Fugleinfluenza og sygdom med afmagring og diarré hos råvildt er fortsat de alvorligste sundhedsproblemer for vildtlevende dyr i Danmark. Generelt er bestandene dog sunde
Af Miljøstyrelsen
Ekstremt afmagrede rådyr med tydelige tegn på diarre vækker stadig tit bekymring hos folk, der færdes i naturen. Det fremgår af årsrapporten fra Faldvildtkonsortiet, som igen i 2022 fik mange opkald og forespørgsler om syge rådyr og henvendelser fra bl.a. jægere, der har set syge rådyr og oplevet nedgang i vildtudbyttet.
Fugle, som er døde af fugleinfluenza, var et syn mange kom til at opleve ved strandene i 2022.
Faldvildtkonsortiets undersøgelser af de indsendte rådyr viser, at dødsårsagen i de fleste tilfælde er svækkelse som følge af kronisk diarre og afmagring – det sygdomsbillede, som populært kaldes råvildtsyge. En del af de undersøgte rådyr var dog døde af specifikke sygdomme såsom lungeorm eller bakterieinfektion i forskellige organer.
Mange fugle med fugleinfluenza
Hvis man finder dyr i naturen, som ser ud til at være døde af sygdom eller aflivet ulovligt, kan man indlevere eller sende dem til Faldvildtordningen, der finansieres af Miljøstyrelsen.
I 2022 undersøgte Faldvildtkonsortiet i alt 961 dødfundne dyr, som var indleveret eller indsendt af borgere. Det drejede sig om 803 landpattedyr, 89 havpattedyr og 69 fugle. Antallet var lidt mindre end året før, hvor der blev indleveret i alt 1028 dyr.
Faldvildtkonsortiets årsrapport giver overblik over dødsårsagerne hos dyrene og ud over råvildtsygen var smitsom fugleinfluenza det alvorligste problem. Af de 69 fugle, Faldvildtkonsortiet modtog i 2022, var 21 lovligt skudt med reguleringstilladelse, og af de resterende 48 var 21 fugle smittet med fugleinfluenza.
Risikoen for smitte med fugleinfluenza fra vilde fugle til fjerkræ varierer dog, og er i øjeblikket ikke alvorlig. Fødevarestyrelsen har derfor sænket sin trusselsvurderingen fra høj til middel fra 17. april 2023.
Få tilfælde af faunakriminalitet
I 2022 blev der kun konstateret to tilfælde af faunakriminalitet mod rovfugle. Det drejede sig om en havørn og en spurvehøg. I modsætning til året før var fuglene ikke blevet slået ihjel med gift, men ulovligt skudt.
En grævling blev fundet død af rottegift, men forgiftningen kan være sket ved et uheld, hvor grævlingen utilsigtet har fået adgang til gift beregnet til rotter.
Faldvildt bruges til forskning
Det døde vildt, som Faldvildtkonsortiet modtager, indgår i stor stil i forskningsprojekter, der giver vigtig viden om den danske faunas tilstand.
I 2022 har der bl.a. været projekter vedrørende reproduktion, aldersfordeling og fødeundersøgelser af mårhunde i fuglebeskyttelsesområder, skader hos mårhunde fanget i fælder, andelen af farmede mink blandt vilde mink og to nye projekter om harens sundhedstilstand er sat gang.
Desuden er der i 2022, med bevilling fra Fødevarestyrelsen, sat en indsamling af prøver fra hjortevildt i gang med det formål at undersøge for Chronic Wasting Disease og desuden en undersøgelse af ræve for rævens dværgbændelorm.