Sydafrika: Jagtturisme har skabt vild natur flere gange større end hele Danmark

Jagtturismen i Sydafrika har forvandlet tidligere kvægfarme til vild natur flere gange større end Danmark og bragt en lang række dyr tilbage til deres tidligere levesteder. Dermed har indtægter fra især trofæjagt bidraget til en af naturpolitikkens største succeshistorier.

Af Redaktionen

Hvor der tidligere gik kvæg bag almindelige landbrugshegn, står der i dag kudu, impala, zebra, gnuer og giraffer. På nogle ejendomme er også bøfler, næsehorn, løver og andre af Afrikas store arter vendt tilbage.

Forvandlingen er sket gradvist, men tilsammen har den ændret enorme dele af det sydafrikanske landskab. Tidligere kvægfarme er blevet lagt sammen, opdyrkede arealer er ført tilbage til græsland og bushveld, og private jordejere har investeret betydelige beløb i vandhuller, naturpleje, vildtbestande og bekæmpelse af krybskytteri.

Drivkraften har ikke alene været kærlighed til naturen. Den har også været økonomi.

På store dele af Sydafrikas tørre og marginale landbrugsjord kan vildt udnytte vegetationen bedre end kvæg. Samtidig kan de vilde dyr skabe indtægter gennem jagt, overnatning, fotosafarier, salg af levende dyr og produktion af vildtkød.

Det blev begyndelsen på en af de største private forandringer af landbrugsjord i nyere afrikansk historie.

Da vildtet fik en økonomisk værdi

Et afgørende vendepunkt kom, da sydafrikanske jordejere fik stærkere rettigheder til det vildt, som blev holdt på deres ejendomme.

Med Game Theft Act fra 1991 blev det muligt for en ejer at bevare ejendomsretten til vildtet, når området var forsvarligt indhegnet. Det gav landmanden et direkte økonomisk incitament til at passe på dyrene, opbygge bestandene og investere i deres levesteder.

Tidligere kunne et vildt dyr i juridisk forstand være ejerløst, så snart det forlod en ejendom. Efter lovændringen kunne vildtet i højere grad behandles som en ressource, der kunne forvaltes og skabe indtægter.

Samtidig blev traditionel kvægdrift mindre attraktiv på mange tørre og næringsfattige jorder. Nogle landmænd solgte besætningerne og begyndte forsigtigt at genindføre lokale vildtarter. Andre købte naboejendomme eller indgik samarbejde med omkringliggende lodsejere.

På den måde voksede små vildtfarme nogle steder sammen til store private reservater og såkaldte conservancies.

Jagten blev den økonomiske motor

Fotosafarier forbindes ofte med Afrikas naturturisme, men denne form for turisme er ikke økonomisk realistisk overalt. De fleste internationale fototurister søger mod områder med meget store koncentrationer af dyr, spektakulære landskaber og mulighed for at se løver, elefanter og andre kendte arter på kort tid.

LÆS mere: Netnatur.dk/AFRIKA

En tidligere kvægfarm med kudu, vortesvin, impala og enkelte zebraer har vanskeligere ved at tiltrække et stort antal betalende fotogæster. Den samme ejendom kan derimod være attraktiv for en jæger, som betaler for ophold, guide, transport og jagt på en eller flere arter.

Dermed kan relativt få jagtgæster skabe en betydelig omsætning uden behov for hoteller, store besøgscentre eller en konstant strøm af safaribiler.

En undersøgelse af forskellige sydafrikanske vildtfarme viste, at trofæjagt fandtes som indtægtskilde på 72 procent af de undersøgte ejendomme. Jagtorienterede farme havde samtidig den højeste beregnede driftsmargin blandt de analyserede forretningsmodeller.

Fotosafarier skabte generelt flere arbejdspladser, men økonomien var mere svingende, og flere af disse virksomheder havde vanskeligt ved at skabe overskud.

Jagten fungerer derfor ikke blot som en aktivitet oven på naturforvaltningen. På mange ejendomme er den selve forudsætningen for, at jorden fortsat kan drives med vildt frem for kvæg.

Naturen fulgte med

Målet for de første vildtfarmere var næppe at løse en biodiversitetskrise. De ønskede at skabe en rentabel virksomhed. Men når indtægten blev knyttet til levende vildt og intakte landskaber, opstod der samtidig en betydelig naturgevinst.

Kvæg blev fjernet eller reduceret, og tidligere landbrugsjord fik lov til igen at udvikle en mere naturlig vegetation. Buske, træer og græsser blev en del af produktionsgrundlaget, fordi landskabets bæreevne bestemte, hvor meget vildt området kunne rumme.

Når de større planteædere vendte tilbage, fulgte andre dele af økosystemet med. Ådsler og efterladte rester gav føde til gribbe og mindre rovdyr. Gødning fra de vilde dyr understøttede insekter og jordbundsliv, mens mindre intensiv dyrkning gav planter, fugle, krybdyr og små pattedyr mere plads.

LÆS mere: netnatur.dk/JAGTREJSE

Udviklingen har også været med til at styrke bestandene af flere arter. Eksempelvis oplyser Sydafrikas biodiversitetsinstitut SANBI, at bestanden af gemsbok er vokset betydeligt på private vildtfarme, hvor arten har økonomisk betydning som både jagtvildt og kilde til kød.

De private vildtområder omfatter i dag anslået mellem 17 og godt 20 millioner hektar. Det svarer omtrent til fire til fem gange Danmarks samlede areal og er væsentligt mere land end det, der findes inden for Sydafrikas traditionelle statslige naturbeskyttelse.

En omfattende undersøgelse af vildtfarmernes økonomiske og naturmæssige betydning anslog, at omkring 9.000 private vildtejendomme dækkede cirka 17 millioner hektar. Størstedelen var tidligere blevet anvendt til husdyrproduktion.

En stor del af udvidelsen er skabt med private midler. Jordejere har selv betalt for opkøb af dyr, vildthegn, veje, vandforsyning, medarbejdere og overvågning. Det offentlige har fastlagt reglerne, men det er i vid udstrækning private investeringer og betalende gæster, der har finansieret forvandlingen.

Hegnet er en grænse – men ikke for al natur

Hegnene er den mest omdiskuterede del af den sydafrikanske model. De holder store dyr inde, gør det muligt at fastslå ejerskabet og kan begrænse konflikter med kvægbrug, veje og lokalsamfund.

Men et vildthegn gør ikke nødvendigvis en farm til en hermetisk lukket biologisk ø.

Fugle, krybdyr, insekter og mange mindre dyr kan passere gennem eller over hegnet. Leoparder, sjakaler, karakaler og andre arter kan desuden bevæge sig ind og ud af nogle områder, afhængigt af hegnets konstruktion. Et almindeligt vildthegn skal derfor ikke forveksles med et fuldstændigt rovdyrsikkert hegn.

For de store planteædere er hegnet derimod en reel barriere. Det kan forhindre naturlige vandringer, begrænse genetisk udveksling og kræve, at bestandene reguleres aktivt. Hvis der fødes flere dyr, end området kan bære, må overskuddet flyttes, sælges eller nedlægges.

Derfor er størrelsen og sammenhængen mellem områderne afgørende. Flere steder har naboer fjernet de indre hegn og samlet deres ejendomme i større, fælles forvaltede vildtområder. Den enkelte jordejer beholder sin jord, men dyrene får adgang til et langt større landskab bag ét ydre hegn.

Forskere har peget på netop sådanne sammenhængende conservancies som en mulighed for at øge vildtfarmenes naturværdi. Når de indre hegn fjernes, får dyrene større bevægelsesfrihed, og bestandene kan forvaltes over et langt større område.

Modellen kendes blandt andet fra reservaterne omkring Kruger National Park, hvor nedtagning af hegn har skabt store sammenhængende økosystemer på tværs af private og offentlige arealer.

Ikke alle vildtfarme gavner naturen lige meget

At kvæg erstattes af vildt, er ikke automatisk ensbetydende med bedre biodiversitet.

Nogle ejendomme har sat unaturligt mange dyr ud eller indført arter langt uden for deres oprindelige udbredelsesområde. Andre har koncentreret sig om intensiv avl efter bestemte hornstørrelser, farvevarianter eller andre egenskaber med høj handelsværdi.

Rovdyr kan blive bekæmpet, fordi de tager kostbart vildt, og tætte hegn kan fragmentere landskabet. Overbestand af store planteædere kan desuden skade vegetationen lige så alvorligt som for hård kvæggræsning.

Der er derfor forskel på en ekstensivt drevet jagtfarm med naturligt forekommende arter og en intensiv vildtproduktion, hvor dyrene fodres, avles og omsættes næsten som husdyr.

På samme måde er det afgørende, at jagten bygger på troværdige bestandsvurderinger. Det gælder ikke mindst jagten på store rovdyr som leopard, hvor fjernelsen af bestemte individer kan få større betydning end ved jagt på talrige antiloper.

Alligevel ændrer disse problemer ikke ved det overordnede billede: Millioner af hektar, der ellers kunne være fortsat som kvægbrug eller være blevet opdyrket, bliver i dag bevaret som levested for vilde dyr.

Når et dyr betaler for sit levested

Den sydafrikanske udvikling rummer et paradoks, som ofte forsvinder i den internationale debat om jagt.

På den enkelte safari bliver et begrænset antal dyr nedlagt. Men betalingen for jagten kan samtidig være med til at bevare det langt større antal dyr, der ikke skydes – og ikke mindst det landskab, som alle områdets arter er afhængige af.

Det betyder ikke, at enhver form for jagt automatisk gavner naturen. Resultatet afhænger af jagttryk, bestandsdata, ejernes forvaltning og af, om indtægterne faktisk bliver på ejendommen og anvendes til driften.

Men på store dele af Sydafrikas private jord har jagten været med til at ændre den økonomiske værdi af naturen. Vildtet blev ikke længere betragtet som en konkurrent til kvæget, men som grundlaget for en ny virksomhed.

Denne sammenhæng er også central i diskussionen om europæiske forbud mod import af jagttrofæer. Hvis jagtindtægterne forsvinder, kan nogle private ejere forsøge at leve af fotosafarier, men på mindre attraktive eller mere marginale ejendomme kan alternativet blive en tilbagevenden til kvægdrift.

Resultatet blev ikke skabt gennem et stort statsligt naturprojekt. Det voksede frem farm for farm, efterhånden som private jordejere opdagede, at en kudu, en impala eller en bøffel kunne gøre den naturlige vegetation mere værdifuld end endnu en kvægbesætning.

Det er jagtens måske vigtigste sidegevinst i Sydafrika: Ikke alene de dyr, der tælles og sælges, men de millioner af hektar, som fortsat får lov til at være vild natur.

Læs mere på netnatur.dk/TROFÆJAGT