To danske jægere blev forargede over at se gepard i fælde, som de fik at vide, havde siddet der i tre uger og skulle sidde der i endnu 14 dage, før den skulle skydes af russisk jæger. Limpopo Travel A/S, som de to jægere rejste med, afviser sagen og hævder, at de drager forkerte konklusioner
Af Redaktionen
Jagten var superb. Albert Christiansen, Ringsted, og hans jagtkammerat, Keld Andersen, Give, fik nedlagt de trofæbærende vildtarter, som de var rejst med Limpopo Travel A/S til Namibia for at jage fra 1.-7. februar i år.
De to jægere, der havde deres bedre halvdele med, har således ingen klager over selve jagten. Derimod lægger de ikke skjul på, at de først blev forundrede, da de på det 10.000 hektar store jagtområde, der drives af Omujeve Hunting Safaris 2. februar – dagen efter ankomsten til reviret – skuede en gepard, der sad i en 2×1 meter stor fælde.
– Forundringen blev imidlertid vendt til forargelse, da den sorte PH, Petjo, fortalte os, at geparden allerede havde siddet i fælden i tre uger og skulle sidde der i to uger endnu, før der kom en russisk jæger, som to gange før forgæves havde jaget gepard på stedet og derfor skulle skyde den i fælden, siger Albert Christiansen og føjer til, at han, jagtvennen og deres respektive bedre halvdele syntes, at dette tangerede dyrplageri.
– Hvis geparder er et problem i forhold til vildt og husdyr, og det er nødvendigt et bruge fælder for at fange dem, så bør de aflives omgående. Det er uetisk, at verdens hurtigste rovdyr skal sidde i en fælde i fem uger, før det aflives, siger Albert Christiansen og føjer til, at han mener, at Limpopo Travel A/S bør sikre sig, at etikken er i orden på stedet, så firmaets klienter ikke oftere kommer ud for et syn som det af en gepard siddende i en fælde, som de to danske jægere og deres respektive bedre halvdele blev mødt med på stedet.
– Under vores færden i reviret så vi i alt tre gepardfælder, der alle var spændt og således klar til fangst af gepard, siger Albert Christiansen.
Jagtrejsearrangøren: Forkerte konklusioner
Foreholdt Albert Christiansens udlægning skriver Erik Hahn Pedersen, medejer af Limpopo Travel A/S, i en mail til Netnatur.dk, at jagtrejsebureauet har talt med sin samarbejdspartner i Namibia, som på det kraftigste afviser kundens – Albert Christiansens – påstande.
– Vores partner bekræfter dog, at de på det pågældende tidspunkt, hvor kunden befandt sig i området, havde en nylig fanget gepard, som var kommet ind på deres jagtområde. Vores partner beklager, at kunden – ved at have set geparden – har draget nogle forkerte konklusioner, skriver Erik Hahn Pedersen og føjer til:
– Vores firma tager ligeledes skarp afstand fra jagt på indfanget vildt, som for os fremstår som en uetisk jagtmetode.
Netnatur.dk kontaktede herefter Albert Christiansen for at informere ham om responsen fra Limpopo Travel A/S og spurgte ham, om han havde misforstået situationen, da han så geparden sidde i fælden?
– Nej, jeg har ikke taget fejl af noget som helst, for den forklaring vi fik af Petjo, den sorte PH, var ikke til at misforstå, mener han.
Til underbygning af sin udlægning af sagen understreger Albert Christiansen, at efter det danske selskab havde set og taget billeder af geoparden i fælden 2. februar, sad den også i den, da selskabet forlod farmen 7. februar om aftenen for at returnere til Danmark. Han tog – i henhold til udtalelsen fra den sorte PH for givet – at den sad der, fordi den afventede den russiske jægers ankomst. Men fælden var nu blevet flyttet og stod i nærheden af farmen og en anden fælde..
Jagtvennen, Keld Andersen afviser også, at han og Albert Christiansen skulle have misforstået situationen.
– Der blev ikke lagt skjul på, at geparden sad i fælden, fordi den 14 dage senere skulle skydes af en russer, for hvem det to gange tidligere ikke var lykkedes at skyde gepard. Der blev heller ikke lagt skjul på, at geparder anses for at være konkurrenter til jagtbranchen, fordi den dræber de samme vildtarter, som jægere rejser til Namibia for at jage. I trofærummet på jagtfarmen så vi kranierne af to geparder. Da der var skudhuller i begge kranier, må man tage for givet, at de begge var blevet skudt, mens de sad i fælden, vurderer Keld Andersen, der anser det for usandsynligt, at de to geparder skulle være skudt i hovedet på fri vildtbane, men mindre godt skydende jægere har stået bag riflen.