Riffelkuglens effekt og virkemåde

Jack Hansen ser nærmere på riffelkuglens effekt og virkemåde og i underbygget læserbrev går han helt tæt på øjeblikket, hvor dyret træffes af et dræbende skud

Riffelkuglens effekt og virkemåde
– terminal ballistik, sårkapacitet og vævspåvirkning.

Læserbrev af Jack Hansen, Illustrationer er kildeangivet

Terminal ballistik omhandler dét der sker, når projektilet træffer dyret.

Nu anvender vi i Danmark blyfri riffelpatroner – og dette har vel fået rigtigt mange af os til at undersøge nærmere omkring dette. I denne forbindelse kommer man jo hurtigt og nemt ind på virkemåden og effekten af riffelkuglen på de påskudte dyr – hvilket jo næsten er dét det hele drejer sig om for riffeljægere. – Er alt hér, som vi riffeljægere går rundt og tror?

Dette gjorde jeg også, hvilket førte mig ind i den mere tekniske og lægevidenskabelige verden, hvor der kan læses mange interessante ting, som kan være meget nyttige at vide – når man vælger træfpunkt på f.eks. hjorten, og forsigtigt klemmer skuddet af.

Indholdet hér burde lede frem til, hvor det bedste træfpunkt på hjorte befinder sig – alt baseret på videnskabelige udtalelser, undersøgelser og forsøg, samt mange års diskussioner.

Det viser sig, at meget indenfor ballistik og skadeseffekt er kontroversielt, altså er både omstridt og hvor der er delte meninger – men viden har det jo med at overhale sig selv gennem tiderne, og der findes en del undersøgelser, som peger i bestemte retninger.

Det er som med alt andet – jo mere man læser, jo mere må man erkende, at man ikke har paratviden om.

– Ikke at man skal vide og huske alt, men det er rart når man kan skabe en vis opsamling og sammenhæng i et foreliggende stort materiale – og kan plukke dét ud, som man ønsker og vurdere på dette. – Det kan blive en stor fordel, at læse de hér beskrevne mange ting, med oversættelse af det ofte vanskelige medicinske sprog.

I dette læserbrev forsøger jeg at opsamle, strukturere og vurdere på noget af dén viden der foreligger om Terminal ballistik (som andre har skrevet), primært på basis af blyholdige riffelpatroner og, med hensyn til det lægelige primært gældende mennesker – og jeg tillader mig at regne med, at nogenlunde det samme gælder for dyr og for blyfri riffelpatroner, hvilke der kun er få års erfaringer med – og som senere måske kan blive opdateret.

Jeg er godt klar over, at dette nok ikke er normal læserbrevsstørrelse (men mere en artikel) og enkelte steder kan opfattes tungt eller nørdet, men jeg tror på, at når det videnskabelige miljø skriver om disse ting, og der forbruges mange midler og energi på undersøgelser, rapporter, afhandlinger mv. – er dette nok noget, som vi jægere vil og burde kunne drage nytte af – da vi faktisk er dén gruppe, der befinder os lige midt i alt dette her i praksis, i vores egenskab af jægere. – Det er vigtigt i et sådan materiale, at komme hele vejen rundt.

Hér forsøger jeg altså at samle alle trådene omkring hvad der sker, når dyret skydes, i et supplement til bl.a.:Netnatur.dk/hvad-sker-der-ved-kugletraef-og-piletraef/. – Kan dette spare et vist antal hjorte for unødvendige lidelser – er dette værd at både skrive og læse.

Hvert skud er unikt:

Nok ikke ét eneste skud vi afgiver gennem et helt jægerliv, vil være helt identisk med et andet.

Der medgår nok ofte mange års jagt, før man er så erfaren med hjortejagt, at man opnår godt kendskab til flere af de hér beskrevne ting. – Vi hjortejægere kan som regel ikke forklare, hvorfor det ene dyr faldt i knaldet – og det andet dyr forlod skudstedet, når vi mener at de to skud blev placeret ens på dyret, og burde have givet samme effekt.

Men faktisk kan dette nemt forklares ved et eksempel:

Ved et skud fra samme retning og vandret mod et rådyrs hjerte (i størrelse med en knyttet næve) og vinkelret på dyrets længderetning – vil der med en almindelig kaliber riffelkugle være hele min. ca. 180forskellige træfmuligheder med hver sin projektilbane – (opmålt på et hjerte med cirkler med diameter 7,62 mm).

Med alle de utallige vinkler der kan skydes i, indenfor hjertets areal, bliver antal forskellige projektilbaner (retninger) nærmest uendelige, selv i denne lille del af dyret – og rigtigt mange af disse kuglebaner (ca. 20 %) vil være strejfskud i hjertets tværstribede muskulatur.

Hjertet på en seksender skudt 16.05.24. – Hér ses hvor lille hjertet kan være på et rådyr – meget mindre end en knyttet næve, som nok er det normale. – Den nederste del af hjertet kan træffes, uden at træffe begge lunger i disses nedre tynde dele af lungelapperne. – Derfor er et højt lungetræf (i tykke lungedele) bedre end et lavt lungetræf. – Et træf centralt i øverste halvdel af hjertet er det mest effektive træf i hjertet, hvorved man faktisk skal træffe indenfor et areal svarende til en cirkel med en diameter på ca. 4,5 cm, og dette samtidigt med at hjertets placering i dyret kan være meget svært at afgøre, når man placerer sit trådkors på dyret, som også kan stå skævt for jægeren, og under jægeren. – Ca. 2 cm til venstre for dette hjerte begynder lever/maveregion (altså et mavetræf), og et træf under hjertet vil være en anskydning i brystben (sternum) eller i forløbets albueben (olecranon), eller i forløbet.

Skudvinklerne (de forskellige projektilbaner) opstår, når dyret står skævt for, og/eller over eller under skytten – og ud fra min erfaring er netop skudvinklerne meget vanskelige at vurdere, og viser sig ofte meget anderledes end man troede, hvilket man opdager, når man vender dyret om og sammenholder indgangshul med udgangshul. – Kun ca. 5 % af alle mine skudte hjortearter har stået i næsten til helt rent sideskud (set ved at sammenligne projektilets indgang med udgang), og chancen for at de gør dette er 2/180.

På et rådyr vil kuglebanernes længder kunne variere fra ca. 25 cm (vinkelret på dyrets torso), til ca. 100 cm. ved spidsskud (i dyrets fulde længderetning, og som bør undgås).

Afhængigt af skudvinkler mod dyret (og riffelpatron), vil også projektilbanernes længder være vidt forskellige, og herved træffer projektilet forskelligt omfang af forskelligt muskelvæv, bindevæv, organvæv, nervevæv, kirtelvæv, knoglevæv og blodkar.

Disse forskellige vævstyper og strukturer reagerer desuden forskelligt på gennemskud, grundet vævs forskellige elasticitet, densitet og sammenhængskraft. Vedrørende blodkar, vil nogle være større end andre, og nogle har større blodtryk end andre. – Alt dette, og også organstørrelser, kan desuden være varierende fra dyr til dyr, også af samme art.

Og dertil kommer forskelle i rifler, deres forskellige kalibre og især forskelle i riffelprojektilernes egenskaber og virkemåde, som skal tillægges de forskellige skudafstande, vejret, terræn, den enkelte jægers træfsikkerhed og erfaring, og også dyrets alder, størrelse og tilstand spiller ind generelt – unge dyr er mindre skudstærke, større dyr er mere skudstærke, svage dyr er mindre skudstærke, og umistænksomme afslappede dyr i ro er mindre skudstærke.

– Det er min fornemmelse, at en buk er mindre skudstærk om morgenen den 16. maj, end i sidst i oktober, hvilket jeg tror skyldes opbygget paratniveau og stress over den forholdsvis megen aktivitet der har været, og kan være i terrænerne.

Som det fremgår, findes altså uendeligt mange vilkår, faktorer, variabler og kombinationer i hver enkelt unikke skudafgivelse, som giver flere mulige udfald:

– At dyret falder i knaldet (bevidstløs eller immobiliseret).

– At dyrene har vidt forskellige flugtafstande (afstand fra påskydningssted til flugtstop).

– At dyret anskydes og må eftersøges af schweisshund – og findes.

– At dyrene giver forskellige sporlængder (dén længde sporhunden løber i sit eftersøg).

– At eftersøgninger kan blive mere eller mindre vanskelige, og med mindre succesrate.

– At dyret må aflives, og at dyret kan have siddet lang eller kort tid i sårlejet.

– At dyret ikke findes efter anskydning (se senere).

– Og alt dette hænger sammen med: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, som jo er en periode dyret muligvis – eller snarere højst sandsynligt kan opleve smerte, angst og stress i. – Dette har at gøre med etik og dyreværnsmæssige forhold.

I denne forbindelse er der yderligere en vigtig variabel, som sjældent nævnes – nemlig effekten af de smertehæmmende hormoner, der udskilles ved træf.

Man ved fra mennesker, at deres virkemåde kan være lige fra slet ikke at føle smerte ved alvorlige traumer (f.eks. at miste en arm), at smerten melder sig 20 minutter senere, eller at smerten er der helt fra starten – men angsten og stressen vil nok være til stede hele tiden, fra kugletræf/piletræf til bevidstløshed.

Se nærmere om smertehæmmende hormoner på: Netnatur.dk/hoej-og-lav-bladkugle-og-de-bedste-traefomraader/.

Mange mener at dyr, i modsætning til mennesker, ikke er så påvirkelige af den psykologiske faktor smerte, og de vil formentlig sjældent besvime af alene smerte/stress, eller opgive hverken flugt, forsvar eller angreb, som følge af smerte.

Man kan nok tillade sig at fastslå, at det vigtigste ved skydning til dyr, er træfpunktet uden på dyrets overflade, sammen med dén kuglebane gennem dyret som skudvinklen giver. – Dette når man har valgt den rigtige riffelpatron til sit våben, og den lovlige til det aktuelle dyr. – Og i disse forhold må fokus rettes på projektilet, som afgør i hvilken grad væv og organer påvirkes og forstyrres straks og direkte i den såkaldte Terminale ballistik – og straks og indirekte i de såkaldte ”Fjerneffekter” – og af senere indtrædende shocktilstande.

Terminal ballistik (effekten i dyret):

Ved riffelskud opdeles ballistik i 3 termer (underfelter):

* Intern ballistik er viden om projektilflyvning inde i et skydevåben, og omhandler altså dét der sker i kammeret og i løbet (piben).

* Ekstern ballistik omhandler projektilflyvning gennem luft til målet, og drejer sig således om dét der sker når projektilet har forladt mundingen og inden træf.

Intern og ekstern ballistik gennemgås i et senere læserbrev ”Intern og ekstern ballistik”, og der ses hér i dette læserbrev på Terminal ballistik – altså dét der sker når projektilet træffer dyret:

* Terminal ballistik karakteriserer projektilets opførsel og de endelige direkte og indirekte virkninger (effekten af skaderne/forstyrrelserne/shock) som projektilet giver, efter at det har ramt sit mål og overført dén energi det overfører.

Lægevidenskaben, kirurger og forskere m.fl., synes meget uenige om visse skadesvirkninger og effekter som følge af shockeffekter, som et projektil giver ved passage gennem mennesker og dyr – dette når det gælder hydrauliske trykbølger og især lydtrykbølger.

– I det følgende vil der blive opsummeret og vurderet på viden fra retsmedicin og erfaringer fra skudofre i krige, hvor jeg antager at skuds effekter på dyr nogenlunde svarer til effekten på mennesker (fraregnet de psykologiske effekter, som næppe er til stede hos dyr) – men der findes også en hel del viden fra skud til vildt, hvor skudte dyr er blevet nøje obducerede.

Riffelskud og sårkanaler:

Generelt må siges: Et projektils sårkapacitet (vævsforstyrrelse ved knusning, strækning, rivning og kompression/dekompression), er direkte relateret til projektilets leverede kinetiske energi gennem dyret – men også træfpunkt på dyrets overflade og projektilbanen gennem dyret er meget væsentlige variabler, ligesom projektilets indtrængningsdybde er vigtig.

Selve projektilets direkte skadesvirkning kaldes penetrerende (trænge ind i) traume, eller perforerende (gennemtrængende) traume (mekanisk beskadigelse eller kvæstelse) – og så er der beskadigelse fra den ”Temporære kavitet” og de såkaldte ”Fjerneffekter”, som også kan give mekanisk beskadigelse (se senere). – Dertil kommer den ”Omgående shockeffekt” som kan føre til immobilitet og død, og ”De senere indtrådte shockeffekter” som dyr dør af.

Der tales først om sårkanaler, som kan inddeles i:

Indgangslæsionen (træf på dyrets overflade og lidt ind, et par cm).
Den Temporære kavitet (midlertidig effekt, direkte skadende, inde i dyrets krop).
Den Stationære kavitet (sårkanal) – (når den Temporære kavitet er kollapset).
De eventuelle ekstra sårkanaler der kan opstå fra projektilet der fragmenterer, og fra løsrevne fragmenter fra kraftige knogler der træffes af projektilet.
Skader på væv og organer.
Udgangslæsionen, hvor projektilet (ved gennemskud) forlader dyrekroppen

Indgangslæsion:

Indgangslæsionen vil være dét sted man træffer, udenpå dyrets overflade.

Når dyret endelig står der (og står stille), skal man være opmærksom på følgende – ud over sikkerheden ved skudafgivelse, og ved almindelige skudafstande:

Hvor skråt står dyret i forhold til projektilbanen – skråt væk fra jæger eller skråt mod?
Er projektilbanen vandret, eller skråt nedad eller skråt opad – og hvor meget?
Er dyret roligt, eller ser det ud som om det springer eller går om et sekund?
Er der noget i nærheden der kan forstyrre denne buk, f.eks. en rå er rigtig god hertil?
Dyrets ørestilling fortæller meget om hvad dyret koncentrerer sig om, ligesom dyrets benstilling- og bevægelser også kan antyde noget om dyrets agtsomhed og hensigter.

Vedr. projektilets indtrængning fremgår: Generelt kræves der en anslagshastighed på kun 125 til 230 fod i sekundet (38,1 m/s til 70,1 m/s, svarende til 137 km/tim til 252 km/tim), for at et projektil eller et fragment kan trænge igennem huden. – Ved 220 km/tim kan et projektil trænge ind i kraniet (bryde den ydre del af storhjernens hjernebark (cortex)), hvor der befinder sig områder, som styrer bevægelser, tanker, følelser, etc.

– Et riffelprojektil kan til sammenligning have en hastighed, ude på afstanden 100 m, på f.eks. 789 m/s, svarende til 2.840 km/tim.

Indgangslæsion: Dette er i rent vandret sideskud, og er CNS- træfområdet og den alternative hjerte/lungekugle. – Kugleplacering indenfor den gule linje træffer centralnervesystemet (CNS) i thoraxområdet eller i halsområdet, hvor dyret højst sandsynligt mister bevidstheden efter træf, og dør i bevidstløs tilstand ganske kort tid efter. – Undgå de med gult skraverede områder. – Det tilstræbes at træfpunktet bliver den gule prik, som vil træffe den underste del af rygsøjlen og de øverste tykke dele af begge lunger. – Den hvide figur er det alternative hjerte/lunge træfområde, som kan benyttes ved lange skudafstande, ved usikkerhed og med bue og pil. – Det blå stolpekors, nederst i den hvide figur, viser et hjertetræf i hjertets øverste (mest sårbare) ende, og er samtidigt et dobbelt lungetræf, dog i lungers tyndere dele. – Træf aldrig til højre for den røde streg, i rent sideskud.
Se: Netnatur.dk/cns-kuglen.

Indgangshullet vil normalt være lidt mindre end projektilets diameter, da den elastiske hud ved kugleanslag giver efter (strækker sig), og trykkes lidt ind i dyret, og dér gennembryder huden. – Ved projektiler der krøjer (kæntrer) på vej til målet (f.eks. ved at ramme en kvist et vist stykke før træf), kan indgangshul være større og med anderledes i form.

Den Temporære kavitet (det midlertidige hulrum)

Alle projektiltyper danner Temporær kavitet, men nogle (højhastighedsprojektiler) gør dette bedre (med større omfang/effekt) end andre. – Den væsentligste årsag til riffeljagtens succes indenfor effektivitet og det dyreværnsmæssige, er denne temporære kavitet (den midlertidige hulrumsdannelse), som bemærker sig ved også at give ”Fjerneffekter” straks.

Den Temporære kavitet vist ved skud i denne gelatineblok, som måler ca. 25 x 25 x 50 cm. – De sete 6 figurer viser den principielle udvikling i den temporære kavitet (midlertidige kavitet/hulrum/sårhule), ved forskellige indtrængningsdybder. – Der ses også flere løsrevne kuglefragmenter. – Dog skal man være opmærksom på, at musklers trækstyrke varierer med en faktor 4, og at gelatinen ved en ens, f.eks. 10 %, eller 20 % blanding har den samme densitet eller tæthed som én valgt type levende væv hele vejen igennem. – Derfor (fordi projektilbanen vil møde forskelligt væv), er det ikke sikkert, at den hér viste Temporære kavitet er så stor (eller lille) hele vejen igennem gelatineblokken. – Jo større densitet og tæthed af truffet væv, jo større Temporær kavitet (- og jo større Stationær kavitet, efter delvis sammenfald af denne Temporære Kavitet/Det midlertidige hulrum).

Det der skaber den temporære kavitet (det midlertidige hulrum) er, at højhastighedsprojektilets kombination af fart og masse igennem dyret, afgiver energi (i form af en stødtrykbølge) til væv der omslutter projektilbanen hele vejen rundt om denne og foran projektilet. Den temporære kavitet skabt af stødtrykbølgen foran og på siderne af projektilet) skaber dét der populært kaldes et ”vaccum”, men som snarere er et negativt tryk (et undertryk), der opstår bag projektilet, som ”trækker/suger” luft fra indgangslæsion. – Da projektilets stødtrykbølge kommer først og overfører mange gange større energi end det let forsinkede undertryk, vil dette medføre svingninger og vibrationer i det berørte væv.

Projektilet kan deformere og/eller krøje (kæntre), hvorved den knuser maksimal mængde væv. De projektiler der bryder i fragmenter vil knuse yderligere væv, på grund af fragmenternes forholdsvise større overfladearealer sammenlignet med et intakt projektil. – Når projektilet deformerer og krøjer, bremses det hurtigt (deceleration) og afgiver sin kinetiske energi i en kortere projektilbane, hvilket øger stødtrykbølgen, som flytter væv radialt væk fra projektilets bane, og lidt foran projektilet.

Et stykke inde i kroppen (oftest 3-5 cm, afhængig af projektil), deformerer projektilet (mere eller mindre og afhængigt af projektilopbygning), hvilket gør den afgivne energi større, og dette er med til at danne den temporære kavitet (hulrum), som må antages at blive dannet bedst, når der er meget omsluttende væv med større densitet og mindre elasticitet (inde i dyrets store kropsmasse). – Træf i f.eks. den nederste tyndere del af en hjorts bagløb, vil ikke give nævneværdig temporær kavitet, og denne ses heller ikke i udtalt omfang ved halsskud til mindre hjortearter, hvor projektilet ikke når at afgive sin fulde effekt på grund af gennemskud i tynd kropsdel.

En væsentlig og betydende temporær kavitet sker ved høje projektilhastigheder, og er af en varighed på 10-30 millisekunder. Det maksimale midlertidige hulrum opstår flere millisekunder, efter at kuglen er passeret gennem vævet, se figur 4 og 5 i foto ovenfor.

Det indre tryk i det midlertidige hulrums område, siges at være 100-200 atmosfære (andre siger tusinder – mere herom senere) – og hvor en teknisk atmosfære (1 Atm = 98.066,5 Pascal (Pa)), svarer til trykket af ca. 10 m vandsøjle.

Man siger, sådan lidt populært, at det midlertidige hulrum omtrent er på størrelse med en fodbold, og et sådant volumen har rummet en stor mængde væv og organvæv, som er fortrængt ekstremt hurtigt af det midlertidige hulrum, skabt af projektilets trykbølge og det såkaldte ”vaccumsug” (sug fra undertryk bag projektilet).

Den temporære kavitets volumen afhænger af, og er omtrent proportional med mængden af overført energi fra projektilet (noget energi går til varmedannelse), og siges at kunne opnå maksimal størrelse på 10-40 gange projektilets diameter. Dvs. ved en kaliber .308 (7,62 mm) kan den temporære kavitets hulrum på tværs af kuglebane blive fra 76–304 mm, afhængig af projektilets vægt/hastighed og udformning samt dét væv det møder – og den afgivne kinetiske energi (masse*hastighed²) afhænger af dette. – De mængder af væv med forskellige densiteter og elasticitet, som projektilet perforerer eller måske kun penetrerer, er medafgørende for projektilets indtrængningsdybde, det midlertidige hulrums størrelse/volumen (temporære kavitet) og for den senere opståede stationære sårkanal.

Indenfor den temporære kavitet, vil væv ødelægges ved knusning (af projektilet) og omsluttende væv ødelægges mere eller mindre ved strækning (kavitation), interne flænger, kompression/dekomprimering af vævene og organer, samt rivning forårsaget af projektilets trykbølge, som opstår foran projektilet og ud fra projektilets sider. – Indre forblødning må derfor anses betydelig i området berørt af den temporære kavitet, som også har rummet mange kapillærer (de fine hårkarnet) – hvilket må være én af grundene til de færre eftersøgninger og de relativt korte flugtstrækninger og sporlængder der ses hos riffelskudte dyr, f.eks. hjorte, i forhold til hjorte skudt med bue og pil. – Se også: Netnatur.dk/laeserbrev-om-buejagt-riffeljagt-og-dyreetik/.

Vævsstrækning refererer til den radiale strækning af projektilbanens vægge (under den midlertidig hulrumsdannelse). Det kan læses, at den soniske (vedr. lyd) trykbølge, der går forud for kuglen gennem væv, ikke beskadiger væv. – Se vedrørende lydtrykbølge senere.

Det midlertidige hulrum giver størst effekt i væv med tæthed tæt på vand, i mindre elastisk væv (såsom hjerne, lever eller milt), væskefyldte organer (inklusive hjertet, blæren eller væskefyldt tarm). I områder med tæt væv, kan direkte og omgående beskadigelse fra den temporære kavitet blive meget effektiv.

– Mere elastisk, mere sammenhængende væv, såsom skeletmuskulatur, lunge, tom tarm, nerve, blodåre og til dels knogle, kan tåle temporær kavitet ret godt. – Mindre elastiske, mindre sammenhængende organer, såsom lever, hjerne og hjerte, tåler ikke særligt godt disse traumer efter den midlertidige kavitet.

Visse hævder, at nervebundter kan blive beskadiget af midlertidig kavitet, hvilket skaber en bedøvende effekt, hvilket dog ikke er blevet bekræftet. – En undtagelse fra dette er, når et meget kraftigt midlertidigt hulrum krydser rygsøjlen, hvor ryghvirvlerne kan blive slået hårdt nok sammen eller forskydes, til enten at adskille rygmarven eller beskadige den nok til at slå målet ud, bedøve eller lamme målet – og dette er skade i centralnervesystemet (CNS).

Højhastighedsfragmentering kan også øge effekten af midlertidig kavitet – ved at de fragmenter, der bliver slået af projektilet, forårsager flere/mange mindre midlertidige og permanente hulrum ud fra projektilbanen – hvorefter projektilets restmasse (hovedmasse) kan forårsage et virkeligt massivt omfang af rivning, når det perforerede væv strækkes.

Ved rene lungeskud, som kun er ret hurtig dødelige når begge lunger træffes og i de tykkere lungedele, kan den temporære kavitet være mindre, da lungevæv er meget elastisk, og det kan være svært at vurdere det reelle omfang af den temporære kavitet i lungevæv.

Et hjerte har større densitet og mindre sammenhængende væv, og kan være fuldstændig iturevet (nærmest ”eksploderet”) af et projektil – men denne tilsyneladende fordel sættes let på spil, da en hjertekugle nemt kan ændres (med få cm afvigelse) til et mave/levertræf, et træf i forløbet eller et træf i sternum (bringe) – og selv et rådyr kan flygte 50–70 meter med et helt ødelagt hjerte, og større hjorte endnu længere. – En større hjort der flygter f.eks. 120 meter ind i en skov, kan være vanskelig at finde, og når man endelig finder det måske døde dyr efter måske lang tids søgen, ved man jo ikke hvor længe dyret har været ved bevidsthed og har lidt, og været angst og stresset.

Hér ses at lungearealet på et rådyr faktisk ikke er særligt stort, i hvert fald ikke de vitale tykkere øvre dele. – Lungerne ses hér ovenfra. Højre lunge ser på fotoet større ud end venstre lunge, men højre lunge har mindre volumen end venstre, da leveren er placeret inde under den højre lunge (under tommelfinger), og gør dennes bagudrettede lungelap ganske tynd i bagerste del. – Den sete revne i lungen er ikke skabt af projektilet, men er skellet mellem 2 lungelapper. – Lunger er ”massive” (ikke hule) med væv i hele lungevolumet, og med en stor mængde kapillærer, som er dyrets mindste blodkar som meget let brister ved projektiltræf og i effekten af Den temporære kavitet.

Projektilet vil nedsætte sin hastighed (deceleration) gennem dyret, fordi projektilet deformerer ved møde med væv med forskellig densitet (vægt pr. rumfang/masse pr. volumen) og elasticitet og måske knogler – og herved får større modstand, hvilket vil være bremsende. – Herved aftager den temporære kavitet i størrelse og effekt gennem dyret, efter at have opnået sit toppunkt.

Efter at kuglen har passeret ud gennem dyret, eller er standset i dyret, kollapser Den temporære kavitet (det midlertidige hulrum) og reformeres gentagne gange med aftagende amplitude (udsving), hvorefter et meget mindre og permanent (stationært) hulrum/sårkanal bliver tilbage. – Men den betydelige skade efter den temporære kavitet er da sket. – Væv og organvæv er ødelagt ved knusning (af projektilet), og af strækning og rivning af væv og organvæv, som er sket for dét væv og organvæv, hvis elasticitet herved er overskredet og som derfor ikke har kunnet holde til den voldsomme og nærmest eksplosive omfordeling og strækning af væv. – Og involverede organers funktion (organer indenfor den temporære kavitet), kan være blevet stærkt påvirkede ved kompression/dekompression, reflekterende trykbølger, ”vaccumsug” (nok rigtigere benævnt sug fra undertryk) og/eller direkte vævsskade, til måske dysfunktion eller funktionsstop.

Der har været talt meget om, at et dyr skudt med bue og pil skulle føle mindre smerte end dyr skudt med riffel. Dette kan dog kun være antagelser, måske romantiserede, da ingen videnskabelige undersøgelser foreligger om dette, og heller ikke om de smertehæmmende hormoners effekter (som kan være betydelige) – og som nok er meget effektive ved riffelskud, fordi mange flere nervereceptorer og meget mere væv er involveret i projektiltræffet, end ved piletræf.

– Et dyr vil naturligvis mærke riffelkuglens effekt: Den temporære kavitet – mere end f.eks. ved et piletræf. Men de uafklarede spørgsmål er, om den temporære kavitets effekt fra riffelskuddet lammer/bedøver/beskadiger og herved shockerer dyret mere end piletræffet, og/eller om effekten af riffelskuddets store temporære kavitet udløser flere smertehæmmende hormoner end piletræffet. – Alt dette virker meget nærliggende at antage ud fra al videnskabeligt funderet materiale.

– Falder dyret efter træf med riffel hurtigere end dyret truffet af en pil, som følge af riffelprojektilets både større påførte skade og shockvirkning, kan et piletræf antages at give længere mulig lidelsestid og længere tid med stress og angst, hvilket givetvis altid er til stede fra dyret træffes, til det er faldet eller har sat sig, og derefter har mistet bevidstheden.

I denne forbindelse udtaler en erfaren dygtig skytte: Smerteeffekten er selvfølgelig afhængig af, hvilke dele af dyrekroppen som træffes. Men fakta er, at smerte er en af de vigtigste faktorer, som kan udløse et chok og derved dyrets død.

Se senere vedrørende Den Hydrostatiske trykbølge (shock), som er størst i Den temporære kavitet (det midlertidige hulrum/sårkanal), men som kan fortsætte i de såkaldte ”Fjerneffekter” i umiddelbar forlængelse af Den temporære kavitet (se senere).

Den stationære kavitet (den permanente sårkanal)

Den temporære kavitet afløses af den stationære kavitet, som tilnærmer sig i størrelse mod størrelsen af selve projektilets bane gennem dyret. – Dog på dén måde: at jo mere det omgivende vævs elastiske kapacitet er blevet overskredet i den midlertidige kavitation, jo større er størrelsen (volumen) af den stationære kavitet (det permanente hulrum).

I denne illustration ses ca. forholdet mellem den stationære (permanente) kavitet og den temporære (midlertidige) kavitet. – Kilde: retsmedicin.au.dk, bragt hér med dét nye formål, at fremvise ét altafgørende led i jagtriffelprojektilets effekt i forhold til vævsskader. – Kavitet vil være størst i væv med størst densitet og mindst elasticitet.

Forskellen på et militært projektil og jagtriffelprojektilet er, at militærprojektilet er fuldkappet (ikke blødnæset), og derfor kun vil krøje/kæntre – og ikke deformere (ekspandere) og fragmentere som et jagtriffelprojektil, som også vil påbegynde ekspansion tættere på indgangslæsionen.

Det er ”Den temporære kavitet” som skaber riffelkuglens største vævsødelæggende effekt, og indenfor dette meget store område/rumfang, er trykforplantning og eventuelt (muligvis) lydbølgetransmission størst – og der kan være voldsom forblødning fra væv i dette område, da vævet er sønderrevet, fordi vævets elasticitet er overskredet. – En voldsom pludselig forblødning disponerer for hurtigt tab af blodtryk, uorden i de forskellige arteriers blodtryk og omfordeling af blodcirkulation – og herved kortere tid fra træf til bevidstløshed.

Det skrives: For de fleste ”blødnæsede” projektiler, der rammer med en hastighed på mere end 610 m/s (2.196 km/tim), kan der forekomme en udvidelse (stationær sårkanal) på 2 til 2,5 gange af den oprindelige projektildiameter – altså mere end en firedobling af mængden af væv ramt direkte af selve projektilet.

Andet sted fremgår: Når projektilet deformerer øges dets overfladeareal, hvorved den stationære sårkanal bliver større. Hvis deformationsdiameteren er 2,5 gange større end projektilets begyndelsesdiameter, er tværsnitsarealet af vævets ”rør” knust af kuglen 6,25 (2,5²) gange større end den mængde, der ville være blevet knust af det ikke-deformerede projektil.

Hvis projektilet krøjer (kæntrer) til 90°, rammer hele projektilets længdeakse vævet, og mængden af knust væv kan da være tre gange større end ved 0° krøjevinkel.

Også den stationære sårkanal vil altså variere i diameter gennem dyret, grundet projektilets ekspansion og krøjning (væltning, mere eller mindre), og afhængigt af væv med forskellig densitet og elasticitet (herunder knoglevæv), som projektilet møder gennem dyret.

Det er rapporteret, at vævsdestruktion kan strække sig op til adskillige centimeter radialt fra sårkanalen efter anslag med et hurtigt decelererende (lig med hurtigere afgivne energi), deformerende og fragmenterende projektil med høj hastighed.

Sårkanaler fra kuglefragmenter og knoglefragmenter

Det er størrelsen af kuglefragmenterne og disses hastigheder (som er lavere end restprojektilets) der afgør (sammen med truffet vævs densitet, elasticitet og sammenhængsstyrke), hvor store og lange fragmenternes projektilbaner (sårkanaler) bliver – men både én og 3-4 større kuglefragmenter kan have betydning for træffets effekt, da disse kan ramme og skade væv, organer, arterier, arterioler (små arterier), vener, venoler (små vener), kapillærer (det fine hårkarnet) og nervebaner i både Det Centrale nervesystem (CNS) og i Det Perifere nervesystem (PNS), samt knogler.

Man antager at almindelige fragmenterende projektiler ikke fragmenterer på skudafstande over 180 meter.

Også træf mod kraftige knogler, kan danne flere knoglefragmenter der udslynges, og med kortere sårkanaler. Det er set, at bensplinter fra et perforeret skulderblad (Scapula) i dennes kraftige del, har passeret omsluttende væv, og har slået kraftige mærker på bagvedliggende ribben (costae). – Det er også set, at et træf i underkanten af rygsøjle (Columna vertebralis) kan udslynge knoglefragmenter skråt nedad, gennem omsluttende væv, og slå kraftige mærker på inderside af ribben.

Hér ses skader efter 2 bensplinter (knoglefragmenter) fra gennemskud i rygsøjlen som har afsat kraftige mærker på indersiden af ribben, og det 3. nederst til højre er et gennemskudt fragment fra projektilet. Alle 3 fragmenter har passeret gennem lungevæv. – I dette træfområde har væv (især knoglevæv) haft så stor densitet, at omfanget af Den temporære kavitet har været stor, og efterladt det hér sete store område med helt ødelagt væv.

Rygsøjlens ryghvirvler (corpora) er vidt adskilte og knuste på et stort stykke under dyreryggen, og derfor er centralnervesystemets Medulla spinalis (nervebane inde i rygsøjlen) iturevet, hvorfor dyret faldt bevidstløst i skuddet. – Shockfremmende trykimpulser fra projektil, gennem det vaskulære system (større blodårer), har formentlig nået op til vigtige centre i hjernen, som styrer livsvigtige funktioner som bl.a. bevægelse, hjerte- og lungefunktion. – Nogle af de mest alvorlige skudsår hos mennesker er forårsaget af højhastighedsprojektiler der rammer knogler.

Skader på væv og organer

Væv er epitelvæv (overfladevæv), muskelvæv, organvæv, nervevæv, kirtelvæv, knoglevæv, og bindevæv. – Bindevæv er et stærkt og elastisk materiale, som ligger mellem kroppens øvrige væv og organer, hvor det stiver kroppen af, giver den form, og holder sammen på andre væv og organer.

Tre ting vil afgøre projektilets energitab, dvs. overførsel af energi til vævsødelæggelse og forstyrrelse langs sårsporet: 1) Indtrængningsdybde 2) projektilets opførsel (hvordan det deformerer, evt. fragmenterer og krøjer/kæntrer) 3) hvilken mængde af hvilket væv med forskellige densiteter, elasticitet og sammenhængsstyrke, som projektilet passerer.

Afsat energi og energitab hos projektilet og vævsforstyrrelser langs sårsporet er altså ikke ensartet på grund af variationer i vævenes materialeegenskaber og projektilets opførsel, når det bevæger sig fra en vævsstruktur til en anden.

Densitet (ρ) (massefylde) er et mål for, hvor tungt eller let et stof er i forhold til hvor meget det fylder. Densitet defineres som vægt per rumfang eller masse per volumen. – Måleenheden for densitet er ofte g/cm³, hvor f.eks. vands densitet på 1 g/cm³, som er det samme som en densitet på 1.000 kg/m³. F.eks. gulds densitet er 19,31 g/cm³.

Den menneskelige krop har densitet 1,06 kg/dm³ / 1.060 kg/m³.

Knogler er tæt bindevæv, som sjældent beskadiges uden samtidig kraftig muskelskade. Størrelsen af knoglefragmentering afhænger af mængden af tryk, der genereres i knoglen. – Mindre tætte og mere elastiske væv, såsom hud og lunger, med lav vægtfylde på 0,2 til 0,5 g/cm³, kan forventes at påtage sig en lille resterende bruttoskade, efter den temporære kavitet. – Men væv med tæthed nær vands og ved mindre elastiske organer (hjerne, lever, milt), væskefyldte organer (inklusive hjertet, blæren eller mave-tarmkanalen) og tæt væv (knogle) kan beskadiges voldsomt, når det ekspanderende midlertidige hulrum og dets overførte kinetiske energi overskrider vævets elastiske grænser og sammenhængsstyrke.

Mere elastisk væv (såsom skeletmuskulatur) og elastisk væv med lavere tæthed (f.eks. lungevæv) påvirkes mindre af dannelsen af et midlertidigt hulrum.

Elasticitet er reversibel deformation (dvs. ændring af form) af et materiale under påvirkning af en ydre kraft, hvor der med “reversibel” menes at materialet vender tilbage til sin oprindelige form efter deformationen – og generelt for væv gælder:

Muskel – høj tæthed, elastisk, sammenhængende.

Lever – høj tæthed, uelastisk, ikke-sammenhængende.

Lunge – lav densitet, meget elastisk.

Grænserne for vævs elasticitet siges at nås ved mundingshastigheder på over 2.700 ft/sek. (823 m/s – 2.963 km/tim). – Dette mener jeg dog meget højt ansat, da musklers trækstyrke varierer med en faktor 4, ligesom vævs densitet og elasticitet er meget forskellig.

Projektilet kan transportere bakterier fra kropsoverfladen dybt ind i såret, og det kan også sprede bakterier fra perforerede (gennemhullede) organer f.eks. colon (tyktarmen) langs hele projektilets vævsbane. Dette kan medføre septisk shock, hvor døden kan indtræde efter fra 5-10 minutter op til 2-3 dage, afhængig af hvilken del af tarmen som er skadet og af tyktarmens indhold og bakterieindholdet – og jo højere bakterieindhold, jo hurtigere død.

Blødning (vaskulære skader)

Et riffelprojektil der passerer dyrekroppen, vil nok have svært ved at perforere blodårer, med mindre træfpunktet er i en karforgrening, hvor karret kan være mindre mobilt og derfor mindre i stand til at tolerere forskydning. Trykbølgen foran projektilet kan nok skubbe åren til side, hjulpet af at projektilspidsen deformerer, hvorved åren ”glider af” projektilets paddehatteform – og er der ikke opstået en skarp kant på denne, beskadiges åren ikke.

Derimod skades kapillærer, (hårkarnet – de mindste blodkar 0,1-0,01 mm i diameter), som er de mest tyndvæggede og tilbøjelige til at briste, selv ved ikke direkte træf af projektil, dvs. indenfor Den temporære kavitet. – Det er i kapillærerne at den vigtige udveksling af ilt og kuldioxid samt af næringsstoffer og affaldsstoffer kan ske direkte gennem kapillærvægge.

Fragmenterer projektilet, hvor det bliver skarpkantet, eller ved projektildeformering, hvor det også kan blive skarpt i yderkanter – vil projektilet kunne åbne en blodåre ved direkte træf eller strejfning. – Intravaskulære (inde i blodbanen/årerne) skader kan senere medføre blodpropper i flere dele af kroppen, som følge af igangsatte koaguleringsprocesser.

Indenfor den temporære kavitets store volumen vil væv ødelægges ved knusning (af projektilet) og omsluttende væv ødelægges mere eller mindre ved strækning (kavitation), interne flænger, kompression/dekompression af vævene og organer samt rivning, forårsaget af projektilets trykbølge i kombination med projektilkrøjning (kæntring/væltning) og projektildeformering – hvilket kan åbne blodårer og beskadige karnet, givende afblødning.

Manglen på synlig blødning efter et skudsår udelukker ikke en gennemgående skade i den største blodåre Aorta. – Er Aorta helt overskudt, bliver blodtryktabet så stort og pludseligt, at dyret kan falde i skuddet og endda miste bevidstheden næsten straks.

Indre forblødning kan foregå ind i et stort hulrum i dyret, f.eks. bughulen og pleurarummet (væskefyldt rum mellem de to lungers hinder), og herved kan en stor mængde blod gå tabt, inden dette bliver synligt i dyresporet. – Indre forblødning kan også ske til små begrænsede hulrum som det epidurale rum (rummet mellem kraniet og den hårde hjernehinde), eller til det perikardiale rum (hjertesækkens to hindelag) – hvor lokal blodansamlings organkompression kan forårsage alvorlig dysfunktion eller død fra kompression af hjernen eller hjertet. Hér vil blodet altså skade ved sin masseeffekt, og hvor dette ikke er relateret til den systemiske virkning af blodtab fra det vaskulære rum (blodbane og karnet).

I kraft af riffelskudte hjortes kortere flugtafstande og kortere sporlængder (dén afstand schweisshunden tilbagelægger), samt flere ”fald i knaldet”, i forhold til pileskudte hjortes – må forblødning fra passage af et projektil (i vitale dele) være større end forblødning fra en pils passage gennem dyret, hvor dyret stort set altid vil dø af forblødning, hvis ikke pilen tamponerer (stopper) mod store knogler, eller drejer af til mindre vitale træfområder.

– Dette skyldes bl.a. riffelprojektilets store afblødningsområde fra ødelagt væv i det store rumfang af den temporære kavitet, i forhold til de overskæringer af væv og især karvæv, som pilen faktisk er bedre til end riffelprojektilet, idet disse rene snit dog lettere lukker sig mere eller mindre tætte, som følge af vævs kontraktion (spændingstilstand), som vil forsøge at minimere forblødning, hvilket tillader dyret at have længere flugtdistance og sporlængde, inden dyret sætter sig eller falder, og derefter mister bevidstheden og herefter dør.

En væsentlig og human fordel ved at dyret mister bevidstheden er, at beskadigede arterier og vener åbner sig mere og giver langt hurtigere afblødning, da flugtens muskelkontraktion samt kontraktion i blodårevævene forsvinder, og derfor ikke vil forsøge at hæmme forblødning – så jo hurtigere dyret falder efter skud, jo hurtigere må dyret antages at miste bevidstheden – og jo hurtigere vil det dø af forblødning (Hæmoragisk shock).

Udgangslæsion

Når der ses store udgangshuller (ved gennemskud), skyldes dette oftest ikke den temporære kavitet, men derimod at projektilet krøjer (kæntrer i sin projektilbane gennem dyret), og herved flår/river en stor udgangslæsion. – Ved træf direkte i kraftige knogler, f.eks. rygsøjle, kan ses endnu større og uregelmæssige udgangslæsioner.

Udgangslæsioner betyder egentlig, at projektilet ikke har afleveret sin fulde energi i dyret, men udgangslæsionen kan være nyttig ved eftersøgninger af dyret, da blodspor da lettere kan følges – idet der dog også (uden gennemskud) vil kunne være blodspor fra indgangslæsionen, som da ses på den ene side af dyrets flugtspor. Afbløder dyret først til den indre bughule, vil først efter en vis flugtdistance ses større blodspor – og dette har nok narret mange jægere til at tro, at skuddet var en forbier eller et nok harmløst strejfskud.

Shock

Når et påskudt dyr falder i knaldet, skyldes dette naturligvis omgående shock. Talemåden: ”at dyr dør i knaldet” sker ikke, hvilket dog er underordnet, når dyret besvimer i knaldet, se: Netnatur.dk/kan-dyr-doe-i-knaldet/ og Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/ og Netnatur.dk/hoej-og-lav-bladkugle-og-de-bedste-traefomraader/.

Dyret kan i denne situation være mere eller mindre varigt immobiliseret, afhængigt af projektiltræffet (indgangssted og projektilbane). Er centralnervesystemet CNS) involveret kraftigt i, eller tilstrækkeligt tæt på projektilbanen eller Den temporære kavitet, falder dyret straks i knaldet, og besvimer omgående eller ganske kort tid efter og dør kort tid herefter.

CNS- kuglen – det omgående shock

Det skrives, at den eneste måde at uskadeliggøre en person eller et dyr øjeblikkeligt, er at beskadige eller forstyrre deres centralnervesystem (CNS) til tilstanden lammelse, bevidstløshed eller død. Riffelprojektiler kan opnå dette direkte eller indirekte ved træf, hvorimod det nok er yderst sjældent, at en pil træffer lige mellem to ryg/halshvirvler.

Det tager et projektil 0,12 sekunder at tilbagelægge 100 meter og yderligere 0,0000516 sekunder at passere CNS hvorved dyret mister bevidstheden på ca. 1 sek. eller mindre – hvilket er langt mere effektivt end selv en helt perfekt hjertekugle, der næsten altid fører til flugt og en forblødningstid på min. 10-15 sekunder, og (afhængigt af dyrets størrelse) ofte minutter før dyret mister bevidstheden. – Regnes lidt på dette, er det perfekte CNS- træf op til mere end hundrede gange mere effektivt (og humant), end det perfekte hjertetræf (f.eks.: 15 sek./1 sek. = 15 – eller f.eks.: 2 minutter/1 sek. = 120).

Projektiler kan også indirekte forstyrre CNS ved at beskadige det kardiovaskulære system (vedr. hjerte og kar), så det ikke længere kan give nok ilt til hjernen til at opretholde bevidstheden. Dette kan være resultatet af blødning fra en perforering eller penetrering af et stort blodkar eller et blodbærende organ, eller resultatet af skader på lungerne eller luftvejene. – Dette kan også ske ved piletræf, men i mindre omfang.

Er centralnervesystemet (Medulla spinalis inde i rygsøjlen) truffet af projektilet, eller er CNS tæt på den centrale del af Den temporære kavitet i thoraxområdet eller i halsen, vil dyret miste bevidstheden i knaldet og forende ganske kort tid efter. – Sidder CNS- træffet længere bagud på dyret end lungerne, vil dyret også falde, men kan ofte være ved mere eller mindre bevidsthed, og vil oftest dø efter en vis tid af hæmoragisk shock (blodtab), fremskyndet af, at nyre og især nyrearterien (med stort blodtryk) ofte samtidigt er truffet, eller den har været indenfor Den temporære kavitets vævsødelæggelse (strækning, rivning, komprimering/dekomprimering af væv og organer).

Det skrives også: Et hul gennem rygmarven vil øjeblikkeligt afbryde nervesignalerne til og fra nogle eller alle ekstremiteter, hvilket inaktiverer målet og i mange tilfælde også resulterer i døden – dette når de styrende nervesignaler gennem rygmargenen til og fra de vigtigste organer hjertet og lungerne afbrydes af et skud højt i thorax (brystkassen) eller i halsen.

Ovenstående var projektiltræffet med omgående shockvirkning, og kaldes det cerebrale (neurogene) shock, fordi centralnervesystemets centrale del er hjernen.

Derudover findes der 4 andre senere opstående shocktyper, som oftest først træder i kraft fra ½ minut efter skuddet, eller efter flere til mange minutter, eller timer efter skuddet (ved forblødning, utilstrækkelig blodcirkulation, og ved hjertepumpesvigt) – og helt op til 2-3 dage efter skuddet (det sidste ved septisk shock):

Hæmoragisk shock (blodtab på akut basis)
Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig cirkulerende blodvolume)
Kardiogent shock (hjertepumpesvigt)
Septisk shock (akut organpåvirkning fra infektion)

En mulig 5. shocktype er væskemangel, som dog nok vil optræde sammen med de andre shocktyper. Nr. 1-3 kan optræde samtidigt, men én af dem bliver udslagsgivende – når der ikke er tale om et omgående neurogent shock fra træf i, eller tæt på CNS- området.

Rent etisk og dyreværnsmæssigt og angående effektivitet, er CNS- kugleplaceringen altså den mest optimale – da denne er træffet der hurtigst medfører flugtstop og bevidstløshed samt død. – Dette ud fra videnskaben og også ud fra min personlige, utvetydige erfaring,

Se nærmere forklaring på: Netnatur.dk/hvad-sker-der-ved-kugletraef-og-piletraef/ og Netnatur.dk/cns-kuglen-og-den-nye-alternative-hjerte-og-lungekugle/ og Netnatur.dk/hoej-og-lav-bladkugle-og-de-bedste-traefomraader/.

Hydrostatisk/hydraulisk trykbølge (shock)

Tilstedeværelsen og effekten (også ”Fjerneffekten”, se senere) af det hydrostatiske shock har været diskuteret i over 80 år – altså over en periode hvor rifler og riffelpatroner har ændret sig til det mere effektive. – Nogle har, gennem tiderne, ment at hydrostatisk shock som et højhastighedsprojektil giver, ikke medfører væsentlig skade. Andre mener (ligesom jeg er overbevist om og helt sikker på) at hydrostatisk/hydraulisk trykbølge og shockbølge er meget væsentlige elementer, og som ofte får dyret til at falde i riffelskuddet.

Der må nødvendigvis være en anseelig trykbølge foran, og på siderne af projektilet, ligesom der også må være et betragteligt ”vaccum”, eller rettere undertryk bag projektilet. – Det må ligge fast, at dén energi som projektilet har ved antræf ikke blot forsvinder, men må overføres til dét væv projektilet træffer, med shock, tryk, kompression/dekompression, vibrationer og (mindre) varmedannelse.

Hydrostatisk tryk er trykket, der udøves ligeligt i alle retninger, i en indesluttet væske (eller gas).

En hel del kilder konkluderer, at ballistiske påvirkninger kan skabe shockbølger i væv.

Det skrives: En shockbølge optræder ved projektilets højhastighedspassage gennem vævet og består af shock- og trykbølger (da en trykbølge danner shock). Shockbølgen varer i mikrosekunder (milliondele), medens en trykbølge optræder i millisekunder (tusindedele) – hvilket jeg dog ikke mener, vil have større betydning for det påskudte dyr.

En trykbølge kan flytte væv og der skabes trykændringer i cellevæv som skaderne udbredes i. Således vil et højhastighedsprojektil løsne og accelerere elastisk væv vinkelret på projektilets fremadgående bevægelse og bag projektilet vil der dannes et hulrum (Den temporære kavitet), der er mange gange større end projektilets diameter

Et perforerende og penetrerende projektil vil således forårsage en trykbølge og shockbølge, der overføres til store dele af kroppen. Både nerver og kroppens celler påvirkes af tryk/shockbølger og kan beskadiges af trykbølgen, hvis projektilets hastighed er høj. Påvirkning af nerverne er øjeblikkelig, hvorimod celledød for kroppens beskadigede celler først opstår mange timer efter passage af projektilet.

Det er altså almindeligt anerkendt, at når et højhastighedsmissil rammer kroppen og bevæger sig gennem blødt væv, udvikles der tryk, som måles i hundrede atmosfærer (andre siger tusindvis) – men en kaliber .308 leverer 8.895 Psi på 100 meter= 61.425.439 Pa/101.325 = 606 atm.

Der siges at forekomme tre forskellige typer trykændringer:

Stødbølgetryk eller skarpe højtryksimpulser, dannet når projektilet rammer kropsoverfladen.
Områder med meget højt tryk umiddelbart foran og på hver side af projektilet i fremdrift.
Relativt langsomme lavtryksændringer forbundet med dannelsen af det store midlertidige hulrum (Den temporære kavitet), dannet bag projektilet.

Sådanne trykændringer ser ud til at være ansvarlige for, hvad vi jægere kender som hydraulisk shock – en hydraulisk transmission af energi, der menes at forårsage øjeblikkelig død hos dyr, der er ramt af højhastighedsprojektiler – med rigtigt placeret træfpunkt og med den hensigtsmæssige projektilbane gennem dyret, og med rimelig skudafstand.

Det hydrostatiske shock (oversat til det jagtlige, hvor det altså oftest kaldes det hydrauliske shock) er en hydrodynamisk effekt der skabes af et højhastighedsprojektil, der passerer gennem væskefyldt væv – og omhandler hvordan vævsvæske reagerer på tryk og spændingsændringer, hvordan det bevæger sig og hvordan det påvirker det væv (epitelvæv, muskelvæv, bindevæv, organvæv, nervevæv, kirtelvæv, karvæv og knoglevæv), som væsken befinder sig i, eller omkring.

Trykbølgernes trykniveauer

Hérunder ses udpluk fra nettet og nogle beregninger for jagtriflen .308 Win. – I dette skal man være opmærksom på, at projektilets fulde energi kun overføres til det påskudte dyr, dersom der ikke er gennemskud. Ved gennemskud vil projektilet medbringe noget af sin energi. – Stopper projektilet f.eks. 21 cm. inde i dyret, vil projektilets fulde energi overføres på denne indtrængningsdybde og spredes radialt ud fra projektilbanen og foran projektilet.

En række artikler beskriver fysikken i ballistiske trykbølger, der skabes, når et højhastighedsprojektil trænger ind i et viskøst medium (viskøst: væske som er sejt og tykflydende). Disse resultater viser, at ballistiske påvirkninger producerer trykbølger, der forplanter sig tæt på lydens hastighed (i luft 343 m/s og i vand 1.500 m/s).

Forskere mener at have påvist, at let til moderat skadeniveau kan opstå med trykniveauer omkring 15-30 Psi, og at trykbølger nær 30 Psi kan immobilisere påskudte. Og at forbigående trykniveauer på 18-45 Psi kan overføres til hjernen.

Det menes, at traumatisk hjerneskade begynder at være muligt ved ballistiks trykbølge over 500 Psi (ca. 500 x 6,906 KPa = 3.453 kPa), ved dyr skudt i thoraxområdet (de vitale dele af brystet) – og hjerneskader er sandsynlige og let observerbare ved 1.000 Psi (6.906 kPa). – Mange projektiler, også fra håndvåben, udvikler 1.000 Psi (pund tryk pr. kvadrattomme) ved træf, og rifler kan udvikle langt højere tryk (en .308 Win udvikler 8.895 Psi 100 meter ude, hvor al energi overføres til dyret, men kun når der ikke er gennemskud).

Hér i dette afsnit bliver det nok lidt nørdet, men for at forstå hvad tryk egentligt er (i forbindelse med riffeljagt), må man dykke lidt ned i fysikken – i noget enhedsgymnastik og i en eksempelberegning for jagtriffel kaliber .308Win:

* Kraft (F) er defineret som masse (vægt) gange acceleration. – En kraft er evnen til at ændre et legemes hastighed, form eller retning. – En kraft har en størrelse, en retning og et angrebspunkt. – Kraft = Arbejde/Vej. – Arbejde = Kraft*Vej. – Kraft (F) måles i enhederne: N (Newton), lbf (Pund-kraft) og Kp (kilopond = kraft der hviler på en masse på ét kilogram).

– N (Newton) er en kraftenhed, hvor 1 N er den kraft der er nødvendig for at accelerere et objekt med en masse (vægt) på 1 kg fra hvile til en fart af én meter per sekund, på ét sekund. – 1 N = 1 kg*m/s² – 1 N = 0,1019716213 kp (Kilogram-kraft). – 1 Kp = 9,81 Newton.

– Lbf (Pund-kraft) er en kraftenhed, hvor 1 Lbf er den kraft der er nødvendig for at accelerere et objekt med en masse (vægt) på 1 pund fra hvile til en fart på 32,174 ft/s på ét sekund.

1 pund (lb) = 0,454 kg. – 1 lbf er tyngdekraften på massen 1 pund. – Tyngdekraften på 1 kg er: F_T = 1 kg*g 9,81 m/s² = 9,81 N (Newton) – og hvor g er tyngdeaccelerationen som udtrykker, at hvis massen (vægten) vokser med 1 kg, så vokser tyngdekraften med 9,81 N.

– Opslag: 1 N (Newton) = 1 lbf/4,4482216153 = 0,224809 lbf (pund-kraft) = 1 kg*m/s². = 0,1019716213 kgf (Kilogram-kraft). – 1 lbf (pund-kraft) = 4,4482216153 N (Newton). – 1 pund (1 lb) = 0,453 kg. – 1 ft (fod) = 0,3048 m. – 1 m = 1/0,3048 m = 3,2808 ft.

* Tryk (P) er defineret som kraft (F) divideret med areal (A), altså tryk (P) som er den ydre kraft (F) per arealenhed (A). – Tryk (P) = Kraft (F)/(Areal (A). – Areal (A) = Kraft (F)/Tryk (P). – Tryk måles i enhederne: Psi, Pa (Pascal), KPa (Kilopascal) og Mpa (Megapascal).

– Enheden Psi (Pounds per Square Inch = pund tryk per kvadrattomme), altså: (Pund-kraft (lbf) per kvadrattomme (in²)), som er en engelsk-amerikansk enhed for tryk og mekanisk spænding afledt af kraftenheden pound-force (lb eller lbf) og længdeenheden inch (in). – 1 Psi = 1 pund-kraft per tomme²= 1 pund/in².

– Enheden Psi er knyttet til SI-enheden (trykenheden) pascal (Pa – N/m²) således (under forudsætning af en tyngdeacceleration på 9,81 m/s², se tidligere):

– Opslag: 1 Psi = 6.905,926 Pa. = 6,9059 kPa (Kilopascal). – 1 Mpa (Megapascal) = 1.000.000 Pa = 1.000 kPa = (1.000.000/6.905,926) Psi =144,8032 Psi. – 1 Pascal (Pa) = 1 N (Newton)/m². – 1 si (Square Inch (in²)) = 1 kvadrattomme = (2,54 cm)² = 645 mm² = 6,45 cm² = 0,000645 m².

* Energi (E) er i fysikken defineret som evnen til at udføre arbejde eller opvarme noget. – Energi er knyttet til bevægelse og en genstand i bevægelse har energi i kraft af denne bevægelse. – Energi (E) angiver dét arbejde, som en ydre kraft (F) udfører over en given strækning. – Arbejde er flytning/overførsel af energi. – Energi måles i enhederne Joule (J) = Newton-meter (Nm) og ft*lbf (Fod-pund-kraft).

– Enheden Joule (J): Er en afledt energienhed i det internationale enhedssystem (SI), og hér anvendt vedrørende den kinetiske energi af objekter (hér projektilet) i bevægelse. – Joule er defineret som den energi, der overføres til et objekt, når en kraft på én newton påføres objektet i retning af dets bevægelse gennem en afstand på en meter. – En anden måde at sige Joules (J) på er: Newton-meter (Nm). – Joules udtrykkes ved grundenhederne kilogram, meter og sekund. – Man mener, at nogle hundrede Joules kan slå et menneske ihjel.

– Den ældre energienhed ft*lbf (Fod-pund-kraft): Fod-pund bruges ofte i ballistik, især i USA, og typisk angives projektilers mundingsenergi i foot-pund-kraft. – Er en afledt enhed for arbejde og energi. – (1 lb eller lbf er tyngdekraften på massen 1 pund). – Denne enhed ft*lbf er lig med den energi, der overføres til et objekt, når en kraft på 1 pund-kraft (lb eller lbf) virker på et objekt i retning af dets bevægelse gennem en afstand på en fod (12 inch). – Den tilsvarende SI-enhed er joule, og hvor 1 ft*lbf (Fod-pund-kraft) = 1,3558179483 Joule (J), ifølge opslag omregningsfaktor, og begge er arbejdets overførte energi (E).

– Dvs. 1 Joule (J) = 1 Nm (Newton meter) = 1/1,3558179483 = 0,7376 ft*lbf (fod-pund-kraft = overført energi/arbejde), som også kan udregnes således: 1 J = 1 Nm = 1*0,224809 lbf (pund-kraft)*3,2808ft (fod)= 0,73755 ft*lbf (fod-pund-kraft = arbejdets overførte energi (E)).

Nogle beregninger af energi og tryk for jagtriflen med kaliber .308 Win.

Ovenstående giver det forklarende grundlag for efterfølgende praktiske beregninger:

Den kinetiske energi målt i Joule (J) der overføres, udregnet for f.eks. en jagtriffelpatron som RWS Evolution Green, 9 g/139 grain (gr), i kaliber .308Win. er følgende:

E (energi) = ½ m*v² = ½ masse-vægt i kg*(hastighed i meter/sek.)²:

Ved hastighed ude på 100 m (V100) på 2.840 km/tim. (789 m/sek.), vil energien (E100) være: ½ masse (kg)*hastighed² (meter pr. sek.)²: ½*0,009 kg*(789 m/sek.)² = E100 = 2.801 Joule. – Dette svarer til: 2.801*0,7376 ft*lbf (se opslagsfaktor tidligere) = 2.066 fod-pund-kraft (ft*lb eller ft*lbf), og svarer til 2.801 Nm, da 1 Joule er 1 Newton-meter. – De 2.801 J = 2.801 Nm er dén energi (E) der overføres ved projektilets træf med målet (- men kun hvis projektilet stopper i dyret – ved gennemskud medbringes en vis mængde Joule/Nm ud af dyret).

Ud fra dette kan udregnes dén kraft (F) som projektilet har ved anslag 100 meter ude:

Arbejde (Energi E) = kraft (F) *vej – dvs.: Kraft (F) = Arbejde/vej = Kraft (F) = 2.801 Nm /1 m = 2.801 N. – Dette svarer til kraft (F) på: 2.801 N/4,4482216153 lbf = 629,7 lbf (pund-kraft) = 2.801 N/9,81 kp= 285,53 kp (kilopond, den kraft, der skal til for at løfte 285,53 kilo 1 meter). – 1 kilopond (kp) = tyngdekraften på 1 kg. – Denne kraft er stadig under forudsætning af, at projektilet stopper i dyret, hvor al kraft og energi overføres til dyret.

Dette projektil, som har diameter 7,62 mm (radius 3,81 mm), vil have et areal på: A = pi*r² = A = 3,14159*3,81mm² = A = 45,6 mm²= A = 0,0000456 m².

Ud fra dette kan udregnes dét tryk (P) i pund pr. kvadrattomme (Psi) som projektilet har ved anslag 100 meter ude: Tryk (P) = 2.801 N/0,0000456 m² = 61.425.439 Pa = 61.425 kPa = 61.425/6,906 = 8.895 Psi.

En anden måde at udregne Psi på, hvor også projektilets tryk (P) per mm²fremgår (ved anslag 100 meter fra riffelmunding), er:

Tryk (P) = kraft (F)/areal (A) = Tryk (P) = 2.801 N/45,6mm² = 61,43 N/mm². – Dette svarer til et tryk (P) på 629,7 lbf/45,6 mm² = 13,809 lbf/mm² = tryk = kraft per arealenhed mm².

Fra Psi til Pa (Pascal – N/m²) i udregning: 1 lb (eller lbf – pund-kraft) er tyngdekraften på massen 1 pund, som er 0,454 kg. – 1 lbf (pund-kraft) = 0,454 kg*g = 0,454 kg*9,81 m/s² = 4,454 N. – 1 Psi (1 lbf/in²) = 1*4,454 N/0,000645 m²= 6.905,926 Pa = 6,906 kPa = 0,00691 Mpa.

Projektilets tryk (kraft) ude på 100 meter fra riffelmunding i Psi og i pascal (Pa):

1 Psi = 6.905,926 pascal (Pa). – 1 N/mm² = 1.000.000 pascal (Pa):

Ligning: Psi værdi*6.905,926 Pa = N/mm² værdi*1.000.000 Pa.

Psi værdi = N/mm² værdi*144,803 (1.000.000/6.905,926). – Trykket 100 meter ude er så i Psi = 61,43*144,803 = 8.895 Psi – svarende til 61.428.211 Pa = 61.428 kPa = 61,428 Mpa. – Dette stemmer med: 61,428 Mpa*144,803 = 8.895 Psi, som er trykket (P) = kraften (F) per. arealenhed udtrykt i pund pr. kvadrattomme, som jagtriffelpatronen RWS Evolution Green, 9 g/139 grain (gr), i kaliber .308Win giver 100 meter fra mundingen – hvilket også kan udtrykkes som energi (E100): 2.801 J (Joule) = 2.801 Nm (Newton-meter) = 2.066 ft*lb eller ft*lbf (fod-pund-kraft) = 285,53 kpm (det arbejde, der skal udføres for at løfte 285,53 kilo 1 meter).

Igen gælder: Beregningen af kraft, tryk og energi forudsætter at projektilet bliver i dyret – og at jo hurtigere projektilet stopper i dyret, i jo kortere projektilbane vil væv blive udsat for projektilets fulde energi. – Ved gennemskud medtages en del af energien ud af dyret.

Trykbølgernes direkte effekt på væv og organer

Det hydrostatiske shock er således anerkendt som en trykbølge, som måles i tusinder antal Psi, og kan næppe undgå at skubbe voldsomt til al vævsvæske, inkl. den interstitielle (væske imellem celler, det såkaldte intercellularrum). Ligeledes kan reflekterende (modsatrettede) trykbølger sandsynligvis dannes af trykbølgens møde med flere typer væv med forskellig densitet og vedhæftning til f.eks. knogler eller stærkt bindevæv – givende tilbageslag mod trykbølge, og hermed dobbeltsidig sammenklemmende påvirkning, og ikke kun forskubning i én retning. Udelukkes kan det derfor ikke, at effekten af både de fremadrettede og reflekterende trykbølger kan forstærkes af det betydelige såkaldte ”vaccum”, eller rettere sagt undertryk, der opstår bag projektilet i fremdrift med høj hastighed – og som vil medføre svingninger med udsving (amplityde) og vibrationer i det berørte væv.

Meget nærliggende er det også at antage, at organer (hjerte, lever, lunger, nyre m.fl.) samt nervebaner kan blive påvirket væsentligt af de direkte trykbølger og potentielt til dysfunktion eller måske til fuldt stop. Det må formodes at denne hydrostatiske trykbølge er størst indenfor den temporære kavitet, som er et stort volumen, der kan indeholde flere organer (afhængigt af projektilbane) – f.eks. hjerte/lunge(r), lever/mave, mave/nyre, én eller to lunger og mave/bækken, og jo flere organer der påvirkes (rystes, påføres vibrationer eller komprimeres, dekomprimeres og direkte beskadiges) pludseligt og samtidigt, jo større vil effekten af trykbølgens direkte effekt være.

Således er det meget svært at forestille sig, at hydrostatisk/hydraulisk trykbølge ikke vil kunne påvirke og beskadige væv og organer i betydende og afgørende omfang – hvordan ville dyr så ellers kunne falde i knaldet, når de ikke er truffet i CNS- området?

Trykbølgernes fjerneffekter

Når der siges ”Fjerneffekter” betyder dette, at det ikke er selve projektilet som sådan, der giver fjernvirkningen, men derimod projektilets omgivende tryk, der forplanter sig gennem væv. – Disse fjerneffekter ses ved de fleste afgivne skud – f.eks. kan et lungeskud og et maveskud give fjerneffekter, ligesom det er dokumenteret, at et dyr skudt i låret (bagkøllen), kan medføre fjerneffekt så langt væk herfra som i hjernen (CNS – ”hovedkontor”).

Fra anden verdenskrig blev man bekendt med omtalte fjerntrykbølger (trykbølgeeffekt i en vis afstand fra projektilbanen) også i det Perifere nervesystem (PNS), og dette er jo direkte forbundet med det centrale nervesystem (CNS) – som er forbundet direkte med hjernen.

En traumekirurg fra anden verdenskrig og ballistikforsker, bemærkede fjerntryksbølgeeffekter, som han kaldte “eksplosive effekter” og “hydrauliske reaktioner” af kugler i væv. Han fremholdt: Væsker sættes i bevægelse af ”chokbølger” eller hydrauliske effekter. – Med væskefyldt væv strækker virkningerne og ødelæggelsen af væv sig i alle retninger langt ud over såraksen. – Han udtalte: ”Hvis jeg skulle vælge en af disse teorier (de forskellige sårballistiske teorier) som evangelium, ville jeg stadig gå med til den hydrauliske reaktion af kropsvæsker plus reaktionerne på centralnervesystemet”. – Jeg er helt enig heri.

Adskillige videnskabelige artikler afslører ballistiske trykbølgeeffekter, givende skader og immobilitet, herunder skader på centralnervesystemet fra træf i thorax (brystområde) og ekstremiteter (ben). Disse artikler dokumenterer fjerntliggende såreffekter fra både riffel- og pistolprojektiler, som følge af transmitteret energioverførsel.

Der er forskere der beskriver tre mekanismer for fjerntliggende skader på grund af tryktransienter (spændingsimpuls/overspænding efter trykbølge): 1) stressbølger 2) forskydningsbølger og 3) vaskulær trykimpuls (trykimpuls transmitteret via blodkar/blodbanen). – Hér nævnes ikke lydtrykbølger.

Stressbølger ses beskrevet således, at det er muligt, at lungeskader kan være resultatet af en stressbølge, ligesom et slag på en soldats trapezius-muskel (Hættemusklen i nakke/skuldre og ryg) muligvis kan forårsage midlertidig lammelse på grund af “stressbølgen”, der passerer gennem soldatens hals.

Forskydningsbølger beskrives som en mulig mekanisme for indirekte skader. Det ses anslået, at 10 % af knoglebrud i visse indsamlede data kan være resultatet af indirekte skader, det vil sige knogler brækket af trykket fra projektilet, der passerer tæt på knoglen uden direkte påvirkning/berøring. – Også dette er der delte meninger om.

Vaskulær trykimpuls er en voldsom trykbølge som kan klemme f.eks. vigtige store arterier helt sammen ganske pludseligt over en længere strækning, og sker dette i thoraxområdet, vil det være sandsynligt, at den herved lynhurtige fortrængte blodvolumen i blodbaner (arterier af en vis størrelse), via disse vil kunne nå sarte vigtige centre i hjernen, som er centralnervesystemets hovedsæde. – Og centralnervesystemet (CNS) er anerkendt, som det mest effektive system at påvirke, og det hurtigst virkende. – Se også:Netnatur.dk/cns-kuglen/ og Netnatur.dk/kan-dyr-doe-i-knaldet/? og Netnatur.dk/hvad-sker-der-ved-kugletraef-og-piletraef/.

Der ses faktisk en del uenighed om dette med trykbølger og deres effekt, men til syvende og sidst, må der jo være en årsag til, at riffelskudte større hjortearter relativt ofte falder i riffelknaldet (mellem ca. 37 og 48%) – hvilket jo ikke kan skyldes forblødning, hvor dyret sætter sig eller falder efter en vis tid, når det Hæmoragiske shock indtræffer, og efter at dyret har mistet ca. 30 % af sin blodvolumen (og besvimer), – eller Kardiogent shock (hjertepumpesvigt) eller Hypovolæmisk shock (utilstrækkelig cirkulerende blodvolume), som oftest først giver effekt efter en vis tid. – Og det kan heller ikke skyldes Septisk shock, som først indtræffer efter fra 5-10 minutter til 2-3 dage, og heller ikke væskemangel er årsag.

Det er let at forklare hvorfor et dyr falder i knaldet efter beskadigelse af Centralnervesystemet (CNS) i thoraxområdet og i hals, og der findes meget videnskabeligt materiale som anerkender Centralnervesystemet, som det mest effektive træfsted hos dyr (og mennesker). – I praksis på jagt, ses tydeligt den omgående effekt af et træf i CNS- området, da dyrene falder på stedet, og de allerfleste i bevidstløs tilstand. – Hos mennesker der skydes, repræsenterer Kardiovaskulære skader (vedr. hjerte og kar) den næsthyppigste årsag til traumatisk død – efter skader i centralnervesystemet (CNS).

Den nærmere, enkle forklaring på dette er, at nervevæv i Centralnervesystemet (CNS) har neuroner, som danner elektriske impulser der styrer muskelvæv (bevægelse), kirtelvæv, andre neuroner og noget så livsvigtigt som vejrtrækning og blodtryk. – Derfor er kraftig beskadigelse af Centralnervesystemet det hurtigst immobiliserende og/eller hurtigst dødelige. – De sidste 13 år har jeg skudt 18 bukke med CNS- kugleplaceringen, hvoraf de 14 (78 %) er styrtet livløse i knaldet, og alle dem jeg har kunnet se fra hvor jeg skød, var besvimet i knaldet. – Og samme resultat for min skudte kronhjort og dåhjort.

Det synes straks sværere at forklare hvorfor ét dyr falder i knaldet, og andre dyr flygter – når de er truffet indenfor de normalt omtalte vitale træfområder (hjerte/lungeområdet).

Igen er vi tilbage ved to vigtige forhold: at ethvert afgivet skud er unikt i sit træfsted og i sin projektilbane, og at tilstedeværelsen af effekten ”Fjerne skader som følge af trykbølger” er åbenlys sandsynlig. – Og i denne forbindelse kan peges på en ret fortællende undersøgelse af riffelskudte bøfler:

Beviser for at hydrostatisk chok kan påvirke dyr så store som Cape Buffalo, beskriver Jim Carmichael ud fra resultaterne af en omhyggeligt kontrolleret undersøgelse udført af dyrlæger i en bøffelaflivningsoperation. Dyrene blev efterfølgende undersøgt og dissekeret på en videnskabelig måde af fagfolk.

– Nogle af bøflerne faldt hvor de blev skudt, og andre gjorde det ikke, selvom alle fik næsten identiske træf i det vitale hjerte/lunge-område. Da hjernen fra alle bøflerne blev fjernet, opdagede forskerne, at de bøfler der faldt med det samme, havde fået massive sprængninger af blodkar i hjernen. Hjernen på dyr, der ikke var faldet øjeblikkeligt, viste ingen sådan skade.

Og flere andre udtalelser og undersøgelser omkring ”Fjerne skader som følge af trykbølger” kan nævnes:

Der har været dokumenteret maveskader i tilfælde, hvor kuglen ikke er trængt ind i bughulen, og dette kan betragtes som en fjerntrykbølgeeffekt.

Senere obduktioner af skudte mennesker har påvist manchetlignende blødninger omkring små hjernekar. Disse blødninger blev forklaret forårsaget af pludselige ændringer i det intravaskulære blodtryk (blodtryksparametre inde i arterierne), som følge af en kompression af store kar i intrathorax – efter en chokbølge/trykbølge forårsaget af et penetrerende højhastighedsprojektil.

Göranssons var de første nutidige forskere, der præsenterede overbevisende beviser for fjerntliggende cerebrale (angår hjerne) virkninger af træf ekstremiteter (i arme/ben/løb). De observerede ændringer i EEG-aflæsninger fra grise skudt i låret.

I et opfølgende eksperiment af Suneson, blev højhastighedstryktransducere implanteret i hjernen på grise og påviste, at en betydelig trykbølge når helt til hjernen på grise, der blev skudt i låret. Disse forskere observerede apnø (vejrtrækningspauser), nedsatte EEG- aflæsninger og neurale skader i hjernen forårsaget af de fjerne virkninger af den ballistiske trykbølge, der stammede fra projektils træf i låret. – Forbigående trykniveauer på 18-45 Psi blev overført til hjerne.

Som fjernvirkninger fra den ballistiske trykbølge, er der blevet observeret betydelige skader både i hypothalamus, der styrer hypofysen og hermed en række autonome funktioner i kroppen (ubevidst regulering af f.eks. hjerte, tarmmuskulatur og kirtler), og hypofysen som regulerer bl.a. frigivelsen af livsvigtige hormoner, – og også i hippocampus-regionerne (region i hjernen i den mediale tindingelap) er observeret skader fra ballistiske trykbølger.

Sunesons resultater blev understøttet i et senere udvidet eksperiment på hunde, hvilket bekræftede, at der eksisterer fjerneffekt i centralnervesystemet (CNS) efter et højenergi-projektiltræf i en ekstremitet (ekstremitet: arm og ben/løb). En højfrekvent oscillerende (en svingning mellem to tilstande) trykbølge med stor amplitude (udsving) og af kort varighed blev fundet i hjernen efter ekstremitetspåvirkningen af et højenergiprojektil.

I analyse af forsøg med hunde skudt i låret rapporteres meget signifikante (p < 0,01), let påviselige neurale effekter i mellemhjernen (hypothalamus og hippocampus), med energioverførselsniveauer tæt på 550 ft*lbf (fod-pund-kraft), svarende til (550*1,3558179483 J) = 746 Joule (J) = 746 Newtonmeter (Nm) – og hvor en jagtriffelkaliber .308 ude på 100 meter kan levere energien E100: 2.801 J = 2.801 Nm = 2.801*0,7376 ft*lb = 2.066 fod-pund-kraft (ft*lb eller ft*lbf) – hvis projektilet bliver i dyret (ikke gennemskud).

Undersøgelser bekræfter, at der kan ske fjerntliggende rygmarvsskader fra ballistiske stød. – Selv ved håndvåben kan trykbølger fra et kugletræf i torsoen nå rygsøjlen, og forårsage betydelig skade. – Andre undersøgelser tyder på, at fjerntliggende neurale effekter (angår hjerne) kan forekomme med niveauer af energioverførsel, der er mulig med håndvåben, på omkring 500 ft*lbf (fod-pund-kraft), hvilket i Joule er: 500 x 1,3558179483 J = 678 Joule (J).

Det skrives: At indirekte skader på grund af udbredende forskydnings- og spændingsbølger, kan give tryktransienter (spændingsimpuls/overspænding efter trykbølge), der forplanter sig via blodkar, og forårsager indirekte skader. – For eksempel kan tryktransienter, der stammer fra et abdominalt skudsår (mavetræf), forplante sig gennem vena cavae (øvre hulvene) og halsvenesystemet ind i kraniehulen og forårsage en brat stigning i intrakranielt tryk, med tilhørende forbigående neurologisk dysfunktion (dysfunktion i hjernen).

Andre resultater fra menneskelig obduktion, har vist hjerneblødning fra fatale slag/stød i brystet, herunder tilfælde med pistolprojektiler.

Blast trykbølger (fra eksplosioner) og ballistiske trykbølger fra projektiler har fysiske ligheder. De har ligheder i, hvordan de forårsager neurale virkninger i hjernen. I væv har begge typer trykbølger lignende størrelser, varighed og frekvenskarakteristika. Begge har vist sig at forårsage skade i hippocampus (i den mediale tindingelap). Det er blevet antaget, at begge nævnte trykbølger når hjernen fra thoraxhulen via store blodkar.

Til yderligere demonstration af tilstedeværelsen af fjerneffekter kan nævnes: Eksperimentelt arbejde og modellering viser, at der kan være betydelige trykbølgestørrelser i thoraxhulen for håndvåbenprojektiler stoppet af en skudsikker Kevlar-vest. – For eksempel kan et 8 grams projektil ved 360 m/s, der rammer en NIJ niveau II vest over brystbenet, producere et estimeret trykbølgeniveau på næsten 2,0 MPa (Megapascal) = 1,95*144,8038 Psi =282 Psi i hjertet og et trykbølgeniveau på næsten 1,5 MPa (1,5*144,8038 Psi =ca. 217 Psi) i lungerne. Påvirkning over leveren kan producere et estimeret trykbølgeniveau på 2,0 MPa (2*144,8038 Psi =ca. 290 Psi) i leveren = 2 MPa*9,8692 = 19,7 Atm.

Sammenfatning trykbølgernes fjerneffekter

I forhold til projektilbanen og effekten af den temporære kavitet – dokumenteres altså over tid i flere undersøgelser og forsøg (beskrevet ovenfor) en høj sandsynlig tilstedeværelse af effektfuld hydraulisk trykbølge med tilhørende ”fjerneffekter” herfra, som påvirker så langt væk fra normale træfområder som til hjernen – dette i form af både vaskulære skader (i blodkar og blodbanen) og neurale skader (skader på nervebaner) og påvirkning af organer – forårsaget af trykbølger (hydrostatiske/hydrauliske/hydrodynamiske). – Dette gør jagtriflen (med de lovlige og de til riflen velfungerende patroner) til det mest effektive jagtvåben.

Lydtrykbølger

Ved riffeljagt tales endvidere om lydtrykbølger, og især hér ses forskellige meninger – både om tilstedeværelsen af disse og om skader forårsaget af disse.

Lydbølger er mekaniske længdebølger og kaldes også for trykbølger – så lydbølger siges altså at være en type trykbølger. – Disse lydbølger/trykbølger beskrives at være mekaniske, akustiske trykbølger, som bevæger sig gennem luft, vand og mange andre materialer (medier), og transmitterer akustisk energi igennem disse. – Er denne energi så målelig og større i væv, end energien fra den påviste hydrostatiske trykbølge i væv (som er målelig)?

Lyd er mekaniske vibrationer og svingninger (svingende atomer eller molekyler). – De svingende molekyler skubber til de omkringliggende molekyler, som så igen skubber til de omkringliggende molekyler, og derved udbredes (transmitteres) lyden i et medie (stof).

Lydens hastighed er i luft 343 m/s ved 20 °C (1.234 km/tim), og i vand er lydens hastighed ca. 1.500 m/s (5.400 km/tim). – Årsagen til at lydens hastighed er hurtigere gennem vand er, at vand har højere densitet end luft, og molekylerne sidder tættere på hinanden i vand, og lydbølgerne bliver derfor nemmere transmitteret, og får derfor en højere hastighed.

De ting der skrives om disse lydbølger er:

Det skrives, at en shockbølge er en type lydbølge (akustisk kompressionsbølge), der passerer gennem legemet med en hastighed på omkring 1.500 m/s (Stokke og Anemo, 2012). – Andet sted skrives: Dén shockbølge fra lyd, som frembringes af projektilet, og som udbredes foran det gennemtrængende projektil, vil ikke transportere væv. – Det kan derfor måske være vanskeligt at forklare, hvordan en lydtrykbølges transmitterede akustiske mekaniske energi, i sig selv, kan danne skade på væv.

Andre steder fremgår: Den soniske (vedr. lyd) trykbølge, der går forud for kuglen gennem væv, beskadiger ikke væv. – Andet sted ses skrevet: Man skelner mellem en direkte projektilvirkning, der skaber knusning, og en indirekte projektilvirkning, der skabes af trykvirkning eller lydbølger.

En chokbølge kan skabes, når væske hurtigt fortrænges af et eksplosiv eller et projektil. Væv opfører sig på samme måde som vand, og det skrives, at en lydtrykbølge kan skabes ved et kuglestød, der genererer tryk på over 1.500 Psi (1.500 x 6,906 =10.359 kPa). – Mange projektiler, også fra håndvåben, kan udvikle over 1.000 Psi (Pounds per Square Inch) ved træf.

I den medicinske verden anvendes ultralyd (trykbølger) af høj intensitet og i reguleret styrke, til f.eks. knusning af nyresten, men hér må tages i betragtning, at nyrestenen knuses af styrkereguleret målrettet ultralyd fra forskellige retninger, hvilket nok giver en anden effekt end en ikke reguleret lydbølge i én retning. – Nyrestenen har desuden høj densitet, i forhold til væv, hvilket gør den mere modtagelig (følsom) for knusende, målrettet ultralyd af høj intensitet fra forskellige retninger.

Nogle har argumenteret for, at lydtrykbølger ikke forårsager vævsforstyrrelser, og at midlertidig hulrumsdannelse er den egentlige årsag til vævsforstyrrelser, der fejlagtigt tilskrives lydtrykbølger. – Noget andet er, at en chokbølge vel kan være effektiv, uden at danne vævsskade?

Andre skriver: Hydrostatisk chok er ikke chokket fra selve det midlertidige hulrum, men snarere den lydtrykbølge, der stråler væk fra dens kanter gennem statisk blødt væv.

Der kan således ses stærkt delte meninger og usikkerhed om hvorvidt denne type trykbølge (lydtrykbølge) bidrager til skader, og det lader ikke til at der findes afgørende beviser for permanente patologiske virkninger frembragt af lydtrykbølger – på nær sprængte trommehinder i ørene, efter en lydkilde skabt udenfor kroppen, og transmitteret til kroppen.

En lyd skabes, eller nok rettere sagt transmitteres, når partiklerne i et medium bliver sat i bevægelse – Tidligere omtalte Hydrostatiske trykbølge/Hydrodynamiske trykbølge, må antages at sætte væsentligt skub i partiklers/molekylers bevægelse i et påskudt dyrs væv, men denne regulære direkte fysiske påvirkning af væv i kroppen på et dyr, som er skabt af kraften fra projektilet, er svær at sætte i forhold til, og på linje med lyd – og hvor kommer lyden fra og hvor kraftig er den, når projektilet træffer og passerer dyrekroppen?

Hér kan dog fremføres et eksempel læst på nettet: ”Den energi som du slår på en metalstang med, får stangen til at svinge med små hurtige svingninger. Hvis vi nu kigger helt tæt på den ene side af metalstangen, så vil stangens svingninger få luften omkring stangen til at svinge – og danne bølger af tryk – lydbølger”. – Men kan en metalstang sammenlignes med væv, vedrørende at igangsætte betydende svingninger med stødbølgetryk fra et projektil?

Undersøgelser viser, at ballistiske påvirkninger (tidligere beskrevne hydrostatiske/hydrauliske/hydrodynamiske trykbølger) producerer trykbølger, der forplanter sig tæt på lydens hastighed, hvor andre skriver at ballistiske trykbølger er hurtigere end lydbølger – så hvad kommer egentlig først ballistisk trykbølge eller lydbølge?

Sammenfatning lydtrykbølger

Det kan generelt synes vanskeligt at se grænsen mellem, og den egentlige forskel på – og den reelle effektforskel fra de forskellige slags omtalte trykbølger (hydrostatiske bølger/stressbølger/forskydningsbølger/reflekterende bølger og evt. lydbølger), samt disses kumulative effekt. – Hvordan agerer f.eks. en trykbølge og en lydbølge sammen (interferens)?

Og hvad kommer egentligt først igennem dyrekroppen (trykbølger eller lydbølger), og hvad virker bedst – de dokumenterede hydrostatiske trykbølger der dokumenterbart kan skade væv og organer, eller de (mig bekendt) ikke dokumenterede lydtrykbølger, som ikke er påvist at kunne skade væv og organer inde i kroppen, som følge af transmission af lydbølger fra projektilanslag mod væv? – Kan shockbølge fra lyd, der må starte i projektilanslag, skade på anden måde end ved vævsskader? – Og hvis disse shockbølger fra lydtryk lander (optræder) på samme tid som de dokumenterede direkte skadelige hydrodynamiske trykbølger – gør lydbølger vel ingen forskel for det påskudte dyr, da lydtrykbølger ikke kan nå længere end hydrauliske trykbølger (fra træfsted til hjernen)!

Hvad sker der når dyret ikke findes?

Ligeså vigtigt som forløbet i skuddet der leverer dyret, er forløbet for det påskudte dyr der ikke findes.

Generelt kan siges, at et forholdsvist stort og sundt dyr ikke vil forbrænde så meget energi på flugten, som et mindre og måske usundt dyr, og vil derfor nok kunne holde sig i live i længere tid, end det mindre dyr, med måske ringere kondition – alt andet lige.

Oftest vil det anskudte ikke fundne dyr dø af forblødning (Hæmoragisk shock), eller af shock efter utilstrækkelig cirkulerende blodvolume (Hypovolæmisk shock), af shock efter hjertepumpesvigt (Kardiogent shock), af septisk shock (akut organpåvirkning fra infektion) eller af væskemangel – og i værste fald dør dyret efter langvarig utrivelighed, afmagring og infektioner.

Er dyret i live 24 timer efter påskydning vil der, i muskelfibre i området tæt på den primære sårkanal, være degeneration (forfald) og nekrose (celle-vævsdød), med et stort antal inflammatoriske celler, vævsfragmenter og bakteriekolonier. Dette vil sløve dyret udover den neddrosling som sker, som følge af den direkte læsion fra skuddet og mulig smerteopfattelse i et vist omfang, samt stress i forbindelse med at dyrets iltoptagelse nedsættes som følge af forblødning og/eller aftagende blodcirkulation, eller omfordeling af blodressourcer. Også svigtende væskebalance kan blive udslagsgivende og føre til død.

Sårfeber er normalt en særlig form for blodforgiftning, der kan optræde ved spredning af en infektion udgået fra et inficeret (urent) sår, og/eller som følge af de inflammatoriske celler og bakteriekolonier omkring den stationære sårkanal gennem dyret. – Sårinfektion skyldes betændelse med en eller flere bakteriearter, hvoraf de mest almindelige er streptokokker og stafylokokker, og hvor streptokokinfektion udvikler sig i 3 til 4 dage. – Visse andre typer infektioner kan dog forekomme inden for 6 timer efter skuddet. – Beskadiget ikke levedygtigt muskelvæv, især i et anaerobt (uden ilt) miljø, er ideel til bakterievækst.

Efter de ca. 24 timer vil sårfeber altså kunne indtræde, med mindre træf i mave/tarme fører til akut septisk shock, som kan føre til død meget hurtigt (se tidligere). Også sår der kommer i kontakt med jord, eller inficeres med bakterier fra fluer/spy vil kunne føre til infektion/sårfeber, og selv projektilet vil kunne trække bakterier fra pels/hud ind i såret. – Årstiden kan spille en større rolle, ved varme og stor luftfugtighed, givende bedre betingelser for udefra kommende infektion – i forhold til den kolde årstid.

I andre lande end Danmark anvendes fortsat riffelprojektiler med bly. – Blyforgiftning kan skade knoglemarv, nervesystem, lever, nyre og hormonproducerende organer. Blyforgiftning (Plumbisme) kan give sig til kende fra få dage til mange år efter en skudskade, oftest forårsaget af kuglefragmenter i et ledrum, knogle eller intervertebral disk (ryghvirvlernes disci – de støddæmpende bruskskiver mellem ryghvirvlerne).

Blyfragmenter i det bløde væv dækkes hurtigt af avaskulært (uden blodkar) arvæv, hvilket forhindrer deres migration (flytning/vandring) og måske optagelse i kroppen. Imidlertid opløses intraartikulært (i led) bly i ledvæske, hvilket kan medføre bl.a. død.

Det skrives, at kobber, som er et andet metal der er almindeligt i skydevåbenprojektiler, også er neurotoksisk (giftig for nervesystemet), men i modsætning til bly forårsager det betydelig bløddelsbetændelse, nekrose (celle og vævsdød) og erosion (afstødning). Nikkel kan også være inflammatorisk, mens zink og aluminium opfører sig på samme måde som bly i det bløde væv.

Hos mennesker er set migration (vandring) af projektiler ind i portalsystemet (blodkarsystem), perikardialrummet (hjertesækken), rygmarven, nyrerne, urinlederne, urinrøret og lungerne.

Intravaskulære (inde i blodårer) skader kan senere medføre blodpropper i flere dele af kroppen. Blodbanens forsøg på at stoppe forblødning ved koagulering, kan skabe embolisering (blokering) af f.eks. en arterie, ved dannelse af blodprop, hvilket kan medføre manglende iltning af blodvolumen og herved organstop.

Ved skud i for- bagløb, hvor dyret ikke dør ved forblødning og kraftig infektion, og hvor såret ikke heler op, kan dette medføre et forløb inden død over måske flere måneder, med utrivelighed, afmagring og infektioner.

Konklusion

Som det nok ses af ovenstående, er der mange ting som vi almindelige jægere ikke tænker på under jagten – men mange tager disse ting meget alvorligt, hvilket ses af de talrige og særdeles omfattende og detailrige rapporter, med bagvedliggende seriøse undersøgelser og videnformidling. – Det er de mange detaljer i dette som skaber helheden, ikke omvendt.

Efter min opfattelse er der ingen grund til at betvivle tilstedeværelsen af hydraulisk reaktion/ hydrostatisk (hydrodynamisk) trykbølge (stødbølge) og dennes afgørende skadevirkning på al slags væv og organer. Jeg mener at det er denne hydrostatiske, hydrauliske trykbølge der, udover at den skader væv og organer, samtidigt skaber den såkaldte schokbølge, som nok ikke skader væv, og som er direkte affødt af trykbølgen. – Derfor burde denne hydrostatiske effekt nok rettere kaldes trykshockbølge, da den transmitterede vævsødelæggende trykbølge over større afstande, og i alle retninger, må antages også at medføre omgående shockvirkning/shocktilstand i skuddet, hvilket givetvis er effektfuldt.

Jeg har vanskeligt ved at se lydtrykbølger dokumenteret tilstede, og heller ikke den eventuelle effekt fra disse – som må overtrumfes af den, efter sigende, lige så hurtige og dokumenterede direkte vævsskadende hydrodynamiske trykbølge (den hydrauliske reaktion fra den ballistiske trykbølge), hvor alt væv – også organers væv og nervevæv er involveret.

Angående fjerneffekter fra den ballistiske trykbølge (den hydrodynamiske trykbølge), ser dette veldokumenteret og sandsynliggjort ud, i mange undersøgelser. Fjerntrykbølger (tryktransienter – spændingsimpuls, overspænding) dokumenteres at nå fra projektiltræf i dyrs bagløb og fra træf i dyrs vitale træfområder, helt op til centralnervesystemets top, hjernen. – Fjerntrykbølger virker gennem væv, og blodbanen ser ud til at være denne skadelige hydrodynamiske trykbølges hurtigste og direkte vej til hjernen, hvor tryk og skader er registreret, som følge heraf (vaskulær trykimpuls, vedr. kar).

Der er i forsøg registreret energioverførselsniveauer til hjerne, fra projektiltræf i dyrs bagløb, tæt på 550 ft*lbf (fod-pund-kraft), svarende til: 550*1,3558179483 J = 746 Joule – og hvor en jagtriffelkaliber .308 ude på 100 meter kan levere energien E100: 2.801 J = 2.801 Nm = 2.801*0,7376 ft*lb = 2.066 fod-pund-kraft (ft*lb eller ft*lbf).

Riffelprojektilets temporære kavitet må anses at være den primære forklaring på riflens veldokumenterede effektivitet, og hvor skadeområde (skadet væv og organer, kompression/dekompression med amplityde (udsving) og trykbølgereflektering samt forblødning) er væsentlig større, end ved alle andre jagtvåben. – Effekten af den temporære kavitet (det midlertidige hulrum) vil være størst i området omkring CNS- træfpunktet, hvor også vævstæthed er stor og med kraftige knoglestrukturer. – Jagtriflens projektil er i stand til at få dyret til at miste bevidstheden i knaldet, i langt højere grad og væsentligt oftere, end andre jagtvåbens ”projektiler”.

Vurderet ud fra alle udtalelser og meget videnskabeligt materiale, er centralnervesystemet (CNS) anerkendt, som det mest effektive system at påvirke, og det hurtigst virkende. Dette skyldes at CNS styrer alle livsvigtige funktioner, hjerte, lunger m.fl., og har direkte forbindelse til hjernen. – Yderligere fortællende om centralnervesystemets betydning er udtalelsen: hos mennesker der bliver skudt, er den hyppigste årsag til traumatisk død (efter sår og skader) skader i centralnervesystemet, og den næst hyppigste årsag er kardiovaskulære skader (vedr. hjerte og kar). – Træf i Det Perifere nervesystem (PNS) kan også give påvirkning af CNS.

Rent etisk og dyreværnsmæssigt og angående effektivitet, er CNS- kugleplaceringen altså den mest optimale – og ved riffeljagt bør man helt forlade både ”høj bladkugle”, ”Lav bladkugle” og især ”Hjertekuglen”, som er den mest usikre af dem alle. – Og fejlmargenområdet (kompenserende for unøjagtighed i skudafgivelse) er ved CNS- målområdet langt større end fejlmargenområdet ved ”Hjertekuglen”, hvorved tesen om at CNS- kuglen giver større risiko for ”tapskud” (i rygsøjlens torntappe (Processus spinosus) er direkte urigtig. – Og ganske givet er et træf i et dyrs bringe/albue/forløb langt værre for dyret end et ”tapskud”, som dyr faktisk kan overleve (og leve med), hvis dette er tilstrækkeligt yderligt (højt oppe), og hvor såret sjældent eller aldrig får kontakt med bakterier fra jord.

Underligt nok nævnes sjældent effekten af de smertehæmmende hormoner, som man kender som uhyre effektive hos mennesker der kommer endda alvorligt til skade.

* I alt dette må man imidlertid stadigvæk kunne fastslå, at det vigtigste ved skydning til dyr, er træfpunktet udenpå dyrets overflade, sammen med dén projektilbane gennem dyret som skudvinklen giver – dette når man har valgt den rigtige riffelpatron til sit våben, og den lovlige til det aktuelle dyr, og skyder på rimelige afstande.

* Det kan ikke trække fra, og det kan være nyttigt, at vi jægere, som i praksis befinder os midt i alt dette hér med Terminal ballistik (projektilets effekt i dyret) – kender noget til dette, som jo også omhandler jagtetik og dyreværnsmæssige forhold, samt vedrører almen accept af riffeljagt.

* Der medgår nok ofte mange års jagt, før man er så erfaren med hjortejagt, at man opnår godt kendskab til flere af de hér beskrevne ting, og kan dette spare et vist antal hjorte for unødvendige lidelser – er dette værd at både skrive og læse

Læs mere på netnatur.dk/LAESERBREV