Igennem de sidste 10 dage er der observeret intet mindre end 45 døde sæler på stranden ved Anholt …
Af Redaktionen
Det er spættede sæler, som der er fundet døde. En enkelt død sæl er også fundet ved Hou.
– Vi er ikke sikre på, hvad det er endnu, men indtil videre har jeg begravet 45 sæler, og det er langt over normale tilstande, fortæller Morten Abildstrøm, opsynsmand på Anholt til TV2 Østjylland.
Fire af de døde sæler er indsendt til undersøgelse på Veterinærinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet.
– Naturstyrelsen opfordrer folk til ikke at røre ved sælerne, fordi man man få infektioner. Det samme er gældende for hunde. De skal heller ikke i nærheden af dem, slutter Morten Abildstrøm.
Tilbage i 2002 blev der fundet 46 døde sæler på Anholt. De var alle døde af sælpest.
Om det også denne gang er sælpest får man svar på i løbet af ugen.