Engang trak vandreduerne over Nordamerika i flokke, der formørkede himlen. Få generationer senere var verdens mest talrige fugleart udryddet
Vandredue: Fra millioner til udryddelse
Af Redaktionen
“Den 1. september 1914 blev en due fundet død i sit bur i Cincinnati Zoo. Hun hed Martha og var det sidste kendte levende individ af sin art.Der var ingen vild bestand at hente en ny mage fra. Ingen flok, som næste forår ville vende tilbage til ynglepladserne. Med Martha sluttede vandreduens historie”.
Få årtier tidligere havde fuglene været så talrige, at deres træk var et af Nordamerikas mest overvældende naturfænomener. Netop derfor blev det så længe betragtet som utænkeligt, at mennesker kunne udrydde dem.
Da himlen blev mørk
I 1813 oplevede naturhistorikeren John James Audubon et stort duetræk nær Ohiofloden. Hans beskrivelse af fugle, der dæmpede dagslyset som under en formørkelse, blev siden en af de berømte beretninger om vandreduens mængder. Andre iagttagere fortalte om flokke, der blev ved med at passere i timevis.
Det var ikke blot mange fugle på samme sted. Det var et landskab, som for en stund blev fyldt af vinger, lyd og bevægelse. Den tidligere bestand anslås ofte til mellem tre og fem milliarder fugle. Tallet er et historisk skøn, ikke resultatet af systematiske optællinger. Men beretninger fra forskellige egne efterlader ingen tvivl om, at vandreduen var usædvanligt talrig. Den regnes som Nordamerikas tidligere mest talrige fugleart.
Et liv mellem skovens frø
Vandreduen levede især i det østlige Nordamerikas skovområder. Bog, agern og kastanjer var vigtige fødekilder, suppleret af blandt andet bær og frø. Fuglene opsøgte områder med rigelig føde og samlede sig i store kolonier. Et enkelt træ kunne rumme mange reder. Skoven var både spisekammer, yngleplads og overnatningssted.
Det tætte flokliv havde fordele. Rovdyr kunne tage deres del, uden at de nødvendigvis gjorde noget stort indhug i de enorme samlinger. Men koncentrationen gjorde også fuglene lette at finde og udnytte. Samtidig ændrede landskabet sig. Skove blev ryddet til landbrug, bebyggelse og tømmerproduktion. Vandreduens levesteder blev mindre, mens presset på fuglene voksede.
Duerne blev en handelsvare
Vandreduer havde længe været føde for mennesker. Den afgørende forandring kom, da fangsten blev knyttet til et voksende marked langt fra de skove, hvor fuglene opholdt sig. Etablering af jernbaner bragte vildtslagterne frem og duerne videre til byernes købere.
Dermed kunne en koloni, som tidligere hovedsageligt havde tiltrukket lokale folk, blive mål for professionelle fangere fra fjerne egne. Fuglene blev skudt eller fanget i net og sendt af sted i store partier. Det var en handel, hvor effektiv transport gjorde selv fjerntliggende bestande tilgængelige. De mange fugle blev opfattet som et lager, der kunne tømmes igen og igen, fordi nye flokke tilsyneladende altid kom til.
Presset ramte også næste generation
Problemet var ikke alene antallet af voksne fugle, der blev dræbt. Fangsten foregik også i ynglekolonierne. Forældrefugle blev dræbt eller fordrevet, og unger blev indsamlet. Dermed ramte udnyttelsen både den eksisterende bestand og de fugle, som skulle have erstattet tabene.
Vandreduen lagde normalt ét æg pr. rede. Arten kunne altså ikke uden videre kompensere for et voldsomt og vedvarende tab ved at producere store kuld. Når en ynglekoloni blev forstyrret og tømt, var konsekvensen derfor større end det udbytte, der blev pakket og sendt til markedet. Også den kommende tilgang til bestanden blev reduceret.
De store flokke, som havde været artens styrke, gjorde den sårbar over for en udnyttelse, der kunne fortsætte på tværs af enorme afstande.
Fra almindelig til næsten umulig at finde
Tilbagegangen tog fart i anden halvdel af 1800-tallet. Mod århundredets slutning var de tidligere kæmpeflokke afløst af små grupper og spredte observationer. Der er forskelle mellem kildernes angivelser af de allersidste vilde fugle. Derfor er det mere præcist at placere vandreduens forsvinden fra naturen omkring begyndelsen af 1900-tallet end at gøre én bestemt nedlæggelse til et ubestrideligt slutpunkt.
Hovedforløbet er derimod klart: En fugl, som havde været til stede i milliarder, forsvandt på få menneskegenerationer.
Kommerciel overudnyttelse står centralt i forklaringen. Skovrydning øgede presset, men hvor meget tabet af levesteder bidrog til selve det endelige sammenbrud, vurderes forskelligt.
Martha kunne ikke redde arten
Til sidst fandtes der kun vandreduer i fangenskab. Det lykkedes ikke at sikre en bestand, der kunne føre arten videre. Martha blev en attraktion i Cincinnati Zoo. Besøgende kunne se en fugl, som var blevet sjælden på en måde, ingen udstilling kunne gøre om.
Efter hendes død blev kroppen sendt nedkølet til Smithsonian Institution i Washington. Her blev hun bevaret som både udstoppet fugl og anatomisk materiale. Hos Smithsonian kan man læse historien om Martha, der blev et af naturhistoriens stærkeste symboler på menneskeskabt udryddelse. Museet kunne bevare hendes krop. Det kunne ikke bevare den levende art.
De mange er heller ikke urørlige
For jægere er vandreduens historie en påmindelse om forskellen mellem at se mange fugle og at vide, hvordan en bestand udvikler sig. En stor flok fortæller, at der er mange fugle netop dér. Den fortæller ikke i sig selv, om den samlede bestand vokser, eller om ynglesuccesen kan opveje tabene.
Det perspektiv er relevant langt ud over historisk amerikansk duejagt. Også diskussioner om vildtforvaltning og bæredygtig jagt begynder med spørgsmålet om, hvad bestanden faktisk kan bære.Vandreduens historie giver ikke en enkel opskrift på nutidens forvaltning. Men den viser, hvor farligt det er at bruge gårsdagens overflod som garanti for morgendagens.
Da Martha døde, var der gået mange år siden de store flokkes tid. Alligevel var afstanden mellem de to verdener kort nok til, at et menneske kunne have oplevet dem begge.
Vandreduen var ikke en brevdue
Vandreduens videnskabelige navn er Ectopistes migratorius. Den var en selvstændig nordamerikansk art og må ikke forveksles med brevduer, der er tamduer med oprindelse i klippeduen. Det engelske navn, passenger pigeon, henviser til dens vandringer.





