Henning Kørvel ser på dannelsen af Danmarks første jagtforening, et tiltag som her – snart 140 år efter – stadig påvirker den danske jagtkultur og tilhørende lovgivning
Tekst: Henning Kørvel
I år er det 140 år siden, at Dansk Jagtforening blev stiftet 8. juni 1884 i Fredericia. Foreningen stiftedes for at redde vildtet fra undergang, fordi det dengang kunne jages året rundt. Foreningen satte siden hen fingeraftryk på lovgivningen til gunst for vildtet, og man satte også kraftigt fingeraftryk på den mest omstridte jagtlov af 1922, der indførte et fredet 50-meter bælte langs de danske kyster, hvilket førte til dannelsen af Landsjagtforeningen af 1923, som fik kystbæltet ophævet med jagtloven af 1931. Dansk Jagtforening var fremme i skoene, og Dansk Flugtskydnings Forbund er knopskudt herfra. Det samme gælder for stambogsføring af jagthunde, og foreningen lagde også grundet til schweissregistret, og i kraft af alle de fodaftryk som Dansk Jagtforening har sat, undrer det stadig, hvorfor man gik med til dannelsen af Danmarks Jægerforbund.
Lige om lidt, hvilket vil sige 8. juni, er det 140 år siden, at Danmark fik sin første jagtorganisation, da Dansk Jagtforening blev stiftet på et møde i Fredericia 8. juni 1884, hvor cirka 100 fremsynede jægere var mødt frem for at være med til at gøre en indsats for den danske vildtbestand og for lov og orden i jagtens verden.
Otte såkaldte ansete jægere stod bag initiativet til oprettelse af den første danske jagtorganisation. Initiativtagerne havde på forhånd udarbejdet lovudkast for Dansk Jagtforening, der ved stiftelsen 8. juni 1884 fik 100 medlemmer, idet ordstyreren, herredsfoged Becher, gik ud fra, at alle tilstedeværende var enige om at betragte Dansk Jagtforening for stiftet, og anså sig selv som medlemmer af foreningen.
Kun en måned efter dannelsen af Dansk Jagtforening, udgav foreningen det første nummer af sit tidsskrift ”Dansk Jagttidende”, som herefter udkom månedligt, og i 1973 ændrede navn til ”Dansk Jagt”.
Danske jægere må have følt nødvendigheden af jagtforeningen, for allerede det første år nåede medlemstallet op på 1.600.
Foreningens mål var fra starten helt klare: Man ville påvirke lovgiverne til at vedtage en formålstjenlig jagtlovgivning, og der var behov for at værne om og ophjælpe vildtbestandene, og man ville arbejde for indførelse af et jagtskilt – det, som i dag kendes som jagttegn.
Foreningen havde endvidere til formål at få vildtyveri og krybskytteri begrænset med alle lovlige midler, og endelig havde foreningen også til formål at få udryddet alle de dyr, der var farlige for ”ædelvildtet”.
Problematisk jagtlov af 1922
I dagbladet ”Politiken”gav dette anledning til input fra Boganis alias kaptajn Wilhelm Dinesen: ”Lovgiverne er gået ud fra den besynderlige anskuelse, at af vildt findes der to slags: Nyttigt og skadeligt. Dansk Jagtforening hævder støt denne inddeling. Jeg er ude af stand til at indse, hvorfor en harekillng skulle være mere nyttig end en rævepels, og hvad dyrenes adfærd angår, kan det vel gå lige op: Ræven tager kyllinger og mus, når den kan komme til det. Haren gnaver barken af frugttræer. Vildt, af hvilket der er for meget, er skadeligt. At give love for jagten er desuden en overmåde vanskelig sag, fordi forholdene hvert år er forskellige”.
Politikerne skulle lige vænne sig til den nye pressionsgruppe, og der skulle derfor gå fire år, før foreningen fik sit ønske opfyldt, fordi gråanden i 1888 blev fredet i månederne fra marts-juni, og agerhønen i november-december.
I 2024 kan det lyde helt utroligt, at ænder, gæs, svaner og snepper foruden ræven var fredløse året rundt. For de fremsynede stiftere af Dansk Jagtforening var målet da også at påvirke politikerne til at vedtage en lov, der gav alt vildtet fred i yngletiden.
I 1889 fik foreningens formand og næstformand sæde i en kommission, der skulle revidere den gældende jagtlov af 1879, der i grove træk byggede på forældede bestemmelser i jagtforordningen af 20. maj 1840.
Kommissionens arbejde udmøntede sig i jagtloven af 8. maj 1894, og Dansk Jagtforening betegnede den som et væsentligt fremskridt, fordi fredningsbestemmelserne var bedre og mere i overensstemmelse med zoologiske og jagtlige forudsætninger end i de hidtidige love.
Myndighederne havde dog kun ringe forståelse for de synspunkter, som Dansk Jagtforening fremførte, og der skulle gå yderligere 26 år, inden den næste jagtlov med nye fremskridt så dagens lys, og en anden mærkesag for Dansk Jagtforening – jagttegnet – blev en realitet med jagtloven af 1922.
I agitatorisk henseende er det ofte blevet hævdet, at Dansk Jagtforening var en ”godsejerforening”. Rigtigt er det da, at godsejerne var blandt stifterne, og at Dansk Jagtforening indtil sammenlægningen med de to andre landsdækkende jagtorganisationer til Danmarks Jægerforbund pr. 1. januar 1992 altid havde godsejere i hovedbestyrelsen, senest Erik Skeel, Birkelse Gods, og formandsrækken bagud i tiden inkluderer flere andre godsejere, bl.a. baron Reedtz-Thott, Gavnø Gods, Ove Vind, Sanderumgaard og Henning Wichfeld, Engestofte Gods, mens næppe nogen nutidige godsejere ønsker at sidde i Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse.
Men fokus var alligevel på den ”jævne jæger”, og foreningens medlemmer var således et repræsentativt spejlbillede af det danske samfund. Fra 1.600 medlemmer i 1884 nærmede medlemstallet sig 50.000, da Dansk Jagtforening i 1984 markerede sit 100-års jubilæum ved stor festivitas over tre dage i Falkonercentret i København.
Godserne frygtede ”Skytte-Lars”
Eventen indledtes med drinks fredag aften, næste dag var der jubilæumskongres og gallamiddag om aftenen, og der sluttedes af efter frokost om søndagen, hvor foreningens protektor, H.K.H Prins Henrik afslørede et maleri af sig selv, der var Storkøbenhavns Jagtforenings jubilæumsgave til Dansk Jagtforening.
Maleriet forestiller prinsen i habit med sin haglbøsse (knækket) over højre arm, stående i en dobbelt terrassedør. Altså ikke et helt almindelige jagtmaleri, men med haglbøssen over armen smager det lidt af jagt.
Det kan være svært at vurdere, hvor galt det var fat med landets vildtbestande i 1884, men der er ingen grund til at betvivle, at det almindelige ”bondeland” var omtrent vildttomt, og at egentlige vildtbestande kun fandtes på landets godser, som derfor tiltrak krybskytter, hvoraf den mest berygtede var ”Skytte-Lars” alias Lars Christian Nielsen fra Næstved, som efter eget udsagn hjalp godserne af med 20.000-25.000 stykker hjortevildt, fortrinsvis råvildt (”Skytte-Lars”, Skippershoved Forlag 1987).
Datidens krybskytteri var ofte betinget af, at social nød, og i småkårshjem, hvor der ofte var 8-10 munde at mætte, skulle der jo mad på bordet.
Det er på den baggrund, at dannelsen af Danmarks første jagtorganisation skal ses. De mænd, der stiftede foreningen, var måske nok til en vis grad egoister, fordi de søgte at sikre nogle rettigheder til sig selv, men de var også idealister, fordi de ville forhindre, at landets vildtbestande forsvandt.
Siden da har foreningen hele tiden haft den samme grundmodel for sin målsætning, nemlig at ophjælpe og bevare landets vildtbestande.
I en af foreningens første målsætninger hed det, at man ville virke for udryddelse af alle for vildtet skadelige dyr. Det skal medgives, at man gik hårdt til værks på godserne, hvor ræve, mårdyr, krager, skader og rovfugle af enhver art blev nådeløst forfulgt. Senere blev målsætningens ord, udryddelse erstattet af bekæmpelse, og i dag hedder det i lovens forstand regulering.
Dansk Jagtforenings stiftelse faldt næsten omtrent sammen med fasanens indførelse som jagtvildt på godserne i Danmark. Og naturligvis var det derfor på godserne, at den intensive og rationelle vildtpleje fandt sted. Senere oprettede man anderier, og senere igen begyndte godserne at udsætte agerhøns, de såkaldte ”Böhmere”, der blev betragtet som blodfornyelse til eksisterende bestande.
Man kan sympatisere med eller kritisere datidens naturforvaltning, men en ting er helt sikkert: Godserne blev oaser for vildtet, men ikke uden kritik. I 1934 udgav Svend Fleuron (4. januar 1874 – 3. april 1966) ”Fasandyret”, der i romanform stillede skarpt på forfølgelsen af alle dyr med krumt næb og klør til gunst for ”den langhalede mongoler” – fasanen.
Bogen, hvis handling udspilledes på ”Galtenborg” (opdigtet navn for Bregentved Gods), gav anledning til voldsomt røre i ”Dansk Jagttidende”, og den stod i frisk erindring, da en jæger – Harald Brandt i Køge – i anledning af Dansk Jagtforenings 100-års jubilæum ville skrive en artikel om godsernes betydning for fasanens udbredelse i Danmark. Godserne ville ikke medvirke, og artiklen blev derfor aldrig skrevet.
Satte mange fingeraftryk
Harald Brandt har fortalt denne artikels forfatter, at han ringede til en storgodsejer på Sjælland, som han havde gået på Herlufsholm Kostskole sammen med. Denne afslog at medvirke i artiklen, for ”vi kan nok huske balladen, da Svend Fleurons bog udkom i 1934”.
Fra starten havde Dansk Jagtforenings hovedbestyrelse fem medlemmer, der senere blev til syv, og endelig ni. Man indførte et repræsentantskab, der skulle være foreningens højeste myndighed, og i 1991 havde foreningen 87 repræsentanter, der svarede til en fra hver kreds, der igen tegnede 522 lokale jagtforeninger landet over.
Stærkt medvirkende til foreningens ekspansion var, at foreningen dannede sit eget jagtkonsulentvæsen, der kunne stå såvel enkeltmedlemmer som lokalforeninger bi i bl.a. vildtplejespørgsmål.
Initiativet førte i 1933 til dannelsen af jagtkonsulentvæsenet, hvor jagtkonsulenterne blev aflønnet af Jagtfonden med midler fra jagttegnsafgiften, der igen førte til, at funktionen i dag varetages af Vildtkonsulenter ved landets statsskovdistrikter.
Dansk Jagtforening havde sat kraftige fingeraftryk på jagtloven af 1922, der imidlertid blev en af de mest omstridte jagtlove i Danmark, og som desværre kom til at skille jagtudøverne i to modstående grupper.
Mens jagttegn blev indført, og natjagt blev forbudt, indførtes et 50-meter bredt bælte langs de danske kyster, inden for hvilket strandjægere ikke måtte jage. Som en direkte konsekvens af loven dannedes Landsjagtforeningen af 1923 på et møde i Nykøbing F., og i 1931 blev kystbæltet – med Dansk Jagtforenings velsignelse – ophævet, og de to foreninger fik et fornuftigt samarbejde og glædedes begge over, at man med jagtloven af 1931 havde fået ”den hidtil bedste jagtlov”.
Nogle, bl.a. den entreprenante tidligere overjagtkonsulent Egon Sørensen har kaldt 1930-erne, 1940-erne og 1950-erne for en ”guldalder”, fordi landskabet rummede en naturlig og sund vildtbestand, og der var balance imellem natur og kultur, fordi man i landbruget endnu ikke var gået over til at anvende moderne sprøjtemidler.
Dertil var jagtloven af 1931 i samklang med fauna og udvikling, og den holdt helt frem til, at jagtloven af 1967 blev vedtaget, og den obligatoriske jagtprøve blev indført. Jagtfonden blev etableret, og hertil gik jagttegnsmidlerne, der blev bestyret af Jagtrådet, som var nedsat af Landbrugsministeriet, hvorunder jagt hørte. Både Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen af 1923 havde sæde i jagtrådet.
Dygtiggørelse af jagtudøverne lå Dansk Jagtforening stærkt på sinde. I 1888 tog foreningen således flugtskydning op, og Dansk Flugtskydnings Forbund er reelt knopskudt af Dansk Jagtforening, der også tog stambogsføring af jagthunde på sig, indtil divergerende holdninger i spørgsmålet førte til dannelsen af Dansk Kennel Klub i 1897.
Dansk Jagtforening tog også initiativ til oprettelse af schweisshunderegistret, der i dag forvaltes af miljøministeriet.
Slut med forårsjagt på sneppe i 1972
Lige siden dannelsen af Dansk Jagtforening i 1884 havde forårsjagten på skovsneppe været debatteret, men først i 1972 blev sneppen efter en ophedet debat med holdninger pro/contra fredet om foråret, og samtidig blev mørkbuget knortegås særfredet for en femårig periode, der imidlertid er blevet til 52 års fredning uden udsigt til, at mørkbuget knortegås nogen sinde bliver jagtbar igen.
Dansk Jagtforening har også haft blikket rettet mod udenlandske relationer i både Nordisk Jæger Samvirke og FACE, hvor Dansk Jagtforenings sidste formand, Gustav Rønholt, har været præsident, men FACE er ikke – som Jæger fejlagtigt har skrevet – opfundet af selvsamme Rønholt.
140 år efter oprettelsen af Dansk Jagtforening vil det være på sin plads at fastslå, at uden udsætning af fasaner og gråænder ville der ikke have været meget småvildt at gå på jagt efter i det danske landskab. Den erkendelse er vigtig, fordi kræfter trækker i modsat retning og vil have udsætning af vildt til jagt forbudt, men her har Folketinget heldigvis sat hælen i, fordi de folkevalgte fra ”fornuftige partier” accepterer udsætning af vildt til jagt.
Vi skal dog ikke vente, at angrebene på udsætning af vildt til jagt stopper, for hetzen har udviklet sig til en regulær klassekamp, hvor nogle kræfters (venstreorienterede) højeste mål er at kaste grus i maskineriet for at hindre især velstillede danskere i at udøve deres fritidsinteresse.
Vi skal derfor vente, at disse kræfter igen og igen vil skubbe til læsset for at få det til at vælte. Jagtudøverne skal derfor være fremme i skoene og finde alliancer i Folketinget, der går ind for udsætning af vildt til jagt, sådan som det skete, da et flertal i Folketinget tidligere i år sagde klart nej til Alternativets forslag om at forbyde udsætning af vildt til jagt.
Jagtudøverne har her fået en strømpil, som de bør fastholde, for det kan der i høj grad blive behov for fremadrettet.
Dansk Jagtforenings hovedbestyrelse forsamlet 8. juni 1984 på Hotel Kronprinsen i Fredericia, hvor foreningen var stiftet 100 år tidligere. Stående fra venstre Kaj Haarbo, Vagn Baunsgaard, Ernst Holm, Ole B. Thomsen og Ivan Bjørn-Jensen. Siddende fra venstre: Svend Rasmussen, formanden Gustav Rønholt, næstformanden Erik Skeel og Jes Møller.
Dansk Jagtforening havde ni formænd frem til og med 1991 med Gustav Rønholt som den sidste. Flere af de tidligere formænd var godsejer.
”Dansk Jagttidende” havde seks redaktører i løbet af 100 år, og det var Jørgen R. Krag, der fik tidsskriftets navn ændret til ”Dansk Jagt”. Jørgen R. Krag var i lighed med andre redaktører ikke nogen stor jæger, men en dygtig journalist og redaktør. Han brændte desværre sit lys i begge ender og døde i 1996.
”Dansk Jagttidendes” logo var elsket af medlemmerne, der måned efter måned så frem til at modtage deres tidsskrift, som ofte tog delikate emner op. I det første nummer i 1884 stilledes spørgsmålet om rimeligheden af forårsjagt på skovsneppe, men først i 1972 ophørte forårsjagten.
