Våbenshoppen.dk har fået nye ejere og fremtiden bliver 100% online med mulighed for kundesnak og ”bundærlig” produktinformation
Af Netnatur
– Våbenshoppen vil fortsat hedde våbenshoppen.dk Det forklarer den ene af de nye ejere Kristian Vang Andersen, der sammen med Nina Vang Andersen vil være de bærende kræfter i det nye setup, som allerede er etableret i nye lokaler i Ringkøbing.
– Våbenshoppen vil også fremover være kendetegnet ved god service og en bundærlig tilgang til kunder og samarbejdspartnere.
– Det kan måske lyde lidt banalt at kalde sig bundærlig, men denne filosofi har jeg – ikke uden succes – levet efter altid, lyder det fra vestjyske Kristian Vang Andersen, der har mere end 30 års erfaring med salg og ledelse …
Holder fast i navnet Våbenshopen.dk
Men selv om shoppen også fremover vil bære navnet våbenshoppen.dk vil den ikke forhandle våben. Og det er der flere årsager til, lyder det …
– Det at købe et våben, er efter min mening betinget af, at man har våbenet i hånden inden man beslutter sig. Man skal prøve det først og en Blaser eller en Beretta etc. køber de færreste på nettet. Og da vi fremover vil være en 100% baseret online shop, harmonerer det ikke særlig godt med vores profil.
– Desuden har Bjarne (tidligere indehaver af våbenshoppen red.) erfaret, at søgemaskiner som f.eks. Google, ikke altid er glad for de butikker, der handler med våben. Han mener ikke de opnår samme høje placering på søgelisterne, som butikker med tilsvarende profil, der ikke handler med våben.
Kristian Vang Andersen fortæller dog, at de i første omgang vil holde fast i navnet Våbenshoppen. Det er kendt og forbindes med noget positivt.
Klædt på til spørgsmål
Våbenshoppens overordnede menu består af følgende undersider:
Tasker og ryksække
Jagtudstyr
Fiskegrej
Fritid og outdoor
Kataloger
Tilbud
– Vi kan se, at Våbenshoppens omsætning de sidste par år primært stammer fra online-salg. I 2021 og 2022 har det udgjort omkring 70-80% af forretningens samlede salg.
– Derfor er det for os indlysende, at det er net delen, der skal satses på. Vi ønsker ikke at være fysisk bundet til en butik, når udviklingen går i den retning, som den gør.
– Men bortset fra det, vil vi videreføre nogle af de elementer, der kendetegnede den service, man oplevede i butikken.
– Vi er f.eks. altid tilgængelige. Enten på chat, mail eller på telefon, hvis der er spørgsmål, som kunderne ønsker afklaret.
Våbenshoppen er baseret på nethandel, men et showroom på adressen i Ringkøbing vil i kombination med eventuelle åbningsdage blive en del af fremtiden, forklarer de nye indehavere Nina og Kristian Vang Andersen …
– Jeg har efterhånden gået på jagt i 50 år. Eller lige siden jeg kunne bære en hare. Jeg vil derfor mene, at jeg er rimelig godt klædt på til at svare på stort set alle de spørgsmål, som kunderne må have til vores udvalg. Navnlig da vi som nævnt ikke sælger våben.
De nye ejere forventer desuden at vokse med opgaven og med tiden få et mere ”nørdet” indblik i de produkter, der vil blive forhandlet via Våbenhoppen.dk
– Vi vil være lagerførende i flere, – men ikke alle – kendte mærker indenfor jagt og outdoor. Men derudover vil vi også være meget åbne for mere unikke produkter, som man måske ikke kan finde andre steder …
Hvorfor nu?
– Flere har spurgt os, hvorfor det netop er nu, vores alder taget i betragtning, at vi satser på onlinehandel med udstyr til jagt og outdoor.
– For os er tidspunktet dog helt optimalt af flere årsager.
– Min kone Nina søger nye udfordringer og har allerede erfaring med egen nethandel. Ved at koble denne forretning sammen med Våbenshoppen, kan hun kvitte sit fuldtidsjob og satse 100% på en tilværelse som selvstændig.
– Som jæger brænder jeg naturligvis for projektet. Men jeg vil ikke være 100% tilknyttet våbenshoppen.dk. Jeg vil dog stort set altid være i stand til at tage mig af de mere rådgivende mobile kundesamtaler, der måtte optræde – f.eks. over aften.
– Fordelen ved en netbutik, set i forhold til en fysisk, er, at vi kan ringe kunderne op, når det passer dem bedst. Ofte er det over aften. Det er der, de oftest har bedst tid til at snakke …
DNA
– Der er næppe tvivl om, at Våbenshoppen har et særlig godt navn blandt jægere. Men vi har også rigtig meget at byde ind med i forhold til Outdoor og de mange, der færdes i naturen.
– Under Corona og nedlukningen var der mange, der erfarede, at naturen har noget at byde ind med. Noget, som man måske havde glemt eller bare ikke var så bekendt med.
Den tidligere indehaver af Våbenshoppen vil i en overgangsperiode være løst tilkoblet den nye “vaabenshopen.dk
– Mange erfarede også, at en god oplevelse i naturen kræver, at man er klædt på til turen. Det vanlige fodtøj er måske ikke det mest optimale. Mange erfarede også, at en fiskestang eller en god kikkert, gør turen mange gange mere spændende.
– Her hvor vi bor, kan f.eks. fange ørred og laks, og så er der råvildt, dåvildt og meget kronvildt og – hvis man er heldig – ulv og meget mere at se på …
Netnatur: Ulv: Har du selv set ulv?
– Ja, det har jeg faktisk. En augustdag for tre år siden. Pludselig, mens jeg gik tur i skoven med mine to labradors, stod den foran mig. Bare omkring 20 meter fra mig. En vild oplevelse …
– Senere blev ulvesporet undersøgt og via afføring og DNA-analyser blev det bekræftet, at det vare en ulv, jeg havde set. Det var jeg nu ikke selv i tvivl om, for alene størrelsen i forhold til mine egne hunde udelukkede enhver tvivl. Men det var nu dejligt, at få det bekræftet, forklarer Kristian Vang Andersen.
Han er med på at ulv er et politisk varmt emne, og hvor han står henne i den debat, holder han for sig selv.
Tilgengæld vil han gerne give udtryk for, at jægere og naturfolk efterspørger nogle af de samme produkter …
– Hvor bredt vores sortiment bliver, må tiden vise, men helt overordnet er målet med Våbenshoppen, at man uanset hvilket forhold man har til naturen, skal man i shoppen kunne finde det udstyr, som giver den største glæde ved sit ophold i naturen …