Folketingsmedlem Thomas Danielsen (V) har inviteret til en hjortehøring med deltagelse af den ansvarlige minister på området Esben Lunde Larsen (V). Formålet er en bred og åben debat om forvaltning af hjortevildt.
Af Redaktionen
– Normalt afholder vi høring i rum med plads til ca. 50 personer. Men vurderet ud fra den interesse, der er om hjortesagen, vil jeg ikke udelukke, at der bliver behov for at vi inddrager et af de større rum i Folketinget.
Det siger Thomas Danielsen, Venstre, som forventer, at der bliver rigtig mange grønne skjorter på Christiansborg den 24. august kl. 13:00 – 17:00, hvor der for første gang nogensinde bliver inviteret til en åben debat om et jagtpolitisk spørgsmål.
Det er ikke set tidligere, at en folketingspolitiker bringer et varmt jagtpolitisk spørgsmål til åben debat på Christiansborg. Debatten kommer i forlængelse af vildtforvaltningsrådets anbefalinger til fremtidens hjortevildtforvaltning.
– Jeg vil invitere alle Folketingets partier til deltagelse ved høringen, samt invitere forskellige fagfolk med forskellige tilgange til hjortevildtforvaltning til deltagelse i et panel.
– Men derudover er alle interesserede velkomne, da jeg også ønsker, at menigmand kan komme til orde. Jeg vil sikre mig, at de fagfolk, der inviteres, er af forskellig forvaltningsmæssig observans, hvorfor jeg forventer en bred og berigende dag, som kan løfte det politiske vidensniveau på området, siger Thomas Danielsen til Netnatur.dk
Åben høring
Høringen er placeret efter rådets indstilling, da Thomas Danielsen ikke ønsker at blande sig i Vildtforvaltningsrådets nuværende arbejde. Der vil blive tale om en såkaldt åben høring, hvor alle, der har noget på hjertet, kan møde frem og give deres mening tilkende.
Thomas Daniels lægger ikke skjul på, at han generelt ønsker at åbne Christiansborg op for en jagtpolitisk debat og at han også i fremtiden forventer, at ville invitere til åben drøftelse af de jagtpolitiske spørgsmål.
– Både fagfolk og menigmand, ja alle kan komme til orde på mødet, som er sat af til at vare ikke mindre end fire timer, slutter Thomas Danielsen
Der vil blive tale om først til mølle princippet og tilmeldingen kan ske ved at sende en mail til:
Tine.Rasksen@ft.dk
Oplys: navn, adresse og telefonnummer samt eventuel organisation.
I emnefeltet skrives der: Hjortehøring