Sushi-kæde danner parløb med WWF Verdensnaturfonden for at sikre, at alt sushi, kæden sælger på restauranter og i supermarkeder, er 100 procent bæredygtigt
Af WWF
Når du går på sushi-restaurant kan det være svært at finde ud af, om tunen i din maki-rulle er truet, eller om laksen på din nigiri er opdrættet på en miljøvenlig måde eller er pumpet med antibiotika. At spise sushi med god samvittighed er en udfordring. 90 procent af verdens fiskebestande er nemlig overfiskede, fuldt udnyttede, eller helt på grænsen til kollaps.
Det dilemma slipper mange danske sushi-spisere snart for. Med hjælp fra WWF Verdensnaturfonden vil Danmarks største sushi-kæde LETZ SUSHI sørge for, at al den sushi, der serveres på kædens 17 restauranter og sælges i supermarkeder, er 100 procent bæredygtigt.
Inden september 2020 vil kæden udelukkende bruge bæredygtige og miljøvenlige fisk og skaldyr samt bæredygtigt produceret ris. Det er målet med det nye partnerskab, sushi-kæden har indgået med WWF Verdensnaturfonden.
Samtidig er ambitionen, at alle LETZ SUSHI’s restauranter bliver certificeret af MSC (Marine Stewardship Council) og ASC (Aquaculture Stewardship Council) senest næste år. Det vil betyde, at uafhængige revisorer fremover løbende vil tjekke, at de certificerede produkter på restauranterne holdes adskilt og kan spores fra tallerken og tilbage til de fiskerier og opdrætsanlæg, hvor fisken kommer fra.
– Vi arbejder hele tiden på at øge vores ansvarstagen, og har længe været på udkig efter en seriøs samarbejdspartner til at styrke os i dette arbejde, da fiskeindustrien og de mange forskellige certificeringsordninger er svære at navigere i.
– Vi er derfor enormt stolte over, at vi nu kan annoncere samarbejdet med WWF Verdensnaturfonden, da WWF er en af de tunge bannerførere inden for bl.a. havnatur og en unik partner i forhold til at udvikle os til fuld bæredygtighed, siger LETZ SUSHI’s direktør Anders Barsøe.
Fra generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, lyder det:
– Sushi er blevet allemandseje, og branchen er dermed med til at presse verdens fiskebestande. Derfor er det glædeligt, at en så stor spiller som LETZ SUSHI vil være med til at skubbe sushi-branchen i Danmark i en grønnere retning. Med partnerskabet hjælper vi både klodens havnatur og sushi-elskere som mig selv. For jeg tror, de færreste har lyst til at spise truede dyr rullet i ris.