
“Skægkræ og sølvfisk ligner hinanden men forskellen er vigtig, for de to skadedyr skal bekæmpes på hver sin måde
Skægkræ vs. sølvfisk: Her er forskellen, og sådan bekæmper du dem
“Skægkræ og sølvfisk ligner hinanden så meget, at mange tror, de har sølvfisk, når det i virkeligheden er skægkræ. Men forskellen er vigtig, for de to skadedyr skal bekæmpes på hver sin måde. Her får du svar på, hvordan du kender dem fra hinanden, og hvad der rent faktisk virker.
Et skægkræ. De lange haletråde og den gråbrune, lidt hårede krop er de letteste kendetegn”.
Tekst og foto: Proverm.dk
Skægkræ er på få år gået fra at være næsten ukendt i Danmark til at være et af de mest almindelige insekter i danske hjem. Ifølge en Undersøgelse for Videncentret Bolius fra december 2023 har 14 procent af danskerne haft skægkræ i boligen inden for det seneste år. I 2020 var tallet 4 procent. Kun sølvfisken er mere udbredt med 32 procent.
Skægkræ er samtidig langt sværere at slippe af med. I samme undersøgelse svarer 58 procent af dem, der har haft skægkræ, at det ikke er lykkedes at slippe helt af med dem. En del af forklaringen kan være, at de råd, der virker mod sølvfisk, ikke virker mod skægkræ.
Hvad er forskellen på skægkræ og sølvfisk?
Er skægkræ og sølvfisk det samme? Nej. De er i familie og ligner hinanden, men det er to forskellige arter. Sølvfisk (Lepisma saccharinum) har levet i danske hjem i generationer, mens skægkræ (Ctenolepisma longicaudatum) er en ny gæst. Miljøstyrelsen kalder arten skægget sølvkræ, og på engelsk hedder den long-tailed silverfish.
Skægkræ er større end sølvfisk, og det er ofte det første, man lægger mærke til. Her er de vigtigste forskelle:
| Sølvfisk | Skægkræ | |
| Størrelse | 7-12 mm | Typisk 10-14 mm, op til 18 mm |
| Farve | Sølvgrå og skinnende | Gråbrun, mørkere og mindre skinnende |
| Haletråde | Korte, højst halvt så lange som kroppen | Lange, den midterste er næsten lige så lang som kroppen |
| Hår | Få og korte | Kraftige børster på hovedet, der ligner et skæg |
| Fugt | Har brug for høj luftfugtighed | Klarer sig også i tørre rum |
| Hvor i boligen | Mest badeværelse, bryggers og køkken | Overalt, også stue, soveværelse og skabe |
| Klatrer | Kan ikke klatre op ad glatte, lodrette flader | Klatrer på vægge, i skabe og på reoler |
| Æg | 20-100 i hele livet | Omkring 50 om året |
Kilder: Miljøstyrelsen, Folkehelseinstituttet (FHI) og Videncentret Bolius.
Har du set en stor, mørk “sølvfisk” på væggen i stuen eller i soveværelset? Så er det sandsynligvis et skægkræ. Sølvfisken holder sig som regel nede ved gulvet i de fugtige rum, da de ikke kan kravle på vægge. Og er du stødt på ordet “sølvkræ”, er det bare et andet navn for sølvfisk.
Hvorfor skal skægkræ og sølvfisk bekæmpes forskelligt?
Forskellen handler om fugt. Sølvfisk kan kun formere sig, når luftfugtigheden er høj. Ifølge det norske Folkehelseinstituttet (FHI) kræver de over 60 procent luftfugtighed, og når et rum bliver tørrere, forsvinder de normalt af sig selv.
Skægkræ er mere hårdføre. De klarer sig også i tørre rum og kan derfor leve i hele boligen. Som Videncentret Boliusformulerer det, kan man ikke “tørre” skægkræ ud, sådan som man kan med sølvfisk. Udluftning, som virker godt mod sølvfisk, virker derfor ikke på samme måde mod skægkræ.
Start derfor med at finde ud af, hvilket dyr du har, og hvor du ser det. Ser du dem kun på badeværelset, er det ofte sølvfisk, og så er fugten det vigtigste sted at starte. Ser du dem i flere rum, på væggene eller i skabene, er det sandsynligvis skægkræ, og så kræver det en anden indsats.
Hvordan bekæmper man sølvfisk?
Den gode nyhed er, at sølvfisk som regel forsvinder, hvis du fjerner fugten. Sølvfisk er stort set harmløse, og i mange boliger vil der altid være et par stykker på badeværelset. Men ser du mange, kan det være et tegn på et fugtproblem, og så er det værd at gøre noget.
- Luft ud: 2-3 gange om dagen med gennemtræk i 5-10 minutter.
- Støvsug i stedet for at vaske gulv: Vand giver sølvfisken den fugt, den har brug for. Støvsug især i sprækker og langs lister.
- Find fugtkilden: Utætte rør, dårlig udluftning eller opstigende fugt kan holde en bestand i live.
- Sæt fælder op: Så kan du følge med i, om antallet falder, og fange dem, der stadig er der.
Hvordan bekæmper man skægkræ?
Skægkræ kræver mere tålmodighed. Der findes ikke én løsning, der fjerner dem på en dag, men kombinerer du de fem trin herunder, kan du få bestanden ned og holde den nede.
1. Stop dem ved døren: Åbn pakker udenfor
Skægkræ lever ikke ude i den danske natur. De kommer ind med ting, og især papkasser og bølgepap er et godt sted for dem, fordi de finder både skjul i pappet og føde i limen. Nethandel, flyttekasser og brugte møbler er typiske veje ind i boligen.
Åbn derfor pakker udenfor, og smid pappet direkte i papcontaineren. Det råd giver både Miljøstyrelsen og Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer.
2. Fjern føden
Skægkræ spiser næsten alt: krummer, mel, gryn, døde insekter, papir og tapetklister. Voksne skægkræ kan desuden klare sig længe uden mad, så det handler om at gøre det så svært som muligt for dem at finde noget.
- Støvsug ofte og grundigt, også i revner, sprækker og langs lister.
- Opbevar mel, gryn og andre tørvarer i tætsluttende beholdere.
- Tøm støvsugeren udenfor, eller læg posen i fryseren et par dage, så dyrene ikke kravler ud igen.
3. Luk skjulestederne
Skægkræ er små og flade og kan klemme sig gennem meget små åbninger. De gemmer sig bag lister, under dørtrin og ved rør- og kabelgennemføringer, og de følger gerne rør og kabler, for eksempel til gulvvarme. Derfor kan de pludselig dukke op i flere rum. Fug sprækker og tæt gennemføringer, så de har færre steder at gemme sig.
4. Sæt fælder med lokkemiddel op
Ved mindre angreb er Miljøstyrelsens råd at fange skægkræene i fælder med lokkemiddel. Fælderne fanger dyrene og viser samtidig, hvor i boligen problemet er størst. Længere nede kan du læse, hvordan fælderne virker, og hvor de skal stå.
5. Få professionel hjælp ved store angreb
Ser du mange skægkræ hver dag i flere rum, eller bor du i en etageejendom, hvor de breder sig mellem lejlighederne, er det tid til at kontakte en professionel skadedyrsbekæmper. De bruger ædegift i meget små doser. Når et skægkræ dør af giften, bliver det spist af sine artsfæller, og så rammer giften også dem. Dette kan dog desværre ikke købes uden CVR-nummer.
Kan man slippe helt af med skægkræ?
Ja, det kan lade sig gøre, men det kræver tid. Skægkræ lever skjult, de kan leve i flere år, og nye kan komme ind med den næste papkasse. I praksis handler det om at få bestanden ned, holde den nede og stoppe nye i at komme ind. Det er også derfor, FHI anbefaler at kombinere flere metoder frem for at satse på én.
Virker fælder mod skægkræ og sølvfisk?
Ja, men det kommer an på, hvilken slags fælde du bruger, hvor den står, og hvor stort angrebet er.
Almindelige limfælder er ifølge FHI gode til at overvåge og kortlægge, hvor dyrene er, men alene har de begrænset effekt på bestanden. FHI har også testet limfælder med sirismel mod skægkræ, og konklusionen var, at de ikke reducerer antallet i særlig høj grad. Virksomheden Proverm har i +5 år arbejdet på at finde giftfrie alternativer til skækræ bekæmpelse.
Sådan virker den giftfrie fælde fra Proverm
Hos Proverm har de valgt en giftfri løsning, som er udviklet i Norge, hvor skægkræ har været et problem i længere tid end herhjemme. Løsningen udnytter skægkræets og sølvfiskens adfærd og består af en faldfælde, en fangstkop og et lokkemiddel.
Faldfælden er formet som en skråning på 45 grader med en ru overflade, som gør det let for skægkræ og sølvfisk at kravle op. Øverst skifter overfladen fra ru til helt poleret, og dyret falder ned i en udskiftelig fangstkop. I koppen ligger et lokkemiddel af vegetabilsk olie og et naturligt protein, som tiltrækker både skægkræ og sølvfisk.
Selve fælden kan genbruges. Kun fangstkoppen skal skiftes, når den er fuld, eller når der har lagt sig støv i den. Det er typisk efter 3-4 måneder.

Proverm sælger giftfrie fælder til skægkræ og sølvfisk og giver fangstgaranti eller pengene retur.
Fordele ved en giftfri løsning:
- Giftfri og sikker: Ingen gift, så fælderne kan stå i hjem med børn og kæledyr.
- Virker mod begge arter: Den samme fælde fanger både skægkræ og sølvfisk.
- Nem at bruge: Opsætningen tager et minut, og ifølge Proverm ser mange en tydelig effekt efter 2-3 uger.
- Diskret og genanvendelig: Fælderne står skjult langs lister og paneler, og kun fangstkoppen skal skiftes.
Hvor gemmer skægkræ sig, og hvor skal fælderne stå?

Eksempel på Proverms fælde der står op ad væggen.
Placeringen er det vigtigste. Skægkræ og sølvfisk er lyssky og aktive om natten. Du ser dem måske midt på gulvet, når du tænder lyset, men de færdes langs væggene, tæt på lister og paneler, og især hvor der er en sprække eller et hul, de kan smutte ind ad. Gode steder er:
- Badeværelset: bag toilettet og under vasken
- Køkkenet: under vasken og ved skabe med tørvarer
- Bryggers og vaskerum
- Stue og soveværelse: langs lister, bag reoler og ved dørtrin, hvor skægkræ ofte færdes
- Depot og kælder: især hvor der står papkasser
Producentens erfaring er, at omkring 2 ud af 10 fælder fanger godt der, hvor de først bliver sat. Resten skal bare flyttes, til de rammer dyrenes rute. Står en fælde tom efter et par uger, så flyt den til et nyt sted langs væggen.

Hvor mange fælder skal man bruge?
Som tommelfingerregel bør du placere én fælde i hvert rum, hvor du har set skægkræ eller sølvfisk. Er rummet større end 20 kvadratmeter, så tilføj en ekstra fælde for hver ekstra 20 kvadratmeter.
Skal man bruge gift mod skægkræ og sølvfisk?
Mod sølvfisk er gift sjældent nødvendigt. Ifølge Bolius kommer de alligevel igen, når giften er væk, hvis fugtproblemet ikke er løst.
Mod skægkræ anbefaler FHI ædegift i små doser som hovedmetode. Det er et arbejde for en professionel skadedyrsbekæmper, der ved, hvilke midler der virker, og hvor de skal placeres.
Insektspray vurderer FHI derimod som unødvendig i langt de fleste tilfælde. Spray udsætter beboerne for mere gift end nødvendigt, og gentagen sprøjtning øger risikoen for, at skægkræ bliver resistente over for giften.
Vælger du selv at bruge et middel, så brug kun et, der er godkendt af Miljøstyrelsen. Det kan du se på den danske etiket med registreringsnummer. Ved mindre angreb er trinene ovenfor og fælder med lokkemiddel et godt sted at starte, helt uden gift.
Enden på artiklen.
Hurtige svar på de mest stillede spørgsmål
Er skægkræ farlige, og kan de bide?
Nej. Skægkræ bider ikke mennesker eller dyr, de er ikke giftige, og de spreder ikke sygdomme. De kan gnave i papir, bøger, tapet og tøj af bomuld eller hør, men under normale forhold er skaderne små.
Kan skægkræ være i sengen?
Ja, det kan ske. Skægkræ kan klatre på vægge og møbler og er på farten om natten, så de kan havne i sengen eller sofaen. De er ikke ude efter dig og bider ikke. Men ser du dem i soveværelset, er de ofte også i andre rum, og så er det værd at sætte fælder op der også.
Hvad spiser skægkræ?
Næsten alt organisk: krummer, mel, gryn, sukker, døde insekter, papir og tapetklister. De gnaver i bøger, fordi limen, der binder bøgerne sammen, er god næring. Finder du skægkræ i dine madvarer, så smid dem ud, og opbevar tørvarer i tætte beholdere fremover.
Er skægkræ et tegn på dårligt indeklima?
Nej, det er en udbredt misforståelse. Mange sølvfisk kan være et tegn på fugt, men skægkræ klarer sig også i tørre boliger, og de findes ofte i nyere byggeri. At have skægkræ siger mere om, hvad der er kommet ind ad døren, end om hvordan du gør rent eller lufter ud.
Dør skægkræ i fryseren eller vaskemaskinen?
Ja. Ifølge FHI dør alle stadier af skægkræ, hvis de udsættes for minus 10 grader i et døgn, og over 45 grader dør de hurtigt. Et døgn i fryseren eller en vask ved 60 grader er derfor nok. Det er nyttigt til tøj, bøger eller ting fra en papkasse, du er i tvivl om.
Hvad kan skægkræ ikke lide? Hjælper lavendel eller eddike?
Hverken Miljøstyrelsen eller FHI nævner dufte som lavendel, eddike, cedertræ eller æteriske olier som en metode mod skægkræ. Det, der virker, er at fjerne føden og skjulestederne. Skægkræ er lyssky og trives dårligt i kulde: under 16 grader bremses deres udvikling kraftigt, og ved 11 grader går den helt i stå.
Hvor længe lever skægkræ?
Længe for et insekt. Et skægkræ bliver kønsmodent efter omkring halvandet år og kan derefter leve fire til fem år mere. En hun lægger omkring 50 æg om året. Det er en af grundene til, at bestanden vokser, hvis der ikke bliver gjort noget.
Hos Proverm tror de på, at bekæmpelse af skægkræ og sølvfisk kan foregå uden at udsætte familien, kæledyrene eller miljøet for unødvendig gift. Kender du forskel på dyrene, sætter fælderne de rigtige steder og kombinerer dem med de gode vaner ovenfor, kommer du langt.
Læs mere om giftfri bekæmpelse af skægkræ og sølvfisk på proverm.dk.
Kilder
Videncentret Bolius: Sådan får du bugt med skægkræ i boligen
Videncentret Bolius: Mange danskere bor sammen med skægkræ
Videncentret Bolius: Hvad er sølvfisk, og hvordan undgår du dem?
Miljøstyrelsen: Insekter i hjemmet






