Allerede nu omtales historien om den strandede hval ved Anholt som “Timmy the krimi”, da den sidste side i historien om på hvalen Timmys endeligt ikke er skrevet endnu …
“Timmy the krimi” har placeret Anholt på verdenskortet
Af Torben Sand
Det, som begyndte som en strandet død hval i Kattegat, har udviklet sig til noget, der minder om en international natur-thriller med rygter, teorier, tyske tv-hold og nysgerrige besøgende på den lille ø Anholt.
Timmy er død. Eller er den?
Skulle nogen tro, at en død hval blot er en død hval, så tro om igen. Den store pukkelhval, der for få dage siden drev død i land ved Anholt, har udviklet sig til en regulær mediestorm på den lille ø midt i Kattegat.
Medier fra flere lande kontakter i disse dage lokale anholtere i håbet om nyt i sagen. Samtidig ankommer tyske besøgende til øen for med egne øjne at få svar på spørgsmålet:
Er det virkelig Timmy?
Konspirationerne vokser
Mens verden venter på næste episode i det, flere nu kalder “Timmy the krimi”, vokser teorierne næsten dag for dag.
Nogle spørger, om den døde hval overhovedet er den samme pukkelhval, som tidligere blev centrum i den spektakulære og omdiskuterede redningsaktion ved Tysklands Østersøkyst.
![]() |
![]() |
Andre spekulerer i, om hvalen måske allerede havde ligget død i området længe før den officielle fortælling begyndte.
Og rygterne stopper ikke dér.
På Anholt og sociale medier diskuteres nu blandt andet:
• Er det overhovedet Timmy?
• Er Timmy i virkeligheden en hunhval?
• Blev den elektroniske tag placeret efter hvalens død?
• Vil den tyske millionær bag redningsaktionen vende tilbage?
Tysk fascination af hvaler
Særligt i Tyskland har sagen udviklet sig til noget langt større end blot historien om en strandet hval.
Den oprindelige redningsaktion skabte massiv debat i både tyske medier og blandt naturinteresserede. Derfor følges ethvert nyt spor i sagen nu med næsten kriminalteknisk interesse.

Ifølge lokale på Anholt er interessen så intens, at øen i disse dage oplever en strøm af spørgsmål, spekulationer og besøgende, som vil tæt på historien.
For tyskerne handler det tilsyneladende ikke længere kun om en hval. Det handler om Timmy.
Kan sagen vokse endnu mere?
Meget tyder på, at historien langt fra er slut. Hver ny oplysning skaber nye spørgsmål, og hver teori føder endnu flere rygter. Derfor er det heller ikke usandsynligt, at Anholt kun har oplevet toppen af hvalen.
Mens den døde pukkelhval fortsat ligger som centrum i sagen, venter både lokale, medier og nysgerrige tilskuere nu på næste kapitel i det, der allerede er blevet en af årets mest bizarre naturhistorier.
Derfor blev Timmy verdenskendt
Pukkelhvalen Timmy blev internationalt kendt efter en dramatisk redningsaktion ved Tysklands Østersøkyst tidligere på året. Hvalen var strandet på lavt vand nær Wismar og blev efter omfattende debat løftet op på en specialbygget pram og transporteret gennem dansk farvand for senere genudsætning.
Aktionen delte både eksperter, dyreværnsfolk og offentligheden. Nogle hyldede forsøget på at redde hvalen, mens andre mente, at projektet var både risikabelt og unaturligt. Da en død pukkelhval kort efter drev i land ved Anholt, rettede international opmærksomhed sig straks mod spørgsmålet: Var det Timmy?











