En sum penge kan aldrig skaffe dig din døde hund igen. Men hvis din hund bliver angrebet og skadet af et fredet rovdyr, så udbetaler de svenske myndigheder en erstatning …
Af Redaktionen
I 2012 er der blevet udbetalt SEK 393.000 i erstatning til hundeejere. Ud af dette beløb var de SEK 319.000 alene udbetalinger, som følge af ulve-angreb. De resterende var angreb fra bjørn, los og kongeørn.
At antallet af angrebne hunde ikke er større, beror iflølge Svensk Jakt i høj grad på, at næsten ingen længere vover at have en løsgående hund.
Det svenske vildtskadecenter er ikke i tvivlt om, at den største potentielle trussel fremadrettet helt klart er ulven, som breder sig mere og mere.
De fleste angreb sker i efterårs- og vintermånederne, og vildskadecentrets tal viser også, at omkring 80 procent af angrebene sker under jagtlige aktiviteter.
Hvis ens hund dør som følge af en bjørneangreb, mens man er på bjørnejagt, så udbetales der ikke erstatning.Men bliver den under den samme jagt taget af en ulv, så er man derimod berettiget til økonomisk kompensation, da ulven jo ikke er jagtbar.
Vildtskadecentret har retningslinier for, hvor meget man udbetaler i erstatning. Ved en skade kan man maksimalt få udbetalt SEK 10.000. Dør hunden, kan man makimalt få udbetalt SEK 20.000 (hvis hunden er under 2 år eller over 10 år, så er det maksimale SEK 15.000).
Også forsikring
Som medlem af det Svenske Jægerforbund er man her dækket af en hundeskadeforsikring, når man har den med på jagt. Forsikringen dækker både ens egen hund men også, hvis man til jagten har lånt en hund.
Man skal dog være opmærksom på, at hvis hunden ikke kan findes, så kommer den i kategorien forsvundet, og så udbetales der ingen form for erstatning.






