Efteråret er tid for hyggelige syslerier som at samle kastanjer, men desværre lider de danske hvidblomstrede kastanjetræer stadigvæk under angreb af minér-møl, og det gør dem triste og visne at se på
Af Naturstyrelsen
Man kan dog gøre noget selv for at få has på det ihærdige møl.
Et lille møl kan få has på det største kastanjetræ. Det er minér-møllets larve, som lever i kastanjebladene og æder løs af bladkødet, og det får træet til at se trist og vissent ud. De første minér-møl i danske kastanjer blev observeret i 2002 og har siden spredt sig til stort set alle danske kastanjetræer.
– Træet kan sandsynligvis godt leve i mange år selvom det er angrebet af minér-møl, men mange vil nok fælde det, fordi de synes, det ser kedeligt ud. Man kan dog godt mindske angrebet af minér-møllet, forklarer Hans Erik Svart, biolog i Miljøstyrelsen og fortsætter:
– Møllet overlever vinteren i bladene på jorden, så hvis man fejer alle de visne blade, man kan finde sammen og derefter skiller sig af med dem, så bliver træet ikke så stærkt inficeret. Men man skal samle alle blade op.
Minér-møllet er en ret dårlig flyver, så derfor er teorien, at de bliver spredt via trafikken. Det er sandsynligvis intetanende bilister, som fragter dem med, når de på en køretur standser i nærheden af et kastanjetræ, åbner døren, og lukker minér-møllene ind i bilen. Derefter kører de med til næste stop, hvor der måske er et kastanjetræ, de kan leve i.






