Mundari-folkets sidste jagt

Af Redaktionen

PÅ de enorme savanner i Sydsudan lever Mundari-folket fortsat tæt forbundet med naturen. Gennem generationer har jagt været en naturlig del af tilværelsen – ikke blot som en kilde til kød, men som kultur, identitet og overleveret viden.

Men en lidt ælde dokumentar om Mundari-folket viser, hvordan denne livsform er under pres.

Myndighederne har i stigende grad indført restriktioner på jagt i et forsøg på at beskytte landets bestande af vilde dyr. For mange af de lokale familier er budskabet vanskeligt at forstå. De oplever ikke naturen gennem rapporter og forvaltningsplaner, men gennem generationers erfaringer i landskabet.

Dokumentaren skildrer den konflikt, der opstår, når moderne naturforvaltning møder traditionelle samfund.

Fra jæger til lovovertræder

For mennesker, der hele livet har betragtet jagt som en naturlig del af hverdagen, kan overgangen være brutal.

Aktiviteter, som tidligere blev anset som legitime og nødvendige, kan nu føre til arrestationer og fængselsstraf. Dokumentaren følger mennesker, som pludselig oplever at blive betragtet som krybskytter i deres egne områder.

Det er en problemstilling, der genkendes mange steder i Afrika.

Internationale organisationer, myndigheder og naturforvaltere arbejder for at beskytte truede arter, mens lokale befolkninger ofte føler sig ekskluderet fra beslutningerne. Resultatet bliver i nogle tilfælde konflikter mellem naturbeskyttelse og de mennesker, som har levet med naturen i århundreder.

Naturforvaltning er mere end biologi

Dokumentaren giver et sjældent indblik i, at naturforvaltning ikke alene handler om antal dyr. Den handler også om mennesker.

Hvis lokalbefolkningen ikke forstår eller accepterer reglerne, kan selv velmenende naturbeskyttelse skabe modstand. Omvendt viser erfaringer fra flere afrikanske lande, at langsigtet beskyttelse ofte kræver, at lokale samfund får en direkte fordel af at bevare dyrelivet.

Konflikten i Sydsudan rejser derfor et grundlæggende spørgsmål:

Hvordan beskytter man dyrelivet uden samtidig at kriminalisere mennesker, som i generationer har levet af naturens ressourcer? Det er en debat der rækker langt ud over Afrika – ja selv til Danmark, hvor nye naturnatioanlparker ejet af staten – og dermed af alle danskere – også rejser spørgsmål om hvordan man kan benytte og beskytte på en og samme tid.

Selv om historien i denne video udspiller sig i Sydsudan, er problemstillingen velkendt.

Også andre steder i Europa diskuteres forholdet mellem lokale traditioner, jagt, naturbeskyttelse og politiske beslutninger. Spørgsmålet er ofte det samme: Hvem skal bestemme over naturen – dem der lever i den, eller dem der forvalter den?

Storvildtjagt med simple våben

Dokumentaren om Mundari-folkets sidste jagt giver ikke et enkelt svar. Til gengæld giver den et sjældent indblik i de mennesker, der lever med konsekvenserne af beslutningerne.

Som en. ikke uvæsentlig sidegevinst giver det også et indblik i hvordan et oprindeligt folk jager eller jagede storvildt med simple håndlavede våben som spyd, økser og bue og pil etc.

Også dette kan vi relatere til vores kultur på de nordiske breddegradder, hvor vi også jagede bjørn, elg og urokser etc. med oprindelige våben. Et spyd kan have en stor gennemtrængningskraft, men det var nok sjældent et enkelt kast, der gjorde forskellen.

Som det ses i filmen var nok mere udmattelsen og den vedvarede forfølgelse, der i sidste ende fik de store dyr til at opgive og falde omkuld …

Elefanter i Sydsudan

• I begyndelsen af 1970’erne blev bestanden i det nuværende Sydsudan anslået til omkring 130.000 elefanter.

• Borgerkrige, krybskytteri og svag forvaltning har siden reduceret bestanden dramatisk.

• Flere nyere vurderinger peger på, at der i dag kun findes få tusinde elefanter tilbage i landet, mens enkelte områder har oplevet næsten total forsvinden af elefanter. ([Action for Elephants UK][1])

• Sydsudan rummer samtidig nogle af Afrikas vigtigste naturområder med verdens største kendte migration af landlevende pattedyr, hvor omkring seks millioner antiloper vandrer mellem Boma- og Badingilo-landskaberne.