1.764 par regnspover: Hvad kan Danmark lære af britiske jagtejendomme?

Vildtpleje førte til værdifuld sidegevinst

Af Redaktionen

“Stor regnspove klarer sig godt i et nordengelsk landskab, hvor landbrug og jagt præger naturplejen. Et nyt studie peger på, at pleje af levesteder og regulering af prædatorer kan være en del af forklaringen”.

En talrig bestand i et jagtlandskab

I Upper Teesdale i det nordlige England yngler anslået 1.764 par store regnspover. Bestanden ser samtidig ud til at have holdt sig stabil gennem omtrent ti år.

Det fremgår af et studie offentliggjort i tidsskriftet Bird Study i 2026. Forskerne har undersøgt et landskab med ekstensivt landbrug, åbne græsningsarealer og heder, hvor der drives jagt på red grouse.

Resultaterne er interessante for den danske debat om jordrugende fugle. Forskerne peger nemlig på, at landskabspleje og regulering af prædatorer af hensyn til jagten også kan gavne stor regnspove, som også kaldes storspove.

Studiet giver dog ikke grundlag for at tilskrive jagtforvaltningen hele æren. Landbrugsdriften, naturtyperne og landskabets sammenhæng indgår også i forskernes forklaring.

Regnspover i næsten alle undersøgte felter

Forskerne talte fugle i 114 felter på hver én kvadratkilometer. Regnspoven blev fundet i 99 procent af dem.

På baggrund af tællingerne og fordelingen af naturtyper beregnede de bestanden i det samlede undersøgelsesområde på 488 kvadratkilometer til 1.764 ynglepar.

Tallet er altså et skøn for hele landskabet. Det skal ikke læses som 1.764 optalte par på de 114 undersøgte kvadratkilometer. Det statistiske usikkerhedsinterval strækker sig fra 1.486 til 2.145 par.

Tællinger med omtrent ti års mellemrum viste en tilbagegang på tre procent. Forskellen var så lille, at den ikke var statistisk signifikant. Forskerne fandt dermed ikke en sikker ændring i bestanden mellem de to tællinger. www.tandfonline.com

Omkring én unge på vingerne pr. par

Antallet af ynglepar er kun en del af historien. Det er også afgørende, om fuglene får tilstrækkeligt mange unger på vingerne.

Studiet beregnede ungeproduktionen til omkring én flyvefærdig unge pr. par. Ifølge GWCT ligger det over de cirka 0,5–0,6 unger pr. par, som vurderes nødvendige for at opretholde bestanden.

Forskerne fremhæver en kombination af åbne levesteder, ekstensiv husdyrdrift, vegetationspleje og lovlig prædatorregulering som en mulig forklaring.

Indsatsen er omfattende. På syv ejendomme arbejdede 22 fuldtidsansatte vildtforvaltere med reguleringen. De britiske resultater skal derfor ses i lyset af både landskabets størrelse og de ressourcer, der bruges på forvaltningen. gwct.org.uk

For danske naturprojekter rejser det et praktisk spørgsmål: Hvor stor og vedvarende en indsats skal der til, før den kan aflæses i fuglenes yngleresultater?

Jagten retter sig mod en anden fugl

Studiet handler om arealer, der forvaltes til jagt på red grouse. Regnspoven er altså ikke jagtens mål. Den kan derimod have fordel af den pleje og regulering, som udføres for at skabe gode forhold for grouse.

Det er en væsentlig skelnen. Studiet bidrager til diskussionen om jagtens betydning for andre arter, men besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt regnspoven selv bør have en jagttid.

Netnatur har tidligere omtalt vurderingen af en eventuel jagttid på stor regnspove. Her er spørgsmålet et andet: Hvad skal der til for at forbedre fuglens yngleområder?

De britiske erfaringer kan derfor være relevante for både jagtejendomme og naturarealer, hvor hensynet til ynglefuglene er det primære formål.

En sammenhæng er ikke et endeligt bevis

Upper Teesdale-studiet følger fuglene i et eksisterende landskab. Forskerne har ikke fordelt forskellige former for pleje og regulering tilfældigt mellem ellers sammenlignelige områder.

Derfor kan undersøgelsen ikke præcist afgøre, hvor meget hver enkelt indsats bidrager med. Når ekstensivt landbrug, vegetationspleje og prædatorregulering foregår side om side, er det vanskeligt at skille deres betydning ad.

Studiets styrke er, at det beskriver et landskab med mange regnspover, god ungeproduktion og en bestand uden påvist tilbagegang mellem tællingerne. Begrænsningen er, at det ikke giver et endeligt svar på, hvorfor fuglene klarer sig godt.

Erfaringerne er relevante i Vadehavet

I Danmark indgår prædatorregulering allerede i arbejdet med at hjælpe jordrugende fugle.

Nationalpark Vadehavet beskriver et samarbejde med Danmarks Jægerforbund, Naturstyrelsen og frivillige jægere om regulering af ræv, mårhund, mink og krage i udvalgte områder. Indsatsen suppleres blandt andet med rævesikre indhegninger på bestemte lokaliteter. Formålet er at forbedre fuglenes ynglesucces. nationalparkvadehavet.dk

Det britiske studie giver anledning til at se nærmere på, hvordan pleje og regulering kan understøtte hinanden på tværs af større områder.

Erfaringerne kan dog ikke overføres direkte. Danske projekter må tage udgangspunkt i lokale forhold og undersøge, hvad der begrænser fuglenes ynglesucces på den enkelte lokalitet.

Effekten bør følges gennem flere år. Antallet af regulerede prædatorer fortæller noget om indsatsen. Først når flere unger kommer på vingerne, kan man se, om den også gavner fuglene.

 En klækket rede er ikke nok

Klækningssucces og ungeproduktion måler to forskellige dele af yngleforløbet. Æggene kan klække, uden at nogen af ungerne senere bliver flyvefærdige. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at registrere, hvor mange reder der klækker, hvis man vil vurdere et naturprojekts betydning for bestanden. Tællinger af ynglepar, opfølgning på reder og registrering af flyvefærdige unger giver tilsammen et bedre grundlag for at vurdere, hvor i yngleforløbet fuglene har brug for hjælp.