Mens Donald Trump i sin første præsidentperiode kaldte trofæjagt på elefanter for et ”horror show”, har hans administration nu åbnet for import af elefanttrofæer fra en række afrikanske lande
Trump åbner for import af trofæer fra elefanter
Af Redaktionen
USA har igen åbnet for import af elefanttrofæer fra Afrika, og beslutningen vækker både kritik og debat. Modstandere kalder jagten brutal og unødvendig, mens tilhængere peger på, at reguleret trofæjagt i flere lande er en vigtig del af både naturforvaltning og finansiering af naturbeskyttelse.
Ifølge amerikanske medier og naturorganisationer har den amerikanske Fish and Wildlife Service i løbet af 2025 udstedt mere end 300 importtilladelser til elefanttrofæer. Til sammenligning blev der registreret 114 importerede elefanttrofæer i 2018 under Donald Trumps første periode som præsident.
Tilladelserne omfatter elefanter nedlagt i Botswana, Namibia, Sydafrika, Tanzania, Zambia og Zimbabwe.
Følsom debat om jagt og naturforvaltning
Debatten om elefantjagt er blandt de mest følelsesladede i international jagtpolitik. Billeder af store elefanttyre nedlagt af udenlandske jægere skaber ofte stærke reaktioner i især Europa og USA.
Samtidig er virkeligheden i Afrika langt mere kompleks.
I flere afrikanske lande er elefantbestande vokset betydeligt gennem de seneste årtier. Botswana alene vurderes i dag at have over 130.000 elefanter – den største bestand i Afrika – og i nogle områder opleves elefanter som et alvorligt problem for både lokalbefolkning, landbrug og natur.
Elefanter ødelægger afgrøder, og en for stor bestand presser mindre dyrearter og kan skabe omfattende konflikter med mennesker. Hvert år mister mennesker også livet i mødet med elefanter i Afrika.
Trofæjagt rettet mod få ældre handyr
Reguleret trofæjagt på elefanter omfatter kun en meget lille del af de samlede bestande. Typisk er det ældre tyre uden større betydning for reproduktionen, som udvælges til jagt.
Selv om flere hundrede amerikanske jægere nu får mulighed for at importere trofæer, er antallet af lovligt nedlagte elefanter fortsat meget lavt sammenlignet med både den samlede bestand og andre dødsårsager.
Krybskytteri er fortsat en langt større trussel mange steder i Afrika, især i Centralafrika, hvor illegale drab for elfenben stadig forekommer i betydeligt omfang.
Dertil kommer tab af levesteder. Voksende befolkninger, landbrug, hegn, veje og byudvikling presser elefanterne ud af deres naturlige områder. Mange forskere vurderer, at mangel på plads er elfanterne absolut største trussel …
Store økonomiske værdier
Trofæjagt på elefanter genererer samtidig store økonomiske værdier i flere afrikanske lande. En enkelt elefantjagt kan koste en udenlandsk jæger flere hundrede tusinde kroner, og dele af indtægterne går ofte til naturbeskyttelse, anti-krybskyttearbejde, lokalsamfund og drift af enorme naturområder.
Tilhængere af jagten fremhæver, at netop jagtindtægter i flere lande har været med til at bevare store naturområder som ellers kunne være blevet omdannet til landbrug eller bosættelser.
Kritikere mener omvendt, at turisme uden jagt bør kunne finansiere beskyttelsen alene.
Trump ændrer kurs
Donald Trump vakte opsigt under sin første periode som præsident, da han offentligt kritiserede trofæimport af elefanter og midlertidigt satte visse tilladelser på pause.
Nu ser kursen anderledes ud.
De mange nye tilladelser fra Fish and Wildlife Service bliver af kritikere set som et markant signal om, at USA igen ønsker at lempe restriktionerne omkring bæredygtig, international trofæjagt.
Debatten stopper næppe foreløbig.
Elefanter, jagt og konflikter
Afrika rummer fortsat flere hundrede tusinde elefanter, men bestandene udvikler sig meget forskelligt fra region til region. Nogle steder falder antallet dramatisk på grund af krybskytteri og tab af leveområder, mens andre lande oplever store og voksende bestande.
Botswana, Zimbabwe, Namibia og dele af Tanzania har flere steder så mange elefanter, at myndighederne arbejder med aktiv regulering. Regulering kan ske både gennem offentlig forvaltning, problem-dyrs-aflivning og begrænset trofæjagt. Trofæjagt udgør kun en meget lille del af den samlede dødelighed blandt elefanter i Afrika.
Mange steder dør langt flere elefanter som følge af tørke, konflikt med mennesker, sygdomme eller ulovligt krybskytteri.








