Debatten om den omdiskuterede bog ”Ridser i lakken”, hvori Peter Kramer fortæller om kongehusets forbindelse til Hitlers Tyskland før og under Anden Verdenskrig, fortsætter nu i retten.
Boganmelder slæbes i retten
Bogen ”Ridser i lakken”, som Henning Kørvel har anmeldt her på Netnatur, får et efterspil i retten, fordi en advokat på vegne af bogens forfatter Peter Kramer har stævnet museumsinspektør Gry Scavenius. Hun har i sin anmeldelse af bogen i Flensborg Avis hævdet, at Peter Kramer har opfundet historiske begivenheder, der aldrig nogen sinde har fundet sted. Peter Kramers advokat siger, at dette er en strafbar æreskrænkelse, der skal mortificeres, altså erklæres ukorrekt.
Tekst: Henning Kørvel
Debatten om den omdiskuterede bog ”Ridser i lakken”, hvori Peter Kramer fortæller om kongehusets forbindelse til Hitlers Tyskland før og under Anden Verdenskrig, fortsætter nu i retten.
Tidligere har Hendes Majestæt Dronning Margrethe afvist, at hendes forældre, Kong Frederik og Dronning Ingrid samt Kong Christian 10., nærede varme følelser for Hitlerregimet.
På vegne af bogens forfatter, journalist Peter Kramer har advokat Kasper Fuhr Christensen nu stævnet museumsinspektør Gry Scavenius for æreskrænkelse efter straffelovens paragraf 267.
I en anmeldelse af bogen i Flensborg Avis har hun beskyldt Kramer for at opfinde begivenheder, der aldrig har fundet sted.
”Dette er en strafbar æreskrænkelse, der skal mortificeres, altså erklæres ukorrekt”, siger advokat Kasper Fuhr Christensen.
Gry Scavenius er museumsinspektør på Frøslevlejrens Museum ved den dansk-tyske grænse og boganmelder på Flensborg Avis, men hun er bosiddende i Hillerup nord for Aarhus, der hører til Randers retskreds. Derfor er stævningen indgivet til retten i Aarhus.
Flensborg Avis får cirka 30 millioner kroner om året i støtte af den danske medieansvarslovgivning.
”Dette er årsagen til, at det ikke har været muligt at forfølge sagen af de sædvanlige kanaler. Derfor kommer sagen nu for retten”, siger Peter Kramer.

Gry Scavenius skrev i boganmeldelsen, at ”Peter Kramer har opfundet begivenheder, der aldrig har fundet sted”, og denne påstand har udløst stævningen.
”En boganmelder må naturligvis mene, hvad hun vil, men jeg vil ikke finde mig i at blive beskyldt for at opdigte historiske begivenheder”, siger Peter Kramer, der ikke har rejst krav om økonomisk erstatning.
”Sagen handler ikke om penge, men derimod om et utilladelig angreb på min troværdighed som journalist, siger bogens forfatter.
FØLG debat på netnatur.dk via BLÅT ikon

