SYNSPUNKT: Selv arter, som har været “danske” siden først i 1200-tallet” betragtes i dag som invasive og derfor bør bør listen over invasive arter laves om
Lav listen over invasive arter om
Synspunkt af Henning Kørvel
Læs listen fra Ministeriet for Grøn Trepart, og du vil finde arter, som i flere hundrede år har levet i Danmark, hvilket gælder for dåvildt, som blev udsat på øen Romsø af Valdemar 2. Sejr først i 1200-tallet, mens jagtfasanen har været i Danmark siden 1562 og har været udsat til jagt siden 1840. Den og dåvildt, samt vildkanin, sikavildt og muflon har levet i Danmark i så mange år, at de skal tages af listen over invasive arter. Mange danskere betragter dem jo som danske vildtarter, og det samme bør ministeriet for Grøn Trepart gøre.
Ministeriet for Grøn Treparts liste over invasive arter i Danmark, der er langt som ”et ondt år”, trænger til en nutidig kritisk gennemgang og redigering.
Hvad ligner det, at den nuværende liste stadig omfatter fremmede vildtarter, som har levet i Danmark i mange år som fasan, vildkanin, dåvildt, sikavildt og muflon?
Fasanen, der oprindelig er asiatisk, kom til Danmark i 1562, hvor den af kongen og herremænd blev holdt som prydfugl. Som jagtfugl har den været udsat i Danmark siden 1840 (Kongelunden), og den har således en indfødsret på 185 år, og det er således helt forkert og forrykt at betegne den som invasiv.
Fordi fasanen findes jævnt over hele landet, udnævnte Dansk Ornitologisk Forening den i 1978 som en dansk fugl i ”Oversigt over danske fugle” (Tommy Dybbro), men foreningen er siden hen blevet ”omvendt”, og fasan er således ifølge DOFs strategi ikke længere dansk, men invasiv. Det afhænger altså af øjnene i DOF, der ser, men hvad ser de mon, når de i 2025 gør fasanen invasiv og fratager den sin danske indfødsret, som man gav den i 1978?
Tager man derimod udgangspunkt i året 1562, så har fasanen været i Danmark i 463 år, hvilket sætter betegnelsen ”invasiv art” endnu mere i skammekrogen. Man kan da ikke kalde en art, der har været i Danmark i 463 år, og den har været udsat til jagt i 185 år, som invasiv. Man skal i det mindste være ualmindelig aparte for alligevel at gøre det.
Jeg ville i stedet for konkludere, at når en art som fasanen har været i Danmark i 463 og 185 år, så er den dansk. Kort og godt. Det er derfor både pjattet og barnagtigt at betegne den som invasiv art, fordi betegnelsen vel først og fremmest skal bruges om arter, der er til skade for andre arter og skader biodiversiteten, men fordi den ikke gør dette, bør den straks tages af listen over invasive arter.
DN må skifte standpunkt til fasanen
Ministeriet for Grøn Trepart mener heller ikke, at fasanen skal udryddes af den grund på samme måde som ”slemme arter” som nilgås, bisamrotte, sumpbæver, vaskebjørn, mårhund og amerikansk mink, der alle må reguleres fra 1. september til 31. januar, men hvorfor dog ikke længere, når disse arter er totalt uønskede?
De lever nemlig i modsætning til fasaner, dåvildt, vildkanin, sikavildt og muflon op til betegnelsen invasiv art, fordi de har en negativ indvirkning på den hjemmehørende biodiversitet og derfor bliver de efterstræbt intenst, hvorimod fasanen ikke optager plads for andre arter og heller ikke er skadelig for biodiversiteten, men derimod udfylder et tomrum i naturen og tilmed er den almindeligste danske jagtfugl, der udsættes, skattes og jages på små og større jagter i stort set hele landet, og nedlægges i størst antal. Vi kan ikke undvære fasanen i jagtens verden.
Jeg ville derfor ønske, at vi alle en gang for alle kunne enes om at gøre fasanen til en dansk fugl og ære og respektere den som den mest populære jagtfugl i Danmark, men det kræver, at ”enhedslistemadammen” i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding forlader sin foragtelige politik og erklærer sig velvillig over for fasan- og andeudsætning i Danmark.
Vi har jo udsat fasaner (og gråænder) til jagt igennem mange år, og i stedet for at stritte imod på samme måde som Enhedslisten partout vil have bilerne ud af København, og hader biler, selv hvis de kunne passe børn og ældre medborgere, så børe DN følge med tiden og indse, at det ville pynte på foreningens image, hvis man skifter standpunkt. Hellere i dag end i morgen.
Vender man blikket imod dåvildt, er betegnelsen invasiv art endnu mere tricky. Dåvildt stammer fra Lilleasien, og det er romerne der tog det med sig til England.
Dåvildt genindført til Danmark i 1200-tallet
Til Danmark blev dåvildt genindført af Valdemar 2. Sejr i 1200-tallet og udsat på øen, Romsø, som dengang ejedes af kongen. I dag over 800 år senere findes dåvildt jævnt over hele landet, og der skydes i dag mere dåvildt end kronvildt. Men at betegne det som invasivt, er uklogt, fordi det havde levet i Danmark, før det blev genudsat af Valdemar Sejrfor over 800 år siden.
Sikavildt, der er en asiatisk hjorteart, blev indført til Danmark først i 1900-tallet, hvor det blev udsat på Svenstrup Gods og en række andre steder. På Sjælland findes den japanske sika (cervus n. nippon) i Grib Skov og Castrup Storskov, men den største fritstående bestand i Danmark findes antagelig på Frijsenborg Gods.
Sikavildt optager ikke plads for andre hjemmehørende arter, og hvis ministeriet for Grøn Trepart er fornuftig, så tager man det af listen for invasive arter. Det har levet i Danmark i 125 år.
Muflon, der lever naturligt på Korsika og Sardinien, blev indført til det europæiske fastland i 1800-tallet. Det kom til Tjekkiet i 1880, og til Danmark kom muflon i løbet af 1900-tallet, og arten findes i isolerede bestande rundt om i Danmark.
På Oreby Gods på Nordlolland levede muflon gennem mange år, men bestanden blev skudt bort i 1980-erne. På Sjælland findes muflon på Gavnø Gods, og der har levet muflon på øen Lindholm i Karrebæk Fjord, men de sidste hundyr blev skudt omkring 2023. Muflon findes desuden på Livø i Limfjorden, og arten har tidligere levet i dyrehaven på Gunderslevholm Gods, men er siden hen skudt bort.
Arten findes i en række lande, hvor den er populært jagtvildt. De største væddere skydes i Tjekkiet, og spørger man tjekkiske jægere og vildtbiologer om årsagen, så siger de samstemmende, at muflon i Tjekkiet har de bedste gener, hvilket ses af, at mange muflonvæddere i landet er guldmedaljer allerede som fireårige og kan da have horn på omkring 85 centimeter.
Vildkaniner stammer fra Spanien og til dels Frankrig, og i Danmark findes vildkanin i Sønderjylland, Fanø, Endelave, Als og Bornholm. Den blev i 1970-erne udsat ulovligt på Lungholm Gods på Sydlolland, hvor den imidlertid blev udryddet, fordi de gravede gange i det lollandske dige ud imod Østersøen, og der ville være fare for sammenstyrtning og oversvømmelse i tilfælde af stormflod.
Undertegnede og tidligere jagtkonsulent Finn Jensen så kaninerne på Lungholm i 1970-erne, og jeg skrev om den i ”Jagt & Fiskeri”, hvilket irriterede formanden for Landsjagtforeningen af 1923, Frede Petersen, fordi han var medlem af jagtrådet, og opdagelsen af vildkaniner på Sydlolland tvang Jagtrådet til at tage stilling til, hvad man skulle stille op.
Bestanden blev så bortskudt, så vildkaninerne ikke længere truer det lollandske dige. Men man fandt aldrig ud af, hvem der havde sat dem ud. Der var heller ingen, der trådte frem og tilstod, da sagen blev omtalt i medierne.
Jeg kunne godt tænke mig, at Ministeriet for Grøn Trepart reviderer listen over invasive arter og kun medtager dem, der er en trussel mod andre arter såvel som imod biodiversiteten, og man gør jagtfasan, vildkanin, dåvildt og sikavildt til danske arter. De har jo alle været her i så mange år, at de må have vundet dansk indfødsret.
Jeg betragter dem i hvert fald som danske, og mener, at de der vil gøre dem til invasive, er kortsynede navlepillere. Hvorfor går man ellers flere hundrede år tilbage for at finde arter, som er indført så tidligt som dåvildt i 1200-tallet? Det er mig ubegribeligt, at biologer i ministeriet for Grøn Trepart ikke har vigtigere ting at tage sig til, end at opremse arter, som er uden indflydelse på andre arter, og ikke truer biodiversiteten, som invasive, men alene oplister de arter, som truer andre arter og biodiversiteten som helhed.
