Safaribøger plejer at vælte sig i rosende omtaler af dyrelivets mangfoldighed og Lodgens fortræffelige faciliteter og menukort, men biologen og rejsearrangøren Søren Rasmussen har skrevet en forfriskende anderledes bog, der faktisk vækkede min hjemve efter mit Afrika.
Danskere på jagt- eller fotosafari fornemmer hurtigt, at der er noget specielt over dette fantastiske kontinent fyldt med solbrændte indbyggere og rødskoldede gæster. Turisten mærker en underlig påvirkning af stedets uforklarlige tiltrækningskraft og får en trang til at komme tilbage igen og igen. Han opdager, at den røde jord virkeligt har samme farve som hans eget blod og får fornemmelsen af, at her hører han virkelig til. Ikke i de overfyldte, korrupte, beskidte og kriminalitetshærgede betonmyretuer, men ude i den ægte afrikanske natur, den natur som er uhyggeligt krympet hver gang vi har været væk i kort tid.
Søren Rasmussen har formået at gå om bag naturfilmenes uendelige floskler og fundet det virkelige Afrika. Tidligt i bogen bringer han historien om jockeyen Jamie Maclaod og Kenyas første sorte præsident Jomo Kenyatta. Jamie var hvid kenyaner, født og opvokset i landet og som de fleste europæere havde han altid været involveret i hesteopdræt og derby. Kort efter Kenyas selvstændighed vandt han da også Nairobi derby og fik trofæet overrakt af Jomo Kenyatta, som bestemt ikke brød sig om hvide. Kenyatta kunne da heller ikke nære sig for at snerre ad Jamie, at Kenya var for sorte og ikke hvide, hvortil rapkæftede Jamie svarede, at en ridse i huden ville vise at de begge var røde nedenunder. Og faktisk fik Jamie overrakt sit nye pas af Kenyatta selv.
Søren Rasmussen har som ingen før forstået Afrikas ånd og evnet at fange den på papir. En højst anbefalelsesværdig bog og nu skal jeg ha’ pakket min rygsæk.