede, uvildige og praktiske undersøgelser ved påskydning af større hjorte med bue og pil under hegn eller i Dyrehaven, hvilket er lige så dyreværnsmæssigt etisk som buejagt udenfor, hvorfor dette ikke er i kategori dyreforsøg. – Fremkommer ingen entydige resultater af sådanne undersøgelser med bue og pil, kan fortsættes med de samme undersøgelser med riffel.

– Dette ville kunne spare os alle mod eventuel senere opstået tvivl og ballade, og konsolidere buejægerne, hvad jeg faktisk synes at de fortjener, og hvilket er i buejægernes egen interesse.

DCE rapporten TR257 er en fin og stærk rapport, med rigtige formuleringer og de rigtige ord, og (som jeg opfatter det) udført under meget vanskelige vilkår – og nok netop derfor rummer rapporten naturlige, uundgåelige muligheder for ”at plukke i teksten” og fortolke, ud fra hvad man vil høre og drage fordel af – og dette er sandelig sket.

* Alt ser ud til at ende med – og strande på, at vi ikke kender: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, hvilket Aarhus Universitet og mange andre længe (også i høringer) har påpeget nødvendigt for at opnå tilstrækkeligt beslutningsgrundlag – og hvorfor finder vi dog ikke dette hurtigst muligt?

Del gerne artiklen hvor du ønsker...