Dødtrætte dåhjorte i naturen aflives? Men bør de det og hvordan hænger det sammen med, at tamme husdyr bag hegnede nationalparker bør dø naturligt?
Dødtrætte dåhjorte aflives
Kommentar af Netnatur 2023
Dåhjorte efter brunsten holder lav profil … Efter en periode med meget energikrævende brunstaktivitet, er de ofte kun skygger af sig selv.
Til tider kan dyrene være så trætte, at de ligefrem “går i stå”. Det oplyser DR.dk, som beretter om flere aflivninger af dødtrætte dåhjorte.
– I de seneste uger har medlem af Skyttekorpset på Bornholm, aflivet tre dåhjorte, der var udkørte efter brunsten.
Læs mere om DAAVILDT
Fænomenet med udkørte og dødtrætte dåhjorte er ikke ukendt i andre områder af landet, hvor bestanden er tæt og der er mere intense kampe om dåerne end i områder med lavere bestandtæthed.
Jacob Skriver, der er skovfoged i Jægersborg Dyrehave, fortæller til DR.dk, at dyrene under brunsten kan forbrænde så meget fedt at immunforvaret svækkes.
– Det kan i ekstreme tilfælde føre til dødelig blodforgiftning, lyder det fra skovfogeden i publikumsmagnetten nord for København.
Men det behøver ikke at gå så galt. Det sker også, at dåhjortene rejser sig og lever videre efter, at de har fået sig en pause, lyder forklaringen …
Bemærkes bør det, at det i sagens natur kun er hjorte i åben terræn, der tiltrækker sig opmærksomhed. De dyr, der vælger at puste ud i krat og skov, undgår i reglen offentlighedens opmærksomhed. Dermed er det overladt til “naturens gang” at afgøre om de rejser sig eller forbliver på skovbunden …
Hvor vidt de dødtrætte dyr bør aflives eller ej, er der sikkert flere meninger om. Det kan være en vanskelig situation at forholde sig til på afstand, da ingen ønsker at se dyr lide en langsom død, hvis man med et skud kan afkorte lidelsen.
Alligevel rejser aflivningerne nogle principielle spørgsmål om hvorvidt mennesker bør gribe ind i den naturlige proces.
Voksne hjorte menes at spille en afgørende rolle for dyrenes arvemasse på den lange bane og måske er evnen til at rejse sig igen efter nedturen med til at skille bukkene fra fårene.
Uanset hvad man mener, er det dog paradoksalt, at “naturligt” afkræftede vilde dyr i naturen aflives, mens tamme husdyr bag hegn bør dø “naturligt”. Dette jfr. filosofien bag oprettelse af indhegnede naturnationalparker med græssende husdyr …
Læs mere om dåvildt på netnatur.dk/DAAVILDT