“Hvor går den stående jagthund hen? Måske hjem til sig selv!” Sådan lyder spørgsmålet fra Søren Stenhøj, som her lufter tanken om et helt nyt jægerforbund
Læserbrev af Søren Stenhøj, jæger og tidl. formand for Dansk Breton Klub
Danmark Jægerforbunds (DJ) fravalg af det 80-årige formelle samarbejde med de stående jagthunde efterlod indledningsvis mange inkarnerede hundefører/jægere med undren, forbløffelse og rysten på hovedet. Hvad sker der lige her?
Nej, det var ikke den 1. april. Da flere udfordrede denne vanvittige og strategisk tåbelige beslutning, svarede DJ’s ledelse uklogt, flabet og rodet. Igen suppleret med den sædvanlige arrogance, som er kendetegnet for den nuværende ledelse i DJ.
Enkelte loyale DJ-medlemmer anvendte lejligheden til at udstille de stående jagthunde som forkælede specialklubber, som gennem et utal af år er blevet ekstremt tilgodeset (økonomisk) af DJ på bekostning af de stødende og apporterende jagthunderacer.
Inden vi når til sagens kerne, skal det blot erindres og konstateres, at der mellem DJ og klubber for netop de stødende og de apporterende racer aldrig har været konsensus om et samarbejde. Begge parter må selv redegøre for, at man ikke har ønsket at samarbejde. Det er ikke denne forfatters lod at gøre sig klog på dette.
Sagens kerne
Nej, de stående jagthunderacer klynker ikke over DJ’ s fravalg af et samarbejde med seriøse opdrættere, som over 100 år har målrettet deres avl til at matche den danske jæger. Vi ryster på hovedet, og sidder tilbage med undren over, at DJ ikke ønsker vores baglands solidaritet og loyalitet, og nu opfordrer os til at gå egne veje i forhold til natur- og jagtpolitik i Danmark.
Og så er der lige det med, at DJ ligestiller seriøs avl med blandinger og importerede hjemløse hunde fra Grækenland. Er det sådan, at fremtiden skal formes for den danske jagthund?
Husk, at det traditionsbundne samarbejde mellem de stående jagthunde og jagtforeningerne gennem 80 år, har skabt en forståelse af, at jagtforeningerne – nu DJ – har tegnet jagt- og naturpolitikken – også for de stående jagthunde.
Denne årelange solidaritet og loyalitet er hermed brudt, hvorfor de 15.000 stående jagthunde og deres ejere nu må orientere sig på anden vis, da det afbrudte samarbejde og den manglende dialog efterlader mange jægere uden et talerør. Det gælder både for stående, stødende og apporterende racer.
DJ glemmer skamfuldt, at det især har været folk med rødder hos de stående jagthunderacer, som har været og er aktiv medspiller i forhold til indsatsen for markvildtet. Her har de stående jagthunde været på forkant – måske til DJ’ s store irritation? ”Vi alene vide”!
Hjem til sig selv – nyt jægerforbund i Danmark?
Tænk, at have et startfundament i Danmark på små 5.000 medlemmer. Det er det samlede medlemstal i Stående Jagthunde i Danmark (SJD) her ved udgangen af 2021.
Tænk, at have et yderligere medlemspotentiale på 10.000 husstande, som har en stående hund, og hvor minimum 80 % bruger hunden til jagt.
Tænk, at en så stor forening kan tiltrække andre ligesindede, som kan indtræde i en paraplyorganisation med fokus på jagtlig avl, natur- og jagtpolitik.
Tænk, hvis bare halvdelen (7.500) med stående hund erlægger halvdelen af det, som man betaler til DJ i dag som et års kontingent?
Sidstnævnte svarer til en rådesum på kr. 3.750.000.
Hvorfor ikke bare gå hjem til sig selv?