En enkelt ulv har fået norske myndigheder til at udsætte den planlagte ulvejagt med halvanden måned. Ulven befinder sig dog i Sverige …
Ulv bremser planlagt ulvejagt
Af Redaktionen
“En enkelt ulv med finsk-russisk oprindelse har fået norske myndigheder til at udsætte den planlagte ulvejagt med halvanden måned. Ulven befinder sig i Sverige, men kan krydse grænsen til Norge. Sagen viser, hvorfor genetisk variation kan være mindst lige så vigtig som antallet af ulve, når bestandene skal forvaltes”.
Hvor meget kan én ulv betyde for en hel bestand? Tilsyneladende så meget, at norske myndigheder er villige til at ændre tidspunktet for en planlagt ulvejagt for at beskytte den. En genetisk værdifuld ulv med finsk-russisk oprindelse er blevet registreret i det nordvestlige Dalarna i Sverige. Ulvens tilstedeværelse har fået Norge til at udsætte starten på den planlagte licensjagt med omkring halvanden måned.
Bag beslutningen ligger en af de største udfordringer i den skandinaviske ulveforvaltning: Den norsk-svenske ulvebestand har gennem mange år været præget af indavl, og nye gener udefra kan derfor få stor betydning. Sagen illustrerer samtidig et grundlæggende dilemma i moderne vildtforvaltning. Det er ikke nødvendigvis nok at tælle, hvor mange dyr der findes. Det er også nødvendigt at undersøge, hvor nært beslægtede de er.
Jæger fandt afgørende DNA-spor
Historien begyndte den 16. september på en skovvej nær Flötningen vest for Idre i Sverige. En lokal jæger havde gjort myndighederne opmærksomme på noget, der lignede ulveekskrementer. Naturbevogteren Peter Wallin fra länsstyrelsen i Dalarna undersøgte fundet og sikrede fire DNA-prøver.
Det var ikke nogen let opgave. Ekskrementerne var blevet kørt over af biler, og kraftig regn havde gjort prøvematerialet vanskeligt at arbejde med. Alligevel lykkedes det at få brugbare prøver. DNA-analyserne viste, at der var tale om en hanulv med finsk-russisk oprindelse.
Fundet vakte særlig interesse, fordi ulven befandt sig tæt på den norske grænse. Den kunne dermed risikere at blive skudt under den kommende norske licensjagt. Det oplyser det svenske jagtmedie Jaktjournalen.
Norge ændrer jagtplanerne
Den norske miljømyndighed Miljødirektoratet har besluttet at udsætte licensjagten uden for ulvezonen i region 4 og 5 fra den 1. december 2026 til den 15. januar 2027. Der er fortsat åbnet mulighed for at nedlægge op til ti ulve, men jagten begynder altså senere end normalt.
Den genetisk værdifulde ulv er en væsentlig årsag til beslutningen, men ikke den eneste. Den norske ulvebestand ligger samtidig under det politisk fastsatte bestandsmål, og myndighederne ønsker et bedre overblik over bestandens udvikling, før jagten sættes i gang.
Udsættelsen giver også mulighed for at indsamle flere oplysninger om den omstrejfende ulvs opholdssted. Når vinteren kommer, kan sne gøre det lettere at følge ulvens bevægelser og dermed mindske risikoen for, at den bliver nedlagt ved en fejl. Ifølge det norske rovdyrmedie Rovdyr.org fremgår det af Miljødirektoratets beslutning, at hensynet til den genetisk værdifulde ulv taler for at udsætte jagtstarten.
Hvorfor er én ulv så vigtig?
Den skandinaviske ulvebestand har en usædvanlig genetisk historie. Efter at ulven stort set var forsvundet fra Sverige og Norge, blev bestanden genetableret gennem indvandring fra øst. Men kun få indvandrende ulve har gennem tiden fået væsentlig betydning for bestandens genetiske sammensætning.
Det betyder, at mange af de ulve, som i dag lever i Skandinavien, er nært beslægtede. Indavl kan føre til nedsat frugtbarhed, mindre kuld og andre problemer, som på længere sigt kan svække bestandens overlevelsesevne.
Ifølge det norske Miljødirektorat er den genetiske variation så begrænset, at regelmæssig indvandring fra den finsk-russiske bestand er nødvendig, hvis ulvene skal kunne klare sig på længere sigt. En ulv, der kommer østfra, kan derfor være mere værdifuld for bestandens fremtid end flere ulve, der allerede tilhører den samme snævre genetiske gruppe.
Men det kræver, at den nye ulv overlever, finder en mage og får afkom, som selv bidrager til den videre reproduktion. Det er således ikke ulvens tilstedeværelse alene, der løser problemerne med indavl. Dens gener skal også føres videre.
Genetisk værdi fritager ikke ulven for konflikter
For rensdyrholderne i området omkring Idre er historien imidlertid ikke kun et spørgsmål om genetik. Idre sameby har rensdyr i det område, hvor ulven er blevet registreret. Hvis ulven slår sig ned og begynder at tage rensdyr, kan den skabe betydelige problemer for den lokale rensdyrdrift.
Samebyens formand, Peter Andersson, fortæller til Jaktjournalen, at det på grund af den manglende sne har været vanskeligt at afgøre, om ulven allerede har dræbt rensdyr. Der er heller ikke kommet sikre, aktuelle observationer fra de mange jægere, der færdes i området.
En mulig ulveobservation omkring 15 kilometer inde på norsk territorium understreger dog, hvor vanskeligt det er at forvalte et rovdyr, der bevæger sig frit mellem to lande. Sagen illustrerer dermed konflikten mellem hensynet til en truet bestands genetiske fremtid og hensynet til de mennesker, der lever med rovdyrene.
Norge har tidligere skudt en genetisk vigtig ulv
At genetisk værdi ikke giver en ulv ubetinget beskyttelse, blev tydeligt tidligere på året. I juli 2026 gav de norske myndigheder tilladelse til at nedlægge en genetisk værdifuld ulv, som havde forårsaget omfattende skader på får og lam i Gausdal.
Ulven blev efter alt at dømme nedlagt i Sør-Fron den 20. juli. Den norske klima- og miljøminister Andreas Bjelland Eriksen forklarede dengang, at det havde været nødvendigt at gribe ind, fordi skaderne voksede hurtigt, og fordi det ikke var muligt at mærke og flytte ulven til ulvezonen.
Beslutningen viser, at myndighederne forsøger at afveje genetisk beskyttelse mod konkrete skader på husdyr. Den norske regerings redegørelse for nedlæggelsen understreger samtidig, at indvandring fra Finland og Rusland er vigtig for at begrænse indavlen i den skandinaviske bestand.
Sverige vil ikke flytte ulven
En mulig løsning kunne være at indfange den genetisk værdifulde ulv og flytte den til et område, hvor den har større mulighed for at finde en mage og bidrage til bestanden. Men den løsning er foreløbig ikke aktuel. Sverige planlægger ikke at flytte genetisk værdifulde ulve i løbet af den kommende vinter.
Ifølge svenske oplysninger mangler der både egnede områder til udsætning og tilstrækkeligt klare retningslinjer for, hvordan flytningerne skal gennemføres. Dermed er myndighederne i høj grad afhængige af, at ulven selv bevæger sig mod områder, hvor den kan indgå i den etablerede bestand. Det kan blive en lang og usikker vandring gennem områder med rensdyr, husdyr og andre interesser, der ikke nødvendigvis er forenelige med tilstedeværelsen af ulv.
Ulveforvaltning handler om mere end antal
Historien fra Dalarna rejser et principielt spørgsmål, som rækker langt ud over den aktuelle norske licensjagt. I debatten om store rovdyr bliver bestandenes størrelse ofte det centrale omdrejningspunkt. Hvor mange ulve findes der? Hvor mange kan bestanden tåle at miste? Og hvor mange skal der være for at sikre artens fremtid?
Men antallet fortæller ikke hele historien. En bestand kan være relativt talrig og samtidig være genetisk sårbar, hvis dyrene er nært beslægtede. Omvendt kan tilførslen af ganske få ubeslægtede individer have stor betydning for bestandens genetiske variation.
Det er et velkendt princip i naturforvaltningen, men sagen fra den norsk-svenske grænse viser, hvor konkret betydning det kan få. Her er det ikke et bestemt antal ulve, der har udløst en ændring af jagtplanerne. Det er blandt andet hensynet til generne hos ét bestemt dyr.
Samtidig viser sagen, at genetiske hensyn ikke automatisk kan stå alene. Ulven skal også kunne eksistere i et landskab, hvor landbrug, rensdyrdrift, jagt og naturbeskyttelse stiller forskellige krav til forvaltningen. Det er netop denne balance, der gør den skandinaviske ulvedebat så vanskelig. Og det er forklaringen på, at fire DNA-prøver fra en skovvej i Dalarna nu har fået betydning for, hvornår norske jægere må begynde vinterens ulvejagt.
Indavl er en udfordring for den skandinaviske ulvebestand
Den skandinaviske ulvebestand stammer fra ganske få ulve, der indvandrede fra den finsk-russiske bestand. Det betyder, at mange af de ulve, der i dag lever i Sverige og Norge, er nært beslægtede. Den begrænsede genetiske variation har gennem årene ført til betydelig indavl. Indavl øger risikoen for, at skadelige arvelige egenskaber kommer til udtryk, og kan blandt andet påvirke frugtbarhed, kuldstørrelse og dyrenes generelle sundhed.
Når en ulv indvandrer fra Finland eller Rusland, kan den tilføre nye gener til bestanden. Det kan mindske indavlen hos dens efterkommere og dermed forbedre bestandens genetiske grundlag. Det kræver dog, at ulven overlever, finder en mage og får afkom, som selv reproducerer sig. Derfor kan en enkelt indvandrende ulv få stor betydning for bestandens fremtid, selv om den ikke umiddelbart ændrer det samlede antal ulve.
