Hunden skal vænne sig til vægten af en nedlagt ræv inden den anvendes som apportør under en jagt, hvor der nedlægges ræv og godt begyndt er også her halv fuldendt
Af Micheal Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Læs også: Apportering af ræv:
Tilvænning til vægten bygges ligeledes langsomt op. Har hunden først bildt sig ind, at den ikke kan løfte ræven, kan det være vanskeligt at udviske denne forestilling.
Man begynder derfor med at lade hunden apportere en sandsæk, som over nogle dage gøres tungere og tungere. Det er vigtigt, at dummyen gøres til noget helt specielt.
Allerede tidligt i forløbet laves derfor en byttehandel med hunden. Den bringer den tunge sandsæk og modtager som belønning f.eks. en pakke leverpostej. Hunden lærer lynhurtigt denne forbindelse, og når hunden glædeligt henter en sandsæk på 8-9 kilo, går man over til ræven.
Hunden er nu vænnet til lugten via ræveskindsdummyen, og den er vænnet til at apportere noget tungt og blødt. Det den udsættes for, bør derfor ikke komme som nogen overraskelse for den.
Alligevel tilrådes det altid at begynde med en lille ræv. Helst en, der er væsentligt mindre end de sandsække, hunden kan og vil hente.
I langt de fleste tilfælde springer hunden direkte på ræven og hjembringer den uden problemer. Og sker det, får den en hel bakke Stryhn’s.
Vil den mod forventning ikke tage ræven trods ihærdige opfordringer, tyder noget på, at man har forceret træningen. Først når rævedummyen indeholdende den tunge sandsæk apporteres med lyst og gejst, er tiden moden til den endelige prøve.
Skulle det vise sig, at hunden ikke evner at sidestille opgaverne og fortsat viser modvilje mod den rigtige ræv, kan det blive nødvendigt at tvinge sin vilje igennem. Dette forudsætter naturligvis, at hunden har lært at apportere konsekvent fra hånd.
Ved hjælp af tvang kan man således hurtigt overvinde hundens fobi og komme videre med træningen. Men det skal understreges, at man ikke kommer langt med tvang alene.
Det er næsten umuligt at arbejde med en lettere trykket hund, og normalt er det mange gange nemmere at lære hunden at apportere ræv, når den synes, det er sjovt. Samtidig er det nemmere at irettesætte en motiveret hund den dag, den ikke synes, det er så sjovt og måske ligefrem nægter at samle ræven op.
Jagthund og ræv
Hundens duelighed som ræveapportør hænger ofte sammen med de påvirkninger, den modtog, mens den var hvalp. Lærer man den unge hvalp at jage en rævehale, tyder erfaringer på, at den har lettere ved at kaste sig over en evt. anskudt ræv, når den bliver voksen.
Det er vigtig, at hunden, som skal lære ræveapportering, tillige er skarp. Ellers giver det en falsk tryghed at medbringe en ræveapportør på jagt.
Hunden må være i stand til at affange den anskudte ræv. Mange hunde har denne skarphed i sig. Eksempelvis avlsudvælges mange af de tyske stående hunderacer på baggrund af deres skarphed over for rovvildt.
Føreren kan dog også opelske voksenhundens evne til at fange og affange en ræv ved at lege med det tidligere nævnte ræveskind. Under legen vil den lære at holde fast, og skindet er faktisk et fantastisk redskab til at fremelske hundens beslutsomhed. Denne til tider lidt ophidsende leg giver næppe problemer med hundens generelle vildtbehandling, når den bliver ældre. Dette ses dog af og til fremført. Men skal hunden anvendes til ræveapportering, er der ingen vej uden om den ophidsende leg med ræveskindet.
Jagthund og ræv: En del af jagthundens træning, der kræver særlig stor opmærksomhed.
Det sker, at selv en godt ramt ræv løber langt inden den forender. 2-300 meter er ikke ualmindeligt. Derfor må hunden naturligvis være i stand til at følge sporet af ræven. Noget der sjældent volder de store problemer, da ræven efterlader et kraftigt færtaftryk i bund og vegetation.
Inden man begynder at træne hunden til slæb, skal den dog være helt vild med at apportere ræv. Eller rettere: Den skal være fuldstændig vild med det, ellers bringer man sig i problemer. Oftest er det her, den mindre rutinerede laver fejl. Såfremt hunden ikke er 100% motiveret for at apportere ræv, må man skabe denne lyst, inden man begynder at lægge slæb.
Det første slæb bør anlægges på græsplænen. Efterfølgende flyttes træningen til åben mark, og først når evne og gejst er helt i top, går man i skov. Men man må ALDRIG lægge et slæb, hvor man ikke med øjnene kan følge hunden, når den slippes. Såfremt hunden går fra ræven, når den har snuset sig frem, må man være over den med det samme og insistere på, at den gør sit arbejde færdig. Sker det, at hunden ikke vil samle ræven op, er det et signal om, at føreren har gjort en fejl. Derfor må han nogle trin tilbage i dressuren og dér lave nogle mere simple øvelser, som hunden kan overse.
Det er nemlig afgørende, at man ikke laver opgaven så vanskelig, at hunden ikke kan følge med. Nogle vil hævde, at ræveslæbet og den efterfølgende apportering i sig selv er vanskelig. Og det er rigtigt.
Det ER krævende at bringe ræven hjem. Men det må ikke være så krævende, at det bliver for krævende. Hunden skal bevare lysten hele vejen. Derfor er det altafgørende, at føreren tilrettelægger træningen, så hunden ikke mister mod og lyst. Forståelsen for den individuelt tilpassede træning er afgørende.
