Schultz og Larsen har barslet med en riffel i 7 mm, der overskygger 7 mm Remington Magnum ikke alene i mundingsenergi, men så sandelig også i dens utroligt fladtskydende ballistik
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
Vores hæderskronede gamle riffelfabrikat kan stadig vække opmærksomhed ude i den store verden, men de ovenstående ”nyheder” er desværre helt tilbage fra det år hvor jeg fyldte 16 år og opnåede ret til at indløse mit første jagttegn! Jeg sad for nylig og læste i et gammelt nummer af det Amerikanske våbenblad ”GUNS” og på side 54 fangede en annonce min opmærksomhed. Annoncen var fra The Sharpe & Hart Associates, Inc og viste et billede af en Schultz & Larsen Model 60 i 7×61 S&H.
Den omtalte annonce i det amerikanske våbenblad GUNS fra februar 1959, hvor Andy Russell fra Outdoor Life roser patron/våben kombinationen. Selve riflen, der kom på markedet i 1957, behøver næppe introduktion til ældre jægere, men både kaliberen 7×61 S&H og firmaet fra Maryland er ikke særligt kendte i Danmark og dog, men det kommer vi tilbage til senere. Philip B. Sharpe og Richard F.
Hart var begge ivrige håndladere og især Sharpe var en meget aktiv forfatter af bøger og artikler om våben og håndladning. I 1953 udviklede de to amerikanere deres største succes; 7×61 mm Sharpe & Hart og fik derefter etableret et samarbejde med S&L og Norma. Dette samarbejde resulterede i S&L riflernes introduktion på det amerikanske marked med deres Model 54J, udelukkende i kaliber 7×61 S&H, og senere også Model 60 igen kun i samme kaliber. 7×61 S&H var en imponerende patron, der ifølge Normas samtidige oplysninger i en 61cm pibe præsterede en udgangshastighed på 3100 ft/sec (945 m/sek) og en mundingsenergi på 3410 ft/lbs (4623 joules) med en 160grains (10,4gram) kugle i en 61cm pibe.
Norma har altid været kendt for ikke at overdrive deres data, og de viste tal har da også været publiceret i bl.a. afdøde Frank C. Barnes opslagværk -Cartridges of the World- men ikke desto mindre er de helt utrolige. Kuglebanen er ikke mindre imponerende: Ved en indskydning på 91meter er den kun faldet med 3,8cm på 183 meter og 10,9cm på 274 meter!
Til sammenligning giver en 7 mm RemMag med 10,1grams Oryx kugle kun Vo på 900m/sek, Eo på 4092m/sek og et drop på 300yards på 32,2 cm. Med en 9,7 grams Scirocco kugle klarer 7mm RemMag sig noget bedre end med Oryx, men kommer bestemt ikke op på siden af 7×61’eren. Som nævnt højere oppe opnåede 7×61 desværre aldrig den popularitet den fortjener, og relativt få danskere kender den, men ikke desto mindre er den mest succesrige og berømte bruger af kaliberen faktisk dansker, nemlig Rudolf Sand. Denne meget aktive jæger fik en S&L model 60 foræret i 1960 af en kunde og han nedlagde et stort antal vildtyper med den. Men det er, som man siger, en helt anden historie.