Af Ib Nordentoft Andersen
At udviklingen i Zimbabwe, -der nærmest må karakteriseres som et totalt sammenbrud i administrationen, går ud over vildtbestanden, kan næppe forbløffe. Men situationen ser ud til at være alvorligere end umiddelbart antaget med kraftig stigning i krybskytteri og generel ”afslappet forhold til landets jagtlovgivning”!
Da der i slutningen af oktober og begyndelsen af november, for første gang i næsten ti år, blev afholdt auktion over elfenben i Namibia, Botswana, Sydafrika og Zimbabwe, leverede Sydafrika 51 tons elfenben, mens Zimbabwe kun kom med 4 tons. Med en formodet elefantbestand på op mod fem gange Sydafrikas, kan dette lave tal jo nok undre, men på den anden side kan man så prøve at gætte sig til, hvad der er sket med de mange, manglende tons stødtænder!
Et af de værste overgreb fandt sted allerede for nogle måneder siden i Marondera området ca. 60 kilometer øst for hovedstaden Harare. Her har familien Travers, på deres familiefarm Imire, i over tyve år med stor succes gennemført et rednings og avlsprogram for det truede og næsten udryddede sorte næsehorn. Familiens bestræbelser for at redde det sorte næsehorn har tiltrukket sig stor international opmærksomhed, men et natligt angreb på de ellers velbevogtede næsehorn har knust programmet.
Fire AK47 bevæbnede soldater i Army camouflage angreb farmen midt om natten, bandt beboerne og nedskød de tre næsehorn med lange automatbyger fra deres rifler. Blandt andre blev Sprinter, som forfatteren havde fotograferet som flaskeopfodret kalv tilbage i 1999, skudt ned. De tre næsehorn havde kort forinden fået deres horn fjernet, netop for at undgå lige netop sådan en situation. Men efter nedskydningen hakkede krybskytterne alligevel de patetiske rester ud af de gennemhullede kadavere.
De tre næsehorn blev begravet på farmens område, og da elefantflokken de var vokset op sammen med nogle dage senere kom forbi området, meldte de lokale om kraftige reaktioner fra elefanterne.