Det blev mere bæredygtigt og grønnere end ventet. Sådan lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening, der anerkender de grønne initiativer, der er skrevet ind i det nye regeringsgrundlag …
Af dn.dk
Særligt vigtigt er det, at der nu skal sættes mål for naturen, mens foreningen også roser, at det bliver et klart ministeransvar at sikre, at Danmark får etableret sammenhængende naturområder på tværs af kommunegrænser.
– Vi ved, at det har været svært at få sat grønne aftryk i et så liberalt regeringsgrundlag, og har derfor kun roser tilovers for Det Konservative Folkeparti, som trods alt har sikret, at vi nu skal arbejde mere målrettet med naturen. Indtil nu har indsatsen reelt blot været sporadiske nålestiksindsatser for en natur, der stadig forringes i et af verdens hårdest dyrkede lande. Nu skal vi sætte klare mål op for eksempelvis enge, heder og overdrev og det kan få ganske stor betydning for dansk natur- og erhvervspolitik i årene fremover, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i DN.
Konkrete indsatser for mere natur
Det nye regeringsgrundlag udstikker rammer og mål for den nye regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti.
Af regeringsgrundlaget fremgår det blandt andet også, at regeringen med den ansvarlige minister nu skal sætte sig i spidsen for at få gennemført, at naturen kommer til at hænge sammen på tværs af kommunale grænser – det såkaldte grønne danmarkkort:
– Vores natur er opsplittet i små pletter i landbrugslandet. Det forarmer naturen. Derfor er det afgørende, at vi får skabt mere natur og bedre sammenhæng og vi er glade for, at det er lykkes at få skrevet det grønne danmarkskort ind i regeringsgrundlaget. Det er vigtigt, at arbejdet ikke overlades til kommunerne alene, men at ministeren udstikker kursen og sikrer fremdrift. Så Grønt Danmarkskort kan få ganske stor betydning for naturen, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
Klimaindsatser
Klimaet har også fået plads i det nye regeringsgrundlag. Der sættes blandt andet et mål om, at Danmark i 2030 skal have mindst 50 procent af sit energibehov dækket af vedvarende energi og Danmark skal være et lav-emissionssamfund, der er uafhængigt af fossile brændsler i 2050.
Læs hele regeringsgrundlaget her






