Jagtforræderi

De siger, at de kæmper for at bevare jagten til næste generation. Men hvad sker der, når deres egne beslutninger samtidig er med til at gøre den jagt, de lover at beskytte, mindre fri, mindre genkendelig – og måske en dag nærmest umulig?

Der findes ord, som først opstår, når sproget mangler en betegnelse for noget, mange allerede kan genkende. Jagtforræderi kunne være et af dem.

BEMÆRK: Synspunker, der ønskes optaget som læserbreve på ntenatur.dk, kan sendes til redaktionen

Det er et voldsomt ord. Bevidst voldsomt. Men måske også et ord, der rammer en voksende frustration blandt jægere, som igen og igen hører forsikringer om, at jagten skal bevares for kommende generationer.

Budskabet lyder næsten altid betryggende: Vi skal sikre jagten. Vi skal værne om traditionerne. Vores børn og børnebørn skal have mulighed for at opleve det samme, som vi selv har oplevet.

Men det interessante spørgsmål er ikke, hvad der bliver sagt. Det interessante er, hvad der bliver gjort.

Jagten forsvinder sjældent med ét pennestrøg

Jagt bliver næppe afskaffet fra den ene dag til den anden. Det sker snarere gennem mange små ændringer.

En jagtform bliver vanskeligere at forsvare. En anden får nye etiske begrænsninger. Et jagttidspunkt bliver problematiseret. En art bliver fredet. En metode bliver betragtet som utidssvarende. Et område bliver lukket. Nye etiske principper indføres, og med tiden bliver principperne til normer, som senere kan danne grundlag for egentlige regler.

Hver enkelt ændring kan isoleret set virke beskeden.

Men lægger man dem sammen over 10, 20 eller 30 år, kan resultatet blive en jagt, der ser ganske anderledes ud end den jagt, nutidens jægere kender. Derfor er spørgsmålet om jagtens fremtid ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt jagten fortsat eksisterer.

Det handler også om hvilken jagt der eksisterer.

“Til næste generation” er ikke nok

Næsten ingen organisation med jægere som medlemmer vil sige, at den ønsker mindre jagt. Tværtimod.

Man taler om bæredygtig jagt, ansvarlig jagt og jagtens fremtid. Man understreger betydningen af at bevare jagten til næste generation.

Men den formulering kan rumme næsten hvad som helst. For hvad betyder det egentlig at bevare jagten?

Hvis kommende generationer stadig må gå på jagt, men en lang række traditionelle jagtformer er forsvundet, kan man så sige, at jagten er bevaret?

Hvis jagt kun accepteres inden for stadig smallere etiske og forvaltningsmæssige rammer, er det så den samme jagt?

Og hvis jægernes egne repræsentanter medvirker til at formulere de principper, der senere bruges som argument for yderligere begrænsninger, bør man så ikke diskutere ansvaret for udviklingen?

Det er her, ordet jagtforræderi bliver interessant.

Når jagtens egne repræsentanter flytter grænsen

Den største trussel mod en tradition kommer ikke nødvendigvis fra dens erklærede modstandere. Modstanderen ved man, hvor man har.

Langt vanskeligere bliver det, når ændringer kommer indefra. Når organisationer, der er sat i verden for at repræsentere jægerne, opfinder og accepterer præmisser, som gradvist flytter opfattelsen af, hvad der er acceptabel jagt … Da får beslutningerne en helt anden vægt.

Det kan handle om jagt i skumringen.

Det kan handle om fugles flugtafstand.

Det kan handle om risikoen for forveksling mellem arter.

Det kan handle om jagtformer, som gennem generationer har været betragtet som almindelige og forsvarlige, men som pludselig skal vurderes efter nye og stadig vanskeligere etiske standarder.

Hver gang kan argumentet være fornuftigt isoleret betragtet. Problemet opstår, hvis man aldrig ser på den samlede retning.

Etikken kan blive jagtens vigtigste begrænsning

Lovgivningen sætter klare grænser. Etiske principper er langt mere flydende.

Det, der i dag beskrives som en anbefaling, kan i morgen blive betragtet som god jagtskik. Senere kan det udvikle sig til en forventning. Og når en praksis først anses for uetisk, er afstanden til et egentligt forbud ikke nødvendigvis særlig stor.

Det gør jagtens etiske principper langt vigtigere, end de måske umiddelbart ser ud. For hvem definerer egentlig den gode jagt? Og hvem bestemmer, hvornår en jagtform ikke længere er etisk forsvarlig?

Hvis jægerne selv løbende accepterer nye begrænsninger uden at spørge, hvor udviklingen fører hen, risikerer jagten at blive reduceret gennem en proces, som hele tiden fremstilles som en modernisering og sikring af jagtens fremtid.

Fremtidens jægere arver vores beslutninger

Nutidens organisationer træffer ikke kun beslutninger for deres nuværende medlemmer. De træffer også beslutninger på vegne af mennesker, der endnu ikke har taget jagttegn.

Den 16-årige, som om ti år køber sit første haglgevær, får ikke mulighed for at stemme om de principper, der vedtages i dag. Han eller hun arver dem. Det samme gælder kommende regler, normer og begrænsninger.

Derfor bør enhver beslutning, der reducerer mulighederne for jagt, mødes med et enkelt spørgsmål:

Er dette virkelig nødvendigt?

Ikke om beslutningen lyder moderne.

Ikke om den gør samarbejdet med andre organisationer lettere.

Ikke om den giver positiv omtale.

Men om den er nødvendig for vildtet, naturen eller jagtens langsigtede legitimitet.

Hvis svaret ikke er klart, bør jægernes organisationer være meget tilbageholdende med selv at flytte grænserne.

Jagtforræderi er ikke uenighed

At være uenig om jagtens udvikling er naturligvis ikke forræderi. Jægere har altid været uenige.

Nogle ønsker kortere jagttider. Andre længere. Nogle prioriterer bestemte arter eller jagtformer højere end andre. Sådan skal det være.

Begrebet jagtforræderi bør derfor ikke bruges om enhver beslutning, man er uenig i. Det beskriver noget andet.

Det beskriver den situation, hvor nogen på den ene side forsikrer jægerne om, at de arbejder for at bevare jagten, mens deres handlinger på den anden side bidrager til en udvikling, hvor jagtens muligheder bliver stadig færre.

Det er spændingen mellem ord og handling, der er afgørende.

Den næste generation har brug for mere end gode intentioner

Alle kan sige, at de arbejder for næste generation. Det vanskeligere er at efterlade næste generation reelle muligheder.

Muligheden for at gå på jagt.

Muligheden for at vælge mellem forskellige jagtformer.

Muligheden for at opleve de traditioner, som generationer før dem har oplevet.

Og muligheden for selv at tage stilling til, hvordan jagten skal udvikle sig.

Derfor bør jægerne måske begynde at stille et mere præcist spørgsmål, hver gang de hører ordene “jagten til næste generation”:

Hvilken jagt er det egentlig, I har tænkt jer at give videre?

For jagten kan sagtens overleve på papiret og samtidig langsomt forsvinde i praksis. Og hvis den udvikling sker med hjælp fra dem, der siger, at de er sat i verden for at beskytte den, har vi måske fået brug for et nyt ord.

Jagtforræderi.

Hvad betyder jagtforræderi?

Jagtforræderi er ikke et etableret dansk ord, men et polemisk nyord …

På Netnatur kan begrebet bruges om den situation, hvor personer eller organisationer, der forventes at varetage jagtens interesser, medvirker til beslutninger, principper eller aftaler, som på længere sigt kan begrænse de jagtmuligheder, de samtidig siger, at de ønsker at bevare.

Begrebet handler dermed ikke om almindelig uenighed om jagtpolitik, men om en oplevet modsætning mellem det, der bliver lovet, og det, der faktisk bliver gjort – helt fundamentalt.