Henning Kørvel mener, at vildsvin i Danmark fortsat bør skydes, da jægerne efter hans opfattelse bør rette sig efter myndighederne og se bort fra anbefalinger fremført af interesseorganisationer
Synspunkt af Henning Kørvel
Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse byder vildsvin velkomne i Danmark, men hvordan kan disse organisationer opfordre jægerne til ikke at skyde vildsvin, når de krydser landegrænsen, og Ministeriet for grøn Trepart vil have, at jægerne skyder vildsvin, så snart de krydser landegrænsen for at undgå, at afrikansk svinepest kommer ind i Danmark? Danske jægere bør rette sig efter myndighederne og se stort på, hvad Danmarks Naturfrednigsforening og Dyrenes Beskyttelse, der begge er interesseorganisationer, mener om den sag.
Synspunker, der ønskes optaget på Netnatur, kan sendes til info@netnatur.dk
Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse, professor Rasmus Ejnæs og naturformidler Sebastian Klein vil gerne have vildsvin i Danmark, og vi bør efter deres mening genoverveje parolen fra Ministeriet for grøn Trepart, at vildsvin skal skydes, så snart de krydser landegrænsen i Sønderjylland.
Men over for dette står Ministeriet for grøn Treparts henstilling til jægerne, at det er tvingende nødvendigt at skyde vildsvin, når de spottes i Jylland, fordi de kan sprede afrikansk svinepest, hvilket kan komme til at koste dansk landbrug et stort milliardbeløb i tabte eksportindtægter.
Problemet for danske jægere er, hvem skal vi rette os efter – Danmarks Naturfredningsforenig, Dyrenes Beskyttelse eller Ministeriet for grøn Trepart?
Ministeriet for grøn Trepart, naturligvis, fordi det er en myndighed, hvorimod Danmarks Naturfrednigsforening og Dyrenes Beskyttelse er interesseorganisationer.
”Hvis vi har vildsvin i Danmark, er det ikke et spørgsmål, om vi får afrikansk svinepest, men hvornår det kommer til at ske”, siger Jens Dahl, chefkonsulent i Landbrug og Fødevarer.
I Polen er der konstateret 608 vildsvin med afrikansk svinepest siden årsskiftet 2025-2026, og cirka 80% af de smittede vildsvin dør af sygdommen. Sidst har Spanien fået afrikansk svinepest i Catalonien, og Spanien har ligesom Danmark risiko for at miste eksportindtægter på svineprodukter, som eksporteres til en række lande.
Det er nok muligt, at vildsvin kan være gavnlige for naturen og biodiversiteten, men når Ministeriet for grøn Trepart vender tommelen nedad til vildsvin i Danmark, så er det naturligvis det, som vi skal rette os efter og ikke Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse, som man har mistænkt for at brug svinebøndernes tabte slag om svin i Danmark til at promovere egne særinteresser.
Sebastian Klein ignorant?
Sebastian Klein besværer sig højrøstet over, at vildsvin skal skydes, fordi det er et besværligt dyr.
Ja, det er besværligt i forhold til afrikansk svinepest. Få det nu ind i hovedet, Sebastian Klein, og fri os for igen og igen at skulle læse dit ubetænksomme nonsens på Internettet og i aviserne, for vi har forstået, at du overhovedet ingen respekt har for dansk landbrug og vel nærmest tror, at den føde, du er nødt til at indtage, daler ned fra himlen. Men fordi vi ikke er tonedøve, behøver du ikke at gentage budskabet igen og igen, for det er sevet ind, men vi kan ikke bruge dit udsagn til noget som helst, udover at det stempler dig selv som ignorant.
Der bliver produceret mellem 28 og 32 millioner svin årligt i Danmark, og den samlede svinebesætning tæller cirka 40 millioner.
Svineproduktion spiller en vigtig rolle for landets fødevareforsyning og eksport. I 2025 eksporterede Danmark 17 millioner levende svin til især Tyskland og Polen. Cirka 60% af de svin, der fedes op til slagtning i Polen, kommer fra Danmark. Den samlede eksport af svinekød og biprodukter gav i 2025 cirka 34,44 milliarder kroner, hvilket således er en vigtig del af Danmarks BNP.
Danskerne står imidlertid tilbage med regningen for den store svineproduktion, og en rapport opregner skader på havmiljø, klima og luften til 14,7 milliarder kroner, og herudover har miljøministeriet estimeret, at rensning af det danske drikkevand på grund af sprøjtning vil koste imellem seks og 18 milliarder kroner.
Svineproduktionen i Danmark koster altså mange penge, som vi desværre har været nødt til at betale, men det vil den nye miljøminister Maria Reumert Gjerding lave om på. Hun hader landbrug ligeså meget som jagt, og fordi hun er værdikriger, så venter vi med spænding på, hvad hun vil foreslå, og jeg gætter på, at hun vil erklære, at Danmark er for lille et land til så stor en svineproduktion, fordi miljøkonsekvenserne er tydelige for enhver.
Men hvordan vil regeringen begrænse svineproduktionen? Med afgifter på fx foderstoffer? Jeg går ud fra, at regeringen gerne vil have del i de cirka 35 milliarder kroner, som svineproduktionen giver Danmark i provenu, for der er jo mange regninger, der skal betales til de ”julegaver”, som den røde regering gladelig, støttet af Enhedslistens Pelle Dragsted, uddeler.
Jeg ved ikke, hvornår vildsvin er uddøde i Danmark, men de vildsvin, der har levet i landet, indtil det sidste blev skudt i Jylland i 1801, var udsat af konger til primært deres egen jagt, og der har ikke fandtes vildsvin på Sjælland siden 1694.
Det er som sagt muligt, at vildsvin er gavnlige for natur og biodiversitet, men så længe Ministeriet for grøn Trepart appellerer til jægerne om at skyde vildsvin, så snart de krydser landegrænsen, så er det naturligvis vores pejlemærke, og glem Danmarks Naturfredningsforenings og Dyrenes Beskyttelses fisken i de rørte vande. De to organisationer er rent ud sagt uartige, når de offentliggør det modsatte synspunkt af Ministeriet for grøn Trepart om vildsvin i Danmark.
Så er det sagt
Danmark er en af verdens største eksportører af svinekød. Omkring 90-95 procent af den samlede danske svineproduktion eksporteres til udlandet. Kendte debatørrer hævder at kun 3% procent af de opdrættede grise spises i Danmark.
Afrikansk svinepest (ASF) er en alvorlig virussygdom, der rammer tamgrise og vildsvin. Sygdommen smitter ikke mennesker, men den kan få omfattende økonomiske konsekvenser for svineproduktionen.
Smitten kan nå Danmark ad flere veje. Blandt de mest frygtede smitteveje er international transport, turisme, fødevarer og utilstrækkeligt rengjorte køretøjer, der har været i kontakt med smittede områder.
Hvis sygdommen først introduceres til Danmark, kan den spredes mellem vildsvin og tamgrise. Særligt grise på friland og andre besætninger med udendørs adgang vurderes at være mere udsatte for kontakt med smitte fra naturen.
Det er baggrunden for, at danske myndigheder gennem mange år har haft som mål at forhindre etableringen af en fritlevende bestand af vildsvin i Danmark.








