Afrikanske lande protesterer mod vestlige restriktioner på import af jagttrofæer. De advarer om, at forbuddene kan koste arbejdspladser, svække naturbeskyttelsen og ramme de lokalsamfund, der lever med elefanter, løver og andet storvildt. Et nyt videnskabeligt studie giver debatten yderligere perspektiv
Afrika svarer igen: Hvem betaler prisen, når Europa forbyder jagttrofæer?
Af Redaktionen
“Hvem skal bestemme over Afrikas vilde dyr? Er det de lande og lokalsamfund, der lever med vildtet, eller de vestlige politikere og organisationer, som ønsker at begrænse trofæjagten? Det spørgsmål trænger sig stadig tydeligere på, efterhånden som flere vestlige lande indfører eller overvejer restriktioner på import af jagttrofæer”.
Afrika svarer igen: Hvem betaler prisen, når Europa forbyder jagttrofæer?
Afrikanske lande protesterer mod vestlige restriktioner på import af jagttrofæer. De frygter, at forbuddene vil svække naturbeskyttelsen, koste arbejdspladser og ramme de mennesker, der lever med elefanter og løver. Ny forskning giver debatten yderligere perspektiv.
Hvem skal bestemme over Afrikas vilde dyr? Er det de lande og lokalsamfund, der lever med vildtet, eller politikere i Europa og Nordamerika, som ønsker at begrænse den internationale trofæjagt? Spørgsmålet er blevet stadig mere aktuelt, efterhånden som vestlige lande indfører eller overvejer restriktioner på import af jagttrofæer.
I en ny artikel beskriver den amerikanske avis The Wall Street Journal, hvordan regeringer og andre aktører i blandt andet Zimbabwe, Zambia, Tanzania og Namibia argumenterer imod udviklingen. Deres budskab er, at trofæjagt ikke alene handler om udenlandske jægeres mulighed for at nedlægge Afrikas store vildtarter.
Det handler også om naturbeskyttelse, arbejdspladser og lokalbefolkningens økonomiske interesse i at bevare vildtet. Konflikten føjer dermed endnu et kapitel til den debat om trofæjagt og naturbevarelse i Afrika, som gennem flere år har været en væsentlig del af den internationale jagtpolitik.
Når jagten betaler for naturbeskyttelsen
I store dele af Afrika ligger jagtområderne langt fra de nationalparker, som tiltrækker hovedparten af de internationale fototurister. Her findes ikke nødvendigvis luksuslodges, gode veje eller store koncentrationer af dyr, som gæsterne kan opleve på korte safariture.
Til gengæld kan områderne være attraktive for udenlandske jægere, der betaler betydelige beløb for ophold, guider og retten til at nedlægge bestemte dyr. Indtægterne kan bidrage til drift af jagtområder, bekæmpelse af krybskytteri og aflønning af medarbejdere. I nogle tilfælde går en del af pengene også til landsbyer og lokale udviklingsprojekter.
Det økonomiske argument er derfor, at jagten kan gøre bevarelsen af vild natur mere attraktiv end alternative anvendelser som landbrug og husdyrhold. Netnatur har tidligere beskrevet, hvordan jagtturismen i Sydafrika har været med til at omdanne tidligere kvægfarme til vildtområder.
Her har privat vildtforvaltning og indtægter fra blandt andet trofæjagt bidraget til at bevare millioner af hektar som levesteder for vilde dyr. Men sammenhængen er ikke nødvendigvis den samme i alle afrikanske lande. Der er stor forskel på privat ejede jagtfarme, statslige jagtkoncessioner og områder, hvor lokalsamfundene har rettigheder til vildtet.
Zimbabwe advarer mod konsekvenserne
Zimbabwe er blandt de lande, hvor jagtturismen har haft en væsentlig økonomisk betydning i afsidesliggende områder. Landet har i årtier arbejdet med forskellige ordninger, hvor indtægter fra vildtforvaltning og jagt skal komme lokalsamfundene til gode.
Et af de mest kendte eksempler er CAMPFIRE-programmet, som bygger på princippet om, at mennesker skal have økonomiske fordele ved at bevare vilde dyr og deres levesteder. Det princip bliver særlig vigtigt i områder, hvor elefanter ødelægger marker, og løver angriber husdyr.
For den lokale landmand er en elefant ikke nødvendigvis først og fremmest et fascinerende dyr, der bør beskyttes. Den kan også være en trussel mod familiens fødevarer og økonomiske sikkerhed.
Hvis jagten giver lokalsamfundet indtægter, kan det være med til at skabe større accept af at leve med vildtet. Men det afgørende spørgsmål er, hvor stor en del af pengene der faktisk når frem til de mennesker, som betaler prisen for at dele deres landskab med farlige dyr.
Namibia viser en anden vej
Namibia fremhæves ofte som et eksempel på, hvordan lokale rettigheder og økonomiske interesser kan kombineres med naturbeskyttelse. Landets såkaldte communal conservancies giver lokalsamfund mulighed for at organisere naturforvaltning og få økonomisk udbytte af blandt andet turisme og reguleret jagt.
Modellen bygger på, at vildtet skal have en værdi for de mennesker, der lever med det. Netnatur har tidligere beskrevet, hvordan Namibia arbejder på at sikre naturområder svarende til omkring fem gange Danmarks areal. Initiativet omfatter både naturbeskyttelse, lokale arbejdspladser og udvikling af nye indtægtskilder.
Erfaringerne fra Namibia er relevante i debatten om importforbud, fordi de understreger, at jagtens betydning ikke alene kan vurderes ud fra antallet af dyr, som bliver nedlagt. Det afgørende er også, om jagtindtægterne bidrager til at bevare vildtets levesteder, og om lokalbefolkningen selv har indflydelse på forvaltningen.
Nyt studie giver den afrikanske kritik vægt
Debatten kommer kort tid efter offentliggørelsen af en omfattende videnskabelig gennemgang af trofæjagtens betydning for natur og mennesker i Afrika. Studiet, der blev offentliggjort i Conservation Letters i september 2026, bygger på 89 videnskabelige undersøgelser fra 13 afrikanske lande.
Forskerne fandt, at 65 procent af de registrerede resultater var positive, 26 procent negative og ni procent tvetydige. Resultaterne kan ikke bruges som dokumentation for, at 65 procent af Afrikas jagtområder fungerer tilfredsstillende. Tallene beskriver de forhold, som de undersøgte studier havde målt.
En af de tydeligste positive sammenhænge vedrørte bevarelsen af naturområder. I 92 procent af de relevante resultater var trofæjagt forbundet med et større areal under naturbeskyttelse. Forskerne fandt samtidig, at lokale rettigheder til jord, vildt og indtægter ofte hang sammen med mere positive resultater.
Netnatur gennemgik undersøgelsen i artiklen Stort studie udfordrer fortællingen om trofæjagt i Afrika. Forskerne understregede dog, at jagtens konsekvenser for de enkelte vildtbestande er mere blandede. Det gælder blandt andet påvirkningen af dyrenes aldersfordeling, kønsfordeling og bestandssammensætning.
Studiet dokumenterer heller ikke, hvad et fremtidigt importforbud konkret vil betyde for den afrikanske natur. Alligevel giver undersøgelsen vægt til argumentet om, at trofæjagt under bestemte betingelser kan bidrage positivt til naturbeskyttelsen.
Kenya viser, at jagtforbud ikke giver enkle svar
Et relevant sammenligningsgrundlag findes i Kenya, hvor almindelig sports- og trofæjagt har været forbudt siden 1977. Landet har siden udviklet en betydelig international fotosafariindustri, men det er ikke ensbetydende med, at alle vildtbestande har oplevet fremgang.
Netnatur har netop undersøgt spørgsmålet i artiklen Kenya forbød jagt i 1977 – men blev der mere vildt?. Her fremgår det blandt andet, at mange bestande af større vilde dyr er gået betydeligt tilbage gennem de seneste årtier, selv om jagten har været forbudt.
Andre arter, herunder elefanter og næsehorn, har i nyere tid oplevet fremgang. Kenya demonstrerer dermed, at et jagtforbud hverken automatisk sikrer en positiv bestandsudvikling eller udelukker succesfuld naturbeskyttelse.
Landets erfaringer kan heller ikke uden videre overføres til Tanzania, Namibia eller Zimbabwe. Der er store forskelle i naturgrundlag, befolkningstæthed, turisme og mulighederne for at finansiere naturbeskyttelsen.
Er det en ny form for kolonialisme?
Modstanden mod vestlige importrestriktioner har også en politisk dimension. For hvem har egentlig ret til at afgøre, hvordan de afrikanske lande skal udnytte deres vildtressourcer? Spørgsmålet er ikke nyt.
Netnatur har tidligere behandlet problemstillingen i artiklen Trofæimportforbud ligner tankegang fra kolonitiden. Kritikken bygger på det forhold, at vestlige lande risikerer at træffe beslutninger, som får økonomiske konsekvenser for afrikanske lokalsamfund, uden at de berørte mennesker har væsentlig indflydelse på processen. Omvendt har europæiske lande også ret til selv at regulere, hvilke produkter og jagttrofæer der må importeres til deres territorier.
Der er derfor tale om en konflikt mellem forskellige politiske og etiske hensyn. Modstandere af trofæjagt mener, at det er moralsk forkert at nedlægge vilde dyr for at erhverve et trofæ, og at jagt på særligt sårbare arter kan skabe problemer for bestandene.
Fortalere fremhæver omvendt, at reguleret jagt kan skabe økonomiske incitamenter til at beskytte både dyrene og de områder, hvor de lever. Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt at afgøre diskussionen alene ud fra etiske holdninger. Den bør også handle om dokumenterede konsekvenser.
Hvem skal betale, hvis jagtindtægterne forsvinder?
For de afrikanske lande er et af de vanskeligste spørgsmål, hvordan de skal erstatte jagtindtægterne, hvis vestlige importrestriktioner reducerer efterspørgslen efter jagtsafarier. I nogle områder vil fotosafari være et oplagt alternativ.
I andre vil det være vanskeligt at tiltrække tilstrækkeligt mange gæster til at finansiere naturbeskyttelse og lokale arbejdspladser. Samtidig er det heller ikke givet, at alle former for turisme er uden negative konsekvenser.
Netnatur har tidligere omtalt forskning, der viser, at turisters tilstedeværelse kan påvirke vilde dyrs adfærd og brug af levesteder. Fotosafari og jagtturisme er derfor ikke nødvendigvis modsætninger, men kan under forskellige forhold supplere hinanden. For at vurdere konsekvenserne af et importforbud kræves dog mere konkrete oplysninger.
Hvor meget omsætter jagtturismen faktisk for i de enkelte lande? Hvor stor en andel af pengene går til lokalbefolkningen? Hvor mange arbejdspladser afhænger af jagten? Og hvor stor en del af naturbeskyttelsen bliver betalt gennem jagtafgifter og koncessioner?
Det er ligeledes nødvendigt at vide, hvordan jagtkvoter fastsættes, og hvordan bestandene udvikler sig i de enkelte områder. En jagtordning, hvor pengene forsvinder i administration eller korruption, kan ikke sidestilles med en ordning, hvor lokalsamfundene modtager betydelige indtægter, og vildtbestandene forvaltes bæredygtigt.
Også danske jægere er berørt
Debatten vedrører også danske jægere, som rejser til Afrika og ønsker at hjemtage trofæer fra lovlig jagt. Importen er allerede underlagt internationale og europæiske regler, herunder Washingtonkonventionen, CITES. For en række arter kræves der særlige tilladelser, og reglerne varierer efter art, oprindelsesland og gældende importbestemmelser.
Netnatur har samlet en gennemgang af reglerne for import af jagttrofæer til Danmark. Der er samtidig forskel på de internationale regler, der skal sikre bæredygtig handel med vilde dyr, og nationale politiske beslutninger om at begrænse importen yderligere. Det er især sidstnævnte udvikling, som de afrikanske lande nu reagerer imod.
Kampen handler om mere end jagttrofæer
Konflikten mellem afrikanske regeringer og vestlige modstandere af trofæjagt handler i sidste ende om, hvordan naturbeskyttelse skal finansieres og organiseres. Det er veldokumenteret, at jagt under bestemte forhold kan bidrage til at bevare naturområder og skabe indtægter. Men det er ikke dokumentation for, at enhver form for trofæjagt gavner naturen.
Tilsvarende er et forbud mod at importere jagttrofæer ikke nødvendigvis ensbetydende med bedre beskyttelse af de arter, som forbuddet skal hjælpe. Derfor efterlader den voksende internationale konflikt et centralt spørgsmål:
Hvis vestlige lande ønsker at begrænse en indtægtskilde, som nogle afrikanske lokalsamfund er afhængige af, hvem skal så betale for den naturbeskyttelse, som hidtil helt eller delvist har været finansieret af jagten? Svaret kan få langt større betydning for Afrikas vilde dyr end selve spørgsmålet om, hvorvidt en udenlandsk jæger må tage sit trofæ med hjem.
Trofæjagt og importrestriktioner
Trofæjagt er lovlig under forskellige nationale regler i blandt andet Tanzania, Namibia, Zambia og Zimbabwe. Flere vestlige lande har indført restriktioner på import af bestemte jagttrofæer, mens yderligere begrænsninger diskuteres politisk.
Et forskningsreview fra 2026 gennemgik 89 undersøgelser af trofæjagtens konsekvenser for mennesker og natur i 13 afrikanske lande. Resultaterne var overvejende positive for bevarelse af naturområder og flere mål for lokale levevilkår, men mere blandede for de jagede vildtbestande.
Forskerne understreger, at jagtens virkning afhænger af den konkrete forvaltning, og at der fortsat mangler viden om en række sociale og økologiske konsekvenser. Flere artikler og baggrundsstof om emnet findes i Netnaturs sektioner om Afrika og krybskytteri.
