Fredningsentusiaster have oprettet et reservat i område, som opsøges af mega-elefanter, men måske gør aktivisterne elefantbestanden en bjørnetjeneste
Misforstået kampagne mod trofæelefantjagt
I Afrika findes der i dag 50-100 elefanttyre med mega stødtænder på plus/minus 100 pounds pr. stødtand. En halv snes af disse findes i Kenya, og fordi de krydser ind over grænsen til Tanzania, hvor der naturligvis er risiko for, at de skydes af trofæjægere, vil fredningsentusiaster have Tanzania til at udlægge det område, som elefanterne opsøger, til reservat. Det er dog fuldstændig forfejlet, for de penge som trofæjægere betaler for at skyde en stor elefanttyr, finansierer nemlig bibeholdelsen af elefanternes levesteder for fremtiden. Når elefanter først er fredet, og de således ikke har nogen værdi, mister folk interessen for dem.
Tekst: Henning Kørvel
Selv om storvildtjagtens ”guldalder” i Afrika uofficielt ophørte i 1960-erne, og danske Rudolf Sand (15.11. 1922 – 9. juni 2002) således oplevede den på sin seksugers safari i Tanganyika (nu Tanzania) og Kenya, som han skriver om i bogen ”Afrika stadig vildt”, og hvor han bl.a. skød en stor elefanttyr, så skydes der af trofæjægere i det 21. århundrede stadig få store elefanttyre i Afrika med stødtænder på plus/minus 100 pounds pr. stødtand.
Ifølge Conservation Frontline findes der i dag på det afrikanske kontinent 50-100 elefanttyre med så store stødtænder, at de begge eller blot den ene af disse rører jorden.
I Amboseli National Park, tidligere Maasai Amboseli Game Reserve i Kenya, hvor jagt har været forbudt siden 1977, findes der således omkring 10 mega elefanttyre med ligeledes mega stødtænder, men miljøforkæmpere er forarget over, at de ofte vandrer til Nabolandet Tanzania, hvor de er i fare for at blive skudt af udenlandske trofæjægere, der jager med tanzaniske jagtoperatører.
I marts i år er der i Tanzania således skudt en elefanttyr med stødtænder på henholdsvis 90 og 110 pounds.
Alt andet lige har jagtforbuddet i Kenya, som kom i stand, efter Prins Bernhard af Holland på vegne af en fredningsorganisation gav et stort millionbeløb til præsident Jomo Kenyatta, betydet et øjeblikkeligt jagtforbud, og de professionelle jagtoperatører blev tvunget til at flytte til andre afrikanske lande, fx Botswana, og konservatorfirmaer lukkede. 30.000 mennesker blev arbejdsløse, fordi præsidenten lod sig lokke af en fredningsorganisations penge til at bandlyse jagt.
Trues af krybskytteri og urbanisering
Stillet over for fredningsentusiasternes argumenter fremhæver tanzaniske jagtoperatører, at deres klienter med licens til elefanttyr er i deres gode ret til at skyde en stor elefanttyr, når en sådan spottes.
”De er jo fritlevende dyr, der er i stor fare for at blive skudt af krybskytter, og de dermed er tabt for naturen, uden at staten får indtægter til bevarelsen af biotoper for netop elefanter”, argumenterer jagtoperatørerne.
Og de har en pointe, som næsten alle jagtmodstandere vælger at negligere, nemlig at lokalsamfund og regeringen får del i indtægterne fra skydningen af en stor elefanttyr, og pengene således er med til at sikre elefanternes fortsatte eksistens på det sorte kontinent ved blandt andet krybskyttekontrol og game guards i vildtreservater.
Fredningsfanatikerne betaler ikke en krone til fastholdelse af elefanter i Afrika. De kæfter kun op, og mener, at deres frelste meninger er mere værd end jagtoperatørernes og jægernes synspunkter.
Fakta er imidlertid, at så længe der er penge i at jage en vildtart som elefant, vil den blive bevaret og beskyttet efter alle kunstens regler og manerer, men når først den er fredet, og der ikke længere er penge i dem, går interessen for den fløjten, og den kan for den sags skyld uddø.
Ingen – heller ikke jagthaderne med de frelste meninger – løfter en finger. De forbliver bagved tastaturet, og udspyer deres frelste meninger, ”at elefanter blot kan flyttes til andre steder uden elefanter”, men glemmer bevidst eller ubevidst den ekstremt høje udgift, som flytning af elefanter – hvoraf store hanner vejer 5-6 tons – koster. Hvem vil betale regningen, og den efterfølgende beskyttelse af elefanterne?
Ikke jagtmodstanderne. Det står helt fast.
Jagtmodstanderne mener, at det er horribelt og egoistisk, at trofæjægere jager disse ikoner, som de hellere vil have iblandt sig i levende live, og de håber derfor, at den tanzaniske regering vil vedtage en lov, der forbyder jagt på de ikoniske elefanttyre på den tanzaniske side af Amboseli National Park.
”Når trofæjægere har skudt den sidste supertusker i Afrika, vil vi se tilbage på dette med fortrydelse, at vi har gjort dette med elefanterne. Og vi vil også prøve at genskabe sådanne ikoniske elefanter med store stødtænder”, siges det, men i betragtning skal dog tages, at det tager mange år for en elefanttyr der kan blive op imod 70 år gammel, at udvikle stødtænder på plus/minus 100 pounds.
I 2024 findes der i Afrika 415.000 elefanter mod 1,3 millioner i 1980 og cirka fem millioner i 1945.
Elefanter er under pres på grund af krybskytteri og urbanisering, fordi bosættelser bruger elefanternes levesteder til ikke kun nye boliger, men også dyrkbar jord.
Elefanter kan i dag jages i Botswana, Sydafrika, Namibia, Zimbabwe og Tanzania.
Jagten kræver en CITES-tilladelse til indførsel af jagttrofæet fra hjemlandet, og ifølge jagtoperatører i Tanzania starter prisen for elefantjagt, hvortil det officielle krav er 21 dages jagt, ved 80.000 USD (cirka 600.000 DKK).
Holdt op imod dette fremhæver jagtmodstandere, at elefanttyre i deres levetid indtjener cirka 1,6 milliarder USD i turismeindtægter, men spørgsmålet er, hvor længe Amboseli har store elefanttyre, fordi 75% af de nævnte 10 med mega stødtænder skal være skudt på nuværende tidspunkt.
Læserbreve, der ønskes optaget på netnatur.dk, kan sendes til info@netnatur.dk
LÆS mere på netnatur.dk/LÆSERBREVE
 |
 |
 |
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker. Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhol
