Dåvildt

Bemærk: Nyheder og oversigt over artikler om dåvildt, starter efter denne korte introtekst

I lighed med kronvildt og råvildt er historien om det danske dåvildt historien om en succes. Bestanden er nærmest eksploderet over de sidste årtier. Godt hjulpet på vej af massive udsætning fra visionære jægere og naturfolk, der mente, at dåvildtet kunne udnytte nogle af de lommer i det danske landskab, som ikke allerde blev anvendt af råvildt og kronvildt. 
Det er nemlig almindelig antaget at dåvildt (dådyr) i udpræget grad er dagaktive modsat f.eks. krondyr, der især udnytter de mørke timer til at søge føde uden for skove og plantager. 
Dåvildtet har sat sig på områder, hvor der før kun var sporadisk forekomst af andre hjortevildtarter. Men den voksende bestand er også vokset ind i nogle af de områder, der allerede bruges af landets oprindelige arter. Så meget at man flere steder taler om, at bestanden er blevet så stor, at den er en udfordring for landets oprindelige vildtarter. 
Historisk er det et åbent spørgsmål om dådyrene er en oprindelige dansk vildtart. Faktum er dog at arten, som vi kender den i dag, først blev introduceret til landet omkring 1200 tallet. Den gang udsat på øen Romsø, hvor dyrene kunne være i fred for ulve. 
Som vildtart er dåvildtet vanskelig at jage og dyrene lærer hurtig at tilpasse sig efterstræbelser. Flere steder er dyrene slet ikke så dagaktive, som der står i lærebøgerne. Ligeledes kommer de for i en samlet flok( ruddel), når der de udsættes for drivjagt. Dette gør det vanskeligt at finde den då, kalv eller hjort, der skal nedlægges. 
Dette er lidt nemmer på pyrsch og anstand, men selv i områder, hvor der optræder meget dåvildt, skal der i reglen arbejdes for at få en spidshjort – eller halvskuffel eller fuldskuffel hjort på skudhold. Især hvis man går efter en medaljehjort, som der i sagens natur er længere imellem. Også selv om nogle af de danske godser er verdensberømte for deres stærke dådyr.