Det er ét af de spørgsmål man kan stille sig selv, når man står for at skulle købe jagtriffel. Men det er faktisk et spørgsmål, man bedst selv kan besvare
KLIK og læs mere om VÅBEN
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
For en fyrre-halvtreds år siden var det usædvanligt, hvis en jæger havde mere end én riffel i sit arsenal. Men med den stigende velstand og tiltagende forbruger-mentalitet ser man ofte jægere med et større antal våben i skabet.
“Og helt ærligt går vi vel nok alle med en god idé om, hvilken ny riffel der ‘mangler’ i samlingen.”
Men for at retfærdiggøre anskaffelsen overfor partnerens kritiske undren eller ens egen samvittighed, bliver det ofte nødvendigt at finde nye argumenter. Det kunne for eksempel være behovet for en større kaliber til næste jagtrejse eller ønsket om let at kunne skifte kaliber. For det er bestemt ikke sandsynligt, man får nogen til at tro på, at den gamle riffel er slidt op!
Høj kvalitet
Nutidens og vel især tidligere tiders rifler er af så høj kvalitet, både håndværksmæssigt såvel som materialemæssigt, at de næsten er umulige at slide op for den gennemsnitlig jæger. Det være sig både fritidsjægeren såvel som den professionelle.
I virkeligheden er det stort set kun misligholdelse, der kan slide en riffel op. Men i den situation kræver det så til gengæld kun en dags jagt i silende regn direkte efterfulgt af nogle dages forglemt ophold i et ligeledes sjaskvådt geværetui, inden en rensning bliver forsøgt.
Selv en Holland & Holland ville afgå ved en ublid død efter sådan en mangel på respekt.
Men selvfølgelig er der forhold, der kan reducere geværets brugbare levetid til jagt.
Skudantallets indvirkning på levetiden
Lad os straks slå fast, at det kræver et meget stort antal skud igennem piben på en ny riffel, inden det får nogen som helst betydning for den praktiske præcision.
En ny riffel af en bare gennemsnitlig kvalitet vil næsten altid være i stand til at præstere en maksimumspredning på 1 MOA (Minute of Angel). Oversat til menneskesprog betyder det, at skuddene på en afstand på 100 meter vil have en gennemsnitlig spredning på 2,9 cm.
Denne spredning er sædvanligvis væsentlig mindre end skyttens spredning – altså skyttens evne til at holde våbnet stille under skudafgangen.
Hvis en meget dygtig jæger formår at holde sine rystelser på samme værdi som riflens egenspredning, fordobler han altså skudbilledet til 5,8 cm, hvilket må betragtes som en særdeles dygtig/præcis skytte. Ja selv om skyttens evner kun rækker til at holde sine egne rystelser nede på 3 MOA (8,7 cm) vil det sammen med riflens egenspredning holde skudbilledet nede på 11,6 cm, altså ganske pænt indenfor rådyrets 20 cm træf-cirkel.
Hvor hurtigt piben ”slides” af de skud der affyres gennem den afhænger af en masse faktorer som stålets kvalitet og patronens krudttype, -mængde og projektilets kappemateriale.
Det er rimeligt at forvente, at det kræver adskillige tusinde skud, før piben egenspredning er fordoblet til 2 MOA. Selv med en egenspredning på 3 MOA, kombineret med den ringe skyttes 3 MOA, holder vi den samlede spredning nede på 6 MOA (17,4 cm), altså stadig indenfor rådyrets 20 cm zone.
Kaliberens og patrontypens påvirkning
I moderne jagtpatroner anvendes der vidt forskellige krudttyper alt afhængig af, hvilken præstation man ønsker hos pågældende patron. Og det er rimelig logisk, at jo højere kuglevægt og/eller hastighed man forventer i den pågældende patron, jo mere krudt skal der i hylsteret. Så større præstation giver altså øget slitage.
Et godt eksempel er .308Winchester kontra .300Winchester Magnum, der kan anvende de samme kugler i de lavere vægtklasser, men sender dem af sted med vidt forskellig hastighed. Og som man kunne forvente, har .308’erens løb da også næsten dobbelt så lang teoretisk levetid i forhold til skud, som en kaliber .300WinMag.
“Så hvis man ønsker lang levetid på løbet, kræver det altså lavere præstationer fra patronen.”
Projektilets kappe
Det materiale projektilets kappe er fremstillet af, har også stor virkning på slitagen.
Længst levetid på løbet opnås, hvis man anvender ren bly i kuglerne. Men på moderne højhastigheds patroner er man nødt til at omgive det bløde bly med en kappe af f.eks. messing, hvilket jo straks øger slitagen på løbet. Jo hårdere denne legering laves, jo større slid.
Den helt store slitage opstår, når der anvendes kugler med stålkappe. Man skal derfor være meget varsom med at købe gammel eller billig ammunition og hvis man er i tvivl, vil en magnet hurtigt afgøre sagen.
Der kan dog være situationer, hvor en stålkappe er ønskværdig og det forekommer da også i mange storvildtpatroner, hvor man skal gennemskyde et kranie, for at nå ind til f.eks. hjernen på en elefant. Men stål giver meget høj slitage og bør derfor kun anvendes, hvor stor gennemtrængningsevne er et absolut “must”.
Billig overskudsammunition
Der er en anden risiko ved gammel overskuds ammunition, da den ofte har fænghætter som indeholder kviksølv. Dis
se fænghætter er meget korroderende og kan ødelægge et riffel løb på meget kort tid.
Denne type fænghætter var normal standart indtil efter anden verdenskrig og kan stadig dukke op rundt omkring.
Midlet man anvendte i tidligere tider til rengøring af løbene, var nogle flotte messingtragte. De blev sat ned i kammeret og kogene vand blev hældt ned gennem løbet, der derefter blev skrubbet og tørlagt.
Dagligdagens små knubs
Når en jæger har fået sig en ny riffel med et smukt valnøddeskæfte, vil han ofte gøre sig store anstrengelser, for at undgå skrammer og slitage på vidunderet.
Våbnet bliver kun taget ud af huset i fint vejr og skulle det endelig komme ud på en overskyet dag, er det pakket ind i flere beskyttende lag. Men det er, på længere sigt, umuligt at undgå påvirkning af tidens tand.
Personligt synes jeg, at en riffel med brugsslitage på bruneringen og mindre mærker i skæftet kun er med til at give våbnet karakter. Det kan også være anledningen til at huske små eller store episoder, hvor våbnet har gjort god tjeneste.
Et af de smukkeste våben jeg har set, er en gammel Oberndorf Mauser i 10,75×68 mm, der havde tilbragt mange år på elefantjagt i Tanganyika og havde efterhånden fået dybe riller i skæftet fra gun-bearer’rens højre hånd.
Det er værd at bemærke, at PH’en Harry Selby’s Holland & Holland i .416Rigby fulgte ham dagligt fra 1949 til 2000 med kun en enkelt tur tilbage til H&H for at få udskiftet løbet omkring 1960’erne.
Selby mente, at slitagen i piben var hans egen fejl, da han af og til var lidt for dårlig til at få geværet rengjort efter at have brugt korroderende ammunition.
Så der er ingen grund til at tro, at din nye riffel ikke skal holde hele livet, men lad nu være med at fortælle din bedre halvdel noget om det.
KLIK og læs mere om JAGT
