I Nordsøen Oceanarium kan man nærmest dykke under havets overflade, men for en stund rettes fokus mod fugle ved havets overflade og i den anledning gøres brug af velkendt dansk kunstner
Af Michael Sand
Nordsøen Oceanarium har flyttet fokus mod overfladen. I indeværende efterår kan man opleve udstillingen “Fugl, fisk eller midt imellem”.
Stedet sætter bl.a. fokus på havfugle og på deres byttedyr og levesteder. Og som en del af tema-udstillingen bidrager den kendte kunstner Erling Mørch med en stor udstilling af fugle i stål.
Mørch er uddannet konservator, men har med sin udstilling flyttet fokus fra skind og fjer til design af livagtige fugle-udskæringer i cortenstål …
Udstillingen har han kaldt “Birds in motion” og på Nordsøen Oceanarium har man valgt at flettet de livagtige fugleskulturer med stedets øvrige oplevelser.
Fuglene indgår således dekorativt med de mange naturtro simuleringer af vores hav og havbund, som udgør den røde tråd i Nordeuropas største Oceanarium.
Havørn og skarver i stål. Begge fuglearter knyttet til kysten og helt afhængig af en rig fiskebestand.
Allerede kort tid efter man har passeret entreen, møder man i et studierum de første fugle – en gruppe af både trækkende og fouragerende lille regnspover.
Lokalet er desuden dekoreret med to dansende traner. Begge er – som kendetegnet for Mørchs arbejde – gengivet i naturlig størrelse.
I stedets sælarium, hvor man bl.a. kan opleve den store gråsæl, Danmarks største her i landet ynglende rovdyr, kan man se flere fugle.
Her er udstillet glenter, trækkende bramgæs og en albatros i naturlig størrelse. Og ja – den er overraskende stor fra vingespids til vingespids.
Vidste man det ikke allerede, kan man ved selvsyn se hvor meget 360 centimer – svarende til fuglerigets største vingefang – egentlig spænder over. Jeg gætter på, at selv erfarne fugleinteresserede vil få sig en ahaoplevelse.
Nordsøen Oceanarium i Hirtshals blev bygget i 1984 og i 1998 udvidet med et oceanarium – et akvarium med ikke mindre end 4,5 milioner liter vand. Museet rummer ca. 70 forskellige fiskearter. KILDE: Wikipedia.
Ved Nordsøen Oceanariums kæmpeakvarium, der virker som et stykke af Nordsøen bag glas, kan man opleve Mørchs skarver ligesom spejde sultne efter de mange fisk, der i stimer glider gennem vandmasserne.
Desuden kan men betragte en gigantisk havørn, som virker til at glide over vandende alt imens den spejder efter bevægelser i overfladen, som den kan slå fangerne i.
Når man i røre-afstand står ansigt til ansigt med havørnen, får den fugleinteresserede sikkert endnu en oplevelse.
Mørchs valg af materiale er nemlig med til at underbygge størrelsen af det nordiske himmelrums største jæger, som er udrustet med kløer, – kaldet fanger – som kan få selv en barket mandenæve til at ligne en barnehånd.
Er man både til fisk i vand og fugle i stål, er der i sagens natur mange muligheder for studier i Hirtshals. Både for voksne og børn.
Undertegnede holdt dog denne gang fokus på fuglene, … men, jeg kunne ikke stå for en nærmest uidentificerbar skabning – fanget Backstage, som fredag d. 11. november tillod besøg i nogle få timer.
Fisken blottede i et kort og nærmest fortryllende øjeblik en helt anden side af sig selv og den gav mig et blik og et øjeblik, som jeg håber, jeg aldrig vil glemme.
Hver dag er fyldt med unikke øjeblikke, og ovenstående mobil-foto-skud fra Hirtshals har jeg kategoriseret i mit fotoarkiv, som noget ganske særligt.
Efter den lille afstikker bag scenen var det atter Birds in Motion, der var i fokus. Det var trods alt fugleudstillingen, der var motivet for mit besøg i Hirtshals, da missionen var at levere billeder af Mørchs fugle.
Desværre kan billeder ikke gengive stedets ånd og fornemmelse, men det er mit indtryk, at oplevelsen ved at besøge stedet bag klitterne i Hirtshals kun er blevet endnu større ved at man nu rækker ud efter fuglene … og samtidig inddrager elementer af kunsten i den store fortælling om vores nære og alligevel så ukendte undervandsverden lige uden for vores kyster …
“Det er den anerkendte konservator, Erling Mørch, der står bag den imponerende udstilling af cortenstål. ”Birds in motion” er en samling af værker, der indfanger fuglenes elegante bevægelser og væsen.”
Kilde: Nordsøen Oceanariums hjemmeside.
I Hirtshals kan man bogstaveligt talt dykke ned i en helt anden verden. Uden at iklæde sig dykkerudstyr eller blive våd og kold.
KLIK på ikonet og få et lille indblik i et hav bag mure af glas.
Erling Mørchs dansende traner indgår i en fugleudstilling på Nordsøen Oceanarium, som er en non-profit-virksomhed, hvor et eventuelt overskud går til udvikling af attraktionen.
Nordsøen Oceanarium har til huse i Nordsøen Forskerpark. Begge er økonomisk og juridisk selvstændige virksomheder, men har fælles administration og fælles direktør. KILDE: Nordsøen Oceanarium
Klik og følg med på en lille rundtur, der viser Erling Mørchs fugle i stål, som kan opleves i Hirtshals frem til årets udgang.