Riffelkuglen fra riflen til målet

Overgangen til blyfri riffelammunition er ikke helt uden børnesygdomme og læserbrev påpeger en række udfordringer, som både jægere og producenter af blyfri ammunition bør tage i betragtning

Intern og ekstern ballistik.

Tekst, illustrationer og foto: Jack Hansen, øvrige kildeangivet. 19.08.2024.

– alt som jeg læser og opfatter dette, beregner dette og efter min mening og erfaring:

Nu anvender vi i Danmark blyfri riffelprojektiler – (nogle har måske stadig ca. 1-2 % bly).

Mange undersøgelser viser at blyfri riffelpatroner er lige så effektive som de blyholdige, og nogle mener endda at de er bedre.

– Ved min indskydning med blyfri, skulle kikkertsigtet kun gives ét klik nedad, i forhold til tidligere, og min første buk skudt med blyfri projektil viste samme resultat som de blyholdige riffelpatroner: ”bevidstløs i knaldet” – men måske var udgangslæsionen større.

– Data for min valgte blyfrie jagtriffelpatron er:

Riffelpatronernes egenskaber (ballistiske værdier) er vigtige, og skal være afpasset riflens riffelgang – men det skal dog ikke overses, at det vigtigste ved skydning til dyr vedrørende dræbeevne, nok altid vil være sigtepunktet/træfpunktet udenpå dyrets overflade, sammen med dén kuglebane gennem dyret som skudvinklen giver. – Dette når man har valgt den rigtige riffelpatron til sit våben, og den lovlige til det aktuelle dyr, samt rimelig skudafstand. – 6 af disse ballistiske værdier (P, SD, FF, SF/SG, Rps og Z) vist ovenfor, er ikke så almindeligt sete, og kan være nyttige, men være svære at gennemskue, og forklares i dette læserbrev. – BC (Ballistisk Koefficient) er en ofte set (oplyst) værdi. – MRD 100 m = riffel indskudt på 100 m (groft forklaret).

Mit valg af blyfri patroner blev: RWS Evolution Green, 9 g/139 grain (gr), .308Win Schultz og Larsen, som er en 7,62 × 51 mm – en tilnærmelse til NATO ammunition, modificeret til jagtlig brug. – Antal Joule (energi) er oplyst til mundingsenergi: E0 = 3.525 Joule, E100 = 2.801 Joule og E200 = 2.218 Joule. – BC (Ballistisk Koefficient) er oplyst til 0,318.

Vedrørende de oplyste antal Joules som denne patron udvikler, skal man dog være opmærksom på, at de oplyste energier kun overføres til dyret i træffet, hvor der ikke er gennemskud. – Ved gennemskud medbringer projektilet en del energi ud af dyret.

– Men er disse oftest oplyste data for patronen egentlig nok at have kendskab til, når man vælger riffelpatron?

Den 16. maj overrumplede mig atter engang – denne gang på den måde, at jeg ikke i tilstrækkelig god tid havde fået undersøgt nøjere vedrørende de nye blyfri jagtriffelpatroner. Disse blev indkøbt og afprøvet på en 50- meter skydebane – og dette gik fint.

– Den 16. maj skød jeg min første buk med blyfri, 60 meter ude og dette gik også fint – bukken faldt bevidstløs i knaldet, men rørte dog et øre i kort tid.

Alt synes således i orden – men er det nu også dét? – Har jeg grund til fortsat tvivl?

Hvad nu med skudafstande længere end de 60 meter? Jeg vender nok heller ikke ryggen til en kronhjort ude på 125 meter – og er min valgte kugle så stabil nok?

Dette satte så gang i noget research, og ud fra dette viser jeg hér hvordan jeg beregner nogle af de vigtige ballistiske værdier, hvilket ikke kan undgå at måske blive lidt nørdet, men sådan er jo dén verden – og det ser ud til, at der findes (og regnes med) en del flere vigtige ballistiske værdier, end man normalt ser oplyst på patronæskerne og i specifikationerne – eller hæfter sig ved, dersom disse er oplyst.

Til yderligere besværliggørelse af det hele, anvendes der i verden forskellige enheder. Én ballistisk værdi forudsætter ofte, at en anden ballistisk værdi kendes (er fundet), da Ballistik er et produkt af mange egenskaber og påvirkninger, under overholdelse af fysikkens love – og alt dette har man hidtil afkompliceret i værdierne BC (Ballistisk Koefficient), hastigheder, anslagsenergier og projektilfald i nogle afstandsintervaller. – Nye lettere metaller i projektiler (hvilket også giver længere projektiler) er faktisk en stor ændring, som er værd at se nærmere på, da disse også skal anvendes i ældre og gamle rifler.

For mange kræver det nok en indsats for at helt forstå hvad ballistik er for noget, og flere af de anvendte begreber og enheder, ud over kuglevægt, hastighed og kuglefald, kan være overvældende at overskue, da man skal helt ned i flere formler, for at gennemskue disse – og fysikken bag dette. For at kunne dette, er man nødt til at se på flere ting samtidigt.

I dette læserbrev gennemgås Intern og ekstern ballistik, hvor jeg forsøger at opsamle og strukturere noget af dén viden der foreligger om dette, som andre har skrevet dette, og som jeg har forstået dette. – Jeg viser hvordan jeg beregner forskellige, relevante ballistiske værdier, og peger på nogle værdier som ser ud til at være faldet ud, eller som er ”skjulte” faktorer i de ballistiske værdier, som våbenproducenterne oftest oplyser i dag.

For en del garvede jægere og skytter, vil store dele af dette nok (eller måske) være mere eller mindre kendt stof og paratviden, men man skal huske at der hele tiden kommer nye riffeljægere til, som kan have glæde af en opsamling af et stort materiale, der ligger meget spredt fordelt på nettet og i mange velformulerede og illustrerede udgaver. – Også det jagtbare vildt kan opnå dyreværnsmæssige fordele af jægernes viden om ballistik.

Ballistik inddeles i 3 termer:

* Terminal ballistik karakteriserer projektilets opførsel og de virkninger som projektilet giver, efter at det har ramt sit mål og overført dén energi det overfører:

Dette i de direkte effekter, i de indirekte effekter og i de såkaldte ”fjerneffekter”, som giver vævsskader og organskader eller forstyrrelser, samt det omgående shock fra træf i CNS (centralnervesystemet), eller de senere opstående andre dødelige 4-5 shocktyper.

Vedrørende denne Terminale ballistik, se nærmere på: Netnatur.dk/riffelkuglens-effekt-og-virkemaade. – Hér ses hvad der sker når projektilet træffer dyret, og der vises bl.a. noget af det nødvendige om kraft, tryk og energi – og hvordan man selv udregner dette.

Vedrørende shocktyper, se: Netnatur.dk/kan-dyr-doe-i-knaldet/ og Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/ og Netnatur.dk/hvad-sker-der-ved-kugletraef-og-piletraef/ og Netnatur.dk/hoej-og-lav-bladkugle-og-de-bedste-traefomraader/.

Vedr. CNS- kuglen, se: Netnatur.dk/cns-kuglen og Netnatur.dk/cns-kuglen-og-den-nye-alternative-hjerte-og-lungekugle og Netnatur.dk/riffelkuglens-effekt-og-virkemaade.

* Intern ballistik er viden om projektilflyvning inde i et skydevåben, og omhandler altså dét der sker i kammeret og i løbet (piben).

* Ekstern ballistik (den ydre ballistik) omhandler projektilflyvning gennem luft til målet, og drejer sig om dét der sker, når projektilet har forladt mundingen og inden træf.

I dette læserbrev gennemgås Intern og ekstern ballistik:

Riffelpatronerne:

Hér kunne snakkes ustyrligt længe om disse, og der kan læses vældigt meget om dette – men det nok mest primære synes at være projektilernes stabilitet, masse, hastighed og deceleration (dén hastighed, hvormed et objekt bremser, og afgørende for projektilets indtrængningsdybde) – og ikke mindst effektiviteten af dén kinetiske energi (anslagsenergi), som projektilet afgiver i det påskudte dyr – og som er størst når der ikke er gennemskud.

Og alt dette bestemmes af bl.a. projektilets kaliber, konstruktion, materiale, hastighed, vægt, form, stabilitet og indgangsprofil, krøjning (væltning/kæntring i sårkanalen), projektildeformation, projektilfragmentering – og den af disse ting afledte indtrængningsdybde. – Projektilets retningsstabilitet inde i dyret, er også et vigtigt emne.

Hér i dette læserbrev gennemgås bl.a. nogle vigtige ballistiske værdier for riffelprojektilet:

* Anslagsenergi (E) i Joule, hvilket skal oplyses ifølge loven – som har krav til dette for de forskellige vildt- klasser (vildtarter).

* BC – Ballistisk Koefficient (projektilets egenskaber i forhold til luftmodstand), som altid oplyses ved køb af riffelpatroner.

Derudover findes andre ballistiske værdier for riffelprojektilet, som man sjældent hører om eller hæfter sig ved hvis oplyst, men som faktisk også er oplysende og værd at se på:

* Momentum (P) (produktet af projektilets masse (vægt) og hastighed).

* Sectional Density (SD) (forholdet mellem projektilets vægt og diameter²).

* Stabilitetsfaktoren (SF), (forholdet mellem projektilets rotation og hastighed) – dette er en del af Gyroskopisk stabilitet (SG).

* Formfaktoren FF (i), (mål for hvor strømlinet (aerodynamisk) projektilet er).

* Sidevinds påvirkning af projektil (Z) kunne også være interessante værdier at kende.

Dertil kommer rotationshastighed Rps (projektilets antal spin pr sek.), som afgøres af projektilhastighed og projektilets overflade – men primært af jagtriflens stigning i riffelgangen (twist rate).

Og der gennemgås lidt om vinklede skudvinkler opad, nedad og sideværts på skrå, lidt om regns virkning på projektilbanen, samt et lydfænomen. – Der afsluttes med en konklusion.

Kaliber:

Riffelpatroner angives i kaliber og hylsterlængde, hvor f.eks. en cal. .308 Win stammer fra Nato ammunition fra ca. 1952, som havde en diameter i riffelgangens ”Groove” (største diameter, i riffelganges bunde) på: 0,308 x 25,4 mm (engelsk tomme) = 7,82 mm – og en mindste diameter ”Bore” (hvor der ikke er riffelgange) på: 0,300 x 25,4 mm = 7,62 mm. Altså en rilledybde i riffelgange på 0,1 mm ((7,82-7,62)/2 = 0,1 mm).

Projektilets diameter var 0,308 inch (tommer) x 25,4 mm = 7,82 mm. – Den større diameter på projektilet, i forhold til riffelpibens mindste diameter (7,62 mm) sikrer, at projektilet lukker tilstrækkeligt tæt nede i bunden af riffelgange (diameter 7,82 mm) – når dette presses ud af løbet, således at de fremaddrivende krudtgasser ikke går helt eller delvist tabt. – Men mere om de meget vigtige riffelgange senere i dette læserbrev.

I Europa betegnes cal. .308 som 7,62 x 51 (jagtrifler). Hylsterlængden er 51 mm. – Min cal. .308 projektil (RWS) måler i diameter 7,7 mm i det metriske system.

En salonriffel kaliber .22 har en projektildiameter på: 0,22 x 25,4 mm (engelsk tomme) = 5,588 mm, og kaldes 5,6 mm.

Da dét der skal dræbe dyret er projektilet, er dette det mest interessante – ikke kun hvad angår kaliberen, men også projektilets opbygning, materiale, form, vægt, hastighed og rotation fra riffelgang, som alle afgør det endelige, samlede resultat af projektilets ballistiske egenskaber, hvor én af parametrene altså er projektilhastighed:

Projektilhastighed:

Man tilstræber at give et projektil så stor hastighed som muligt, også for at opnå en så flad projektilbane som muligt, og for at minimere flyvetiden, hvilket afkorter sidevinds påvirkningstid. – Øget hastighed øger anslagsenergi i 2. potens: (E (energi) = ½ m*v²).

Hér tales om tre forskellige hastighedsfaser: Supersonisk (over lydens hastighed, som er ca. 331 m/s = ca. 1.192 km/tim), transsonisk (overgang lige over og under lydens hastighed) og subsonisk (under lydens hastighed).

Der skelnes ofte mellem højhastighedsprojektiler og lavhastighedsprojektiler.

Der er noget forskellige opfattelser af, hvad lavhastighedsprojektiler er – fra 1.100 ft/s (fod per sekund) = 1.207 km/tim til 2.000 ft/s = 2.195 km/tim.

Højhastighedsprojektil af standardprojektilform G7 – med affaset bottail (bagparti), givende den bedste aerodynamik. – Bemærk de skråtstillede afskrabninger bagtil, hvor riffelganges ”lande” har haft fat i projektilet, og fået dette til at rotere – skabende gyroskopisk stabilitet (SG). – Dette projektil startede med en hastighed på 885 m/s, svarende til 3.186 km/tim.

Håndvåben er typisk lavenergi- våben, og har almindeligvis en mundingshastighed på under 1.400 fod i sekundet (1.536 km/tim).

Højenergi- våben er militærrifler og jagtrifler, med typiske mundingshastigheder for militærprojektiler fra 3.066–3.250 fod/sek., svarende til 3.364–3.566 km/tim. – og lidt lavere mundingshastigheder for jagtrifler, f.eks. 3.186 km/tim for jagtriffelammunitionen RWS Evolution Green, 9 g/139 grain (gr), i kaliber .308Win., svarende til 885 m/s = 2.903 ft/s (fod pr. sekund).

Et messingprojektil har mindre starttryk end et kobberprojektil, men til gengæld mindre friktion, som gør at messingprojektilet kan opnå større hastighed end kobberprojektilet, fordi messingprojektilet, med sit mindre starttryk, kan lades hårdere. – Dette giver messingprojektilet en hastighedsmæssig fordel, ligesom messinglegeringer er noget hårdere end kobber og derfor ikke afsætter så mange sløvende aflejringer i piben/riffelgangen, som kan nedsætte hastighed og rotation (gyroskopisk stabilitet).

Opslag angående hastigheder: 1 ft/s (fod per sekund) = 1,097280 km/tim. = 0,3048 m/s (meter per sekund). – 1 m/s = 3,6 km/tim. = 3,28084 ft/s (fod per sekund) – 1 ft (fod) = 0,3048 m. – 1 m = 1/0,3048 m = 3,2808 ft. (Dette anvendes i senere udregninger).

For ikke at have for mange måleenheder for hastighed, ses i det følgende på hovedsageligt 2 målenheder: m/s og km/tim.

Til sammenligning har lyden en hastighed i 0 grader C atmosfærisk luft på: 331,5 m/s – Mach 1: (1.193,4 km/tim.). Med andre ord tager det lyden ca. 3 sek. at bevæge sig 1 km. – Og den hurtigste hastighed vi kender er lysets 299.703 km/sek.

En lydbølge (som også kaldes en trykbølge) i kropsvæv, siges at have en hastighed på: 1.540 m/s (5.544 km/tim.), hvilket er ca. 1,74 gange hurtigere end nævnte RWS riffelkuglens mundingshastighed på 885 m/sek. (3.186 km/tim.). – Effekten af en lydbølge i et påskudt dyr kan dog diskuteres, og måske endda tilstedeværelsen af lydbølge inde i dyret efter træf (se Netnatur.dk/riffelkuglens-effekt-og-virkemaade).

For at illustrere projektilhastighedens betydning for kinetisk energi ved anslag, kan sammenlignes 2 projektiler med næsten samme vægt (masse), nemlig en salonriffel cal. 22 LR (5,6 mm 2,6 gram) og en M-16 cal. (5,56 mm 3,6 gram) militærpatron, der med sin hastighed på 990 m/s (3.564 km/tim) leverer en kinetisk energi der er over 13 gange større end cal. .22 LR, med sin ca. 3 gange lavere hastighed på ca. 335–383 m/s (1.206 –1.379 km/tim).

Men da projektilets anslagshastighed ikke nødvendigvis korrelerer (har gensidig sammenhæng) med den resulterende mængde vævsskader og vævsforstyrrelser – kan der argumenteres for, at i stedet for at tale om ”høj- og lavhastighed”, at tale om ”høj – energi” og ”lav- energi”, fordi vævsforstyrrelser og vævsskader afhænger af effektiviteten (størrelsen af ​​energioverførsel, og måden denne overføres på) – og dette er det mest centrale og afgørende for det afgivne skuds effekt og virkemåde på et dyr, med samtidig opmærksomhed på træfpunkt og indtrængningsdybde. – Det virker som om, indenfor kirurgi og lægevidenskab, at skudsår stadigvæk oftest opdeles i ”høj- og lavhastighed”.

Indtrængningsdybde:

Indtrængningsdybde afhænger, udover (senere viste) Momentum (P) og Sectional Density (SD), af flere andre ting såsom: Hvor hurtigt den kinetisk energi afleveres gennem dyret, hvilket bestemmes af hvor meget og hvor hurtigt projektilet deformerer og/eller fragmenterer (hvilket nedsætter projektilhastigheden i dyret, og forkorter indtrængningsdybde), eller hvor meget projektilet krøjer/kæntrer inde i dyret (hvilket også nedsætter projektilhastighed, og overfører større energi i en kortere indtrængningsdybde), – og indtrængningsdybde afhænger derudover af hvilket væv projektilet passerer.

Indtrængningsdybde har altså sammenhæng med hvor hurtigt projektilets mængde af kinetiske energi afgives radialt ud fra projektilbanen, og lidt foran projektilet – i Den Terminale ballistiks projektilbanelængde (indtrængningsdybde).

Undersøgelser for kaliber 6,5×55 (med forskellige blyfri og blyholdige projektiler) viser i gennemsnit, at indtrængningsdybden var 40 cm – og at den maksimale lokale energiafgivelse finder sted i de forreste 10 cm af mediet ballistisk sæbe, med toppunkt på ca. 120 J/cm (Joule per cm) ved ca. 8 cm indtrængning – og at projektilet 20-25 cm inde kun har en begrænset del af sin energi tilbage (ca. 25-50 J/cm) – forholdstallene var uafhængige af anslagsenergien, og den samlede energiafgivelse var ca. 2.000 J.

Et projektil der bliver i dyret (uden gennemskud/udgangshul) afleverer sin fulde mængde kinetiske energi til direkte truffet væv, til direkte trykpåvirket væv (Den Temporære kavitet) samt til de indirekte såkaldte ”fjerneffekter” (fjerne skader og/eller forstyrrelser, som kan opstå i stor afstand fra projektilbanen via transmitteret trykbølge).

Projektilet der perforerer dyret (giver gennemskud med udgangshul), afleverer ikke sin fulde mængde kinetiske energi til væv – hvorimod gennemskud hurtigere og mere tydeligt kan give blodspor at følge.

Indtrængningsdybde afhænger også af hvilke mængder af væv (knoglevæv, blodkar, hårkarnet (kapillærer), muskelvæv, bindevæv, organvæv og nervevæv) projektilet træffer – f.eks. knogler med høj densitet (massefylde/massetæthed/vægtfylde), eller det meget elastiske lungevæv med lav densitet.

Densitet, elasticitet og sammenhængsstyrke i det trufne væv, er faktisk i ret høj grad medafgørende for projektilets indtrængningsdybde – og også afgørende for vævsødelæggelser og vævsforstyrrelser (direkte, indirekte og ”fjerne”) – og truffet knoglevæv ser ud til at spille en stor rolle effektmæssigt vedrørende både indtrængningsdybde og vævsødelæggelse. – Se nærmere herom på: Netnatur.dk/riffelkuglens-effekt-og-virkemaade og Netnatur.dk/hvad-sker-der-ved-kugletraef-og-piletraef.

De direkte skader og vævsforstyrrelser skabes af selve projektilet, de indirekte skabes af Den Temporære kavitet og de ”fjerne skader og vævsforstyrrelser” kommer fra transmitteret trykpåvirkning fra Den Temporære kavitet, som kan nå helt op til hjernen fra skudtræf i f.eks. et bagløb.

FBI regner med, og anbefaler indtrængningsdybder som sikrer, at projektilet skal kunne nå vitale organer, selv ved skrå skudvinkler, (hvor kuglen måske først skal igennem en arm).  Beregnet til selvforsvar og retshåndhævelse, anbefaler FBI et minimumskrav til gennemtrængning på 12 tommer (304 mm) i ballistisk gelatine – men hos f.eks. en elg og større hjortearter, vil der være behov for større indtrængningsdybder, da projektilbanens nødvendige længde bliver længere i dyr med stor kropsdybde, og især ved skrå skudvinkler, hvorved projektilet ikke nødvendigvis kan nå vitale dele og organer.

For at et projektil pålideligt kan nå vitale vævsstrukturer og organer hos mennesker, regnes med nødvendig indtrængningsdybde på 12–20 tommer (304–508 mm).

Vedr. projektilets indtrængning ses skrevet: Generelt kræves der en anslagshastighed på kun 125 til 230 ft/s (fod i sekundet) = 38,1 m/s til 70,1 m/s, svarende til 137 km/tim til 252 km/tim, for at et projektil eller et fragment kan trænge igennem huden. – Ved 220 km/tim kan et projektil trænge ind i kraniet (bryde den ydre del af storhjernens hjernebark (cortex)), hvor der befinder sig områder, som styrer bevægelser, tanker, følelser, etc.

– Dette ses ved de såkaldte ”festlige kugler” der skydes op i luften ved fester, optøjer o. lign. – hvor der måske ligger 3 mænd og kvinder på jorden, når de andre er gået hjem.

Dersom et projektil har overekspansion (deformerer for meget) ved træf, eller hvis projektilet krøjer/kæntrer før træf (f.eks. ved træf med en kvist eller gren en vis afstand før målet) – kan projektilets indtrængningsdybde reduceres væsentligt, og blive utilstrækkelig – også selv om det afleverer sin fulde mængde kinetiske energi.

Se også: Netnatur.dk/ballistiktabellernes-volapyk-for-viderekomne-nr4/.

* Den mulige indtrængningsdybde for jagtriffelprojektiler fremgår og beskrives nok bedst af nøgletallene: Momentum (P) og Sectional Density (SD).

Et projektils indtrængningsdybde er af særlig betydning, når store dyr nedlægges. – Som hér i Ballerup i Danmark, hvor man faktisk kunne skyde elefanter i 2007.

Piletræf – indtrængningsdybde: Til sammenligning med nok ældre undersøgelser af piletræf i skudafstand 8 meter med langbue (45 m/s), sammensat bue (67 m/s) og armbrøst, hvor det fremkom: At sårmekanismen var en kombination af snit og punktering.

I ikke-knoglevæv var penetrationsdybden betydelig (17-60 cm) og afhang af hastighed og især af typen af ​​pilespids (og formentlig også af pilevægt, som jeg ser det). Alle pile trængte dybt ind i de store kropshuler og skadede organer, så længe ingen tyk knogle skulle perforeres. Flade knogler såsom ribben var altid perforerede. Sværhedsgraden af ​​såret afhang primært af målområdet og typen af ​​pilespids.

Pilehastigheden for compound bue ligger i dag oftest på mellem 85-113 m/s (280-370 ft/s, fod per sekund), svarende til 306–407 km/tim, men en pil kan stadig ikke bryde kraftige knogler, og vil ved træf hermed tamponere eller dreje væk fra sin påtænkte pilebane gennem dyret.

Momentum (P):

Momentum (impuls) beskriver produktet af projektilets masse (vægt) og hastighed – et objekts bevægelsesmængde, hvilket har betydning for, hvor dybt et projektil kan trænge ind i målet – dog afhænger indtrængningsdybde også af projektilform, ekspansion og fragmentering, samt hvilken masse af forskelligt væv som projektilet skal passere.

Opslag: 1 ft/s (fod per sekund) = 1,097280 km/tim. = 0,3048 m/s (meter per sekund) – 1 m/s = 3,6 km/tim. = 3,28084 ft/s (fod per sekund). – 1 lb (pund) = 0,453 kg. – 1 ft (fod) = 0,3048 m. – 1 m = 1m/0,3048 m/ft = 3,2808 ft. – 1 kg = 2,20462262 lb (pund). – 1 g (gram) er 15,43235835 gr (grain) – 1 gr (grain) = 0,06479891 g (gram) – 1 lb*ft/s = 0,1383 kg*m/s – 1ft*lbf (fod gange pund-kraft)= 1,35582 J (Joule) – 1 J = 0,737562149 ft*lbf.

Formlen for Momentum er ganske enkel: Momentum (p) = masse (m) x hastighed (v) = (p=mv). Resultatet vises ofte i antal kg gange fod i sekundet (ft/s): kg*fps, og i antal pund (lb eller lbs) gange fod i sekundet (ft/s) = lb*fps (pund gange fod per sekund).

Beregning af Momentum (P): Min blyfri RWS Evolution Green, 9 g/139 grain (gr), til min .308Win, som er 7,62 × 51 mm (hvor de 51 mm er hylsterlængde), og med en mundingshastighed (V0) på 885 m/s = 3.186 km/tim = 2.904 ft/s (fod per sekund), har projektilet et Momentum (P) på: P = 0,009 kg*2.904 ft/s = 26,14 kg*fps (kg gange fod per sekund). – Dette omsat til pund: 26,14 kg*fps*2,20462262 lb/kg = 57,63 lb*fps(pund gange fod per sekund), svarende til 57,63 lb*fps*0,1383 = 7,97 kg*m/s. – Se også en Momentum lommeregner.

Til sammenligning med en salonriffel cal. 22LR med en mundingshastighed på 315 m/s = 315*3,6 km/tim = 1.134 km/tim = 315*3,28084 ft/s = 1.034 ft/s (fod per sek.), og med en kuglevægt 2,6 g/40 grain (gr) = 0,0026 kg, er dette projektils Momentum: P = 0,0026 kg*1.034 ft/s = 2,69 kg*fps (kg gange fod i sekundet). – Dette omsat til pund: 2,69 kg*fps*2,20462262 lb/kg = 5,93 lb*fps (pund gange fod i sekundet) – og dette er næsten 10 gange mindre end ovenfor viste kaliber .308Win. – Denne forskel skyldes altså forskellen på disse to projektilers vægt (masse) og hastighed.

Til sammenligning med en meget kraftig safari- riffel .416Rigby (kuglediameter/kaliber: 0,416*25,4 mm = 10,57 mm) og med en projektilvægt på 25,9 gram og en hastighed på 730 m/s (2.395 ft/s). – Denne vil have et Momentum på hele: P = 0,0259 kg*2.395 ft/s = 62 kg*fps (kg gange fod per sekundet). – Dette omsat til pund: 62 kg*fps*2,20462262 lb/kg = 137 lb*fps (pund gange fod per sekundet), svarende til 0,0259 kg*730 m/s = 18,91 kg*m/s (kilogram*meter per sekund). – En rigtig ”mandekugle” med et ”skulderkys” (i rekylen) på (siges det) 70 Joule = 70 Nm (Newtonmeter), til sammenligning med en rekyle på 4,3 Joule hos en M-16, og ca. 15 ft*lb (fod*pund) = 15*1,35582 = 20,3 Joule hos en cal. .308. – Se link vedr. rekylenergi).

Se også vedrørende den legendariske .0416Rigby på: Netnatur.dk/416-rigby-safari-klassikeren.

Sectional Density (SD):

Et projektils SD (Tværsnitsbelastning er nok det bedste danske ord) beskriver forholdet mellem projektilets vægt og diameter² (masse/tværsnitsforholdet = m/d² = lb/in²), og har betydning ved skud til større vildt som f.eks. kronhjort og elg. – Jo større vægt et projektil har i forhold til dets diameter (kaliber/tværsnitsareal), jo større SD, og jo større indtrængningspotentiale (alt andet lige) – og hvor en SD på over værdien 0,300 lb/in² (pund per inch²) siges at give rigtig god dybdevirkning.

Man regnede tidligere og retningsgivende med minimum SD for følgende vildt:

Lille vildt: 0,189 lb/in² – (vildt op til ca. 23 kg) – (Winchesters CXP- klasse: CXP1).

Medium vildt: 0,200-0,300 lb/in² – (ca. op til 200 kg) – (Winchesters CXP2, op til ca. 136 kg).

Stort vildt: 0,270-0,280 lb/in² – (ca. op til 500 kg) – (Winchesters CXP3, op til ca. 455 kg).

Meget stort vildt: +0,300 lb/in² – (Winchesters CXP4, vildt op til ca. 5.440 kg).

– Jagtriflers SD ligger på typisk 0,100 til 0,350 lb/in².

Projektiler med samme vægt og diameter har samme SD, men har ikke nødvendigvis samme form, dvs. at projektilets aerodynamik ikke spiller ind (deltager) i SD. – Det er formentlig SD, som producenterne bl.a. anvender, i deres anbefalinger af patron/vildtart.

Opslag: 1 g (gram) = 15,43235835 gr (grain) – 1 gr (grain) = 0,06479891 g (gram) – 1 pund (lb) = 7.000 grains (gr).

Formlen for Sectional Density er: Sectional Density (SD) = masse (M) (vægt i gr)/7.000/projektildiameter². – De 7.000 (divisoren) er omregning fra grain (gr) til pund (lb).

Beregning af SD: Min blyfri RWS Evolution Green, 9 gr/139 grain, til min cal. .308Win, som er 7,62 × 51 mm, har en SD udregnet med formlen:

SD = M/7.000/D² = SD =139/7000/(0,308²) = SD = 0,209 lb/in² (pund per kvadrattomme). – En 11,7 gram kugle i cal. .308 vil have en SD på 0,271 lb/in².

Til sammenligning med en salonriffel cal. 22LR med kuglevægt 40 grain (gr) – (i gram (g): 40 gr x 0,06479891 = 2,6 g) – er dennes SD: 40/7000/(0,22²) = 0,119 lb/in².

Og en meget kraftig riffel .416Rigby (kuglediameter: 0,416 x 25,4 mm = 10,57 mm), 25,9 gram (i grain (gr): 25,9 g x 15,432358353 gr = 399,7 gr), har en SD på: 399,7/7000/(0,416²) = 0,330 lb/in².  – En ægte ”stopperkugle”, som nok værdsættes af jægeren der ser en såret bøffel blive større og større – på vej for at afslutte uenigheden til egen fordel og tilfredshed.

* Man kan dog ikke nøjes med at se på én værdi, f.eks. Sectional Density (SD) eller Momentum (P), da flere andre faktorer er medbestemmende for indtrængningsdybde – selv om angivne SD og Momentum selvfølgeligt spiller en stor rolle, og er retningsgivende, og kan være vigtige værdier, når det drejer sig om stort vildt og stort livsfarligt vildt.

* Vigtigt er naturligvis også dén energi, som projektilet leverer/overfører til dyret ved træf, i projektilbanens længde inde i dyret (- i indtrængningsdybden, og videre i fjerneffekterne).

SD har lighed og sammenhæng med BC (Ballistisk Koefficient) forstået på dén måde, at BC findes ved at tilføje SD- formlen en konstant for hvor aerodynamisk projektilet er: altså Formfaktoren FF (se senere) – og derfor er både SD og BC i enheden lb/in².

Anslagsenergi – Joule (J):

Overført energi (ofte angivet i Joule) vedrører egentlig Den Terminale ballistik, som omhandler hvad der sker i dyret ved træf, men da energien bestemmes af patronen som sidder i kammeret (Den Interne ballistik), og hvor projektilet påvirkes på vej gennem riffelløbet (også Den Interne ballistik) – ligesom projektilet medbringer sin energi i flyvebanen (Den Eksterne ballistik), og hvor projektilet også kan påvirkes frem til målet (hvor Den Terminale ballistik begynder) – medtages energien (Joule) kortfattet herunder.

Projektilets kinetiske energi er den mængde energi projektilet maksimalt kan overføre til målet, og hvor det maksimale vil være, at projektilet afleverer hele sin energi i målet, hvilket kun sker når der ikke er gennemskud. – Denne energi ses altid oplyst af producenterne (ofte i Joule), da lovgivning sætter krav hertil:

Danske lovkrav (pr. 1. april 2024) til riffelkugler til jagt på Klasse 1- vildt: (kronvildt, dåvildt, sikavildt, muflon og vildsvin): en kuglediameter på mindst 6 mm (.236) og med en anslagsenergi E100 (ude på 100 meter) på mindst 2.000 Joule.

Danske lovkrav (pr. 1. april 2024) til riffelkugler til jagt på klasse 2- vildt: (råvildt og spættet sæl), skal kuglediameteren være mindst 5,5 millimeter (.217), og med en anslagsenergi E100 på mindst 800 Joule.

Et projektils sårkapacitet og vævsforstyrrelser (direkte, indirekte og fjerne) er direkte relateret til dets kinetiske energi ved anslag – masse og hastighed.

Kinetisk energi (der ofte måles i Joule) er den energi et legemes masse (vægt) har i kraft af sin bevægelse. Den kinetiske energi afhænger altså af masse (vægt) og hastighed (m/s).

Den kinetiske energi ses nærmere bearbejdet og forklaret i læserbrevet: Netnatur.dk/riffelkuglens-effekt-og-virkemaade, men herunder ses en beregning af den kinetiske energi målt i Joule (J) ude på 100 meter (E100), udregnet for f.eks. en jagtriffelpatron som RWS Evolution Green, 9 g/139 grain (gr), i kaliber .308Win.:

Formel: E (energi) = ½ m*v² = ½ masse-vægt i kg*(hastighed i meter/sek.)²:

Ved hastighed ude på 100 m (E100) på 2.840 km/tim. (789 m/sek.), vil energien (E100) være: ½ masse (kg)*hastighed² (meter pr. sek.)²: ½*0,009 kg*(789 m/sek.)² = E100 = 2.801 Joule, som også kan kaldes 2.801 Nm (Newton-meter), da 1 Joule er 1 Newton-meter. – N (Newton) er en kraftenhed, hvor 1 N er den kraft der er nødvendig for at accelerere et objekt med en masse (vægt) på 1 kg fra hvile til en fart af én meter per sekund, på ét sek.

– Dette svarer til: 2.801*0,7376 ft*lbf = 2.066 ft*lb eller ft*lbf (fod-pund-kraft). – De 2.801 J = 2.801 Nm er dén energi (E) der overføres ved projektilets træf med dyret – men kun hvis projektilet stopper i dyret – ved gennemskud medbringer projektilet en vis mængde energi i (Joule/Nm/ft*lb) ud af dyret, hvilket er grunden til at riffeljægeren ikke skyder til et dyr, når der i området bag dette befinder sig andre dyr.

På 200 meter, hvor projektilhastigheden er 2.527 km/tim. (702 m/sek.) er E (energi): ½ x 0,009 kg x (702 m/sek.)² = E200: 2.218 Joule. – (Disse udregnede antal Joules ved E100 og E200 passer med producentens oplysninger).

Til sammenligning med en salonriffels (cal. .22LR) E0: ½ x 0,0026 kg x (315 m/sek.)² = 129 Joule.

Den store .416Rigby (med en 25,9 g kugle) vil have en E0: ½ x 0,0259 kg x (730 m/sek.)² = 6.901 Joule – hvilket er ”smæk for skillingerne”. – En M-16 militærriffel leverer til sammenligning mundingsenergi E0=1.764 Joule med et 3,6 gram projektil.

Man ser af formlen, at hastighed er det kraftigst virkende, da denne virker i 2. potens. – Derfor vil øget projektilhastighed forårsage mere vævsskade og vævsforstyrrelse, end øget projektilvægt. – En fordobling af kuglevægten vil fordoble den kinetiske energi, hvorimod en fordobling af hastigheden vil firedoble den kinetiske energi.

* Vedr. anslagsenergi skal man dog ikke tro, at et oplyst højt antal Joule kan erstatte hverken en korrekt kugleplacering på dyrets overflade, eller en hensigtsmæssig kuglebane gennem dyret – og det samme gælder for Momentum (P) og Sectional Density (SD).

* Et oplyst højt antal Joule ved given afstand garanterer ikke, at den maksimale effekt af denne energi faktisk overføres til det påskudte dyr, da dette også er bestemt af træffets placering og kuglebane: Dvs. bestemt af hvilken kropsdel og hvilket væv, mængden af væv og hvilke organer som projektilet får kontakt med direkte eller indirekte i sin aktuelle indtrængningsdybde, hvilket afgør om der er gennemskud eller ikke. – Ligeledes kan den reelle skudafstand jo fejlvurderes i jagtlige situationer.

– Ny viden afslører at projektildiameter- og vægt samt anslagsenergi for så vidt ikke er vigtigst for dræberevnen, men derimod projektilets måde og evne til at overføre energien til dyret – og dette taler jo i retning mod, at nutidens 2 lovmæssige krav om anslagsenergi (Joule) og projektildiameter ikke virker helt tilstrækkelige. Dette fordi (hvad angår anslagsenergi), at effekten af projektilers producentoplyste Anslagsenergier (E) er bestemt af mange variabler og afhængige af den forudsætning at kuglen bliver i dyret.

Intern ballistik (inde i kammer og løb):

Når slagstiften rammer centraltændingens lille forkammer med specialkrudt, antændes dette, som antænder krudtpulveret i patronhusets hovedkammer. Dette genererer en stor mængde gas og varme (mere end 5.000° C), og producerer et tryk på helt op til 25 tons pr. kvadratfod – som presser projektilet ud af løbet/piben.

Riffelgang og projektilrotation:

Dette omhandler: Twist rate (antal rotationer per tid) og Stigning i riffelpibens riffelgang.

Projektilet roterer på vej gennem løbet/piben, da dette har langsgående, svagt skruende riffelgange (ofte 4), og hvor mellem 4 og 6 riflinger får fat i projektilet og skaber rotation under projektilets fremdrift i løbet/piben.

Denne rotation giver projektilet Gyroskopisk Stabilitet (SG) på vej gennem luften (i projektilets Eksterne ballistik) – og uden denne projektilrotation (f.eks. 4.183 gange pr. sek. ved riflens munding, også kaldt Twist rate), ville projektilet opføre sig ustabilt (have mindsket træfsikkerhed) på grund af manglende stabiliserende gyroskopisk effekt – og projektilet ville formentlig krøje (kæntre) inden træf med målet. – Jo tungere et projektil er, og jo længere et projektil er – jo større (hurtigere) Twist rate skal der til, for at projektilet flyver stabilt.

Et projektil taber i sin flyvebane hastighed hurtigere end det taber rotation, hvorved selve stabiliteten faktisk bliver forholdsvis bedre, jo længere det flyver.

Man taler om 2 diametre i et riffelløb: den lille diameter (”bore”) og den store diameter (”groove”). – Den lille diameter betegnes også som ”felter” eller ”lande” og de dybere riller er riffelgange (det udskårede materiale), som er mellem 0,1 og 0,2 mm dybe – og som projektilet udfylder (presses/skæres ned i).

Princippet bag riffelgangen er, at riffelløbets metal er hårdere end projektilets metal, og derfor kan projektilets blødere metal ”skæres ned i” riffelgangen under fremdrift i løbet.

Stigningen beskriver hvordan rillerne (riffelgangen) skrues igennem løbet, og måles oftest i engelske tommer (1” = 2,54 cm) og beskrives f.eks. 1:10”, hvor projektilet roterer én gang per 10 engelske tommer, hvilket er lig med: 1 rotation per 25,4 cm (245 mm) – udtrykt med det metriske system, som også ses anvendt.

Forskellige projektiler kræver forskellige rotationshastigheder for at yde optimalt.

Stigningen i riffelpibens riffelgang benævnes også vridningshastighed, hvor f.eks. en vridningshastighed/stigning på 1:10” giver projektilet en mindre rotation (en lavere spinhastighed/rotationshastighed) end en stigning/vridningshastighed på 1:8” – og dermed giver en vridningshastighed på 1:10” projektilet en mindre projektilstabilitet og træfnøjagtighed, end ved en stigning/vridningshastighed på 1:8”.

Før blyfri riffelpatroner blev lovpligtigt, anvendte man til projektiler oftest tombak/bly, med en samlet densitet/massefylde på ca. 10,2 g/cm³, hvorimod messing og kobber ligger på hhv. 8,5 og 8,9 g/cm³. – Dette medfører at projektiler i messing og kopper skal være længere for at opnå samme vægt (og energi) som projektiler med tombak/bly – og længere projektiler giver mindre stabilt flyvende projektiler, hvorfor riffelgangen skal have en større stigning (givende hurtigere rotation af projektilet og bedre gyroskopisk effekt).

Antal rotationer (spin per tid), som projektilet har ved riffelmundingen kan udregnes således, for en jagtriffelpatron som RWS Evolution Green, 9 g/139 grain (gr), i Cal. .308Win., med mundingshastighed på V0 = 885 m/s – og under forudsætning af, at riffelløbet har en stigning (Twist rate) på 1:10” (tommer) = (én rotation per 254 mm = 0,254 m):

Opslag: 1 kHz (kilohertz) = 60.000 rpm (rotationer per minut).

Beregning af S (antal spin/rotation) = V0 (mundingshastighed m/s)/L (Twist rate i meter). – S = 885 m/s/0,254 m = S = 3.484 Hz = 3,484 kHz = 3.484 Rps = 209.040 rpm (rotationer/spin per sekund), ved riffelmundingen, med en riffelgangstigning på 1:10.

Det samme projektil i et riffelløb med en stigning på 1:12” (én rotation per 305 mm = 0,305 m) vil have 885 m/s/0,305 m = 2.900 Rps (rotationer/spin per sekund), ved riffelmundingen, hvilket medfører at dette projektil har mindre stabilitet (lavere SG) når det forlader riffelpiben, end førnævnte projektil med 3.484 Rps, med stigning 1:10.

Den korrekte vridningshastighed skabt af stigning i løbets riffelgang, som giver projektilet den optimale Gyroskopiske Stabilitet (SG), er altså bestemt af projektilets hastighed, vægt, form, længde og stigning i riffelgang. En for høj rotationshastighed kan dog overskride et projektils designmæssige grænser. – Jo længere og tungere projektilet er, jo hurtigere rotation kræves (altså større stigning i riffelgangen, hvor stigning 1:8” er større end 1:10”).

Antallet af rotationer per tid ved mundingen afgøres mest af projektilets acceleration/hastighed i løbet og af riffelgangens stigning – men også af hvilke legeringer (Messing, kobber og tombak) projektilets kappe består af (de slider forskelligt på riffelgangen, eller afsætter forskellige mængder af ”sløvende” legeringslag fra projektilet i løbet). – Og af betydning for en riffels rotation af projektilet i riffelløbet er antal skud og mængde krudtrester – og af hvor glat piben er indvendigt (fra fabrik) – og af hvor godt pibens indre er vedligeholdt.

Mange riffelpiber bliver måske ikke slidt op, men ruster op. Når en kold riffel kommer ind i varmen, kan dannes kondens, hvilket kan danne rust som medfører uskarpe riflinger og ringere projektilstabilitet/præcision ved skud.

Det kan være lidt uklart hvilken stigning der er i en riffel af bestemt mærke, kaliber og alder. Er man i tvivl om sin stigning i riffelpiben, kan nok kun en henvendelse til våbenfabrikanten, med oplysning om våbnets serienummer, klarlægge dette sikkert nok.

At stigning er vigtig fremgår af en gennemført stor test af blyfri riffelpatroner, hvoraf fremgik:

I det Danske Forsvars 1:12” pibe, på afstand 300 meter, var projektilernes spredning på næsten 700 mm – i forhold til 1:10” pibens 19-54 mm. – Nu skydes der på almindelig jagt normalt ikke på afstande i nærheden af 300 meter, og det havde været interessant at se, hvad spredningen var på 100 og 200 meter. – Derudover er der dét negative ved meget lange skudafstande, at nok mange eller de fleste jagtriffelprojektiler slet ikke ekspanderer på 300 meters afstand, men blot farer udeformeret, eller kæntret igennem dyret.

En Cal. 308 Win siges at have stigninger i riffelgange på fra 1:14” til 1:10”, hvilket faktisk er et stort spænd, som sagtens (især på længere skudafstande) kan have betydning for det valgte projektils Stabilitetsfaktor (SF), se senere – og om producenterne har afprøvet deres projektiler i piber med de forskellige stigninger ved jeg ikke, men jeg formoder dette.

For at opnå ægte Gyroskopisk Stabilitet (SG) skal et projektil rotere hurtigt nok. Dette er grunden til, at det er vigtigt at kende din barrel twist rate (riffelgangens stigning i riffelløbet) og twist rate-kravene for dén patron du påtænker at anvende, som i samlet resultat giver en god BC (Ballistisk Koefficient).

* Det anføres nemlig ofte, at noget af det vigtigste når der vælges riffelammunition er, at denne passer til riflens riffelgang- stigning – altså at projektilet bliver hurtigt nok roteret. – Jo hurtigere rotation, afpasset en valgt patrons øvrige egenskaber (hastighed, længde, vægt og form), jo mere stabilt flyver projektilet i sin eksterne ballistik. – De fleste projektilproducenter siges at opgive minimum stigningen på deres forskellige produkter, idet jeg dog ikke umiddelbart har kunnet finde dette for min RWS patron – og jeg kender desuden heller ikke stigningen i min riffels riffelgang.

* Men der findes fine beregningsprogrammer (lommeregnere) på nettet, hvor man kan prøve sig frem med forskellige stigninger (som giver forskellige rotationshastigheder/ vridningshastigheder) i riffelløbet – og finde frem til om en påtænkt/aktuel patrons oplyste egenskaber vil give dets projektil tilstrækkelig stabilisering i flyvetiden og den af producenten lovede BC, afskudt med din jagtriffel. – Se senere afsnit: Brug af en kalkulator.

Se også: Netnatur.dk/riffelgange-hvilken-betydning-har-de/ og Netnatur.dk/praecision-contra-pibelaengde/.

Stabilitetsfaktoren (SF):

Stabilitetsfaktoren (SF), (forholdet mellem projektilets rotation og hastighed) – dette er en del af SG, hvilket er et mål for Gyroskopisk stabilitet påført kuglen ved spin (rotation).

Med relation til afsnittet ovenfor: ”Riffelgang og projektilrotation”, er Stabilitetsfaktoren mest tilknyttet ”Den interne ballistik” (i riffelløbet) – da det er hér Stabilitetsfaktorens størrelse bestemmes/skabes, og resultatet heraf vises i luften (i Den eksterne ballistik), og også i træffets nøjagtighed (hvor Den Terminale ballistik starter).

Der er mange faktorer der spiller ind, når man skal vælge projektil – og især Stabilitetsfaktoren SF har stor indflydelse.

Et projektils Stabilitetsfaktor (SF), er et udtryk for hvor hurtigt et projektils rotation skal være i forhold til projektilets hastighed, for at opnå statisk stabilitet – og hvor ligevægtskriteriet svarer til faktor 1,0.

Stabilitetsfaktoren er afhængig af projektilvægt, projektillængde- og profil, mundingshastighed, riffelgangens stigning i løbet/piben og i mindre grad af temperatur og barometertryk.

Et projektil der er statisk stabilt ved mundingen taber ikke denne stabilitet i sin fremdrift, da projektilet hurtigere vil tabe flyvehastighed end rotationshastighed.

Vedrørende Stabilitetsfaktor, er der delte meninger om hvorvidt et projektil skal have en stabilitetsfaktor (SF) på minimum 1,4 eller 1,5 for at flyve med den maksimale effektive BC (Ballistiske Koefficient, se senere). – En lav eller for lav stabilitetsfaktor får næsen på projektilet til at gire (slingre rundt) for meget, dvs. køre for meget (mere end 1-2 grader) rundt i små cirkler (præcession og nutation, se senere) lige efter at det har forladt riffelløbet, hvilket vil nedsætte projektilets BC (Ballistisk Koefficient).

Dersom Stabilitetsfaktoren (SF) er over 1,0 – er projektilet i teorien stabilt (men uden overskud af stabilitet), hvorimod der ved for lav SF (under 1,0) vil kunne ses ovale (eller endda aflange) skudhuller i skydeskiven, betydende at projektilet ikke roterer hurtigt nok i forhold til projektilets hastighed (understabiliseret projektil, som er kæntret) – altså at projektilet ikke passer til riflens riffelgang i forhold til dennes stigning.

Blå prik: Projektilet har krøjet (er kæntret) nok tæt på 90 grader, og ved rød prik har projektilet krøjet (kæntret) noget. – 7,62 Nato (.308). – Et projektil kæntrer hvis det har ringe stabilitet, men kan også have ramt en gren eller kvist på vej til målet.

For at illustrere forskellen, der kan være på riffelprojektilers Stabilitetsfaktor, vises:

Ved et givent riffelprojektil med vægt 139 gr, BC 0,318 og med mundingshastigheden 885 m/s og en stigning på 1:8” (8*25,4 mm = 203 mm – som er en stejl stigning i riffelgangen), har projektilet en rotation på: S = 885 m/s/0,203 = S = 4.359 Hz = 4,359 kHz = 4.359 Rps (rotationer/spin per sekund), ved riffelmundingen – givende en meget høj Stabilitetsfaktor SF (SG) på 2,99 (iht. afprøvning i senere viste Twist rate stabilitetsberegner).

Det samme projektil, men med en riffelgangstigning på 1:12” (12*25,4 mm = 305 mm – en forholdsvis lille stigning), vil have en rotation på kun: = 885 m/s/0,305 = 2.900 Rps (rotationer/spin per sekund), ved riffelmundingen – givende en Stabilitetsfaktor SF (SG) på ca. 1,33 (se næste foto fra afprøvning i Twist rate stabilitetsberegneren) – hvilket kun er marginalt tilstrækkeligt, og ikke vil give projektilet en optimeret BC (Ballistisk Koefficient), da SF (SG) helst skal være minimum 1,4-1,5, for at projektilet flyver med den maksimale effektive BC (Ballistiske Koefficient, se senere), og som har noget overskud til at modstå uventede eller fejlvurderede ballistiske påvirkninger.

– Dette vil sige, at producentens oplyste BC for ovennævnte projektil på 0,318 lb/in², nu er reduceret til 0,302 lb/in² (fremgår af Twist rate stabilitetsberegner i næste foto), anvendt i en riffel med stigning i riffelgangen på 1:12” = (én rotation per 12 tommer = 305 mm).

Således burde det altid fremgå af producenternes oplyste BCére, hvilken stigning i riffelgangen som oplyste BC, for det aktuelle projektil, baserer sig på. – Egentligt burde vel også riffelgangens stigning være stemplet på rifler (set i bagklogskabens lys).

De angivne Stabilitetsfaktorer (SGére) og den reducerede BC (0,302 lb/in²) ovenfor, er fundet i en Stabilitetskalkulator (Link) – se senere under: Brug af en kalkulator (Twist rate stabilitetsberegneren), hvor der vises skærmdumps herfra.

Kilde: Udtræk fra Twist rate stabilitetsberegneren Link. Hér ses SG (SF) 1,33 for det ovenfor afprøvede projektil, afskudt i en riffel med riffelgangstigning 1:12” (tommer) ved mundingshastighed 885 m/s, Cal .308 med projektilvægt på 139 gr (grains) og en projektillængde 32 mm. – Ved stigning på 1:8 (med samme input) var SG (SF) 2,99.

Ekstern ballistik (i luften):

I praksis er der 4 kræfter som har betydning for et projektils flugt og stabilitet:

1. Luftmodstandskraften (FL)
2. Tyngdekraften (T)
3. Magnuskraften (den stabiliserende eller ikke/manglende stabiliserende kraft skabt af projektilets rotation) – som jeg hér kalder Gyroskopisk Stabilitet (SG) eller Stabilitetsfaktor (SF).
4. Sidevindskraften.

Egen illustration af de 4 mest betydende kræfter påført et projektil, hér vist ved vandret projektilbane, hvor tyngdekraften har den fulde effekt. – Undertryksområdet med negativt lufttryk bag projektilet er et område med langt færre molekyler et kort øjeblik, som lynhurtigt genfyldes med molekyler, hvilket nogle mener, er årsag til det projektilsmæld (eller fløjt på meget lange afstande) man hører, når et projektil passerer forbi (se nærmere herom til sidst).

Luftmodstanden (FL) er den mest betydende påvirkning af et projektil gennem luften, og denne påvirkning varierer med projektilets fart på en sådan måde, at luftmodstandens størrelse stiger voldsomt, jo hurtigere projektilet bevæger sig. Projektilet skal skubbe luft-molekylerne og partikler radialt væk fra projektilbane, og dette koster projektilet hastighed og anslagsenergi.

Luftmodstanden bremser projektilet og afkorter derfor dets bane, ligesom opbremsningen er ensbetydende med tab af bevægelsesenergi (kinetisk energi), og også længere flyvetid til et givet punkt på kuglebanen, givende længere tid for sidevinds effekt (afdrift).

Generelt kan det siges at jo større et projektils masse er i forhold til dets tværsnitsareal (Sectional Density (SD)), jo mindre indflydelse har luftmodstanden på projektilets bane.

Ved luftmodstand findes 3 hovedkomponenter kaldt:

1. Lufttrykmodstand (pressure drag) – dén kraft der påvirker projektilets forparti gennem luften.
2. Overfladefriktion (skin friction) – er et mål for hvor meget modstand et projektils overflade udgør af luftmodstand, og er afhængig af projektils længde og overflade-ruhed.
3. Hækmodstand (base drag) – som vedrører dét ”vakuum” (nok rettere kaldt undertryk) der skabes bag projektilet, og som bestemmes af udformningen af projektilets bagerste del boattail (som kan være flad eller mere aerodynamisk vinklet).

Disse 3 komponenter udgør den samlede luftmodstand på projektilet.

Luftmodstand angives gerne i kraft (FL), hvormed luften påvirker genstanden og enheden er kg/sek. – For at se komponenterne i dette, vises formlen for luftmodstand:

FL = 1/2ρv²ACw. Hvor ρ er luftens densitet (kg/m³), v er genstandens fart (m/s), og A er genstandens største tværsnitsareal (m²) vinkelret på bevægelsesretningen, mens Cw er en dimensionsløs luftmodstandskoefficient, der kun afhænger af genstandens form.

Jo større Cw er, jo større er luftmodstanden. – For en pladeformet genstand er Cw = 1,25, mens en moderne bil typisk har Cw = 0,3, en kugle har en Cw på 0,5 og en projektilform har en Cw på ca. 0,2 til 0,3.

BC – Ballistisk Koefficient:

BC (Ballistic Coefficient) er den vigtigste information om et projektils egenskaber i forhold til den altafgørende luftmodstand. – BC oplyses altid af producenterne og er et indeks for et projektils evne til at modstå (overvinde) luftmodstanden under flyvningen, i forhold til et gennemtestet standardprojektil (referenceprojektil), G1, G2 m.fl., se senere.

BC er et mål, der siger noget om, hvor let et projektil bryder gennem luften (aerodynamik), og hvor god det er til at bevare sin hastighed og dermed energi, og skabe flad kuglebane.

BC er et indeks for den samlede ballistiske ydelse, der inddrager projektilets Formfaktor FF (i) og masse/tværsnitsforhold – dvs. BC er afhængig af og bestemt af projektilets hastighed, vægt, tværsnitsareal og Formfaktoren (FF) (projektilets aerodynamik).

Jo større BC er, desto mindre indflydelse (bremsende effekt/negativ acceleration) har luftmodstanden på projektilets bane, og jo bedre vil projektilet skære igennem luften – hvilket igen betyder, at projektilbanen bliver fladere (opnår mindre krumning) og at projektilet har mere restenergi, når det rammer målet. – Langdistanceskydning siges at kræve en BC på min. 0,430 lb/in².

Egen illustration af kuglebane på basis af foreliggende materiale. – Visningens udslag og forhold er stærkt overdrevet, men dette er princippet. – H er kuglebanens højde.- Kuglebanen skabes af projektilets længdeakse, som ændrer vinkel undervejs på skuddistancen.

Mange jagtprojektiler har en BC på mellem 0,200 og 0,500, hvor 0,500 lb/in² er et særdeles aerodynamisk projektil, og nogle specialprojektiler kan endda (siges det) opnå en BC på 1,000 lb/in². – Som hovedregel kan man sige, at en dårlig BC (et lavt BC- tal) medfører kuglehastighed der aftager forholdsvis meget med stigende afstande, og dermed mister højde (afvigelse fra retlinet kuglebane/sigtelinje) og mister anslagsenergi. – Således er projektiler med et lavt (dårligt) BC- tal ikke egnede til lange skudafstande.

Hvis et standardprojektil har en BC på 0,500 lb/in², og har et aktuelt projektil i samme standardtype en BC = 0,250 lb/in², taber det aktuelle projektil hastighed dobbelt så hurtigt som standardprojektilet – herved mister projektilet anslagsenergi, ligesom kuglefaldet og kuglebanens højde øges.

Formel for BC: Ballistiske Koefficienter er afledt af projektilets masse (W vægt i grain (gr) omregnet til lb (pund)) divideret med dets diameter (d i tommer) i luftstrømmen i kvadrat, divideret med Formfaktoren (i), hvor sidstnævnte er udregnet særskilt (se næste afsnit), og relaterer til aerodynamikken i projektilets form.

BC- formlens resultat er en koefficient, normalt defineret til en konstant faktor eller talværdi, som en variabel størrelse kan ganges med for at finde frem til en bestemt værdi.

BC kan ikke udregnes med en enkelt formel, da der (kort fortalt) findes et væld af forskellige typer projektiler og projektilformer, standardiserede i typerne G1, G2 osv. – med vidt forskellige luftmodstande.

Inden BC for et projektil kan findes, er man altså nødt til at først finde Formfaktoren FF (i), ved hjælp af en række fastlagte forskellige almindelige projektiltyper (standardiserede referenceprojektilformer inddelt i grupper) G1, G2 osv., alle med fastlagte Formfaktorer på 1,0. – Et aktuelt projektils luftmodstand måles og værdisættes i forhold dén referenceprojektilform det tilhører.

* Vedrørende producenternes oplyste BC- værdier skal man altså være opmærksom på, at disse gælder for patronernes anvendelse i jagtrifler med den, for den aktuelle patron, rigtige stigning i riffelgangen. – Dvs. at det ikke er sikkert, at den aktuelle patrons projektil opnår de af producenterne oplyste BC- værdier i din egen riffel, som kan have en anderledes stigning i riffelgangen end stigningen i dén riffel som producenterne anvendte, da de fandt BC- værdien. – Se senere i afsnittet: Brug af kalkulator Twist rate.

Formfaktoren FF (i) – og udregning af BC:

Formfaktoren er et mål for hvor strømlinet (aerodynamisk) projektilet er, og er kun afhængig af luftmodstanden og ikke af kaliber eller vægt.

Formfaktoren er et tal der beskriver et projektils luftmodstand, i forhold til fastlagte standardprojektilformer/luftmodstandsmodeller (G1, G2, G5, G6, G7, G8 og GL) – f.eks. G1 (en ældre modelskala) eller G7 (modelskala for mere moderne projektiler), som er de mest almindelige indenfor standard luftmodstandsmodellerne (drag curves) – og hvor G1 standardprojektilform har en meget højere luftmodstand end G7 standardprojektilet.

Egen illustration. – Det første projektil er en G7, som er et moderne langt projektil med en ca. 10 kaliber tangent næseradius og med ca. 7,5 ⁰ affaset (vinklet) bund. – Næste projektil til højre er en G1, som er et fladbundet projektil med en 2 kaliber tangent næseradius.

F.eks. G1 og G7 er således referenceprojektilformer med hver sin standardkoefficient: med Formfaktor (i) = 1. – Hvis det faktiske projektil udviser lavere luftmodstand end referenceprojektilformens, vil dens Formfaktor være lavere end 1, og hvis det faktiske projektils luftmodstand overstiger referenceprojektilets, vil projektilets formfaktor stige over 1. – En høj formfaktor betyder altså et dårligt aerodynamisk projektil, i forhold til referenceprojektilet.

De fleste kugleproducenter oplyser i dag BC (Ballistisk Koefficient) for deres riffelprojektiler for standardprojektilformerne G1 og G7, da disse er de mest brugte. – Min blyfri riffelpatron RWS Evolution Green, 9 gr/139 grain, i kaliber .308Win., har en oplyst BC på 0,318 lb/in².

Når man kender (får oplyst) Ballistisk Koefficient (BC) og selv kan udregne Sectional Density (SD) – kan man finde Formfaktoren (FF), ud fra formlen: BC=SD/FF:

BC (Ballistisk koefficient) for min nye RWS patron kaliber .308 er oplyst til 0,318 lb/in², og tidligere udregnede jeg SD til 0,209 lb/in². – Se afsnit Sectional Density (SD) ovenfor.

Beregning af Formfaktor FF (i) for min RWS patrons projektil må så være (- når man kender BC og SD (se SD udregnet tidligere):

BC =SD/SF: BC 0,318= SD 0,209/FF: FF = 0,209/0,318 = FF =0,65723270044, hvilket er bedre – altså er min RWS patrons projektil mere strømlinet (aerodynamisk) end, og ikke påvirket så meget af luftmodstand, som anvendte referenceprojektilforms formfaktor 1,0 (standardprojektilform/luftmodstandsmodel G7).

Udregning af BC (Ballistisk koefficient):

Opslag: 1 pund (lb) = 7.000 grains (gr), til brug for omregning grains (gr) til pund (lb).

Nu kan man indsætte den fundne Formfaktor FF (i) i formlen for BC: (W (vægt i grains (gr))/7000) / (cal² (i tommer)) x i (Formfaktor FF)), og enheden for BC er lb/in²:

BC = (139/7000) / (0,308² x 0,65723270044) = 0,318 lb/in² – og dette stemmer med fabrikkens oplyste BC på 0,318 (- men hér havde det været hensigtsmæssigt at kende dén riffelgangs stigning, som giver det aktuelle projektil den oplyste BC på 0,318 lb/in²).

De oplyste, eller fundne BCére bliver målt ved en given hastighed, tryk, fugtighed, temperatur og højde, og er afhængige (påvirkede) af: vejr (temperatur) og højde (bjerg med tør kold luft eller fugtig dal med varm luft) – hvorfor man ikke kan regne med at oplyste BCére er gældende under alle jagtlige forhold, men de er et godt udgangspunkt – og bruges som kvalitetsmæssigt salgsargument, der skal gøre det mere enkelt at vælge riffelpatron i jagtforretningen – når man vel at bemærke også får oplyst ved hvilken riffelgang-stigning den oplyste BC gælder og kender sin riffels riffelgang-stigning.

* Men faktisk er BC (projektils egenskaber i forhold til luftmodstand) kun én ud af flere andre vigtige ballistiske egenskaber, og hvor Sectional Density (SD) (forholdet mellem vægt og diameter) og Momentum (P) (produktet af vægt og hastighed) måske kunne være lige så vigtige/nyttige at få oplyst ved køb af riffelpatroner – og også Stabilitetsfaktoren (SF) (forholdet mellem rotation og hastighed), også kaldt SG (gyroskopisk stabilitet påført kuglen ved spin/rotation). – Dertil kommer sidevindsafdrift (Z), som også er relevant og kan have betydning, især ved længere skudafstande (se senere).

Se også: Netnatur.dk/hvad-er-ballistisk-koefficient/, hvor BC forklares grundigt og illustrativt.

Præcession:

Når projektilet forlader riffelløbets munding, vil spidsen af projektilet rotere (mere eller mindre) i en spiral (projektilspids går i spin og projektilets langsgående akse drejer rundt), hvor spiralen (ligesom en ældre proptrækker) vil blive mindre og mindre ud til afstanden 80-100 meter, hvorefter projektilet vil være i ro (ligevægt). – Dette er en del af den gyroskopiske effekt, som det roterende projektil (fri af mundingen) opnår gennem riffelløbet, som følge af riffelløbets snoede riffelgange og projektilets hastighed og form.

Et typisk velkendt eksempel på det fysiske fænomen præcession, er en snurretop, som (igangsat) under rotation gives et lille stød (en ydre påvirkning), og hvor den lodrette akse (snurretoppens pind i toppen (spids) derfor vil beskrive en cirkel – hvilket kaldes præcession. – Se også: https://denstoredanske.lex.dk.

Projektilets spids (som bevæger sig fremad) vil altså danne en stabiliserende spiral, som vil aftage i diameteren med afstanden (flyvelængden). Det er projektilets form, hastighed og rotation, som vil afgøre denne bevægelse, som gradvist mindskes efter 80-100 meter – eller ophører brat ved træf.

Nutation:

Projektilets spids danner, samtidigt med præcession, en anden bevægelse der danner ganske små cirkler, som har udgangspunkt i, og følger den præcessionelle bane (den ovenfor nævnte spiral). Denne bevægelse kaldes nutation, og dén deltager i at stabilisere projektilet gyroskopisk. – Se også: https://denstoredanske.lex.dk.

Yaw/Krøjning:

Enhver grad af afvigelse af projektilets længdeakse fra dens flyvelinje er kendt som yaw, som påvirker dets decelerationshastighed (hastighed, hvormed projektilet bremser).

Afskudt fra et passende og veldesignet skydevåben flyver en kugle i luften med næsen peget fremad, og den girer (slingrer med næsen i præcession og nutation) kun 1° til 2°.

Til eksempel vil et projektil, der kæntrer maksimalt og bevæger sig sidelæns, have en krøjning på 90°.

Yaw / krøjning kan ske på vej mod målet (i den Eksterne ballistik), men kan også optræde inde i målet (dyret) – i den Terminale ballistik (inde i dyret), hvilket så skyldes dén modstand projektilet møder dér, og som er forskellig gennem dyret – og hvor knogletræf næsten altid vil få et projektil til at kæntre/krøje.

Brug af en kalkulator (Twist rate stabilitetsberegneren):

Faktisk tog jeg (noget forkert) selv chansen at indkøbe en blyfri riffelpatron til min Schultz & Larsen .308 Win – helt uden at kende dennes stigning i riffelgangen (twist rate). – Nu vil jeg derfor se hvor galt dette kan gå, ved at benytte en stabilitetsberegner, fundet på nettet.

Jeg indskød riflen på en 50- meter bane, hvor kuglerne sad pænt samlet indenfor en spredning på ca. 2 cm, og kuglehullerne var helt cirkelrunde – men jeg skyder jo også på afstande op til max. 150 meter, hvilket kan give noget tvivl om, hvordan dette billede så ser ud på afstanden 150 meter. – Har kuglen den maksimale BC ved min riffelgangs stigning?

– i det foregående udregnede jeg følgende værdier for mit aktuelle projektil, og disse er vigtige, men fortæller ikke om min valgte patron passer til min riffels riffelgang-stigning:

Momentum (P) = 57,63 lb*fps (pund per fod i sekundet), svarende til 26,14 kg*fps (kg gange fod i sekundet), svarende til 7,97 kg*m/s (kilo gange meter i sekundet).

Sectional Density (SD) = 0,209 lb/in².  – Egnet til Medium vildt, SD: 0,200-0,300 lb/in² (vildt op til 136-200 kg), iht. tidligere informationer, og kun retningsgivende.

Anslagsenergi (E100) = 2.801 Joule = 2.801 Newton-meter = 2.066 fod-pund-kraft (ft*lb eller ft*lbf). – Og hvor antal udregnede Joule stemte overens med oplysninger fra fabrikanten – og hvor Danske lovkrav til E100 pr. 1. april 2024 til f.eks. kronvildt og dåvildt er min. 2.000 Joule, og for råvildt er min. 800 Joule.

– Jeg skyder flest rådyr, hvor min valgte patron (som det ses) faktisk er overdimensioneret, men jeg finder overkil (og evt. kødødelæggelse) helt uden betydning, i forhold til at altid anvende en patron som giver kraftigt og hurtigt dræbende overskud, således at også et fejlplaceret skud giver større sandsynlighed for at føre til at dyret leveres. – En yderligere fordel er, at riflen så er indskudt med denne patron, når dåvildt og kronvildt pludseligt står der, og den rigtige patron sidder i riflens kammer.

Rotationshastighed (S) (antal spin per tid) 3.484 Rps (rotationer/spin per sekund), ved riffelmundingen, med en riffelgangstigning på 1:10. – Hvis stigning 1:12 = 2.900 Rps.

Formfaktor FF (i) = 0,657. – Hvilket er bedre (er et mere aerodynamisk projektil) end referenceprojektil G7, med dennes standardkoefficient på 1,0.

Ballistisk Koefficient (BC) = 0,318 lb/in² – men (vel at bemærke) kun dersom min riffels riffelgangs- stigning er den samme som producentens, som gav de 0,318 lb/in².

Først kan jeg konstatere: da min kaliber .308 har projektildiameter 7,62 mm, og det danske lovkrav pt er en min. projektildiameter på 6 mm til kronvildt – at min valgte blyfri RWC riffelpatron, med dennes oplyste anslagsenergi E100 = 2.801 J (hvor lovkravet  E100 er mindst 2.000 Joule), altså er lovlig til vildt op til størrelse kronvildt (- med mit 9 grams projektil, med udgangshastighed på 885 m/s og en BC på 0,318 lb/in²).

I henhold til Link (- hvis stadigvæk gældende, og husk at kontrollere dette) vedrørende elg i Sverige, skal kuglevægt ved blyholdige projektiler være minimum 9 g med en anslagsenergi (E100) på mindst 2.700 joule, eller minimum 10 g med en anslagsenergi (E100) på mindst 2.000 joule. – For blyfri projektiler (som faktisk har været anvendt i årevis), er kravet minimum projektilvægt på 7,7 g med en anslagsenergi E100 på min. 2.000 Joule. – I alle tilfælde skal projektil være ekspanderende.

Ud fra ovenstående ser det ud til, at jeg må skyde elg i Sverige med min valgte patron med projektilvægt 9 gram, men RWS anbefaler dog til elg en projektilvægt på 10,7 gram med anslagsenergi (E100) på 3.090 Joule (udgangshastighed på 830 m/s og en BC på 0,421 lb/in²).

Som det ses af ovenfor viste data, giver RWS-10,7 gram projektilvægt en større anslagsenergi ved lidt mindre udgangshastighed, og en bedre (højere BC- Ballistisk Koefficient 0,421 lb/in²) – end RWS-9 gram projektilets BC på 0,318 lb/in².

Herefter vil jeg kigge på mit valgte projektil, i forhold til min riffels riffelgangsstigning:

Jeg vil nu indsætte min valgte RWS patrons data i den tidligere nævnte kalkulator, for at få afgjort, om denne patrons projektil vil have tilstrækkelig stabilisering i flyvetiden, afskudt med min riffel, med dennes stigning i riffelgangen – som jeg ikke kender (og som efter sigende kan ligge mellem 1:10 og 1:14), og derfor afprøver jeg i det følgende med både stigning 1:10 og 1:12.

Ovenfor i de forrige afsnit blev gennemgået vigtige og betydende værdier omkring intern og ekstern ballistik, og efterfølgende vises hvordan jeg i en nem og elegant kalkulator (Link) afprøvede min valgte blyfri RWS Evolution Green riffelpatrons oplyste data ved forskellige stigninger (twist rates) i mit riffelløb (Schultz & Larsen .308 Win), som er:

Projektilvægt 9 g/139 grain (gr), i kaliber 7,62 mm, med mundingshastighed på V0 = 885 m/s, og en BC = 0,318 lb/in² – og hvor jeg er nødt til at beregne den for kalkulatoren (Link) nødvendige projektillængde, ud fra den dér oplyste tommelfingerregel: Projektillængde = projektildiameter*4,2 = 7,62*4,2 = 32 mm. – først afprøvede jeg med stigning i riffelgang på 1:10:

Resultat (SG =1,91): Fint, dersom min jagtriffel har en stigning i riffelgangen på 1:10 (én rotation per 10 tommer = 254 mm), og hvor jeg regnede med at mit projektil er af standard G7, og med en projektillængde på 32 mm. – Kilde: kalkulatoren: (Link), og dette og næste skærmdump vises kun for at fremvise min brug af kalkulatoren, og for at underbygge øvrige beskrivelser.

Dernæst afprøvede jeg med en riffelgangstigning på 1:12:

Resultat (SG =1,33): Ikke særligt godt, dersom min jagtriffel har en stigning i riffelgangen på 1:12 (én rotation per 12 tommer = 305 mm), og hvor jeg regnede med at mit projektil er af standard G7, og med en projektillængde på 32 mm. – Kilde: kalkulatoren: (Link).

Kuglens reelle (korrigerede) BC (Ballistiske Koefficient) er med denne stigning i riffelgangen 5 % ringere, altså 0,302. – Den anbefalede minimum stigning er 11,3” = 287 mm.

Dette vil sige, at jeg håber på, at stigningen i riffelgangen på min Schultz & Larsen er 1:10 eller 1:11 (- hvilket jeg vil undersøge nærmere, og indtil da vil jeg fortsætte med at holde mine skudafstande indenfor 100 meter – og helst max. 70-80 meter).

Ikke horisontale skud og Tyngdekraften (T):

Altså skydning i vinkler forskellige fra vandrette fra riffelmunding til måltræf.

Tyngdekraften er en konstant størrelse, som trækker projektilet lodret mod jorden – og herved får kuglebanen til at krumme (i en ballistisk bue). Den konstante tyngdekraft kan illustreres ved: Et projektil der skydes helt vandret vil ramme jorden nøjagtigt lige så hurtigt, som hvis man slap et projektil med fingrene lige foran riflens munding.

Ved skud op ad bakke og også ned ad bakke (med en riffel indskudt vandret) vil træfpunktet sidde højere end sigtepunktet, end ved et vandret skud. – Hvor meget højere afgøres af skudvinklen (afgangsvinklen), riflen, patronens/projektilets data og ballistiske egenskaber samt skuddistance, og eventuelt de såkaldte opvinde og fønvinde (nedadgående vinde), som netop ses i bjergområder, hvor der skydes opad og nedad.

Dette skyldes, at tyngdekraftens virkning på projektil og kuglebanehøjde er størst ved vandrette skudretninger, da tyngdekraften virker optimalt på tværs af flyveretningen (projektilets længdeakse), hvorimod tyngdekraften, ved flyveretning forskellig fra vandret, virker skråt bagud (se B herunder) og derfor påvirker projektilet mindre. – Dette gør at kuglebanen rettes ud, dvs. bliver fladere, end dén kuglebane som riffel og patron leverer ved vandrette skudretninger, som altid giver maksimale kuglebanehøjder.

1. Vandret skudvinkel, hvor tyngdekraften på tværs af projektilets længdeakse vil give projektilet maksimal kuglebanehøjde. – Kuglebanens ballistiske bue vil være størst hér ved vandret skudvinkel. – Tyngdekraften påvirker altså det vandret flyvende projektil mest.
2. Skudvinkel både i skrå vinkel opad og nedad vil reducere kuglebanehøjde, dvs. at kuglebanen bliver fladere. – Dette skyldes at tyngdekraften påvirker projektilet mindre, fordi tyngdekraften nu ikke trækker vinkelret nedad på projektilets længdeakse, men trækker skråt bagud i forhold til denne. – Dog er tyngdekraften konstant i både A, B og C. – Kuglens længdeakse vil ændre retning undervejs i skuddistancen, og følge (udgøre) kuglebanen.
3. Både skud lodret opad eller lodret nedad vil (alt andet lige – bl.a. uden sidevind) have en helt ret kuglebane, dvs. uden kuglebanehøjde (uden krumning). – Kuglebane, projektilets længdeakse og løbsakse er lodrette, og tyngdekraften trækker lodret nedad.

Ved vinkler op til 10 grader (opad og nedad i forhold til vandret), vil man næppe skulle korrigere sigtepunkt – men ved stigende vinkler øges træffets afvigelse i forhold til sigtepunktet. – Skydes der f.eks. på 200 meters afstand, og i en vinkel på ca. 45 grader – kan træffet sidde 10-15 cm højere end sigtepunktet (afhængig af krumningen i projektilets bane, altså hvor flad kuglebanen er (afgjort af patron og riffel), hvilket igen bestemmes hovedsageligt af projektilets BC (Ballistiske Koefficient) og riflens riffelgang.

Stejle skud skråt opad og skråt nedad, svarer reelt til kortere vandrette skud, hvorfor der skal holdes under det normale sigtepunkt, i begge tilfælde.

Ved skud i f.eks. skudvinkel 20 ⁰ opad eller nedad, skal kikkertsigtet derfor indstilles på den vandrette afstand, og ikke dén afstand der er fra riffelmundingen til målet over eller under skytten. – Er der f.eks. 250 meter fra skytten til målet, skal kikkertsigtet indstilles til 235 meter (250*cos(20)), som er den vandrette afstand til målet. – Se mange fine illustrationer heraf på nettet.

Ved stejle skud skråt opad og nedad, skal man dog være uhyre opmærksom på et andet forhold der skal korrigeres for, nemlig at man stadigvæk (uanset ovenstående) skal placere sigtepunktet det rigtige sted udenpå dyret, således at den skråtstillede projektilbane gennem dyret vil træffe de vitale indre organer man tilstræber: Et CNS- træf i forreste del af thoraxområdet, eller et Hjerte+dobbelt lungetræf, eller det usikre rene Hjertetræf, se: Netnatur.dk/cns-kuglen og den-nye-alternative-hjerte-og-lungekugle/.

Sidevinds påvirkning:

Sidevind er nok ikke det første man tænker på, når hjorten endelig står der, med mindre skudafstanden er 180 meter, og det stormer tydeligt kraftigt med sidevind. – Se: https://netnatur.dk/husk-sidevinden/.

Jeg selv skyder (på jagt) ikke på afstande, hvor jeg har måttet korrigere for sidevind, men kommer man på jagt i udlandet er der ofte tale om lange skudafstande, hvor det ofte forventes, at man er i stand til at korrigere for op til kraftige sidevinde – og hvor selv svage sidevinde vil få betydning for træffets nøjagtighed.

Faktisk kan sidevind nemt ændre en tilsigtet hjerte+dobbelt lungekugle til et træf i dyrets bringe, eller i maveregionen, og hvor ikke engang lunger træffes.

Vinden påvirker projektilets bane primært ud fra tre faktorer:

* Vindens retning (Inddeles i grove felter/cirkeludsnit under korrigering for vind, se vindur).

– F.eks. skrå sidevind fra kl. 13 (1) giver projektilet mindre sideværts afdrift mod venstre, end direkte sidevind på tværs af kuglebanen fra kl. 15 (3) – ved samme vindstyrke.

* Vindens styrke (hastighed) – Måles i meter per sekund (m/s).

* Afstand til målet. (1 yard = 0,9144 meter – 100 meter = 109,4 yard).

Kompensation for vindretning – vinduret:

Egen illustration af vinduret, inspireret af foreliggende materiale. – Kompensation for sidevind sker ved at sigtelinje (projektilets længdeakse) rettes mod vinden, og der kompenseres som vist i intervallerne. – Dette vindur gælder i vandret plan, og også i skudvinkler forskellig fra vandret (opad og nedad).

For at kunne kompensere for sidevind er man naturligvis nødt til at kende vindens indvirkning (afdrift) på projektilet, og dette på forskellige afstande i m og ved forskellige vindhastigheder i m/s – dette vil være forskelligt fra én type patron til en anden:

Som eksempel ses hér et fuldkappet 5,56 mm projektil med mundingshastighed 620 m/s. – Hér vises afdrifter (Z) i cm, ved ren sidevind og ved fuld (100 %) kompensation. – Ved 50 % kompensation halveres de i skemaet angivne afdrifter, der skal kompenseres for.

Vindhastigheder på mere end 2-3 meter i sekundet er nok til at påvirke et jagtriffelprojektil, ved direkte sidevind – og jo længere skydeafstande, jo større korrigering herfor må skytten foretage.

Det siges, at almindelige jagtriffelpatroner, afskudt i sidevind, kan give afdrift på fra 3-4 cm op til 10-20 cm på skudafstand 200 meter, ved en direkte sidevind på blot 5 sekundmeter, svarende til 18 km/tim (Beauforts skala 3 ud af 12, og hvor 12 er > 32,6 m/s = 117 km/tim).

– Og dette vil sige (ved sidevind på blot 5 m/s), at en påtænkt ren hjertekugle sagtens kan ende med et træf i bringe eller et træf i mave (endda uden at træffe lever), hvis dyret står skævt (ikke vinkelret på skudretningen). – Et påtænkt dobb. lungetræf kan nemt blive til et lungetræf i kun én lunge, hvis dyret står skævt, og dette kan i begge tilfælde give meget lang flugtafstand eller sporlængde, eller mistet anskudt dyr som resultat.

Sidevind påvirker projektilet mere ved lave temperaturer, fordi luftens densitet øges ved lavere temperatur, hvorved også projektilets flyvetid øges marginalt. – Derudover kan projektilets mundingshastighed være lavere ved meget kolde temperaturer, grundet langsommere krudtforbrænding. – Højere lufttryk medfører også højere luftdensitet.

Hvordan ses sidevindens påvirkning forklaret?

Et projektil vil i helt vindstille vejr have en flyveretning der følger (”ligger oveni”) en langsgående akse midt gennem projektilet – og projektilet vil derfor følge sin påtænkte flyveretning, og kan derfor (angående vindkraft) kun være påvirket af luftmodstanden L direkte forfra, som afgøres af projektilets fart og form. – Luftmodstandens kraft vil trække direkte bagud, og følge (”ligge oveni”) projektilets langsgående akse (og dette giver projektilet deceleration – nedsat hastighed og anslagsenergi). – Se dette i næste illustration, pos. A.

Ved kraftig sidevind fra højre, vil projektilet i starten påvirkes af vind skråt forfra – og luftpartikler der ”flyder” hen over projektilet i en skrå luftstrøm skråt bagud (RV) til venstre, vil skabe en kraft der trækker skråt bagud til venstre (RV). – I denne proces, vil projektilets langsgående akse dreje ganske svagt mod højre (mod sidevinden), fordi projektilet vil stabilisere sig selv ret op imod luftmodstanden (som nu er ændret retningsmæssigt i forhold til vindstille, og nu består af modvind/luftmodstand og den resulterende påvirkning RV fra sidevind). – Se dette i næste illustration, pos. B.

Projektilet vinkles altså en anelse mod sidevinden i forhold til flyveretningen, forårsaget af ændring af luftstrøm omkring projektil, og dette giver nu en resulterende kraft RV skråt bagud til venstre og 2 kraftkomposanter (L1 og L2): én lige modsat flyveretningen (L1), og én vinkelret mod venstre på tværs af flyveretningen (L2) – og det er denne kraftkomposant (L2) vinkelret på flyveretningen, som vil få projektilet til at ændre retning (trække sidelæns med sidevinden/give vindafdrift). – Se dette i næste illustration, pos. B. og C.

Dette projektil vist nedenfor, vil altså træffe til venstre for hvor man sigtede, hvis man ikke korrigerer for sidevind. – Ved en sidevind på 10 m/s på tværs af projektilet, kan dette give et fejltræf på 31 cm til venstre for sigtepunktet (se tabel ovenfor), på skudafstand 200 meter (afhængigt af riffel og projektilets ballistiske egenskaber).

Det er således ikke sidevinden som blæser projektilet ud af kurs, eller skubber til projektilet – men en ændring af luftmodstandskraften (som dog skyldes sidevinden), i forhold til denne i vindstille. Det kan lyde lidt underligt, men faktisk så trækker sidevinden projektilet i sidevindens retning. – Projektilets flyvetid ændres ikke af sidevind (vindafdrift) ved temperaturer over 0 grader. – Afdriften er proportional med vindstyrken. – Et projektil med ringe BC (Ballistisk koefficient) påvirkes mere af sidevind.

Egen illustration inspireret af foreliggende materiale. – Eksemplets vinkler og forhold mellem komposanterne er vist stærkt overdrevet, af hensyn til forklaringen. – Sorte pile er oprindelig flyveretning, og rød lige pil er dén flyveretning, som sidevinden giver projektilet.

1. Projektil i helt vindstille (eller skudt direkte i modvind eller rygvind). – Kun luftmodstand og tyngdekraften påvirker dette projektil.
2. Projektilet har forladt mundingen i stærk sidevind. Luftpartiklerne (luftstrømmen) flyder hen over i en skrå strøm RV dannet af komposanterne V og L, og projektilets næse vil derfor begynde at dreje over mod sidevinden og vil begynde at stabilisere sig op imod luftstrømmen, som nu består af den kombinerede effekt af luftmodstand og den resulterende kraft RV fra sidevinden. – Projektilets længdeakse vil altså begynde at hælde mod sidevinden.
3. Projektilet har nu rettet sig ind imod luftstrømmen. Luftmodstanden L virker nu ikke udelukkende modsat den oprindelige, tiltænkte flyveretning (sorte pile), da en del af denne luftmodstand L ved (komposanten L2) vil virke på tværs af flyveretningen og trække projektilet i sidevindens retning.

Man kan beregne dén afdrift (Z) som sidevinden giver ud fra formlen: Z=VCW*(t-X/V0):

Ved projektilhastigheder V0=885 m/s – V100=837 m/s – V200=746 m/s – V300=660 m/s:

Dette f.eks. ved: VCW=svag sidevind 5 m/s – X=afstand 200 meter (m) til målet – t=flyvetid kan udregnes til 0,242 sek. (s) – V0=885 m/s:

Afdriften Z = 5 m/s*(0,242-200/885) = 0,08 m = 8 cm projektilafdrift i konstant ren sidevind på 5 m/s (let vind) på skuddistancen 200 meter. – Ved konstant sidevind fra kl. 11 eller kl. 1 = 8 cm x 50 % = afdrift 4 cm (se vindur tidligere). – 8 cm i afdrift tillagt andre unøjagtigheder og fejlvurderinger, kan meget nemt føre til en anskydning, især når dyret står skråt for.

Ved skudafstand på 300 meter og ved en konstant ren sidevind på 10 m/s (storm), vil projektilets afdrift blive: Z = 10 m/s*(0,384-300/885) = 0,45 m = 45 cm.

Pointen med dette er at vise, at sidevind kan have en betydelig effekt på et projektil – og jeg må til dette bemærke, at i jagtlige situationer hvor etik og dyreværnsmæssige forhold skal tilgodeses, forekommer det mig temmelig unødvendigt, i hvert fald under danske himmelstrøg, at forlade sit skud til vildt på lange skudafstande (200-300 meter), også i betydende sidevind. – Dette fordi der er mange usikkerhedsfaktorer og fejlmuligheder forbundet med dette (udover unøjagtig skudafgivelse), hvoraf kan nævnes:

* Man kan let vurdere vindretningen og dennes hastighed anderledes, end den i virkeligheden er – uden brug af vejrstation. Brug af forskellige apps stjæler tid og bringer fokus væk fra dyret og den jagtlige situation. Appen skal også fodres med de rigtige data.

* Vinden behøver bestemt ikke at være ensartet i hastighed og vindretning i hele skudlængden. Selv mindre afvigelser og forhindringer i terræn, kan få vind til at svøbe (skifte retning) og vindstød fra turbulens er også almindeligt. – I f.eks. bjergområder kan der også være lodrette (op og ned) vinde.

* I bjerge skal man også, udover ovennævnte, korrigere sigtepunkt for skudvinkler anderledes end vandrette (se tidligere).  – Lufttemperatur, lufttryk og luftfugtighed spiller også ind. – Ofte ses, at der må anvendes flere skud til dyr i bjergområder, og der ses jægere som påstår at de skyder vildt på 300-400 meter. – En del dyr dør af styrt ned ad bjergsiden, efter træffet.

* Man skal kende sit projektils afdrift på de forskellige afstande, og ved forskellige vindhastigheder. – Dvs. at man også skal være sikker på skuddistance.

* Og sidst, men ikke mindst, skal man også, samtidigt med alt det andet, korrigere sigtelinje i forhold til hvor skråt dyret står i forhold til jægeren, således at vitale og ikke synlige dele inde i dyret træffes – og dette kan jo ligne gætteri.

Ovenstående er godt nok mange ting, som man skal holde styr på, og som kan blive fejlvurderet og gå galt, hvortil skal tillægges våbnets/patronens spredning og jægerens spredning med riflen – og hvor det er dyret der må bære alle risici herved og følger heraf.

Jeg forstår dog udmærket, at konkurrenceskytter finder dette (lange skud og vind) uhyre interessant og udfordrende, og jeg forstår også at dette er nødvendigt i krigssituationer, når præsidenter skal beskyttes, og for finskytter i terrorsituationer mv. – hvor helt andre normer, etiske regler, nødvendigheder, konsekvenser og hensyn gælder.

Korrigeret sigtelinje – når dyret står skråt, lavt eller højt:

Dette drejer sig om at kende dyrets anatomi, dvs. at vide hvor de organer og træfområder befinder sig inde i dyret, som man vil træffe. Når man ved dette, er det enkelt nok at placere sit sigtepunkt på dyret – men står dyret skråt for skytten (ikke vinkelret på skudlinjen), skal man korrigere sin sigtelinje, dvs. placere sit træfpunkt udenpå dyrets overflade, således at projektilbanen træffer det ønskede (ikke synlige) inde i dyret.

Står dyret så også under eller over skytten, skal der samtidigt korrigeres i to retninger, lodret og vandret – hvilket sammen med kuglebanen i dyret gør skuddet 3- dimensionalt.

Forbavsende få dyr man skyder, viser sig at have stået i helt rent sideskud, og endnu færre har stået i helt rent, vandret sideskud.

Projektilbanen gennem dyret kan være meget usikker at vurdere (selv på korte skudafstande), når man ikke kan se i hvilken vinkel dyret står i forhold til projektilbanen. Dyrenes løb (ben) i forhold til hinanden er nok bedste rettesnor, men dyret kan jo stå i højt græs. – Når skudafstanden øges, bliver dette endnu vanskeligere og ganske usikkert.

Netop disse forhold tror jeg er årsag til mange fejltræf – hvis ikke de fleste. – Se nærmere om korrigeret sigtelinje på: Netnatur.dk/cns-kuglen.

Lydfænomener:

Jeg har set forbiskud til råvildt 70 meter ude, hvor dyret valgte flugtretning lige mod skytten. Hvorfor gjorde den dette?

Der er i denne forbindelse to lydfænomener:

Mundingsknaldet som opstår af de hastigt udstrømmende krudtgasser. Lyden udgår fra mundingen og spreder sig symmetrisk ud i alle retninger, og lydstyrken aftager med øget afstand. – Ser man på afstand en fasan blive skudt, ser man fuglen falde før skuddet høres, da lyset er hurtigere end lyden.

Projektilets smæld er det ”piskesmæld” man hører når projektilet passerer ens position, og hvor man vil opfatte dette at komme vinkelret fra skudretningen. Dvs. at passerer projektilet til højre for og tæt på dyret, vil dyret kunne tro at (lyden) skuddet kom fra højre, da dette ”piskesmæld” optræder først og vil kunne overdøve mundingsknaldet. Dyret vil da pr. refleks og i forvirring (hvis dyret ikke har set jægeren) kunne vælge en anden flugtretning som, afhængigt af terrænforhold eller meget andet, kan blive lige mod skytten (og dyret kunne være en arrig bjørn).

I krigssituationer har dette fænomen medført, at man fejlbedømte fra hvilken retning man blev beskudt – hvilket kunne blive fatalt på flere måder.

Man er stadigvæk ikke helt enige om årsagen til det skarpe smæld (som siges at være mest tydeligt ude på 100 meter og derover, og kan høres langs hele projektilbanen, og til sidst som et fløjt), men én af de nok meget sandsynlige teorier er: At dette skyldes luftmolekylernes sammenstød (svingninger), når de med lydens hastighed søger at udfylde det lufttomme rum (rum uden tryk) bag det flyvende projektil.

– Og dette leder tanken hen til de omtalte lydbølger der siges at være en shockeffekt i Den Terminale ballistik (effekten inde i dyret). Er der rent faktisk en lydtrykbølge forårsaget at projektilets smæld lige før eller ved antræf med dyret, og hvor lydtrykbølgen herfra transmitteres gennem dyret? Og hvilken effekt vil dette eventuelt kunne have, da dette aldrig er påvist?

Regns påvirkning:

Forsøg (link) har vist, at en regndråbe passerer projektilets trykbølge og faktisk træffer projektilet, hvor regndråbens (lille) shockbølge kolliderer med, og til en vis grad forstyrrer projektilets trykbølge. – Hvor mange regndråber et projektil faktisk vil ramme er uvist, men forsøget ender med at påvise en mulig projektilafbøjning (fald) på 4 tommer på knap 50 meter, og forsøgets konklusion er en anbefaling af, at ikke skyde til dyr på lange distancer i regnvejr. – Andet sted læses, at lavere lufttryk ved regn, får projektilet til at stige.

Konklusion:

Det ser ud til, at de fleste af fabrikanterne af riffelpatroner ikke oplyser flere værdier som kunne være nyttige, og for nogle jægere nødvendige – og hvor der kan peges på ballistiske værdier som: Momentum (P), Sectionel density (SD), Stabilitetsfaktoren (SF) og Formfaktoren FF, samt sidevinds effekt: afdrift (Z) på forskellige afstande ved forskellige vindstyrker.

– Det ser også ud til at der, efter overgang fra blyholdige til blyfri projektiler, mangler oplysninger hvad angår riffelgangsstigninger, hvilket kan give noget usikkerhed omkring Stabilitetsfaktorer (SF) og Gyroskopisk Stabilitet (SG), samt de producentoplyste BCére (Ballistiske Koefficienter) og også Anslagsenergier (E) – forårsaget af forskelle i riffelgangstigninger i jægernes jagtrifler. Dette i kombination med at blyfri riffelprojektiler skal være længere end blyholdige og derfor kræver større rotation, som bestemmes af riffelgangsstigning.

Nutidens danske 2 lovmæssige krav om Anslagsenergier (Joule) og projektildiametre til riffeljagt på forskellige vildt-klasser, virker ikke helt tilstrækkelige. Dette som følge af, at f.eks. de producentoplyste Anslagsenergier (E) kan mindskes af flere variabler (f.eks. ved gennemskud) – ligesom ny viden afslører at anslagsenergi for så vidt ikke er vigtigst for dræberevnen, men derimod projektilets måde og evne til at overføre energien til dyret (- altså den reelle effekt af den producentoplyste anslagsenergi), og denne reelle effekt baserer sig i høj grad på jægerens viden om anatomi, erfaring og skydefærdighed – og er altså variabel.

Heller ikke de producentoplyste BCére er helt påregnelige, idet BC især er afhængig af riffelgangsstigning i den enkelte jægers jagtriffel – og matcher valgte patron ikke jagtriflens riffelgangsstigning, vil både den producentoplyste Ballistiske koefficient (BC) og Anslagsenergi (E) blive reduceret.

Dét der nok kan synes at skabe størst og væsentlig usikkerhed nu (efter overgang til blyfri riffelprojektiler) er, om riffelgangens stigning er stor nok til at give det påtænkte eller valgte projektil den nødvendige rotation per sekund (Rps) for at opnå både: stabil flyvning ved en god Stabilitetsfaktor (SF), en god Gyroskopisk Stabilitet SG), den producentoplyste BC (Ballistiske Koefficient) og den producentoplyste Anslagsenergi (E). – Dette kan være svært at vide, når fabrikanter ikke oplyser ved hvilken riffelgangstigning de oplyste BCére (Ballistiske Koefficienter) er opnået – og ofte ved jægeren heller ikke hvilken stigning i riffelgangen han har i sit riffelløb. – Nogen burde opfinde og sælge en ”Riffelgangmåler”, som kan vise riffelgangens stigning.

Lange skudafstande (200-300 meter) kræver en meget mere dybtgående forståelse af ballistik – og ganske små unøjagtigheder og afvigelser kan nemt give store fejltræffere på de lange afstande – og jagt på dyr kræver påregnelig nøjagtighed, og færrest muligt fejlkilder, set i forhold til etik, det dyreværnsmæssige og den almene accept af riffeljagt.

Lange skudafstande stiller også langt større krav til både dig selv (intensiv og vedligeholdt træning), din riffel, din ammunition og riflens optik, som bør være med ekstra god lysstyrke, klarhed og forstørrelse og med justerskruer for vind og højde – og naturligvis skal anvendes afstandsmåler. Også Ballistik-apps, vindmålere, højdemålere, termometer og luftfugtighedsmålere anbefales anvendt når lange skud, og det ses sågar anbefalet at være et team på jagt, hvor f.eks. en observatør/kalkulator tager sig af opmålinger og beregninger – idet det dog altid er skytten der slipper kuglen, som er ansvarlig for skuddet.

Selv når disse ting, ekstra hjælpemidler og måske ekstra mandskab er på plads, er der mange forhold og vilkår der virkelig skal tages rigtig højde for og vurderes ret nøjagtigt, og som kan gå galt – og hvor det er dyret der må bære alle risici og omkostninger herved.

Hvor der ikke er tale om jagt i bjergområder, vil det næsten altid være muligt at komme tættere på dyret, som man ser 200-300 meter ude – så f.eks. i Danmark og i mange andre lande, er lange skudhold slet ikke nødvendige, og derfor kan disse overskride etik. – Derimod på skydebaner, hvor fejltræf intet betyder, er langdistanceskydning lærerigt og spændende – og sikkerhedsmæssigt i orden, i modsætning til skud ud på 200-300 meter i mange mere eller mindre bevoksede jagtterræner, som kan anses uforsvarlige.

– F.eks. hørte jeg en historie fra en udenlandsrejse, hvor jagtguiden opfordrede kraftigt til at jægeren skulle skyde til et dyr ude på mere end 200 meter, i ret åbent, let bevokset landskab i tusmørke. Jægeren nægtede at skyde, og næste morgen opdagede de et lille enmandstelt bag stedet hvor dyret havde stået, og i dette telt befandt sig en naturfotograf.

De gennemsnitlige skudafstande til råvildt i Danmark siges at være omkring 60 meter og ca. 23 % af disse skydes på afstande under 20 meter, se: Netnatur.dk/mere-end-hver-femte-rabuk-skydes-pa-klos-hold/. – Mange, selv ældre, erfarne riffeljægere har nok ikke tænkt ret meget på ballistik, hvilket nok skyldes at disse skyder på kortere skudafstande, og skyder nogenlunde de samme dyrearter (størrelsesmæssigt).

Sidevind (selv svag sidevind 5 m/s) anses at være en betydende faktor især ved lange afstande, men også i mindre grad ved kortere afstande under kraftig sidevind, fordi sidevindens effekt er størst på den første intervaldistance (300 m) i en skudbane (for de fleste projektiler) – men sidevind giver selvfølgelig større træfafvigelser, jo længere skudafstanden er. – Da sidevind kan give træfafvigelser der er lige så store som træfafvigelserne ved kuglefaldet (som oftest oplyses), er sidevinds effekt (afdrift Z) på kuglen lige så relevant at oplyse, som kuglefaldet.

De nye blyfri riffelpatroners egenskaber er vigtige, og skal være afpasset riflens riffelgang – men det vigtigste ved skydning til dyr vedrørende dræbeevne, vil nok altid vil være sigtepunktet/træfpunktet udenpå dyrets overflade, sammen med dén kuglebane gennem dyret som skudvinkler giver.

– Dette når man har valgt den rigtige riffelpatron til sit våben, og den lovlige til det aktuelle dyr, samt rimelig skudafstand som bestemt hænger sammen med sikkerhedsmæssig forsvarlig skudafgivelse, optimalt hurtigt dræbende træfeffekt – og jagtetik.

Viden om Intern og ekstern ballistik forklarer mange ting i forbindelse med skydning og valg af våben og patroner til de forskellige vildtarter – men viden om Terminal ballistik i sammenhæng med dyrenes anatomi er meget væsentlig viden for en riffeljæger.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...